Mine danske sider: andres held er på bekostning af mig selv

“Good for you”. Man kan ofte høre englændere eller amerikanere sige netop den sætning, når de glæder sig på andres vegne. Uden at tænke nærmere over det adopterede jeg den også selv da jeg flyttede hjem efter at have boet i England. “Godt for dig”, sagde jeg – i en direkte oversat og ikke særlig pæn dansk version. Men den var sgu velment. Hurtigt opdagede jeg at det velmente kun var noget jeg opdagede. Modtageren kiggede nemlig på mig med en vantro distance. Det viste sig at man ikke bare kan oversætte “godt for dig”, for på dansk klistrer, der sig nemlig en formodning til sætningen, som ikke var knyttet på engelsk. Nemlig afstand. Faktisk ironi – eller endnu værre sarkasme. Men mest ironi. Mine meddanskere opfattede ikke “godt for dig”, som godt for dig. Snarere som “godt for dig – pøh!”.

Det må være noget i folkesjælen, du ved den dybt forankrede danske folkesjæl, som jeg så ofte er på jagt efter, der giver “godt for dig” en ironisk overtone, som altså ikke nødvendigvis findes, som et fællesmenneskeligt træk. Der er meget at være stolt af, som dansker. Vi har alverdens sikkerhed og rettigheder, som man bare ikke fucker med. Vi har skabt andelsbevægelsen og lever i et fornuftigt repræsentativt demokrati, hvor vi tolererer monarkiet, så længe de giver borgerne magten. Vi kan godt tåle at blive målt på, hvordan vi behandler de svageste i samfundet – for vi behandler dem i hvert fald bedre end nogen andre lande. Men der er ikke mange individuelle præstationer, som vi trækker frem på det internationale oversigtskort. Bevares, vi har Andersen, Ørsted og Kirk-Christiansen, men der er alligevel lidt langt til Morrison, Dylan og Elvis.

Måske er det denne overtro – denne mistænkelighed i opfattelsen af glæden på andres vegne, som er hele den symbolske kerne af vores homogene kultur. Her glæder vi os over de fælles fremskridt – ikke den enkeltes. Vi synger verset: andres held er på bekostning af mig selv. Derigennem kan vi dyrke at ingen bliver efterladt til sig selv, så længe de ikke efterlader os andre. På bedste jægersoldatbeskub kommer de, der kom med ind også ud igen. Om vi så skal slæbe dem over grænsen. Dermed ikke sagt at vi ikke må være dygtige til noget. Vi elsker en god læge når vi er syge. Vi kan godt lide den dygtige pilot og vi lægger gerne vores følelsesliv i hænderne på den regionale fodboldklub. Men hvis lægen hellere vil være på et privathospital end det, der tjener hele befolkningen så ryger noget af vores beundring. Det samme gælder hvis piloten hellere vil flyve privatjet og fodboldstjernen ikke gider landsholdet.

Her stiller man sine evner til rådighed for fællesskabet. Eller også er man kaffeklubbens yndlingskonversation. Jeg må tilstå at jo ældre jeg bliver – jo bedre kan jeg lide tanken. Jeg er nemlig forlængst begyndt at betvivle den gamle sandhed om, at hvis man ikke er glødende rød, som ung og knaldkonservativ som gammel, så er ens liv noget lort. Jeg tror faktisk det er stik modsat. Det er sgu de unge, der kan tåle at være så blå, som smølfer. De er stærke, har ingen fornemmelse af at tiden vandrer i 700 milestøvler og at man en dag opdager at man virkelig fødes alene, men også dør alene. Det kommer først senere – når man står og er nyskilt i regnvejr og venter på bussen en tirsdag eftermiddag i Munkebo. Og når det rammer, så er der ingen kære Gud, der hjælper. Der er kun Stauning eller kaos. Derfor følger det lille stik af ideologi, der er i mig, præcis den ramme, som jeg tror de fleste danskere mærker (men som de ikke nødvendigvis stemmer efter). Nemlig at vi starter som ultraliberale gavehoveder og ender som tandløse socialdemokrater, jo tættere vi kommer døden og jo mere vi får brug for andres hjælp.

