Second screens er second to none

Det store dyr i tv-åbenbaringen i disse tider er second screen. Det er det buzzword, der trækker broadcasternes opmærksomhed og samtidig giver programfolk og teknikere grå hår. For hvordan skal man angribe denne udvikling? I det seneste år er der opstået små og temmelig forkølede forsøg på at rumme og møde det faktum, at tv nu typisk bliver forbrugt i baggrunden eller med hjælp fra en anden device. Deraf navnet second screen.

Med et stort tilløb står de danske tvstationer og forsøger at finde deres angrebsvinkel – men desværre med en meget typisk broadcastertilgang, der slet ikke hjælper dem. Problemet er klassisk – når man stiller det forkerte spørgsmål, får man det forkerte svar. Lad os lige kigge lidt på fakta, før vi vender tilbage til de ringe indsigter og dårlige antagelser, der lige nu dominerer diskussionen.

Allerede nu er der – bl.a. ved Googles mellemkomst – blevet analyseret på dels den amerikanske tvseer og dels hvordan vi allesammen bruger vores forskellige devices til forskellige tilstande af aktivitet. Typisk er Googles mange og tunge analyser af brugere centreret omkring søgning – og det er Googles undersøgelser af second screen også. Men de afslører en del andet.

F.eks. det indlysende. Vi bruger vores devices til forskellige ting. Mobilen er vores livline og foretrukne kontaktpunkt. Tablets er primært for underholdningens skyld og computeren er et decideret arbejdsværktøj. Her gør vi ting, som er sværere. Afslutter indkøb. Skriver længere mails. Åbner regneark. Alt det, som er træls på en mobil device.

Men også det mindre indlysende – nemlig, at vi sagtens kan foretage flows på tværs af vores devices. Det er muligt, at en søgning på en mobiltelefon, videreføres som en browseroplevelse på en tablet, for at blive afsluttet, som en bordbestilling eller et rejsekøb på en computer. Vores oplevelser og vores skærmforbrug er langt mere kompliceret end man skulle tro.

Og hvilken skærm står udenfor det flow? Det gør vores tv. Vores gamle og dumme tv. Som ikke er synderligt smart – heller ikke når det får processor og internetadgang og vi hævder at det er st smart tv. Derfor bruger vi second screens – fordi de er smarte og giver noget til oplevelsen, som vi ikke kan få med et tv alene.

Måske er tv second screen?
Det betyder også at den generelle antagelse, at second screens understøtter tvoplevelsen måske er forkert. Måske er det mere sandt, at der foregår langt mindre bevægelse fra hhv. mobil, tablet og pc mod tv – end den anden vej. At det er tv der er på vej til at være second screen. Det er i hvert fald langt nemmere at forestille sig brugerbevægelser der går væk fra tvet og ud i en digital verden end omvendt.

Næste vigtige indsigt er baseret på Googles undersøgelser af den amerikanske tvseer – men jeg tillader mig at antage, at den også dækker den europæiske tvseer i store træk. Og måske endda bedre, fordi vores digitale infrastruktur i Europa faktisk overgår den amerikanske på flere områder. Vi har bedre og oftere adgang til mobilt internet, med smæk på.

Vi bruger mest vores second screens til tre ting, nemlig som primær skærm, med et tv i baggrunden (77% af den tid, som de amerikanske tvseere har tvet tændt, har de øjnene på en anden skærm). Vi bruger dem til at understøtte det tvprogram, vi ser. Slår navne op, kigger fakta om gamle filmskuespillere og tjekke programoversigter. Og så bruger vi dem til at snakke med de andre, der ser samme program. Hashtags, der understøtter snakken gløder under de store liveprogrammer. Jahhhh og Neeeeeejjj er ikke sjældne opdateringer på de sociale medier, under en fodboldkamp. Ligesom “Ok, de har sendt en trold i år”, kunne ledsage et Melodi Grand Prix.

Vi kan ikke styre noget – vi kan understøtte og acceptere spillereglerne.
Og her er en af de virkeligt farlige antagelser, som jeg har stødt på hos flere store broadcastere – nemlig tanken om, at de kan styre strømmen. Det kan man ikke. Man kan understøtte den, men bare en relativt simpel handling, som at forsøge at beslutte og gennemføre et hashtag, som bærende er svært. Også selv om man skriver det på skærmen. Hvis brugerne vil have #escdk, som hashtag for Melodi Grand Prix, fordi det åbner en mulighed for at snakke med brugere i andre lande, så er det deres hashtag – og ingen får dem over på andet.

