Patrick Damsted

Bonanza har for nyligt afsluttet afstemningen om hvilke tv-øjeblikke, der skulle demokratiseres først. Men klippene ligger der stadig -og er et gensyn værd. F.eks. er klippet Playback ret cool. Se dem her.

De er ikke bare dansende hamstere, som vi sender videre til hinanden. De er også et internet-meme. Uden at skulle gøre mig fantastisk klog på dette emne, som jeg faktisk ikke kender særlig godt -jo, jeg har prøvet at meme, men jeg inhalerede ikke- så er disse internet-memer et aflæg fra videnskabsmanden Richard Dawkins, der har brugt det franske ord même (der betyder samme) til at beskrive de overførsler af kulturel information der er mellem os -f.eks. sange, rim, ordsprog osv.

Her er på nettet sender vi så en lille idé eller et koncept mellem os. F.eks. har Rasmus, der er en dansk fotograf i Seattle, sendt mig et meme via hans blog. Det går i al sin enkelhed ud på at tage den nærmeste bog, slå op på side 123, finde den femte sætning på siden og derefter citere de kommende tre sætninger.

Johannes Møllehave, romanen “En fri mand”: “Jeg var gift i ti år og hun var stærk. Hun udviklede sig som du vel kan gætte i løbet af 70erne -femø-lejr og alle de kvindeslogans man kan finde på. Jeg kom især til at grine da de engang kom bærende med en transparent hvorpå der stod Kvinder er stærke“

En væsentlig del af sådan et meme er selvfølgelig at sende det videre -f.eks. til nogen man kender, man ved har bøger, som Sebastian, Jens Winther (som i mangel af blog nok må poste svaret i kommentarerne herunder hvis han vil være med) og Emme. Så er der vist ikke memere at sige om det fænomen lige nu.

Kære Mikkel,

Jeg vil gerne udfordre dig!

Dette betød noget for mig og derfor vil jeg gerne have at det betyder noget for dig.

Derfor udfordrer jeg dig til at anmelde Trilles album “Hej Søster” på din blog.

Hilsner

Patrick

Jeg er lidt vild med Seth Godin. Mestendels fordi han er klar i spyttet. Her bliver ikke sparet på den amerikanske forenkling, men der bliver heller ikke sparet på den indsigt, som har givet Godin tilnavnet The Marketing Guru. nu har jeg været tiljubler af forskellige so far. Nogen bliver for dominerende bekendtskaber i længden, som f.eks. Tom Peters og andre er foreløbigt eviggyldige. Ja, jeg har set modsætningen. Een af dem er altså Seth Godin.

i bogen “The Dip” beskriver han, hvad han selv synes er forskellen mellem vindere og tabere. Nemlig at kunne kende forskel på hvornår man skal bide tænderne sammen og hvornår man skal droppe ud af et projekt (eller en drøm, eller en idé, eller en bevægelse). Han mener at evnen til at se den forskel og bruge sin energi, hvor der er mest smæk for skillingen er mere værd end evnen til at gøre projekter færdige. Og egentlig er pointen jo ret indlysende. Bare fordi man har lært i skolen at det er vigtigt at gennemføre, behøver man ikke gennemføre de ting, der undervejs viser sig at være rene tids- og energirøvere.

Hele hemmeligheden er gemt i den entusiasmekurve man kan tegne over ethvert projekt man kaster sig ud i. I starten er det fedt, man lærer noget nyt men bliver alligevel hurtigt meget bedre, fordi man starter på et ret lavt niveau. Så kommer den stejle kurve, hvor man skal knokle for at blive bedre. Man får ikke længere gaverne så let. Og de er mindre værd. Men belønningen for at holde næsen i sporet er at man bliver meget bedre med tiden -det tager bare længere tid. For det meste. For så er der altså de livsprojekter, der ikke munder ud i man bliver bedre, men som bare står stille. Hvor man for evigt kan rende rundt i et rotteræs, der ikke leder op i en læringskurve -men snarere løber rundt i et hjul, på stedet. Og det er altså dem man skal genkende og fjerne fra to-do listen.

Og efter den lille og sjove bog -der tog det meste af 30 minutter at læse fra ende til anden- sidder man så og tænker, over hvad der skal gennemføres og hvad der ikke skal gennemføres. Og det skægge er at det er ret let. Der er ting, der har meget lange perspektiver. F.eks. har jeg skrevet blog siden april 2001 uden at blive hverken stjerne eller målrettet ekspert -men det har tvunget mig til at blive bedre til at skrive og det har fremelsket en del pointer, som rejser fint mellem mine platforme. Det kan være foredrag, klummer eller opgaver jeg løser. Derfor er mit blogdip et godt dip -for mig.

Til gengæld har jeg ofte været involveret i både mentalt og økonomisk brødløse projekter -og dem tror jeg pludselig jeg er blevet bedre til at genkende. Bare ved at kende til forskellen med dip og dødt.