Min danske kernesjæl har intet mod indvandrere og flygtning i mit land. Faktisk er min våde drøm om danmarks internationale karaktér, at vi udviklede vores land til at gøre for menneskrettigheder, hvad Schweitz har gjort for økonomi. Opsamlede alverdens indskud og tog sig af det. Jeg er næsten overbevist om det ville være den bedste investering i vores fællesskab. At vi krydsede det med nyt blod fra hele verden. Opfandt andelsbevægelsen 2.0, hvor hele verden var med. Og vi gjorde det ikke fordi vi havde besat deres land i århundreder og derfor pligtskyldte dem uddannelse og job – men fordi vi kan. Vi kan rumme det. Vi kan gøre det. Vi har de menneskelige og økonomiske ressourcer til at få det til at ske. Men det vil vi helst ikke – for vi er pissebange for at det går fra os selv. Det er næsten ironisk.

Ude i verden rapporteres det (som f.eks. i The Guardian) hvordan Norden og herunder Danmark, kommer lettere gennem krisen end de fleste andre vestlige lande. Primært på grund af vores sociale sikkerhedsnet. Når man bliver arbejdsløs i Danmark lander man ikke partout på bunden af samfundet uden tøj i en blindgyde. Og det afbøder det fælles fald. Man kan også få en uddannelse, uden at skulle betale ret meget selv – og det giver flere veluddannede og omstillingsparate danskere (af alle herkomster), som er klar til at nyt arbejdsmarked. Man kan også blive behandlet for sine sygdomme og komme tilbage til livet uden gæld.
Det er sgu det de andre misunder os. Og de ved godt, at vi betaler halvdelen af vores indkomst til fællesskassen – men selv dét, er der flere og flere internationale betragtere, der ikke er afskrækket af. For de kan se de fælles fordele.

De fordele må vi ikke miste oplevelsen af selv. For sandheden er jo at der er nok af alt her. Faktisk så meget at vi kan eksportere en pæn sjat af det udenlands og lade dem være med til at betale for vores velfærd. Måske er det bare endda muligt at begynde at eksportere den næste sjat Danmark, udover klassikerne Nordsøolie og Backbacon, nemlig det der omgiver alt vi tænker og gør. Vores fællesskab. Hvis vi altså ikke bliver bange for vores egen skygge og tror at det betyder mindre fællesskab til os selv. Det er måske endda den eneste måde vi kan få integreret os i resten af verden inden vi lukker os helt inde i vores ensomme folkesjæl, som har tjent os så godt så længe. Og så endelig kunne sige “godt for os… alle”.

Grauballemanden snakker (stadig)

I forbindelse med Dan Rachlins snak på facebook om kommerciel radio i Danmark, radio fandt jeg et ældgammelt (1. maj 2005) og dog stadig (delvis) aktuelt podcast, nemlig: “Hvad fanden gik der galt med dansk radio”.

The Pool Guy

Jeg har nu haft eneansvaret for en svømmepøl i mindre end 24 timer og jeg vil gerne ringe til en ven. Eller bare en voksen. Der kan komme og overtage. Efter at have fundet poolen, som ellers var stort set samme farve som det omliggende græs, gik jeg i gang med en alenlang instruks. Humøret var højt og smilet blændende, imens jeg indtog pumpemekanik og kemikalieverdenen omkring en pool. Det er ikke verdens største pool, der er vel 10.000 liter vand, vil jeg tro. Til gengæld er der så en algetæthed, der slår følelsen af en HT-bus i myldretid.

Det mest overraskende ved sådan en svømmepøl er faktisk ikke antallet af kemikalier eller mængden, der skal til at holde 10.000 stillestående liter fri for smittefare. Det er heller ikke de underjordiske rørsystemer eller pumpecentralen. Nej, det er faktisk “badning til vedligeholdelses”-ratioen, der tager røven på mig. Foreløbigt har jeg ikke badet – og det har ingen andre i familien. Og der er foreløbigt ikke en bund og dermed en bademulighed i mit univers, i sigte. Men det er kun halvdelen. For der er jo også de knuste drømme. Der er nu noget pænt stressende over ungerne, der står og glor i en grøn algesuppe og siger “Hvornår skal vi bade?” mens man chockklorerer og opdager at man ikke må klorere midt på dagen. Damn.

