Den opbyggelige historie om Pekkorino Sømand

Der var engang en dame der boede helt oppe i toppen af Finland, hvor det er allermest koldt og mørkt. Hun boede alene i et lille hus ude i en skov og det meste af hendes dag gik med at samle brænde og om sommeren også bær. Om aftenen sad hun og nørklede med sit strikketøj til hun faldt i en dyb, men ofte alt for kort søvn. Før hun igen måtte op og arbejde sig gennem endnu en stræbsom dag. Hun havde kun et lyspunkt i sit lille liv og det var hendes smukke dreng Pekkorino.

Da hun var ung havde hun brændende ønsket sig at slippe væk fra den lille by som hun boede, i men det var aldrig lykkedes. Det nærmeste hun var kommet var en sømand som hun mødte til en havnefest. Han kom fra Torino og resultatet af deres møde blev den lille søde dreng, med det lyse hår og de brune øjne, som siden havde været hendes eneste ven.
Når det kommer til sømanden var det en anderledes og mere sørgelig historie. Han forsvandt. Allerede næste morgen da kvinden kom ned på kajen for at hilse på ham – ikke uden et lønligt håb om hun kunne tage med – var skibet sejlet og sømanden var væk for altid. Han havde i hvert fald været væk siden.

Nogle måneder senere begyndte hun at vokse på maven og hun vidste godt at det nok ikke var fordi hun spiste for meget – hendes drøm om at slippe væk fra byen var nu vendt til at hun måtte blive for altid. I skam flyttede hun ud i den mørke og ensomme skov uden at fortælle det til nogen og der boede hun lige siden – og byen var kun noget hun hørte om via Pekkorino, som solgte hendes strikketøj på det ugentlige marked.

”Skrid din ludersøn, den plads tilhører mig”, sagde Fikka, byen og torvets mest frygtede knægt. Det var ham der bestemte – alene af den grund at han talte så grimt at andre blev kede af bare at lytte til det. Ham ville man ikke lægge sig ud med. ”Han giver ar på sjælen som aldrig heler”, sagde de gamle på bænken i hjørnet. Pekkorino måtte gå og finde sig en anden plads, sådan som det havde været lørdag efter lørdag de sidste fem år. Lige gyldigt hvor Pekkorino satte sig kom Fikka og skubbede ham væk. En gang havde Pekko forsøgt at svare igen – men det havde han ikke gjort siden. Han huskede kun alt for godt smerten der fulgte og stadig boede i hans bryst.

Pekko var så godt som ensom – han kendte kun sin mor og så de stjålne blikke som damerne i byen sendte ham. Det var ikke kun had men også noget andet, som han ikke kunne genkende, der boede i de blikke. Men han turde ikke tale til dem – endsige nærme sig dem. Sådan voksede Pekko op indtil han en lørdag kom hjem fra markedet og fandt sin mor liggende på gulvet. Hun var ganske døsig og nærmest væk da han spurgte om noget var galt.

”Jeg er ved at forlade denne jord min søn”, sagde hun mellem ganske små støn og hop med brystkassen. Han løftede hende med det der med tiden havde udviklet sig til stærke arme og bar hende ind i hendes seng. ”Du har bare arbejdet alt for hårdt for længe søde mor”, sagde Pekko med en forhåbning i stemmen. ”Nej, denne gang er det slut – jeg orker ikke mere. Jeg har orket længe på grund af dig, nu kan ikke engang min kærlighed til dig holde mig i live længere. Skammen har langsomt men sikkert slået mig i hjel”, svarede hans mor.

”Nej, du må ikke dø”, havde Pekkorino lyst til at sige – men han gjorde det ikke. Han ville ikke påføre sin mor skam over at dø. I stedet bed han tænderne sammen og sagde: ”Jeg tilgiver dig at du forlader mig alt for tidligt”. Moren smilede, trak sit vejr for sidste gang og åndede ud. En ensom vinter fulgte.