Kender du det? Man hører/læser/modtager en historie fra et medie. Et medie man tror på. Føler sig orienteret af -og pludselig taler de om noget man rent faktisk ved noget om. Og så er det i bedste fald meget forsimplet og i værste fald vrøvl. Det skete i går -og det er som at være i en Matrix-verden, hvor hele overfladen ryster sig en gang. Gad vide hvor velorienteret man egentlig er tænker man -og slurper et skvulp kaffe.

Er der en der læser teksten er det Knud Romer. Siden han effektivt slagtede sin reklamekarriere med offentliggørelsen af denne tekst, er han vel nærmest genfødt og vokset sig meget større og langt vigtigere med en (skøn)litterær retning. Jeg kom til at tænke på ham på grund af dette indsigtsfulde interview. Interviewet med Knud Romer er forøvrigt en del af en markedsføring af et reklamebureau -og det er jo altid sjovt at se hvordan de tager deres egen medicin. Cosmographic gør det ved at udgive en bog (på pdf). Og apropos så giver Wibroe, Duckert og Partners den Google-gas på deres efterhånden ikke helt nye website, men frækt -det er det.

Men når det kommer til reklame og egenreklame er der vel ikke meget der slår direkte konkurrence.

Kommentar til gårsdagens udmelding om TV 2 Radios lukning:
Det er en sort dag for TV 2 Radios 50 medarbejdere. Det er der ingen tvivl om –men det er ikke manglende respekt for TV 2 Radios medarbejdere, der får mig til at skrive de kommende ord; det er ikke nødvendigvis en sort dag for dansk, kommerciel radio. Måske er der endelig en lysning på radiohimlen, nu TV 2 lukker deres engagement i dansk radio. Det ville være nemt at give et bud på hvorfor det kræver mere end navngivning at lade et mediebrand rejse mellem platforme –men jeg synes ikke tiden er til at revse TV 2 mere. Hellere vil jeg give dig et bud på hvorfor det måske aldrig har set lysere ud for kommerciel radio i Danmark end i dag.

Der er ingen eksperter i kommerciel radio. Ikke i Danmark. Så ville kommerciel radio ikke have en årlig del af det samlede adspend på sølle 2% -men ligge mellem de 6-8%, som i lande vi sammenligner os med. Derfor bør vi kigge grundigt på at lære noget om kommerciel radio, have en vis ydmyghed overfor dette medie –i stedet for at overføre andenhåndserfaringer fra andre platforme og tro på vi kender svarene på forhånd. Lad os kigge kommerciel radio grundigt efter og finde en dansk model, hvor vi bliver eksperter. Gør det nogen forskel, spørger du måske? Det gør det.

Forskellen er at lige nu skal hele den kommercielle del af radiobranchen leve af indrykninger for ca. 280 millioner kroner om året. Det skal dække spredning, musikafgifter og medarbejdere –og eftersom hver procentpoint er 140 millioner kroner værd, kan man vel sige at forskellen mellem det marked vi har og det marked radio fortjener mindst er forskellen mellem 280 millioner kroner og 840 millioner kroner.

Men hvad er forskellen så, udover markedets størrelse, på Danmark og udlandet? Det er primært tre ting: frihed, lighed og broderskab.

I udlandet er der frihed til at tænke radio, som svaret på et behov… hos lytterne –ikke hos annoncørerne. De skal nok følge med hvis vi vender lydbilledet om og starter hos dem der skal levere radioens sande værdi, nemlig lytning. Det har vi indtil nu ikke været gode til. Dansk, kommerciel radios udgangspunkt er slave af annoncørerne –og der er altså en grund til at de laver cykler, sælger rejser eller i det hele taget laver alt muligt andet end radio. Det er nemlig det de er eksperter på.

Lighed handler om tro. Troen på at radiomediet er ligeså godt som alle andre reklamemedier er det andet ben i et 6-8% marked. Vores danske udgangspunkt, som starter i lokalradiouniverset, hvor det lave selvværd får alle forhandlinger til at handle om pris –og alle programmeringer til at handle om middle of the road, dur ganske simpelt ikke. Dansk, kommerciel radio må ranke ryggen og ville lytterne andet end låne deres opmærksomhed til videresalg.

Og så er der broderskabet. I de markeder, der virkelig lykkes har man slået sig sammen i relativt uvildige brancheforeninger, der sammen kan udvikle radio, markedet og markedsføre mediet overfor køberne. Noget der aldrig er lykkedes i Danmark. Endnu.

For nu er chancen der. Den store landsdækkende kommercielle frekvens er på spil igen. Efter Sky og TV 2 har den nu et nyt skud i bøssen. Og måske det bedste endnu. For nu er det endelig bevist at man ikke kan køre midt på vejen uden at møde en masse modkørende.