Nå, men ungerne kan tage på stranden, mens jeg leger poolguy og går rundt med diverse aggregater, der kan støvsuge bunden og fjerne blade i overfladen. Og hvis jeg er rigtig heldig så er bunden nået inden ferien er slut.

Hej Skat!

Der står i min avis (ja, fandme – den er trykt på papir og kan bruges til at starte Skt. Hans bål med) at Danskerne er de mest skatteplagede mennesker i verden. Selv vores de fodbolddumme svenskere er mindre skattetrykket end vi er. Og til hvilken nytte? Vi er stadig ulykkelige, småstressede janter fyldtmed hentestress og forældresvigt. Så skatten gør ingen forskel på vores velbefindende …eller gør den? Hvis der kom en repræsentant for Konservativ Ungdom ind ad døren nu for at fortælle mig at skatten skulle skæres ned fordi, der er for mange der nasser på samfundet, så ville jeg slå ham ned (eller lægge an på hende, hvis hun var lækker).

Jeg synes faktisk arbejdsfordelingen i vores samfund er i min favør. Herregud. Jeg har to børn, er selvstændig erhvervsdrivende. Skylder næsten en million væk og skal omsætte en pæn sjat kroner hver måned for at tingene hænger sammen.  Men alligevel. For jeg gider sgu ikke bytte. Faktisk synes jeg at på trods af at jeg skal aflevere cirka halvdelen af det jeg tjener hver måned, så er det mere end pengene værd. For man må jo sætte dem i relief med hvad jeg så slipper for.

Ja, jeg er stresset til tider og har meget at lave. Og tak gud for det. For leddiggang er roden til alt ondt. Det kan du læse i biblen – eller du kan sætte dig en eftermiddag på en bænk med pose bajere, som du kun har råd til på grund af flaskepengene fra formiddagens bajere og se hvor længe du holder til det liv. Jeg vil ikke bytte med en junkie eller en enlig mor til tre, der kun kan få livet til at hænge sammen på grund af invalidepension eller ekstra børnetilskud. Dér kan du nemlig snakke stress. Et liv uden penge er ikke så afslappet som et med. Men vigtigere: et liv uden muligheder for at ændre situationen er fandme nederen. Det job gider jeg ikke have. Så hellere være parkeringsvagt.

Derfor er arbejdsfordelingen i dette land helt ok med mig. Jeg skraber nogle penge sammen og sender halvdelen videre. Til gengæld slipper jeg for at bo på gaden eller i en etværelses lejlighed, hvor der ikke kommer andre end dem, der vil give mig dummebøder. For at være helt ærlig synes jeg faktisk at vi underbetaler vores fattige. Vi burde belønne dem for at påtage sig det ulidelige ansvar at være nederst i et samfund, der ikke gider dem og derfor betaler aflad via skatten.

Vi burde – sådan helt menneskeligt – tage et ansvar for de svageste. Vi burde give dem de forbandede fixerum, legalisere hash og sørge for at man ikke behøvede at gå til bunds fordi man går på røven i Danmark. Vi burde hente dem ind fra gaden og give dem noget varm mad. Vi burde gå svinehårdt efter de utallige bagmænd, som udelukkende lever – og lever fedt – på ryggen af de mest ressourcesvage danskere. Vi burde også holde op med – sådan helt generelt – at tro de kan forandre deres liv indefra. For det kan man ikke. Når man står i lort til halsen, handler det mest om at holde vejret. Men minimum bør vi træffe et valg mellem pest eller ansvarlighed. Enten betaler vi vores skat og lader dem sejle deres egen sø – og mister derved retten til at brokke os. Eller også betaler vi ikke så meget i skat, men tager så til gengæld et medansvar for de svageste i samfundets velbefindende.

Så basalt er det i mit Danmark: betal og hold kæft eller gør noget selv!