Pekko forsøgte at strikke for at have noget at kunne sælge på torvet, men han kunne end ikke strikke en lige snor så han måtte opgive. Han overlevede foreløbigt på morens syltede bær og så kogte han en tynd suppe på rødder og grene som han samlede i skoven. Men han var klar over at inden den følgende sommer var ovre måtte han finde en måde at overleve den næste vinter på, der ikke indebar mors syltede bær – for der var kun en sølle krukke tilbage.

Foråret i Finland er som foråret alle andre steder – fyldt med liv og håb. Og også Pekko fik en smule glæde tilbage, hvem kan surmule når gøgen kukker og spurven slår smut over himlen? Men han gik ikke gennem en eneste dag uden nervøst at skæve til bladene på træerne, var de ved at falde af? Og til sidst kom det frygtede efterår. Der blev længere mellem bærrene i skoven og han havde ikke syltet et eneste for han vidste ikke hvordan man gjorde og kendte ingen der kune fortælle det. Han var blevet nødt til at spise dem så snart han havde plukket dem så de ikke rådnede. Nu stod han på kanten af den barske finske vinter i nord og anede ikke sine levende råd. ”Jeg må spare på maden”, tænkte han og skar sin dagsration af bær ned til et absolut minimum, men han så hurtigt på den forsvindene lille rest af bær – syltede som friske og vidste de ikke ville få ham gennem vinteren.

Inden længe begyndte han at mærke sulten som en gnavende fornemmelse, der trofast fulgte ham når han samlede brænde, når han forsøgte at strikke og måtte smide garnet væk, når han sad ved pejsen og frøs på trods af varmen. Hans krop var blevet spinkel og hans muskler færre.

Til sidst var han så afkræftet at han kun kunne ligge i moderens efterladte seng. Indenfor rækkevidde var det sidste glas af syltede bær og en ske. Der var en enkelt skefuld tilbage i glasset og enten skulle han dele den op så den varede nogle flere dage eller også skulle han tage sin sidste skefuld nu. Han vidste hvad det betød – han havde ikke kræfter til at gå nogen steder hen og han havde ikke mere mad. Den sidste rest af syltede bær var den sidste rest af liv – skulle han strække det så tyndt som han kunne og få det til at vare længere? Eller skulle han tage skefulden og mærke livet i sin fulde kraft bare en gang til?

Han valgte det sidste. Men for sent. Han havde sparet så meget på maden at hans muskler ganske var forsvundet og han kunne end ikke løfte skeen. Pekko tabte den sidste rest af bær på gulvet.Hvis han havde haft kræfter havde han grædt – nu stirrede han bare tomt ud i luften. Han mærkede kulden og mørket samle sig for at tage hans krop fra ham – han mærkede følelsesløsheden der spredte sig i alle hans lemmer. Han mærkede døden komme. ”Nu kan det da ikke være værre”, sagde han højt ud i luften. Og bedst som han sagde det gik døren op og ind kom den stærke og kolde vinterstorm og en skikkelse klædt i sort.

”Hvad er dit navn?”, spurgte skikkelsen højt og Pekko svarede så højt han kunne. ”Jeg hedder Pekkorino”. Skikkelsen løftede en klar og dundrende latter mod loftet. ”Selv døden ler af mig”,tænkte Pekko og det blev det sidste han tænkte.

Det rå træloft var en overraskelse for Pekko. Det kendte han ikke. Mon det var himlen der havde rå trælofter? Næppe. ”Jeg kommer aldrig i himlen – jeg er en ludersøn”, tænkte han ved sig selv. Han hørte en kvindestemme ved siden af sig. ”Han er vågen, hent Alfredo”, og dernæst trin der hastigt løb ned af trapper. Kvinden ved siden af sengen aede ham langsomt på kinden og kiggede på ham med det blik som han havde set i byen så ofte. ”Du er så smuk”, sagde hun på en måde der gjorde ham godt, men også lidt utryg.

Buldrende kom en mand til syne i døren. ”Pekko!”, sagde han og bredte armene ud. ”Pekko, min søn”. Han greb Pekkos afkræftede krop og løftede den som han havde gjort det øjeblik Pekko var forsvundet ind i dødens søvn. Han havde løftet ham og båret ham de to kilometer ind til byen, gennem stormen, hvor han havde banket på en tilfældig dør og krævet mad og pleje af hans eneste søn. Den søn som han ikke anede eksisterede før netop den dag.