Man kan heller ikke styre, hvor snakken foregår – hvis det oplagte er Twitter er det Twitter og hvis det er Facebook så er det Facebook. Men det kunne også være helt andre steder med en helt anden struktur – f.eks. i kommentarfelter under artikler, på chat, i internetfora eller helt fjerde steder, vi slet ikke kan forestille os. Broadcastertanken, som man kan støde på ind i mellem er at man skal udvikle sin egen app eller endnu værre – sit helt eget sociale netværk, for at tage de sidevisninger og eje den snak, der foregår. Og mere uvidende arrogant kan man vel næsten ikke være?

Sidst, men mindst – second screen er kun et skridt på vejen mod noget helt andet. Nemlig konvergens. Jeg ved det, det er slidt at tale om konvergens og vi er blevet lovet konvergens oftere end politikere har lovet noget i en valgkamp. MEN, det er altså på vej. Second screen er vores bedste forståelse, af det sted vi står lige nu – men vi er faktisk i bevægelse, hurtig bevægelse, mod same screen. Ikke one screen. Ikke second screen. Men same screen. Teknologien og devices, der kan kan understøtte en fuldt konvergeret medieoplevelse er ikke lysår væk. De står ikke engang hos Familien Jetson – de er lige om hjørnet, som i noget vi kommer til at stifte bekendtskab med indenfor det kommende halve år.

Du skal ikke kigge efter en revolution, men du skal kigge efter første gang du oplever en live-video, der har et interaktivt lag ovenpå. Så har du den – og snart efter har du same screen. Det kræver kun kombinationen af en processor og en internetadgang.

Derfor ville jeg smide alle mine antagelser ud og finde en ny vej, hvis jeg var broadcaster. Derfor ville jeg tænke tv ud af tvet og ud i en smartere næsten-nutid. Jeg ville tænke, at der ikke findes second screens – der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm – derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. Og sidst ville jeg fokusere blikket et hundrede procent mod at forstå og facilitere de oplevelser og brugsmønstre, der knytter sig til det vi nu kalder “second screen”, så jeg var klar til same screen. Og konvergens.

Hov, hvad var der egentlig på den anden skærm, mens du læste dette på din tablet? Googles analyse kan du finde her: http://www.google.com/think/research-studies/the-new-multi-screen-world-study.html

Kan en hjemløs byde velkommen hjem?

På det seneste har der boet en hjemløs gut i min gade. Det er mærkværdigt. Ikke fordi han bor på gaden, for det gør en del danskere selvom det nærmest er en voldtægt af det danske samfund. Men jeg forstår ham på en måde godt. Jeg ved ikke hvorfor han har valgt det – men i ganske korte perioder i mit liv kunne det også have gået den vej. Det er kun tilfælde, skæbne og banale heldigheder, der gør at jeg ikke har delt samme skæbne. Så jeg forstår ham – uden at fatte en brik. Heldigvis.

Så er der det der med at han er flyttet ind. Det stråler ud af ham. Nu bor han her. Der er noget hyggeligt og samtidig grusomt over at han bor i gaden. Jeg bor på første sal i en midtby-gågade, hvor jeg ofte vågner om natten fordi der er slagsmål og andre elendigheder som knytter sig til et gå-i-byen-kvarter. Jeg har endda været på gaden klokken tre om natten for at slukke en containerbrand. Men han sover tilsyneladende godt foran Telenor-butikken, på sine to madrasser og under sit tæppe i sin sovepose. Han ligger helt inde ved vinduet, hvor sneen ikke når ind og måske er det godt nok. Det lader ikke til at forstyrre ham synderligt, at der er flere minusgraders frost. Han ligger og sover trygt ved titiden, når jeg kommer hjem.

For mange år siden lærte jeg en direkte lektie omkring min bedrefølelse og hjemløshed. Det var mens jeg boede i London. I en periode boede jeg på kanten af Notting Hill. På den modsatte side af gaden lå en døgnkiosk. Udenfor havde en hjemløs slået sig ned. Han tiggede på alle tider af døgnet. Enten vågen med skilt og hue – eller også sovende, med blinkende lampe i huen. Så banalt var det.

En tilfældig aften kom jeg hjem efter endnu en festlig aften. Jeg var i tyverne og havde både indtægt og ungdom til at klare både værtshus og job på samme døgn. Og så havde jeg store armbevægelser. Om ikke andet på indersiden af hovedet. Så i mit kæmpestore overskud tænker jeg, at en god gerning er på plads. Så jeg køber en sandwich og en vand til manden.