You spin me round

Jeg ved sgu snart ikke hvad jeg skal mene. Den anden dag så jeg historien om den amerikanske pladeindustri, der havde retsforfulgt en enlig mor til fire, fordi hun havde downloadet og videredistribueret – hold nu fast – 24 sange på et torrentnetværk. De havde vundet. Kvinden fik en bøde på 92k USD pr. sang. Jep. Det stod der. 92.000 amerikanske dollars pr. sang. Jeg kan ikke forestille mig at hun har downloadet sangene mod bedre vidende. Men jeg kan sagtens forestille mig at selve videreformidlingen – altså essensen af torrentsystemet – ikke er sket med hendes fulde kendskab. Eller for at være ligefrem: hun er sgu nok ikke den skarpeste patron i pistolen, tænkte jeg da jeg læste historien på en dansk avis hjemmeside. Ellers ville hun formodentligt ikke være endt med at betale noget nær næsten 2 millioner dollar for sange med Gloria Estefan og Aerosmith. For helvede, hvis nu bare hun havde købt noget fedt – noget, der rent faktisk var værd at smide sine børns uddannelse (og aftensmad de næste tyve år) på bålet for. Men det gjorde hun altså ikke – eller gjorde hun?

Det er nemlig kun halvdelen af historien. Og her kommer den næste del – som sådan set næsten er mere idiotisk. Det viser sig at kvinden faktisk – ved et fantastisk krydsopslag og nærstudie (der varede cirka to minutter) faktisk havde 1700 ulovlige filer på sin harddisk da hun blev knaldet. RIAA, som er sammenslutningen af pladeselskaber i USA, sagsøgte hende fordi de kører en nultolerance mod pirater. Men valgte kun at sagsøge hende for de 24 ulovlige filer, der var af musikere, som er medlem af RIAA. Nu var der så også potentielt penge nok i at få kvinden, som forresten er konkurs og derfor sikkert ikke kan betale, til at bløde to millioner dollars for hendes omgang med de 24 famøse filer. Men nultolerancen gik altså kun fra nul til 24 – og ikke fra nul til 1700, som den vel retteligt burde, hvis argumentationen skal holde. Så hvem repræsenterer så resten af harddiskens brudte løfter om respekt for intellektuelle rettigheder? Well, ikke RIAA i alle fald.

Derfor blev hun dømt for Gloria Estefan og Aerosmith – og ikke noget, der var værd at smide 2 mille grønne sedler efter. Damn, dobbelt-sort uheld.

Singleminded singlefar

Jeg er ikke imponeret. Slet ikke. I en grad, der minder voldsomt om foragt lytter jeg mig gennem en gammel sketch med Jørgen Ryg. Fra dengang vi havde komikere i Danmark. Altså ikke stand up komikere, men bare komikere, der også kunne sidde ned mens de var sjove. Jørgen Rygs sketch er bare ikke morsom. Han er blevet enlig far og nu skal han afholde barnets fødselsdag. Undervejs afslører han at han ikke ved hvordan man betjener et eneste af husholdningens maskiner endsige ved hvordan man laver mad. Intentionerne er supergode. Halvfjerdserdanmark griner højt. Han er på herrens mark.

Humor handler om fællesskab. Ligegyldigt om man griner ad nogen så griner man altid med nogen. Det er en dyrisk og dybt lagret fællesskabsbyggende funktion, der i sin ene yderlighed skaber inderlighed og i sin anden er ensomme mobbeofre, alene i en skolegård. Men det kræver fællesskab at grine. Og jeg har ikke det mindste fællesskab med Jørgen Rygs ynkelige forsøg på farrollen. Tværtimod. De forventninger, der er til mig som “enlig far” er primært påført mig af mig selv – og ikke en påskuende hob, eller en primært kvindelig opdragelse, som den eneste KUer jeg kender, vil mene.

Men jeg står og kigger ind på en halvfjerdsermand, min fars generations aktive forældretid, og bemærker for første gang, hvor forskellige forventningerne til os er på tværs af tiden. Og hvor forskellige vores egne forventninger til os selv er. Mine unger har en supernærværende og allestedskompetent far, som bruger det meste af min vågne tid på at sikre og sørge for dem. Jeg gennemsyres af dårlig samvittighed, når jeg bliver nødt til at arbejde hjemme (det sker). Jeg hader at introducere dem til en ny kæreste, men omvendt er der grænser for, hvor længe man kan kende en person, uden ungerne kender dem (det er sket to gange). Jeg får det også skidt hvis jeg får dem passet i mine uger for at gå til en fest i Århus (det er sket en gang). Kort sagt, udgangsunktet i mit liv er mine børn. Endnu mere end de var da jeg var sammen med dem hver dag.