”Hvorfor grinede du af mig?”, spurgte Pekko, som havde genkendt skikkelsen som sin far. ”Fordi du talte i tåger. Jeg spurgte dig hvad dit navn var og du svarede navnet på en ost fra mit hjemland”. ”Jamen, jeg hedder Pekkorino, det døbte min mor mig”. Manden grinede igen højlydt. ”Den tåbelige kvinde”, manden kiggede på Pekko og så at han blev lidt ked af det, så han skyndte sig at tilføje: ”Hun var så smuk din mor. En kvinde man mærkede selv når man havde ryggen til”, og så smækkede han hånden hårdt i bordet igen og begyndte at forklare hele historien.

”Jeg mødte din mor til en tilfældig havnefest i denne tilfældige by – men jeg vidste jeg skulle afsted tidligt næste dag”. Han slog ud med armene. ”Dengang talte jeg jo kun italiensk og hun kun finsk, så jeg forsøgte at forklare at jeg ville mødes med hende tre måneder senere i havnen, når jeg igen vendte tilbage fra Torino. Men hun kom aldrig. Siden har jeg været her mange gange, men ikke set skyggen af hende”. Pekko kiggede på denne fremmede mand og pludselig så Pekko hvor han havde sine brune øjne fra. ”Hvordan fandt du så mig?”, spurgte han.

”Jeg havde besluttet at tage en sidste tur hertil og denne gang ville jeg lede endnu en gang og så skulle det være slut. Man må ikke hænge fast i livet”, sagde faren. ”Jamen, hvordan fandt du mig så?”, spurgte Pekko igen. ”Jamen, jeg spurgte og spurgte. Ligesom jeg altid har gjort. Men heller ikke denne gang var der nogen der svarede. Så jeg besluttede at drikke på enden af historien og derfor satte jeg mig på et værtshus. Der begyndte en af de vilde damer at tale om den unge mand med det lyse hår og de brune øjne fra torvet, de er vilde med dig kan du tro”. Pekko skuttede sig – han kunne ikke lide tanken om at kvinderne fra torvet var vilde med ham – han havde lige vænnet sig til de hadede ham. ”Og så kiggede hun på mig og sagde at knægten havde øjne som mig og inden længe havde jeg lagt to og to sammen”, fortalte Alfredo.

”Du kom vist lige i tide”, sagde Pekko og smilede til sin nyfundne far. ”Ja og nu skal du med ud og sejle. Et liv i skoven er ikke for en mand – en mand skal sejle fra havn til havn til han ikke kan mere”, sagde faren og slog endnu en gang hånden hårdt i bordet der rystede under det hårde slag. Pekko smilede og glædede sig, men blev så trist og sagde: ”Jeg savner min mor”. Faren smilede og sagde: ”Det gør jeg også – men bare rolig, jeg skaffer dig en ny mor i hver havn vi kommer til, og inden længe kan du skaffe dem selv”. Nu smilede Pekko for alvor.

Og sådan gik det at Pekkorino fra den finske skov blev sømand af guds nåde og da han stævnede ud fra havnen på sin fars skib stimlede alle kvinderne fra torvet sammen med sådan en kraft, at de af vanvare skubbede Fikka i vandet, bare for at vinke farvel til den smukke Pekkorino sømand.

En dag på stranden

Stranden er smuk, måske en af de smukkeste jeg har set. Himmelen spejler sig i vandoverfalden. Mågerne leder efter noget at spise i brændingen. Havet glider umærkeligt over i en gylden sandstrand, som glider ind i et frodigt og kuperet terræn. Derefter rejser skrænten sig. Den strækker sig op mod landet. Det må have været et helvede. Specielt for de forreste. De havde intet helle. Ikke engang den jord de stod på havde de indtaget. Meter for meter måtte de erobre stranden. Hvordan de har fået drejet angsten til en styrke aner jeg ikke – men det må have været nødvendigt for at nå at løsne så meget som et skud. Mon de har indstillet sig på at dø og bare stormet frem mod fjenden eller har de passet på sig selv for at leve så længe som muligt? Det er ikke til at sætte sig ind i.