Det næste jeg oplever er at han kaster sandwichen ned på gaden og sviner mig til. Jeg tror aldrig jeg har fået en mere fortjent skideballe. Han gider sgu da ikke æde en fucking sandwich – og hvorfor skulle han det? I sekundet slår skammen mig, hvem fanden er jeg til at vurdere hvad han har brug for og hvornår? Der står en nogenogtyveårig dum, dansk dreng og foregiver at være bedrevidende. Dér lærte jeg en lektie. Jeg skal ikke vurdere andre mennesker eller deres behov. Slaveriet er ophørt – den hvide mand er stemt hjem. Jeg behøver ikke give ham noget – men hvis jeg gør, skal det fandeme være noget han kan bruge. Noget han kan veksle til omgående befrielse. Og det skal komme uden den overlegne arbejdende races attitude.

Han skal selvfølgelig have penge. Penge han kan veksle til præcis det der giver ham den korte og købte befrielse, der gør at han lever på gaden. Resten af vores verden lever i en kapitalistisk verden, hvor du selv bestemmer hvad du gør med dine penge. Jesus Christ. Han skal sgu da ikke have mit krøllede og selsvmarte bud på et godt liv. Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine tyve kroner i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne. Penge, som en tydeligvis voksen mand kan bruge til det han mener, han har brug for. Uden min bedrevidende smartrøvs-attitude. Ellers kan jeg bare lade være at give manden noget.

Jeg vil gerne smide yderligere tyve kroner i en anden samfundshat, der tilbyder manden en vej ud – hvis han selv vælger det. Men de tyve huekroner, som jeg smider på gågaden skal ikke komme med en klausul eller et bedrevidende blink med øjet. Så – trænet af fortiden – hilser jeg på den hjemløse mand, der er flyttet ind på vores gade. Hvis han altså ikke er i samtale med en af de andre beboere eller folk på vej i byen. Jeg smider ind i mellem en tyver. Ind i mellem spørger jeg også om han har brug for et par handsker eller gider spise en kage – og så får han det jeg har med. Foreløbigt har han sagt ja til både handsker og kage. Men han får hverken eller uden at få en tyver – for jeg skal aldrig pisse på en voksen mand igen. Ligegyldigt, hvilket liv han har valgt at leve.

Og så er der, sjovt nok, noget rigtig hyggeligt ved at han er der og umærkeligt hilser mig velkommen hjem. Selvom jeg langtfra er misundelig på hans liv, gør han faktisk mit en smule bedre.

Det digitale kakkelbord

Lige før jul annoncerede Nielsen, der laver de amerikanske tv-tal, og det sociale netværk Twitter, at de sammen udvikler en måling, der skal give indblik i, hvor meget social aktivitet et amerikansk tv-program kaster af sig på Twitter. Tjenesten kommer til at få det knap så mundrette navn ”Nielsen Twitter TV Rating”, den skal til gengæld holde styr på en tendens, der er superlige. Nemlig at tv leverer benzinen til de sociale medier – noget at tale om. Og de sociale medier leverer platformen for samtalen. Uden tv ville de sociale medier være pænt kedelige. Og uden de sociale medier ville tv være ret ensomt.

De digitale og sociale medier spiller eminent sammen med de elektroniske medier. De elektroniske distribueres på en måde, hvor mængden af brugere er ligegyldig. Hundrede eller tusinde ekstra seere til et tv-program koster ikke noget, hverken på kvaliteten af afleveringen eller i distributionsomkostninger. Selv den mest teknisk sagkyndige ville glippe med øjnene, hvis Matador begyndte at hakke fordi der kom en ekstra tv-seer i Herlev. Til gengæld er de digitale tovejs og kan afleveres til afmålte grupper af brugere.

Nu tænker du måske – tv er jo et døende medie, som er i sin sensommer, så who cares? Det er også den sandhed som mange, her i blandt jeg selv, (http://www.cifs.dk/doc/kursus/Fremtidens_Relationer.pdf – bemærk, linket er til en pdf) har prædiket gennem tiden. Der er heller ingen tvivl om at medieområdet redefineres i disse tider, hvem gider gå i teateret for at se en video eller i biografen for at se tv – eller se tv for at se en dvd-serie? Ikke mange. Men vi skal passe på vi ikke misser en pointe. Nemlig, at tv kan noget, som intet andet medie kan eller vil kunne, nemlig samle os i store fælles og samtidige oplevelser. Ok, tv falder i brug i disse år. Efter mange års optur har de seneste to år budt på fald. Vi er nu nede på at en gennemsnitsdansker kun ser tre timer og femten minutters tv pr. dag. Og det er 3 minutter mindre end sidste år. Men det er stadig edder meget.