Rygs karakter kan ikke stege en ribbensteg og misforstår slagterens kommentar om den skal ridses. Revyens publikum griner lettet. Det er comic relief. Nogen siger tidens unævnelige højt og vi andre kan grine lettet. Nogen sagde det unævnelige. Men tiden er gået og nu er det ikke sjovt. Nu er det ynkeligt, for der er ikke mere “Tihi, onkel Anders” gemt i vitsen. Og hvad er så min tids unævnelige? Det skal jeg fortælle dig. At mine børn og jeg er et uindtageligt fort. Vi er vores egen helhed. Vi er hinanden nok. Vi har ikke brug for en eller anden kæreste, som sammen med hendes børn, heller ikke har brug for os. Det er oftere at mine børn sover i min seng end ikke. Jeg vil hellere se Slumdog Millionaire med min ældste datter end med min kæreste. I det hele taget har jeg det bedst når jeg fungerer på mig og mine børns præmisser.

Jeg har haft en del kærester siden jeg blev skilt. Langt de fleste af de kærester har selv børn. Og alt går fint i starten. Vi kan mødes og snakke. Vi kan sove sammen. Have sex. Være sammen med hinanden og hinandens børn. Glæde os og og lege med ungerne. Men så snart vi nærmer os det tidspunkt, hvor jeg skal give slip på en flig af opdragelsen af mine børn og overdrage den til en anden voksen – så stopper festen. Hvis ikke den er stoppet inden da, fordi jeg har bedt om en smule af opdragelsesretten af hendes børn. Da min far blev single var målet at etablere en ny familie med en ny kvinde. Mit mål er at etablere en ny hverdag med mine børn. Nichts weider. Han indgik en bunke kompromisser for at opfylde hans drøm, men jeg tror ikke han opdagede dem. Jeg opdager ikke at jeg indgår et eneste kompromis for at opfylde min, men jeg er sikker på jeg indgår tons af dem.

Alligevel tegner, der sig et mønster. Kæresterne og jeg er rigtig glade for hinanden. Om vi har fundet hinanden på nettet, via fælles venner eller bare tilfældigt, er ligegyldigt. Vi er vilde med hinanden. Har endelig fundet den virkelige livspartner. Hver gang. Det vil sige indtil vi involverer ungerne. For lige der dør det. På stedet. Der er ikke mere “for livet”. Ikke mere “denne gang er det rigtigt” og ikke mere “hvor er det fantastisk at vi har fundet hinanden”. Pludselig rammes man af indsigten; man kan ikke leve sammen uden at dele retten til at opdrage hinandens børn. Dér slutter det.

Står vi her med en ny livscyklus? Starte med kærester. Finde en steady partner, få et barn eller to. Opleve den grumme hverdag. Blive træt og skilt. Og derefter indgå i en livslang symbiose med dine børn, hvor der ikke er plads til andre voksne, i de voksnes liv. Børnene fylder ikke bare det hele. De er nok til man er tilfreds. Og heller ikke nok med det. De er mere end nok til at man er glad. Er det sundt? Har vi vendt verden om på de seneste 100 år? Min farmor blev sendt ud og tjene med kommentaren om at hun skulle opføre sig ordentligt på hendes plads, for hun kunne ikke komme tilbage til sine forældre nogensinde. Jeg er sikker på at begge mine døtre bliver sendt ud i verden (mindst ti år senere end min farmor, som røg afsted da hun blev konfirmeret), med beskeden om at de for helvede skal opføre sig præcis, som de har lyst til, for de kan altid komme tilbage. Far venter.

Mit liv er mine pigers liv. Her mener jeg ikke mine kærester. Jeg mener mine døtres liv. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg gøre alt for at få et lykkeligt parforhold til ungernes mor, så mine døtre kunne vokse op i en kernefamilie, med en far og en mor. Men det kan jeg ikke. Det næstbedste er at bruge mit liv på mine døtre. Og det kommer jeg til. Efter at have datet mig gennem en række ret fantastiske kvinder på min alder med børn, yngre kvinder med barn, ældre kvinder med mange børn og enkelte kvinder uden børn, er der kun en lære jeg kan tage med hjem. Mine børn og mig synes det er meget nemmere og meget sjovere at være alene sammen. Og det er jeg enig om. Det ligger der masser af vitser i – og de vil bare ikke være særlig sjove om 30 år.