En tanke slår mig igen og igen. Hvor længe har stranden været sølet til af blod før den var skyllet ren igen? Jeg prøver at tænke på noget andet. Vi sopper i vandkanten, jeg tager et par billeder af mågerne ved brændingen, vi ser på udsigten. Men på en eller anden måde er det næsten helligbrøde at nyde dette sted. Jeg er på Omaha Beach i Normandiet. Et af de fem steder, hvor de allierede gik i land d. 6. juni 1944, den dag vi nu kalder D-dag.

Idéen om en invasion af det europæiske kontinent, under kodenavnet Overlord, begyndte tidligt i krigsforløbet. Englænderne var fordrevet fra Europa. Churchill ønskede at flytte krigen ind i hjertet af Tyskland og det var Operation Overlord en mulighed for. Invasionen ved Normandiet er en historie om vilje, politisk samarbejde, klare visioner og uendelige forberedelser. Tusinder og atter tusinder af unge mennesker ofrede deres liv for at befri Europa. Alle er de helte. Hver og en. Men de har næppe følt sig som helte da de blev landsat på stranden. Med ryggen mod havet og fjenden foran. Der var ingen steder at flygte hen. Der var ingen steder at gemme sig.

De tyske betonbunkere ligger stadig strategisk placeret i højderne. Inde i bunkerne er der koldt og klamt. Den rå beton er under stille opløsning. Vejret og tiden gør det som bomberne ikke kunne. Nedbryder de firkantede betonbastioner, der gik under navnet ”Pilleæsker”. Nu er det et historisk udsigtspunkt, men det er ikke svært at forestille sig de tyske soldater. De sad roligt og ladede deres geværer, tog sigte og skød. Velvidende at de ville løbe tør for ammunition. Deres eneste håb var at det ville ske efter at Panzertropperne nåede frem.

Operation Overlord startede med de amerikanske tropper gik i land på Omaha Beach og Utah Beach. Kort efter gik de britiske tropper i land på Gold Beach og Sword Beach. Canadierne indtog samtidigt Juno Beach. Landgangen på Utah Beach var simpel og forløb let. På grund af en navigationsfejl blev tropperne landsat nogle kilometer forkert og mødte derfor meget mindre modstand end de havde regnet med. Soldaterne på Omaha Beach havde det lige modsat. På grund af dårlig sigtbarhed havde de indledende bombetogter ikke haft maksimal effekt. Før de nåede stranden blev de heftigt beskudt af de tyske tropper. Omaha Beach blev ikke en badeferie.

”Vi må ikke glemme det. Det må aldrig ske igen!”. Hun er ældre, men ikke gammel. Hun er klædt i et grønt buksesæt. Hun er til et møde i anledning af 60 års dagen for sammenbruddet af den danske samarbejdspolitik. Med lidt ændringer og tilpasninger samarbejdede den danske regering med tyskerne om at lede Danmark indtil 29. august 1943. På den dag blev der indført militær undtagelsestilstand, som resultat af en længere krise mellem regeringen, befolkningen og den militære tyske ledelse. Herefter overtog tyskerne den udøvende magt i Danmark. I Odense afholdes et foredrag ved professor Åge Trommer, der fortæller om tiden op til sammenbruddet og efter.

Salen er proppet med ældre. De eneste sæder der er tomme er på første række – de sæder er reserveret gamle modstandsfolk. Men de kommer ikke. Langt de fleste er døde, de fleste af de nulevende er for syge til at komme. Kun enkelte er mødt op. ”Jeg kan huske at jeg sad på skødet af min mor og så på tog på Randers Banegård da flyene fløj ind over Danmark. Det buldrede og min mor sagde. ”Det må ikke ske – åh nej, ikke det””, fortæller damen, lidt for hektisk – tydeligt glad for at der endelig er en der vil lytte til hendes historie. Hun viser mig et billede af sin far. Han var aktiv modstandsmand, men er for længst død. ”Lige her nede i midtbyen fik far sit falske pas, det blev skrevet op ad en husmur”, fortæller hun. Hun fortæller om det liv hun selv har levet, hvor krigen har betydet langt mere end 5 års besættelse. Til sidst bliver hun stille. ”Jeg er så bekymret for at det bliver glemt”, siger hun eftertænksomt, inden hun går over for at aflevere nogle fotokopier af gamle billeder til det lokahistoriske arkiv.