Tv er, på hvem ved hvilket årti, det hurtigst voksende medie i verden. I nogle lande er det første elektronik folk køber, når de får strøm i deres landsby, et tv. Ikke et køleskab. Men et tv. Fordi det er det store fællesskab, der kommer lige ind i hytten. Det der gav os danskere TV-Avisen, Jørgen Clevin, Brd. Bisp, EM i 92, Krønikken og det store VM-nederlag forleden, X-Factor i fredags, 7. genudsendelse af Matador i lørdags og Borgen i søndags. Det er det apparat, der binder verden og nationen sammen midt i din stue. Det der samler os og forsøger at skabe mening og overblik i hårde tider og underholder os når vi har brug for det. Den skærm, som altid bringer en linær og fortløbende fortælling. Det medie, der kurateres af flest medarbejdere i verden og hvis indhold, på grund af sin tekniske opbygning og dyre produktion, er en knap ressource, der er mediernes svar på safran. Eller måske mere korrekt, tv-programmer er som olie, det er svært at finde og producere – men behovet er uendeligt.

Når du ser Paradise Hotel har halvtreds mennesker brugt tre måneder af deres arbejdsliv på at producere det du ser. Det ville aldrig ske på nettet. Derfor er tv også en trøffel, der serveres lige midt i hjertet af hjemmet. Som NBC så kækt reklamerede for sig selv i tresserne: Hvis du ikke havde et tv, hvor ville du så stille din sofa? Opdateret til: Hvis du ikke havde et tv, hvad ville du så bruge din iPad til fredag, lørdag og søndag aften?

I forbindelse med de sociale medier har vi begået en af de sædvanlige fejl indenfor medieforståelse, nemlig at vi tror det nyeste medie erstatter de ældre. Vi har faktisk aldrig i historien mistet et medie. De har gennemgået forandringer, men deres grundfunktion er stadig den samme. Hulemalerier er blevet til bøger. Flyveblade er blevet til nyhedsbreve og faxen er blevet til en scanner. Men grundfunktionen er stadig intakt. Fordi den er vigtig og fordi den er forskellig fra medie til medie. Den trykker på forskellige knapper i vores følelsesregister – og jeg har svært ved at se den dag, hvor en Twitteropdatering får mig til at rejse mig og synge Kong Christian – også ved midnat nytårsaften.

Mindre kan dog også gøre det. Efterhånden som de nye og gamle medier finder deres plads og indtager fællesnavnet medier, opstår den reelt interessante periode nu. Vi er for længst indtaget second screen-tanken, hvor tablets og mobiler understøtter den primære flowoplevelse med sociale muligheder.

MGP for børn er samtidig æselaften for alle Danmarks wannabe standuppere på Twitter. Eller  platform for indebrændte singleforældre, der kan give børnene en hyggelig fællesaften, mens de uhørligt angriber hele arrangementet og udleverer deres voksne ensomhed på Facebook. Vi kan sagtens være med i hovedkategorien af danskere og underkategorien singleforældre samtidig – fordi vi har to skærme. Det helt klart at det tidsforskudte digitale mediebrug er et essentielt element i al mediebrug fremefter. Som det har været i brugen af de fysiske medier siden Gutenberg trykte den første bibel. Men der er også en værdi i at gøre tingene sammen og samtidig. Og den har vi undervurderet i det seneste årti. Nu kradser krisen og vi trænger til et større fællesskab – så vi tænder vores tv.

Hvis man løbende tjekker top ti søgninger på den danske del af Wikipedia trækker tv blodrøde spor ned gennem de mest søgte emner. Er det bare en dødskrampe fra tv eller er det en smuk sammensmeltning af first og second screen? I min optik det sidste. De digitale medier er den brune sovs, der får den fælles frikadelle til at glide ned. For det vigtigste og mest sociale medie vi har er stadig tv. Det bringer os sammen, så vi har et udgangspunkt for at danne grupper.