3 nætter i Hanstholm

Jeg har sovet på Hotel Hanstholm tre gange. Alle tre gange har jeg fået værelse nummer 1. Det er et udmærket værelse, jeg kæmper mig ofte gennem natten på langt ringere hotellers langt ringere værelser med langt ringere senge. Værelse #1 ligger ind mod gården, hvilket er perfekt. En anden fløj af hotellets værelser, vender ud mod det gamle fyr i Hanstholm. Som er meget smukt at kigge på, mens det langmodigt kaster en lyskegle gennem natten og byen. Igen og igen. Men alligevel – det må være stærkt generende for nattesøvnen at blive lys i øjnene, hver femte sekund. Det oplever jeg heldigvis ikke på mit stamværelse. Jeg har ikke familie i Hanstholm. Ikke arbejde på de kanter. Og jeg bor der selvsagt heller ikke – for så havde jeg næppe overnattet på hotellet og da slet ikke tre gange.

Første gang, var det ganske planlagt. Jeg skulle holde morgenforedrag på en konference, der foregik på hotellet dagen efter og derfor var det oplag at sove der. Jeg har godt 4 timer i bil fra min bopæl til Hanstholm – så for alles skyld, var det nok bedre at stå op klokken 8.00, spise morgenmad 8.30 og holde foredrag klokken 9.15 – end at starte dagen klokken 4.00 med at sidde i en bil i fire timer. Der er en helt speciel og afdæmpet stemning, der mod toppen af vestkysten og køreturen er omgivet af et helt andet sceneri, end man møder mange andre steder i Danmark. Specielt når man ser det i en solnedgang, fremfor en opgang. Ligesom istidsområdet omkring Vejle og de flade kilometer mod Skagen, er det Danmark, der ikke ligner det andet Danmark. Fladt og grønt og sumpet. Og roligt – med en satans vibrerende nerve af, at dette kan eksplodere fuldstændig i rå og rivende naturkraft, hvis du skulle spørge fra nogen. Jeg købte æbler, chips, rødvin og vatpinde på en DK benzintank, så jeg var klar til en aften på et roomservicefrit-hotel. Glasdørene ind til receptionen er låst, men en klokke brigner mig ind. Receptionisten tjekker mig ind og kører mit Dankort ind i systemet. Vender sig og kigger på en tavle med 76 nøgler. Tager nummer 1 fra øverste venstre hjørne og peger over mod en gang.

Efter en halv flaske rødvin og et færdigt foredrag går jeg ned til restauranten, hvor jeg er det eneste menneske. Jeg går ind ad døren, der er mærket Gourmet og sætter mig ned. Jeg kan høre nogen i køkkenet. Sætningerne giver ikke mening, men de er småspidse og hårde, som de bør være i et køkken. Det må være humor, der udveksles. Efter ti minutter, hvor mine øjne har været fanget af den fejende og vedholdende lyskegle, der skærer sig gennem aftentågen, kommer der en buttet tjenerpige ind. Jeg bestiller en tre-retters gourmetmenu. Og hun kommer tilbage ca. 10 minutter senere og sætter den største supertallerken med hummerbisque, der findes. Den er ikke bare voldsom, den er total overdimensioneret. Jeg spiser en trediedel og lægger skeen. Hun stiller sig ved siden af mit bord, kigger ned på min tallerken og kigger derefter på mig: “Du er ikke så sulten?”. “Jeg gemmer bare lidt appetit”, siger jeg venligt, mens jeg smiler til hende. “Dumt at bestille tre retter når man ikke er sulten”, siger hun og tager min tallerken med et snuptag. Kort efter ankommer aftenens hovednummer i gourmetmenuen, nemlig et stjerneskud. I aften er det vel nærmest et meteor – en stor tallerken, der propfyldt med to kæmpe panerede fisk, der ligger under et veritabelt bjerg af rejer og krebs. Afrundet af en patetisk salatblad, der spejler sig kækt i en dressingsø. Måske jeg har fået al den mad, de har købt til de gæster, der ikke kom? Jeg kaster mig direkte i seng og sover en underlig og rodet søvn, som jeg næsten altid gør når jeg sover ude.