Jeg står og tænker på hvad den krig betyder for mig. Da jeg var barn læste jeg tegneserier om de heroiske engelske og amerikanske piloter og tankførere. Så film om opofrende og stålsatte amerikanske og engelske soldater. Senere læste jeg mange artikler om de heltemodige danske modstandfolk. Sabotørerne, fiskerne der sejlede jøder til Sverige og de usle stikkere og lusede tyskerpiger. Jeg meldte mig ind i Foreningen mod Nazisme, men meldte mig ud igen, da foreningen på et tidspunkt nægtede at optage en ansøger, der var tidligere nazist, men som havde ændret holdning.

Jeg har hørt historien igen og igen. Hvem der vandt og hvem der tabte. Jeg er blevet hjernevasket med den. Men er det rigtigt at vi er ved at glemme historiens gru?

Den er næppe helt glemt, men måske er forståelsen ved at flytte sig fra de rent faktuelle og historiske oplevelser til den opfattelse der er skabt på 60 års afstand. Det er ikke svært at respektere den store og ofte menneskeligt kostbare indsats der blev gjort under krigen. Men det kan være svært at holde fast i smerten når man nu ikke har oplevet den. Måske er det tid til at flytte sig fra at fokusere på dem der handlede til hvad det handlede om. Ikke for at nedgøre indsatsen, men for at forstå hvad der ligger bag de mange ugerninger og gerninger, netop så vi kan undgå at gentage de dårlige sider af historien.

Krigsmuseet i Bayeux, en af de første europæiske byer der blev befriet af de allierede tropper, giver ingen forklaringer. Gæsterne promenerer med hænderne på ryggen og ser uniformer, våben og hundreder af plancher med opklistrede avisudklip. Jeg går rundt og savner et perspektiv at opleve i. Men jeg får det ikke. Møjsommeligt må jeg selv sammenstykke en form for helhed af de mange fragmenter jeg oplever på museet. Men jeg går ikke klogere derfra. Jeg falder i snak med et ældre dansk ægtepar. ”Man må jo ikke hade tyskerne for de ugerninger deres forældre gjorde”, siger damen til mig. Og jeg giver hende ret. Det er næppe et tysk karaktertræk, der startede de umenneskelige tanker og ugerninger som 2. verdenskrig byggede på. Det er nok mere et menneskeligt træk. Mon ikke alle mennesker kunne have faldet for despotens tiltrækning.

”Men man kan jo ikke forstå at der ikke var flere tyskere, der sagde fra den gang”, siger hun efter lidt betænkningstid. Noget af mig forstår det. Jeg kan huske den grimme følelse af medløberi fra skolen. Hvis nogen blev drillet kunne jeg blive fanget af stemningen. Jeg drillede med fordi det var fedt. Jeg følte mig mægtig og magtfuld. Jeg følte mig stærk. Flere gange kan jeg huske det triste og ensomme blik fra en man åbenlyst dolkede. Den dårlige samvittighed kom altid bagefter når jeg opdagede, hvad jeg havde gjort. Først når jeg ikke kunne tage det tilbage og gøre det om.

Kan man så sammenligne jødeforfølgelser og drilleri i skolen? Nej, det kan man ikke. Men vi kender spidsen af den følelse, den samme som gjorde vi følte sig mægtige når vi torterede en flue eller en myre da vi var børn. Den ligger i os alle. ”Jeg tror det var svært at sige fra”, siger jeg til damen. Hendes mand, som står og læser et avisudklip, hæver sine øjenbryn. ”De var sikkert også bange for at være anderledes. Der må have været et frygteligt socialt pres på de der var udenfor nazistpartiet”, siger hun.