Spred hjernen

Jeg ville ønske, der var et ord i den politiske forståelse, der havde modnet sig på samme måde som ateist. Et ord, der beskriver et menneske, der anerkender andres ret til en politisk ideologi, samtidig respekterer nødvendigheden af et politisk system, men måske ikke kan finde sig selv i det. Jeg er sgu ikke rigtig buddhist, jeg er heller ikke rigtig kristen på den gammeldags måde, men heller ikke på den nye måde. Jeg finder ikke gud i det gamle testamente – heller ikke efter fyrre år i ørkenen. Eller på den syvende dag i det nye. Og så trækker jeg ateist-kortet og er fredet. Tak for det.

Sandheden er at jeg stadig betaler til Folkekirken og har de samme samtaler med Gud, som jeg har haft siden jeg var en lille knægt, der virkelig trængte til dem – for min Gud ved, at det trængte jeg til og trænger til – men fordelen er, at det er min Gud. Eller måske rettere min gud. Min gud er meget tilgivende, vis og klog. Hey, jeg vælger trækkene – men han trækker valget. Og vi er ret på linie og derfor er gud meget tilstedeværende i mit liv. Ikke at han siger så satans meget. Men han er der altid, på sig egen stille måde. Og det fungerer rigtig fint for mig.

Tidligere brugte man ateist som en udefra kommende beskrivelse, i dag kan man selv påberåbe sig netop den status – og det er i orden. Ordet har modnet sig. Det er lige så fint at være troende, som at være ateist. Faktisk er det med tiden blevet næsten ens. Om man tror på Noget eller ikke-noget er lige så valid en tro. Men det gælder sjovt nok ikke når vi når det politiske. Så bliver stemningen hurtigt meget definitiv. Man skal æde en ideologi. Med hud og hår. Der er sgu ikke meget slack eller tilgivelse i det politiske system eller den lille omgangskreds, som det jo i virkeligheden er i så lille et land, som gør politikken i Danmark. Her kan man ikke melde sig ud, man kan heller ikke vakle. Vi kan blot lade som om vi alle har et ståsted. Og det er vel dybest set derfor politik er så fucking neder´n på kanten af 2013.

Ind i mellem er der en enkelt, der hoster noget om råheden og at vi har de politikere, som vi fortjener. Men det er sgu sjældent jeg virkelig har påskønnet de uendelige diskussioner for uenighedens skyld, som kan følge en fesen fadøl på Toga. Der er intet ønske om at skabe noget spirende – kun at sønderbombe noget eksisterende. Eller fjerne det frø, der måske kunne spire. Et ønske, der – ser det ud til – allerede forventes i de unge år i partiernes ungdomsorganisationer og derfor er DNA på tinge.

Tænke sig, hvis det fandtes at man kunne lære af andre ideologier og at man kunne respektere hinanden for den fælles tro på det bedste for alle – og at denne muligvis kan komme fra flere politiske guder. At man brugte den samme mængde energi på ikke, at grine ad hinanden eller gøre hinanden til grin. Prøv at tænke på hvilken mængder af midler (ergo, hvor mange der kunne leve lykkeligt på et plejehjem eller bade i mælk i en børnehave) der kunne frigøres, hvis ikke man skulle nedgøre og nedbryde hinandens tankesæt – men tænkte på om der var noget fælles at bygge på.

Tænk på de mængder af kroner, der kunne spares på spin, spil og spiritister, der oversætter hvert et politisk åndedrag og giver det mening for folket. Men vigtigere er det, at kigge på utopien i at 5.5 millioner mennesker skal vælge et af 8 partier på Borgen eller stemples som sofavælgere, der ikke gider udøve deres demokratiske pligt. Efterhånden er der kun to muligheder for en anstændig dansker – enten at stemme på et af de partier, der alle har deres udgangspunkt i en ideologi, der var tidssvarende for 150 til 100 år siden og siden ikke er ændret. Eller stemme blankt. (Eller blive sofavælger – men den er jo reelt elendig – demokratiet er trods alt det mindst ringe valg).

Der er selvfølgelig også den fuldstændig sindssyge vej, at blive politiker selv. Jg har ind i mellem overvejet det. Men! Det ville kræve en skråsikkerhed, som er dybt utidssvarende og som politikerne mener alle andre danskere bør frastå fra, så vi har en reel chance for at udvikle samfundet i takt med tiden. Det ville også kræve et nærmest ubøjeligt ønske om at knuse sine modstandere (læs: folk med andre tanker) fremfor, at forstå og møde dem.  Og det kræver en lyst til at sove ind med blodsmag i munden, hver aften. Fra ofrene for ens gerninger – eller fordi man har bidt sig selv, så hårdt i tungen at man ikke sagde noget uden for partilinien.