Anden gang skal jeg holde et oplæg i Thisted – og jeg tænker at jeg kan ankomme i Thisted om aftenen og finde et hotel på min GPS og tjekke ind. Jeg rammer Thisted lidt over otte om aftenen, hvor det viser sig at Thisted har været lukket siden syttenhundrede – og her taler vi om årstallet. Ikke klokkeslettet. Jeg kører fra det ene digitalt gæve hotelforslag til det næste, men der er ingen aftenåbne gæstgiverier. Ikke engang vandrehjemmet, som for en sikkerheds skyld er lukket indtil sommersæsonen starter, tre måneder senere. Jeg kommer i tanke om natreceptionisten på Hotel Hanstholm, kører op ad Kystvejen og ankommer til den velkendte summelyd af ringeklokken og klonket fra låsen, der går op. Jeg kommer ind og receptionisten kører mit Dankort gennem terminalen. Vender sig om mod de 76 nøgler og tager nøgle nummer 1 fra øverste, venstre hjørne af nøglebrættet. Jeg sover en underlig rodet og tung søvn, hvor jeg føler det som om jeg stadig kører bil da jeg vågner igen. Næste morgen spiser jeg den klassiske hotelmorgenmad og kører til Thisted, hvor jeg får en kort belæring om at man ikke glemmer at booke hotel i Thisted, for her lukker receptionerne altså samtidig med byens butikker.

Tredie gang er der rutine. Jeg har booket på forhånd. Det er lige før jeg glemmer at nyde turen gennem landskabet.  Tager – uden overraskelse – imod nøgle nummer 1 fra udvalget og går hjemmevant til mit rum. Bestiller kun en enkelt ret i restauranten. Smuglytter til snakken mellem den dame, der formodentlig ejer eller minimum styrer hotellet og hendes datter, som også spiser i restauranten. Jeg går udenfor og ryger en cigaret mens jeg ser på fyrtårnets traurige lys og drikker min sorte kaffe med sukkerknald på kanten. Går pligtskyldigt i seng og sover endelig en roligere og lettet søvn. Hotel Hanstholm er på en måde blevet en sikker havn – en slags venskabeligt og tilgængeligt lånehjem. Og noget er for evigt tabt og andet for evigt vundet.

Flyttedag

Så flytter denne blog til: damsted.net …

NOT – den bliver her sgu! (red. 30. marts 2009)

Hvorfor-tv #1: Demokrati

Hvorfor-tv stiller spørgsmål ved det vi tager for givet. I denne episode handler det om hvorfor vi har demokrati.

Being Dirch Passer

I en udsendelse, som du kan se på DRs Bonanza-arkiv, beskrives Dirch Passers liv af en række af hans kolleger. Og en af historierne, der bliver fortalt er om hvordan Dirch havde en ambition om at spille seriøst teater – at udspille en alvorlig rolle, men aldrig kom til at lykkes med det fordi publikum tilsyneladende grinede når han gik på scenen. Dén sammenkogte pointe kender de fleste danskere. Men i programmet fortæller Ove Sprogøe en udfoldet version. En “lidt for smart” pressedame har til premieren på Mus og Mænd, som Ove og Dirch spillede sammen, inviteret en del “sinker” i teatret for at få omtale – og det fik hun. Mange år efter.

Da Dirch træder ind på scenen, som den nærmest retarderede Lennie, og begynder at genne høns væk, begynder “sinkerne” (Sprogøes ordvalg i interviewet) at grine og kan ikke holde op. Dirch bryder sammen på scenen og begynder at græde, men på grund af rollerne – den dumme Lennie og den kloge George (Sprogøe) kan Ove Sprogøe bruge ti minutter på at trøste den grædende Dirch – på scenen – uden at stykket afbrydes.

