28. maj 2006

Idéen med denne blog er, blandt andet, at give et tip eller to til mit yngre jeg. Ham der henslæbte sit liv i en evig undren over hvad der skete omkring ham, mens andre scorede de kvinder han var forelsket i eller stod på hans tæer til den ugentlige fodboldkamp, som han ikke så fordi han ikke gik.

Og et råd jeg sikkert kan give er at det ikke forandrer sig –men du forandrer dig. Pludselig en dag er du en motherfucker. Du er ikke 16 år og i tvivl. Du er 21 og på toppen af din evne på alle planer. Du ved hvad der virker og du er ham der scorer kvinderne fra de andre. Indtil du rammer næste bølge og du pludselig er i tvivl og de andre scorer point, damer og plet –indtil du pludselig rammer en bølge igen. Og sådan fortsætter det.

Nogen gange går det let –andre gange skal der tænkes mere over tingene. Nogen gange samler du dårlig karma sammen i bunkevis og andre gange betaler du din karmiske gæld med tunge skuldre og bøjet hoved. Nogen gange er det B.B. King og andre gange spiller countrypladen baglæns og hele lortet kommer retur med 45 omdrejninger i minuttet.

Nogen gange ønsker du dig det rigtige, men får det ikke. Andre gange får du det du ønsker dig, men hader det –og til tider får du som fortjent i tredie potens og det kan du glæde dig over. Nobody knows. Men det ændrer sig, hvis du ændrer dig –og derfor er ingen stilstand stabil –forhåbentlig. For hvad fanden er det lige værd at være i live hvis ikke du tager en smule forskud på glæderne og dermed fejl? Hvem er du, der skal gemme dig i intetheden resten af livet?

Så man ændrer sig –får mindre tunnelsyn og mere helhed. Det er den morgengave, der ligger på puden når man vågner den dag man ikke troede kunne komme. Nemlig dagen efter.

Bevares -der er ingen tvivl om at jeg regreerer til tider. Så kører jeg i min leasede firmabil og sætter mig i i cafeteriaet hos bageren i Kerteminde. Som den eneste kunde og ser ud af ruden, mens regnen siler. Lastbilerne ryster sig vej gennem den gamle fiskerby og jeg drikker verdens dårligste cappucino, med verdens lammeste skilte på væggen. ”Bak op efter dig”, ved stativet hvor det så er meningen at man skal sætte sin bakke efter at have drukket verdens dårligste cappucino. For at indikere at her rydder ingen op. Mor er ikke med på cafeteria. Ærlig talt: man skal ikke åbne et cafeteria hvis ikke man gider rydde op efter folk. Det er en del af gamet –en del af attraktionen. En del af dealen. At jeg drikker cappucinoen og andre rydder den op bagefter. Og jeg savner København og London –i bare et splitsekund. Jeg vil ses ned på af tjekkede mennesker, ikke provinsfolk for helvede. Men hvad betyder det egentligt, tænker jeg, om jeg sidder her eller der? Ikke en skid. Livet indhenter mig lige nådesløst på ondt men så sandelig også på godt –uden tanke på kilometertallet.

Og når jeg så er færdig med at regreere er det op på hesten –Ud På Flisen Karoline- og på med vanten, for uendelig desperation og umådelig selvondt hører en anden tid til. En tid hvor man ikke har mistet mennesker man virkelig holder af, oplevet smerten så stor at man ikke kan forestille sig at solen står op, efter at en af dem man slet ikke havde tænkt på kunne forsvinde faktisk skred i svinget og efterlod en underlig tom plet på det mentale verdenskort. Eller set ens venner blive sønderknust af oplevelser der er så tragiske at de burde være forbeholdt voksne. Eller selv fucket op i en grad, der ikke kan undskyldes –kun tilgives.

Derfra er der kun en vej –enten eller. Og hvis man vælger eller er der lidt længere til at få ondt i maven fordi hun synes man skal bare skal være venner.