Der kan man godt være fanget mellem en sten og et hårdt sted. Og det er selvfølgelig ærgerligt. Men det er specielt ærgerligt, for hvor skal vores fremtid komme fra – i et selvopholdende politisk kartelsystem, der fodrer sig selv? Den kommer ingen steder fra. Med verdens ældste floskel – vi skaber selv den fremtid, som vi kommer til at leve i. Og det er måske på tide, at vi finder en ny fremtid, der ikke er defineret i en parlamentarisk opfattelse, der bundfælder sig i firepartisystemet med tilsættelsen af Glistrups danske marcipanbrød i ´73.

Måske er det bare mig, men kommer trætheden ikke hurtigt sjoskende? Vi har valgt at vi kan diskutere politik ud fra herremændene, landmændene og arbejdsmændene i det her lille land. Og det er sgu knap så tidssvarende i min optik. I alle andre brancher kommer, der nogen udefra og laver disruption. Gør det bedre, sjovere, hurtigere og billigere. Men Liberal Alliance stod heller ikke længden. Måske fordi de intet nyt havde med. De var forstenet fordi de primært kiggede sig over skulderen og ikke frem. Og i sig selv er det vel næsten trist, at det nærmeste vi er kommet et ny politisk tanke siden 1973 bare er ”retur til udgangspunktet” for en af de ældste poliske tanker i verden, nemlig liberalismen – nu med endnu mere selv.

Altså har vi en helt igennem forstokket og forfrossen dansk politik. Hvor man ind i mellem tænker, ”Hold da kæft, det skal jeg forandre” og så sekundet tager sin levertran og tænker: ”Hold da kæft, det kommer aldrig til at smage bedre”. For hvor starter man? Hvordan opnår man det fine forhold til sin politik, som man kan med sin tro? Det gør man ikke. Det er flot den ene side vil revolution og den anden fastholde de gamle værdier – men sandheden er, at ingen af dem bringer Danmark tættere på dagen i morgen. Det gør alle de danskere, der står op og går på et rigtigt arbejde hver dag. Og derfor er det så nemt at vælge at gøre sin borgerpligt, ved at gøre sin borgerpligt. Sprede hjernen og tænke på gud.

Det vitale hit

Det kræver hårdt arbejde og det kræver en helvedes vedholdende indsats at slå en bule i det digitale univers og ikke mindst det fysiske og levende univers, der ligger rundt om det digitale. Eller en heldig lavkvalitetsvideo af en pludselig indskydelse. Et barn, der slår sig på en sjov måde eller en hund, der gør som en operette. De sidste er måske sjældnere, men ofte mere opsigtsvækkende og derfor er der i de sidste ti år opstået en Lotto-kultur rundt om det digitale – og vi kommer ikke videre, før vi gør op med den. Vi skal holde op med at tro, at bare det spreder sig, så er det godt. Det er det ikke. Der er en grund til vi kalder det viralt – det spreder sig som en sygdom. Så hurtigt og skånselsløst, at det dræber sin vært. Alle husker Jeppe drikker, men ingen husker Holberg. Vores mål bliver en bevidstløs jagt på spredning, uden vi bruger meget tid på at tænke over, hvad vi spreder. Bare det kan sprede sig ned gennem opmærksomheden er det godt. Lidt ligesom en tilbudsavis med porno på forsiden.

Der er intet billigere til salg end falske Youtube-visninger, Facebook-likes eller Twitter-følgere. Det er muligt det er kinesiske robotter, der leverer varen – men det er sådan set ligegyldigt, for det er nok til at opfylde en afrapportering til en kunde eller som checksum på en kampagnedebrief. Problemet er bare, at det er et hævet bundniveau – der sker stadig intet rigtigt – der bliver ikke solgt nogle varer, ændret nogens adfærd eller sat kryds andre steder – før nok af de rette og rigtige mennesker bliver ramt – eller rettere, føler sig ramt. Og derfor ender vi i et problematisk dilemma – fordi vi stille og roligt begynder at importere alle de grimme sider af de gamle massemedier i den digitale verden – uden at stille spørgsmål ved om de er gode for systemet eller ej. Der er ingen der siger, at stor eksponering giver store resultater – der findes endda en del, der påstår det modsatte. Der er heller ingen, der har påvist, at hvis nok mennesker ser noget lort, så bliver det helt magisk til guld inden morgen.