I udsendelsen er der et klip med en midaldrende Passer, hvor han ræsonnerer sig frem til at hans styrke er i den svære kunst at spille folkekomedie. Han har intet at gøre i den seriøse genre, hvor så mange andre danske skuespillere er dygtige. Fortæller han med et pint udtryk i ansigtet og en kiggen ned. Her er en knækket mand. Han gør det vores hjerner gør. Finder på en forklaring, der får verden til at hænge sammen og give mening. Illuderer at vi selv har kontrol over vores liv og beslutninger.

Men han ligner altså en knækket mand mens han fortæller. En mand, der gerne ville noget andet og mere end “bare” at være sjov. Herregud. Vi kan sagtens konkludere at Passer gav så meget til så mange. At han gjorde en forskel, der gør en forskel. For utallige generationer var og er han den morsomste mand, der har levet i Danmark. Han var en gave til os på grund af hans gave – talentet.

Men er det godt nok? Hvis nu Dirch gerne ville have været alvorlig? Hvorfor stoppede han så på grund af nogle “sinker”, der grinede af ham? Fordi han havde så meget på spil på det alvorlige område, som han ikke havde på komikken?

Forfatteren Annie Dunch har i bogen “Inspiration og Kreativitet” interviewet en række kreativt-arbejdende danskere om deres forhold til kreativiteten – og dermed den skaberkraft de udøver for at virke. I bogen fortæller Hella Joof om forskellen mellem at være skuespiller, instruktør og sanger. Skuespilleriet er på en måde udtømt for hende, uden at hun er træt af det. Jobbet som instruktør finder hun glæde i og er tilpas i, men når det kommer til sangen rammer hun det sted i sig, hvor der er flest følelser i klemme. Hun ville gerne kunne synge bedre end hun kan – men tager sig ikke sammen til at få sangundervisning (hendes egen beskrivelse). Så måske er det slet ikke så vigtigt for hende? Jo, for årsagen til hun ikke tager sangundervisning er ikke manglen på at finde tid og tage sig sammen, men angsten for afvisningen fra andre og sig selv, hvis hun skulle opdage for alvor at hun ikke kan synge (tildels min stramning – men vent lige lidt…).

Hella Joof er sjov. Hun ville kunne slippe afsted med at erkende at hun ikke kan synge og stadig være noget. Skuespiller. Instruktør. Manuskriptforfatter. Kendt. Elsket. Dirch havde plus på kontoen hos alle danskere. Han kunne slippe afsted med at måtte erkende at han ikke kunne være seriøs. Ikke havde talentet på det område, alle havde elsket ham for at prøve og fejle. Men alligevel gør de det ikke. Eller lader sig slå ud af en oplevelse, som bare er et lille bump på vejen. Den slags som man må regne med, når man vælger at arbejde med sig selv som primært værktøj og kilde foran et publikum.

Hvorfor? Hella Joof giver måske forklaringen i interviewet med Dunch:

Jeg elsker at arbejde som instruktør. I det job har jeg afstand til smerten, og jeg bliver ikke ked af det, hvis nogen siger: “Den der scene var ikke så godt løst”.

Den kritik gør ikke ondt inde i mig. Men hvis nogen hørte mig synge og sagde:”De der fraseringer klarer du ikke så godt!”, så ville jeg helt sikkert begynde at græde.

Joof taler om hvor vi har vores sårbarhed. Hvor det gør ondt. Hvor vi har os selv på spil.

Som instruktør eller skuespiller er Joof på arbejde. Som komiker var Dirch på arbejde. Som hhv. sanger og seriøs skuespiller er/var de ikke kun på arbejde – de er også sig selv. Selvfølgelig kan man anføre at hvis man ikke kan tåle at få skæld ud skal man ikke blive parkeringsvagt. Men man kan også løse problemet pragmatisk ved at forstå at det er funktionen, der bliver skældt ud. Ved at gå videre med tanken: “Ligegyldigt hvilken parkeringsvagt, der havde givet ham en bøde, ville han have skældt ud”. Det kan man bare ikke hvis man bærer sit selvværd i at være parkeringsvagt. Så er der for meget på spil til at acceptere at man ikke er god nok – og så bliver man det aldrig, for når kun det perfekte er godt nok, er der jo ikke plads til at øve sig. Gad vide om vi ville blive lykkelige af at udfolde os, hvor der er mest på spil eller ved at fokusere på det vi gør bedst? Det er i alle fald sjældent det samme.