20. maj 2006

Elvis synger Always On My Mind. Det jeg virkelig gerne vil vide er om han er i gang med at bortforklare sig – i gang med at bede om godt vejr. Tigge om nåde. På den sædvanlig mandemåde, nemlig ved at iklæde sig bamsekostumet og være en sød, blød og behavet bjørn der har sine hårde muskler og grimme intentioner dækket af det rareste pels. Måske kravler den sammen og læner sig mod kvinden – udnytter hendes matriarkalske reaktion og åbner en vej gennem forsvaret. Det forsvar der er opbygget af hendes mange mødre i opdragelsen. Det forsvar der er hendes eneste sandhed og som hendes blødeste punkt. ”Mænd er nogen svin” – ”du skal aldrig stole på en mand” – eller som komikeren Chris Rock udtrykker det: ”En mands trofasthed er direkte forbundet med hans muligheder”.

Og alligevel kan man altid rykke ved denne sandhed. Altid kravle nedunder og angribe den indefra. Smadre den med god opførsel – præcis nok til at hun tror at nu er den der. Nu er det endelig bevist – hendes mange mødre vidste ikke besked. Der findes faktisk mænd, der ikke er svin, endsige dumme svin. Der findes bløde og dejlige krammemænd, som hun drømmer om at passe på. Men kun i aften, mens hun er fuld – for i morgen, så snart hun vågner, vil hun begynde at lave ham om så han passer.

Alle hans mange fædre i opdragelsen har fortalt ham det – igen og igen. Det eneste kvinder vil er at modellere dig, omskabe dig. Krænge dig om til en sommerhat de kan bære stolt på hovedet. Og der står kampen – mellem den stærke mand, der laver sig om for at få noget fisse og den bløde kvinde, der gør sig hård for at overleve skuffelsen længe nok til hun fanger ham ind så hun kan lave ham om.

Hvem er det dumme svin? Ingen. Men jeg kan ikke rigtig gennemskue – og det ville inderligt jeg gerne hvis bare jeg kunne, om han er ændret og dermed i gang med at indynde sig med reelt ment kærlighed -eller om han er uændret dumt svin og bare i gang med at få endnu en chance for at blive fanget af hende? Stemmen tager mig væk Men tvivlen bringer mig tilbage – hvem er han og hvem er hun? Hvor er de og hvad vil de? ”Jeg var der aldrig -men du var altid hos mig”. Vrøvl eller begyndelsen på en erkendelse? Starten på noget smukt – som vi forventer os meget af – eller slutningen på noget inficeret, der er klistret til i beskyldninger og adskillelsesangst. Den sædvanlige rutinerotation mellem start og begyndelse og lysten til ikke at blive klogere -men fastholde sin ret til evig dumhed og dårskab.

Hvor er jeg i dette forløb – jeg ved det ikke. Jeg sidder i en råddentstinkende kælder med fire flyttekasser med gamle plader og rydder ud. Dette er mit minde – mit alter over ungdom. Repræsentationen af alle mine gamle og ligegyldige, nu knuste drømme der dengang gav mening. Mit første møde med storheden, med lysten, med troen på det kunne ske, med magien, med mig selv og med ham som jeg blev til.

Mit første møde med livet skete da jeg var næsten klar og gennem syvtommer vinylsingler, som senere er blevet pakket sammen og stuvet ned i kælderen, ikke som en ekstern hukommelse men som en ekstern skam over hvor ironisk livet kan udfolde sig – med sin startende og blomstrende lyst, der langsomt kvæles i angst for at tage fejl. Og som pludselig –efter et vinterhi på utallige år- folder sig ud igen i en fandens ligegyldighed, hvor fejl har gudestatus.

Lyden er stadig min stærkeste følelsesstarter. Der er en evig genopstandelse i Sunday Bloody Sunday. Når trommerne starter er jeg stærkt fortørnet Nordirer og det vil jeg altid være. I præcis 4.33 til sangen er slut. Selvfølgelig live versionen. ”This song is not a rebel song, this song is “Sunday, Bloody Sunday””. En historieerektion som man man kan tage og føle på. En rejsning af folket og deres undertrykte, men kogende vrede. Og med god ret.