Måske er vi endelig klar til at revolutionere dansk radio ved at vælge side. Nu er der jo ingen eksperter i dansk radio, som jeg startede med at nævne –men jeg tror at forløsningen af dansk, kommerciel radio er at:

1/ blive eksperter på lytterne frem for annoncørerne.
2/ lade mediet hvile på en fornyet tro på sig selv, som ikke har præget hverken Sky eller TV2s radioforsøg.
3/ bruge de kommende år på at lade radio konkurrere med andre medier, frem for at konkurrere internt i branchen.

Vi kan opfinde en ny radioorden –men kun hvis vi hugger hovedet af de gamle kongstanker.

Mikkel Westerkam skriver mere om situationen for kommerciel radio i Danmark lige nu.

Har indenfor de seneste uger spist både frokost og gourmet på Brasseriet Olivia i Odense og må sige det holder. Så ved du det.

Det nærværende link herover minder mig om en mærkværdig oplevelse jeg havde den anden dag. Jeg forbrugte noget kultur, morede mig kurfyrsteligt og ville videregive skægheden til en række bekendte -men det kunne jeg ikke. Ikke som et link, ikke som en videobid, en lydbid -ikke som nogetsomhelst. Og det er noget rigtig skidt. Kan du huske da man sagde at hvis Google ikke kunne finde dig, så fandtes du ikke? Jeg tror faktisk vi er skridtet videre. Måske er det snarere, hvis dine ambassadører ikke kan repræsentere dig, så findes du ikke. Skiftet er grundlæggende -vi skal snart lægge markedsføringen på andenpladsen, efter at stå til rådighed for andres viderekomunikation.

Via et link hos Tveskov så jeg en komprimeret udgave af Al Gores nye diasshow om klimatilstanden på TED. Interessant at høre primært om hvorfor der var behov for et nyt show (udover at det gamle var afholdt mere end 2000 gange). Det første angreb modviljen mod at erkende at vi mennesker har en indflydelse på klimaet med vores handlinger. Det er på plads nu, men nu skal vi til at føle problemet også er påtrængende og ikke bare ubekvemt. Tjek det ud.

Forleden -midt i en brainstorm -stødte jeg på det fedeste ord jeg har hørt længe, nemlig klassificeringsordet “forundringsord”. Det dækker bl.a. de ord vi skruer lidt på og forandrer til lejligheden. Og siden har jeg faktisk -med hjælp af min T9 ordbog, opdaget flere forundringsord. Foreløbigt har jeg samlet to op: deprihæl og pirregødt. Nu er jeg primet -min hjerne er åben for dem, så nu går jagten ind.
Og så har jeg brugt morgenen på at kaste køer, spille tennis og bowle -Wii er i huset!

Min weekend har været mere end fed. Mine to børn blev døbt sammen -og snart skal den ene konfirmeres. I den forbindelse sad jeg og researchede lidt på dåb vs konfirmation. Det viste sig at den konfirmation vi har i dag bygger på den der blev vedtaget som en tvangskonfirmation i 1736 -hvor man skulle konfirmeres og kunne blive både udvist og sednt i slavelejr, hvis man ikke gad. Tak spids.

Det smerter mig noget at det går min gamle arbejdsplads TV 2, så relativt elendigt, som det gør. To år med underskud og ingen penge på bogen går at de må låne til at udbetale løn. Selvfølgelig har jeg en mening om hvorfor det er gået ad helvede til og hvordan det burde have været -men jeg kan ikke helt undslå mig en dum fornemmelse af at være lidt for tanketoldfri, fordi jeg har stået på sidelinien. Derfor tror jeg at jeg undslår mig at sparke til dem der ligger ned i forvejen og holder min kæft. Men den går vist ikke meget længere uden skarpe reformer.

Alle polerne er ved at skride fra os. Så lige Al Gores nyeste slideshow på TED (og så også lige denne sjove vinkel på musikvideoproduktion ved samme lejlighed) og han mener simpelthen at den største trussel mod miljøet og klimaet er den medfølgende manglende følelse af at dette er et menneskeskabt OG påtrængende problem. Det forsøger han at løse ved at animere polernes nedsmeltning.

Og en anden pol der er ved at forsvinde er Polaroid. Her er påtrængenheden måske større, for der gribes til bloggen og skrives protestbreve i stor stil. En af de første businessventures jeg stod fadder til, sammen med en folkeskolekammerat, var en tanke om at fotografere bryllupper med Polaroidkamera. I dag ville det være en stangsmart idé. Dengang kom vi kun til at købe kameraet -der var tilsyneladende ingen, der ville betro to 12 årige at forevige deres +100.000 kroners bryllup på instant film.

