Siden jeg var en meget mindre Patrick har jeg haft en medieromance, som aldrig er blevet helt opfyldt. Men jeg kan huske hvor den startede. Ved længslen efter at kunne se de, næsten hedensk dragende, musikvideoer der voksede sig større som fænomen mens jeg blev teenager. Og håbet om at kunne se en – bare en – musikvideo gennem de kodede signaler fra Kanal 2.
De glemte næsten aldrig at kode og jeg havde forlængst droppet at forklare mine forældre at det var en nødvendighed for min udvikling, på linie med kalciumholdigt skummetmælk og lektielæsning, at have adgang til musikvideoer, så jeg så stort set aldrig nogen. Men jeg hørte lyden fra de internationale kunstnere mens jeg forsøgte at få mening i billederne gennem det sort/hvide stokastisk væltende billede.
Der så jeg enkelte gange Michael Jackson i de nu, af eftertiden, hyldede og nærmest legendariske første videoer der indeholdt en historie og havde et budget. Ikke noget Queen tidligfirservideofeedback eller anstrengt Earth, Wind and Fire plastikhippie mikrofonhårsoptræden på scene. Her var sgu tænkt over tingene. Og her fik musikken en billedsside der betalte respekt til kunstnere og fans.
Men det var altså kun en sjælden gang det gik så overvældende godt. Oftest sad jeg og forsøgte at fange skyggen af et glimt der gav mening gennem støjen. Som mine forældre havde gjort med Radio Luxembourg og mine bedsteforældre der sad og håbede på en pladeparade fra Statsradiofonien.