I dag er vi enige om at når noget spreder sig eksplosivt så er det godt. Men er det et sundhedstegn? Vi tager retorikken fra spredningen af sygdom. Måske burde vi kigge andre steder. Det der virkelig virker i en ikke-fysisk verden befolket af mennesker, er præcist det der virker i en fysisk verden befolket af mennesker. Nærhed, nærvær og menneskelighed. Nærhed – som det at være, der hvor folk er – så ja, der er en god grund til at være på de samme sociale medier, som kunderne. Nærvær – som evnen til at sætte sig ind i de mennesker, man gerne vil tale med og deres sociale kontekst. Og menneskelighed – evnen til at give et ordentligt svar på et ordentligt spørgsmål.

I min verden bliver den naive jagt på den virale succes mere og mere dum. Det er en distancerende, enerverende og maskinel form, der bare sidder bag i biografen og råber BØH! mens den lyser sig selv i ansigtet og kaster med popcorn, mens vi andre forsøger at se en kærlighedsfilm. Det er pissetræls. Kort sagt. Og det ER dumt. For det er Lotto-økonomi, der er baseret på “Hvis nu jeg vandt”, fremfor “Hvis nu jeg tjente”.

Derfor tror jeg, at viralt er dødt. Vitalt slog det ihjel. Når noget er vitalt er det levedygtigt, det kan vokse og gro i sit eget tempo. Det har modstandskraft og det passer til sin egen tid. Det kan ikke forceres, men det vokser ofte hurtigere end man tror. Og det får sit helt eget liv. Ikke et der købes af nogle robotter i Kina. Men et hvor det er rigtige mennesker, der holder af det. Og der ligger den helt store styrke – for når vi producerer noget vitalt på nettet, så vokser det uden at slå sin vært ihjel. Det har en naturlig afstamning og det bærer sin kultur i sig – mens det møder andre og bliver del af deres. Derfor tror jeg, der er langt mere fremtid i vitalt.

Kan du blæse på boblen indefra?

Nettet, som i internettet, tager ofte nogle store bredsider. Som i modstandernes skib lægger hele sin nyladede bredside af kanoner til og får fyret af på samme tid. Bum. Meget ødelæggende på Tordenskjolds tid. Knap så voldsom effekt i 2012. Internettet sejler fint videre, relativt uskadt. Nok fordi nettet bliver tilskrevet for meget værdi på visse felter og alt for lidt værdi på andre. Ligesom livet generelt. Vi tror det nytter at skælde p-vagten ud for latterlige parkeringsregler, men gider ikke stemme ved kommunevalget. Det er en kortvarig rar og varm fornemmelse, at slippe galde ud, men langt mere kompleks og ikke-rart, at skulle forstå og foretrække en politiker i fire år. Endda en umiddelbart ukendt, der vil møde op til byrådsmøder for skaldede 50.000 kr. om året, mens han eller hun udruller netop sin (i valgkampen skjulte) vision for parkering i bymidten. Men tilbage til den seneste bredside nettet er ramt af.

Den ramte i USA, da bogen The Filter Bubble udkom i USA i maj 2011, og nu ramte den for nogle uger siden Danmark, på grund af en konference, der havde Eli Pariser, som hovedtaler. Han har skrevet bogen The Filter Buble, der omtaler en af de farer der er ved nettet og den måde nettet – i et forsøg på at gøre sig selv overskueligt for mennesker – er kommet til at strukturere sig selv på. Essensen er, at nettet, som en villig Golden Retriever, forsøger at forstå hvad du gerne vil have det viser dig af tricks og derfor – naturligvis – kommer til at skjule resten af det den kan. Her kan man så kaste sig ud i en gevaldig lang og voldsom debat om det er med vilje – altså om onde kræfter holder noget skjult for dig eller om det bare er et servilt forsøg på at gøre oplevelsen bedre for dig, som af netop den årsag mislykkes.

Om nettet er ondt eller godt – det har jeg en fornemmelse af, at vi forstår cirka samtidig med vi endelig får kortlagt om man bliver skeløjet af at se på fjernsynet fra korte afstande. Eller om læsning i halvmørke ødelægger øjnene. Men at nettet emulerer livet – det skal man vist ikke tilbringe mange megabyte online for at gennemskue. Her græder de gode og de onde ler. Mens de bedste ryger op ad bjerget med kors på skulderen og de skyldige går fri. Men de bedste får også en platform for deres holdninger og de værste bliver udstillet til skamme – mens der handles lidt i krogene om al det ind i mellem. Kort sagt, der foregår intet online som ikke foregår IRL og omvendt. At tro mennesker bliver bedre eller værre af et nyt medies ankomst og udspredelse er nærmest naivt.