De titusinde hvide kors på den amerikanske kirkegård står på lange rækker. En del af dem har den sekstakkede jødestjerne på toppen. Enkelte af korsene bærer ikke navn, rang og kompagni men inskriptionen: ”Here rests, in honored glory, a comrade in arms known but to god”. Her ligger de jordiske rester af nogle af de amerikanske soldater der faldt i Overlord invasionen. Andre trettentusinde døde kroppe blev sendt hjem til familierne i USA. Jeg går rundt i ærbødig stilhed og takker de døde for at de gav det ultimative offer i kampen for det liv vi har i dag. Jeg tror ikke de var klar over hvad det var de gjorde. Jeg tror ikke de tænkte på sig selv som helte eller mennesker der gjorde det rette på det rette tidspunkt. Jeg tror de frøs, var sultne og havde det ad helvede til. Ligesom de tyske soldater. På et niveau langt over dem, var en mand med visionen om et tredje rige og andre mænd med visioner om en invasion, der skulle knuse den første mands vision. De mange kors går kun langsomt op for mig, mens jeg tænker på at dette er symbolet på vores sejr.
Den amerikanske kirkegård ligger med udsigt over Omaha Beach. I Ranville ligger den britiske kirkegård. I Reviers den canadiske. Og derudover er der tre tyske kirkegårde. Alene på La Cambe kirkegården er tyvetusinde tyskere begravet. Men det er ikke den tyske kirkegård der er symbolet på krigen. Det er den amerikanske. For det er langt lettere at hylde de faldne helte end at anerkende de faldne mennesker.

Dagen efter sidder på vi på stranden ved Arromanches. Solen skinner og vi ligger på håndklæder ved siden af en forvitret betonklods. Det tog tre års forberedelser, før man samlede mandskab og udstyr i England og begyndte invasionen. Et af de store problemer ved en invasion er at sørge for forsyninger til de invaderende tropper. Tyskerne, der havde forberedt sig på en invasion ligeså længe som de allierede, havde fordelen af den fungerende infastruktur. Hvis invasionen skulle blive en succes blev de allierede også nødt til at have sikre forsyninger til deres tropper. Derfor sejlede man en havn – bygget af flydende betonelementer i England – over kanalen og sank elementerne ud for Arromanches. Nu havde man en havn så forsyningsskibene kunne lægge til uden problemer med tidevandet. Elementerne ligger der stadig. De er blevet flyttet af det stærke tidevand, så de nu ligger spredt tilfældigt ud over området.

Dette er de områder hvor kampene stod på. Det var her at unge mænd blev skudt, lemlæstet og handicappet i stort tal. Symbolerne på kampen er her stadig, men på en måde er selv de gamle tanks og kanoner på det lille museum for vrag fundet på D-dags strandende ufarlige nu. Vi ved godt de er tomme skaller, der intet kan gøre. Nu er de kun kastrerede hanløver der brøler, men brølet er tomt.

Tiden er gået og minderne er ligesom de fysiske rester af krigen blevet forvitret og er i gang med en langsom opløsning. Operation Overlord kaldes den strategiske sejr i 2. verdenskrig. Europa havde ikke været hvad det er i dag uden de allieredes invasion. Verden havde ikke været som den er i dag uden de tusinder af mænd, der døde på 5 strande og i den efterfølgende lange og hårde kamp op gennem kontinentet, der bragte krigen ind i hjertet af Tyskland. Alt havde været anderledes uden de mange modstandsfolk og sabotører. Vores liv ville have været væsentlig forskellige fra nu.

Men vi kan ikke holde liv i skrækken og måske skal vi heller ikke. Måske skal vi til at holde liv i lektien i stedet. Der er ingen tvivl om at hvis vi skal lære noget af den krig er det, at vi skal tøjle vores egne menneskelige træk. Og man skal aldrig undervurdere menneskets potentiale for ondskab. Det var ikke de allierede der vandt over tyskerne. Det var de gode menneskelige træk der sloges med de dårlige. Det er svært at forstå at så mange mennesker skulle dø, torteres og deporteres fordi mennesket var blevet angst. Til alt held var de gode træk stærkest i længden. Denne gang. Og når jeg sætter det op på den måde kan jeg sagtens forstå hvorfor de ældre er så bange for det skal ske igen. For det kan ske til hver en tid.