Dette er min seneste klumme fra Markedsføring:

Roger Iger er en 57 årig amerikansk mand, der er meget stolt af sin iglo. Det har han også god grund til at være. Der er nemlig både basketball-kurv, ildsted og fladskærms-tv i Igers iglo. Ting, der viser at Roger har brugt inworld-tid på at spille spil og dermed samle penge til at købe lækker indretning. Derfor behandler de andre pingviner Iger med respekt.

Hvis den sætning ikke giver umiddelbar mening for dig mangler du essentiel viden om nutidens mediebrug. Du er ikke fortabt –du er bare ikke fuldt informeret. Netop for at undgå denne situation har Iger en Iglo.

Roger Iger er ikke en hvilken som helst pingvin i den virtuelle verden Club Penguin. Disney, som han er administrerende direktør for, ejer Club Penguin, der er en væsentlig del af Igers langsigtede strategi for hvordan Disney skal sikre sin indtjening i de kommende mange år. Og det er ikke rent for sjov. ”Internettet er mindst ligeså vigtigt for børn og unge som fjernsyn”, siger Iger –og beviser sin overbevisning ved at give flere og flere af Disneys universer en online tilstedeværelse. I biografen er Pirates of the Carribean en film med en relativ kort levetid, efterfulgt af en periode som lejefilm og købefilm. På nettet er Pirates of the Carribean et univers. Hvor du kan bygge dit skib, bemande det og sejle ud i verden for at erobre gods og guld. Gratis eller betalt –alt efter hvor mange piratfaciliteter du ønsker dig. Samme strategi udfoldes over filmen Biler og figurerne Fairies, som gennem Disneys nyetablerede Online Studios, får deres eget netbårne univers.

Indrømmet, Iger har også en anden interesse i at have en iglo i den virtuelle verden Club Penguin. Disney kalkulerer med at tjene en milliard dollars på nettet i indeværende år og omtalen af Igers iglo gør det mål mere opnåeligt. Men i dette tilfælde havde succesen været hjemme under alle omstændigheder, for Club Penguiner en af de mest populære virtuelle verdener med 12 millioner aktive brugere og 700.000 betalende abonnenter (tal fra august 2007).

Den canadiske bamsefabrikant Ganz tager en lidt anderledes vinkel på samme sag. De har udviklet en virtuel verden, der hedder Webkinz. En verden der er mere populær end Disneys pingvinverden i besøgstal. Webkinz er gratis at bruge -men til gengæld kræver den et køb inden man kommer indenfor. Når man, for minimum 65 kroner, erhverver sig en Webkinz-bamse får man en kode, der giver adgang til en virtuel verden, hvor man kan adoptere sin bamse, indrette dens hjem og chatte med venner, der også har bamser. Den simple formel krydser den virkelige verden, hvor børnene samler på Webkinz-bamser og den virtuelle, hvor bamserne bliver levende. Resultatet er den mest populære virtuelle verden for børn i Nordamerika lige nu.

En række kendetegn ved disse virtuelle verdener viser sig på tværs af platformene. Dels at børnene er meget loyale overfor de virtuelle verdener og dels at de bruger meget tid på dem (et besøg på Youtube varer op til 32 minutter, et besøg på Clubpenguin og Webkinz varer typisk mere end en time). ”Det er ikke raketvidenskab. Mange spilmagere ser spil som tv. Vi underholder dig og du skal nyde det. Vores spil er en tovejs strøm”, siger Club Penguin opfinder og direktør Lane Merrifield til finansmediet Seeking Alpha, der mener at de virtuelle verdener giver børnene en følelse af magt og medbestemmelse, som de kun sjældent møder i deres virkelige verden. Nøjagtig den samme drivkraft som vi kan se i de voksnes medieforbrug.

Disneydirektøren Roger Igers holdning er at vores branche af professionelle kommunikatører ikke tager denne nyere adfærd alvorligt nok. At vi ikke ser på de virtuelle verdener med tilstrækkelig alvor, men skyder dem hen –fordi de er svære at konstruere, fordi de har brugeren i centrum og fordi er ikke passer særlig godt på en indrykningsplan. Men hvordan skal vi kunne forstå dem, endsige bruge dem, hvis vi ikke tager del i dem? Det kan vi ikke.

Den helt overordnede tendens er klar, brugerne vil selv være med og vil helst snakke med ligesindede. Vi stoler ikke i samme grad som tidligere på den information reklamerne kommer med (ifølge Forrester Research tror kun 6% af amerikanerne på, at virksomheder fortæller sandheden i reklamer) og vi stoler ikke på dem der taler, hverken politikere, journalister og reklamefolk. Men vi stoler på vores (virtuelle) nabo og hans oplevelser. Og husk at for børnene er dette ikke et aktivt valg mellem medier, det er en medfødt livsstil. I gamle dage gik reklamefolk på bar eller i Bilkas cafeteria når de skulle møde målgruppen, i dag skal vi hen i vores iglo.