Min tålmodige kæreste

Fra dengang jeg var påskevikar hos Tveskov: (Hvori Damsted aka. påskehjælpen, dvs. ikke Tveskov, siger undskyld:) Jeg har en rigtig dårlig vane med at købe alt for meget litteratur som jeg aldrig får læst. Jeg så en dag i tv at lederen af filmskolens manuskriptlinie Mogens Rukov også har denne vane med at indkøbe bøger, som aldrig bliver læst –men han gør det med vilje fordi han mener det giver en god karma at have dem stående. Jeg køber dem bare i en uendelig tilstand af overvurdering af tilgængelig tid og interesse. Det ender oftest med en bunke ved siden af sengen –som kan stå der og sende ulæst pligtkarma ind over min nattesøvn. Indtil min, på det punkt, uendeligt tålmodige kæreste smider bøger og magasiner ind i skabet ved sengen. Her ligger de så og ophober sig indtil de er mange nok til at min, også på dette punkt, uendeligt tålmodige kæreste sætter dem ind på reolerne til alle deres andre urørte litterære kolleger.

Der kan de så stå og være en fælles symbol på min adgang til al information i hele verden –der er en guds gave, som dog er begrænset af noget så menneskeligt som tid og interesse. Og en sjælden gang roder jeg så rundt i de ulæste og finder titler som kun vækker undren. Som en pangfarvet sweatshirt fra firserne. Er det min? Noget jeg har købt? Fordi jeg mente det var fedt? Denne påskedags konklusion må være at tiden er lige så hård ved de tidstypiske emner og tanker som den er ved modens tekstiler og farver.

Og med de ord -tak for lån af opmærksomhed. I´m out and about to look for new eggs to hatch.

Strømpebåndet

Fra dengang jeg var påskevikar hos Tveskov: (Hvori Damsted aka. påskehjælpen, dvs. ikke Tveskov, tigger en kvinde om svar:) Dette er en meget mærkelig hverdagshistorie, som jeg næsten ikke oplevede selvom jeg stod midt i den.

Hun går gennem udgangen i H&M og så lyder alarmen. Hun er over fyrre men holder sig godt. Tydeligt rimeligt ved muffen og ikke synlig i knaphed for noget. Men alligvel lyder alarmen da hun går ud. Hun vender sig resolut og går mod kassen –men inden da griber hun ned i sin pose og trækker noget op som hun kaster ind mellem en serie hængende herrepyjamaser. Jeg er den eneste der ser at hun gør det.
Hun gør det mens hun ser de andre direkte i øjnene og taler til dem. ”Det var da underligt, jeg går lige op til kassen”, siger hun. Og det kan hun roligt gøre, for hun har bortskaffet beviserne på bedste tryllekunstner-manér.

Mens hun går op mod kassen byder min nysgerrighed mig at tjekke hvad det var hun kastede ind mellem herrepyjamaserne. Det er et strømpebånd. Sort med røde blomster på. Hun har en H&M pose, så hun har tydeligt købt andre varer –men strømpebåndet forsøgte hun altså at stjæle.

Synes hun det var pinligt at købe det? Var det en del af spillet at stjæle det? Havde hun i virkeligheden ikke råd til det? Jeg ved det ikke. Jeg bliver sikkert ikke lykkeligere af at vide det –men så alligevel. Af en eller anden grund ville mine øjne ikke slippe hende. Jeg var ikke harm eller chokeret. Jeg ville ikke afsløre hendes forehavende. Jeg stod bare og kiggede på damen gå sin vej uden et uanseligt strømpebånd mellem pyjamaserne, som havde udløst en alarm. Så hvis du læser dette –hemmelig, mystiske strømpebåndskvinde, så fortæl hvorfor du gjorde det.

Chips til maden

Fra dengang jeg var påskevikar hos Tveskov: (Hvori Damsted aka. påskehjælpen, dvs. ikke Tveskov, udlever sin åndelige alder:) Der var engang hvor Cola kunne købes i en flaske der indeholdt en kvart liter. Jeg lover du ikke skal læse en Monthy Pythonsk klumme om vores hårde barndomsliv under de hvide vejstriber. MEN det var altså andre tider i de sene halvfjerdsere og tidlige firsere mens jeg voksede op.