Men jeg er ikke mere sikker i min sag end jeg kan rystes. Min ven Jørn fortæller at han gik under pausen i en ABBA koncert. Det ville jeg aldrig have turdet – tænk hvis jeg gik glip af en historisk begivenhed. Selv om jeg hadede det ville jeg have hørt koncerten færdig. Jeg ville have hadet mig selv for at udvandre, selv hvis prisen var to timer i tomhedens helvede. ”Jeg kunne lige så godt høre pladen derhjemme”, siger han. ”Men du kunne da ikke ligesågodt have hørt den hjemme – der stod ABBA, der stod publikum, der stod aftenen på spil”, har jeg lyst til at sige, men jeg ved han har evig ret. De var tilfældigvis i København og afspillede en diktatorisk ABBA aften, komplet med pletfri lyd og køn koreografi. Måske havde ABBA ligefrem taget pusten fra dem der var ABBA. Og så kan man selvføgelig lige så godt høre pladen derhjemme, så er der er også plads til en drøm eller selvstændig tanke. Og der er plads til nosserne ved at gå hjem under en ABBA-koncert.

Men mine fejl har indtil nu altid været til min bagdel –måske fordi de har primært har været for at opnå noget og ikke flytte noget. Og derfor er de endnu ikke blevet til min fordel.

5. maj 2006

Det er så her historien starter. Den kunne være startet ved så mange andre indgange –men det gør den altså ikke. Jeg er ikke blogger. Ikke længere. Jeg har prøvet det …og opgivet det. I en erkendelse af at jeg allerede har gjort alt for meget i mit liv i en higen efter anerkendelse. Derfor er det slut –og bloggen kommer ikke tilbage for mig før end jeg kan styre mit ego og behov for et fyldt kommentarspor.

Jeg er altså ikke blogger –lige så lidt som Curtis Steigers er popsanger. Jeg er en ganske ordinær 34 årig mand, med to børn og en kone. En karriere som jeg sluttede da den skulle til at løfte sig over det almindelige og en ualmindelig stærk lyst til at skrive.

Denne gang uden at forsøge at gøre mig til –at redigere for meget i virkeligheden, og uden at love for meget. Dette er min dagbog, som den ser ud klokken 01.20 en torsdag nat. Udover mig er katten oppe. Den spiser larmende af tørkosten i madskålen. DAB-radioen spiller en uendelig række feel-blue-but-safe-hits. Og jeg skriver, selv om jeg burde sove. Som jeg altid har gjort det –i virkeligheden eller i tankerne. Enten eller.

I dobbeltsengen sover min kone sammen med min datter. Og i værelset ved siden af sover min kones datter, sammen med en overnattende skolekammerat.

Og der er du. Hvor er du? Hvornår er du? Et sted, på et tidspunkt læser du dette og ser et billede, som ingen af os kan vide om er rigtigt eller forkert. Et lille spor kan lede dig på rette vej –eller trække dig af sporet. Måske ser du virkelig virkeligheden –måske er du på vildspor i mørket.

Jeg kan fortælle dig at idéen til at begynde at skrive igen blev født sammen med min datter den 17. januar 2006 klokken 13.45 på Universitetshospitalet i Odense. På et kig ændrede mit liv sig drastisk. Jeg gik fra at være dreng til at være far. Til at være sådan en som der er rock-steady forventninger til. En far optræder på en bestemt måde –og kan stilles til ansvar. Sådan er det bare, og ligegyldigt hvor alvorligt jeg tager min opgave vil hun kunne stille spørgsmål ved om jeg gjorde det godt nok. Min indgangsvinkel er at jeg skal lære at være far og det er altså en del af hendes job som barn –at lære mig at være far. Og det er hun god til. Lissom min kones datter har været god til at lære mig at være den voksne.

Jeg har i lange perioder af mit liv troet at jeg en dag ville ramme en tilstand hvor alle svarene lå klar når spørgsmålene opstod. Nu ved jeg –fordi forældrerollen lissom er den ultimative svar-på-alt status, at den situation aldrig kommer til at opstå. Og derfor er denne dagbog skrevet ultimativt til mig selv, mens jeg voksede op. Jeg ville ikke have ønsket mig mit liv indtil nu anderledes på nogen måde. Tænk hvis ikke jeg havde haft den barndom og ungdom som jeg har haft, så havde jeg måske ikke mødt min kone og det ville jeg ikke være foruden. Så jeg er ikke ude på at lave en McFly og komme tilbage til fremtiden. Men jeg er interesseret i at snakke med ham der troede at der ville komme noget bedre på et tidspunkt og sikre mig at han forstår at for fremtiden gælder det om at leve i nuet …og derfor må jeg fortælle historien.