Nettet er kæmpestort. For at overskue det bruger søgemaskiner, websites og annoncører en serie muligheder for at tilbyde det, som de mener vil falde i din smag. For hverken Google, en avis eller Coca Cola gider give dig det du ikke er interesseret i. Det er ganske simpelt spild af den opmærksomhed, som er vores tids flydende guld. Her er ikke råd til dårlige samlinger, hvor det værdifulde flyder ud mellem løse pakninger. Ligesom når du kommer ind på et kasino i Las Vegas og bare drikker uden at spille. Så stopper den gratis servering. Derfor registrerer alle led din adfærd på nettet gennem såkaldte cookies og gemmer den på din computer eller på dit login-navn, så de kan give dig det du søger næste gang I ses.

På den måde er der ingen forskel på Google og Coops medlemskort. Begge steder registreres din adfærd minutiøst, fordi du har indvilget i det. Når du bruger Google til at søge svarer det til at scanne dit medlemskort i Brugsen – de kan se hele bonen inde på hovedkontoret. Der er ingen forskel på om du spørges på DR.dk eller på Ekstra Bladet om din alder og dit køn – begge steder deles data mellem begge sites og mellem langt over 300 andre sites, for at tjekke, hvilken type danskere, der besøger hvilke sites. Og sådan er der ingen forskel mellem livet og nettet i øvrigt. Så tør øjnene og kig på, hvorfor det er sådan.

Vi kan godt anerkende konceptet filter bubble og tro at søgemaskiner og andre tjenester giver os det vi vil have fordi det foregår på nettet – men det er bare so much life. Det kan godt være vi synes at en søgemaskine skjuler noget for os, fordi den ikke viser os alt. Men måske viser den os ikke alt fordi vi indirekte har bedt den om det. Og fordi hvis den viste os alt, ville selve konceptet “søgemaskine” være brudt sammen. Du kunne lige så godt vælge en tilfældig hjemmeside, som svar på dit ønske. En søgemaskine skal overskue og indeksere – ellers giver nettet ingen mening. Og derfor forsøger den at gennemskue kontekst. Jeg har også en ret nær fornemmelse af hvad holdningen er, hvis jeg vælger at gå i DSU for at tale om den nuværende finanskrise, fremfor KU, VU eller SFU. Jeg forventer ikke at Venstre løser problemet med Enhedslistens midler. Eller omvendt. Man får naturligvis de fisk, der svømmer, hvor man fisker.

Det udnyttede Radikale stort under sidste valgkamp, hvor de kunne påvirke vælgerne direkte fra partiformandens iPhone. Her kunne han skifte budskaber efter at vælgerne i starten af valgkampen havde svaret på bannerannoncer, der spurgte om netop deres holdning til forskellige spørgsmål. Ikke for at forstå vælgerne, men for at kategorisere dem og dermed lede dem ind i folden. Det primære sted, at netop deres holdning skulle lagres, var på deres egen computer, så de bedre kunne rammes af specifikke holdningsbærende bannere og dermed overtales til at stemme på Radikale til valget. Tror du mig ikke? Så klik og læs her – de er skam stolte af det.

Men før forargelsen bider sig fast – skulle vi så ikke trække vejret dybt og spise brød til? For hvad fanden er forskellen egentlig på en filterboble på nettet, som sørger for du kun ser sider på sprog du forstår, emner du har en forkærlighed for og produkter, som du er i målgruppen for og så den filterboble vi befinder os i hver dag? Ikke voldsomt stor, hvis du spørger mig.

Hvis du tror indædt på Staten skal skrumpe så er der en rimelig chance for, hvad du mener løser krisen i Danmark. Og hvis du mener det modsatte har du et andet sæt polariserede briller, der kun viser de modsatte løsninger. Ligegyldigt hvem du taler med eller hvilke holdninger ud udsættes for. Alt i alt handler det faktisk ikke om algoritmer og processorer, men snarere vores eget meget snævre syn på, hvor mulighederne, udviklingen og fremtiden ligger. Den reelle filterboble findes i os – nettets er bare en ekstern kopi og netop derfor er filterboblen så rasende irriterende. Det er sjældent fedt, at se sine egne dårlige ensidigheder alt for tydeligt udstillet og er der en ting nettet viser, så er det præcis det. Derfor kan man reelt argumentere for at fænomenet ikke er en Filter Bubble men et Filter Couple – for boblen kan kun opstå mellem nettet og dig.

MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.