Og ingen historie om en barndom uden lidt traumatik. Jeg kan huske en dag jeg samlede flasker hele dagen og dermed pantpenge nok til at kunne købe noget slik. Min far blev meget vred da han så mit slik fordi han var overbevist om at jeg havde stjålet det –hvordan skulle jeg ellers have fået råd til det? Men det gik jo over -både skylden, skammen og slikket.

Colaer var heller ikke hverdagskost. Sodavand var Brugsens billige serie af hysterisk skrig-indfarvede drikke der blev købt en kasse af til familiesammenkomster. Med de resulterende og afslørende hyperindfarvede kinder og hårdt belastede overvejrtrækninger.

Men det minde der tydeligst viser min allerede bedagede opvækst er, at når det skulle være rigtig fint spiste vi chips til den varme mad. Jeg har en bekendt, hvis familie serverede chips til maden en gang om året –nemlig til juleanden. Helt så specielt var det ikke hos os –vi kunne godt få chips indtil flere gange om året. Men oftest til maden og helst den luftige type der kom i en hvid og rød pose.

I dag kan Cola kun med nød og næppe købes i en kvart liters flaske. Det er vel nærmest svært at få en halvliters de fleste steder. Og det er jo kapitalistisk og logisk nok –hvis ikke vi kan sælge flere af vores varer må vi sælge mere af vores varer. Men det bliver vi jo ikke mere sultne eller tørstige af. Men så kan man jo altid blive gammelost-traurig og fortælle lange historier om min evigt tabte og hengemte barndom.

Thanks to Tveskov

Indlæg fra dengang jeg var påskevikar hos Tveskov: (Hvori Damsted aka. påskehjælpen, dvs. ikke Tveskov, ser på bryster fordi han ikke har noget valg:) Forbudt: metasnak. Tilladt: handling. Men så alligevel –som den selvrefererende og -beskuende race vi er ved at evolutionere os til, må jeg nødvendigvis starte med at kigge indad. Det er Tveskovs skyld at jeg vikarierer for ham i påsken. Fordi han spurgte. Men hvis skyld er det at det overhovedet er påske? Det må så være din (og min).

Vi har ikke et eneste håndgribeligt bevis på at der eksisterer religioner –andre end dem vi selv sætter og bygger, både mentalt men så sandelig også fysisk. De fysiske mangler så ikke i storhed og erektion, hvad de åndelige tegn mangler i manifestation. Man må oprindeligt have siddet med en bunke af ubesvarlige spørgsmål. Hvorfor dør vi? Hvorfor lever vi? Hvorfor spørger vi? Og da det blev for bøvlet besvarede nogen det –først med et forsøg på regler. ”Her er nogle regler at leve efter og hold så kæft”. Og da det ikke var nok kom resten af historien. I de fleste religioner bundet ind i mytens og historiens pædagogiske struktur.

Kort sagt er påsken forklaringen på det hele – en kombination af mental pisk og gulerod. Helvede og himmel –straf og evigt liv. Om ikke andet er der jo håb i fortællingen om påsken. Langt mere end det håb de tunge religionsfortolkere tillader i det knap så tilgivende gudebillede der eksisterer i bedste velgående. ”Ja, min gud er jo så primært beskæftiget med at revse mig for at bruge den vildtløbende frie fantasi –hø, se lige hendes bryster- som han selv har udstyret mig –hø, se lige hendes bryster- og derfor må jeg jo ikke tænke på noget –hø, se lige hendes bryster- som ikke er kultiveret”. Ja, tak –flot fortolkning. Ikke blot har gud sindsygt travlt med at behandle en bunke af konstant tiggen og beden, han skal også bogføre gigantiske mængder af data om menneskelige tankeoverskridelser.

Jeg tror hurtigt at vi må konstatere at rigtig meget af det bøvl vi tilskriver guderne nok i virkeligheden er opstået i vores menneskelige små sko. Og hvis ikke vi havde så fucking travlt med at frygte den uundgåelige død ville der ikke være behov for evigt liv og genopstandelse. Der ville nok ikke engang være særligt behov for den almindelige daglige opstandelse. Så derfor er det altså din skyld det er påske –og dermed din skyld at Tveskov –hø, se lige hendes bryster- kan tage en velfortjent slapper, og jeg skal skrive. Praise the lord.