Superstar economics are questioned

Or: the Tom Cruise-question. Are superstars really worth the trouble and high pay? Maybe not. The New York Times questions the superstar economics in this article.

Via FC Now.

Fantasy television

Creative minds think up their fantasy television program and writes about it on Salon.com.

20. august 2006

Og hvem er jeg så? I gamle dage, dengang da jeg var radiovært, og senere tv-markedsføringsdims, var det ikke så svært. Jeg var del af en målgruppe af mennesker der var lige gamle, lige dannede og uddannede (hvilket i mit tilfælde ikke er så overbevisende). Men nu er det anderledes. Jeg er mig og det er op til mig selv at definere hvem jeg er. Og det gør jeg så – ikke i kraft af andre der træffer valg for mig, men i kraft af mig selv og mine detailvalg.

Og her sidder jeg så. Med det nyeste Lambchop og Spleen United album downloaded fra Itunes. Med tiden fremskreden til 11 minutter over 5 en søndag morgen efter en laaang arbejdslørdag og en efterfølgende taxatur fra Svendborg. Med en smøg i kæften, som ikke har været der de forgangne 6 år og med en lykkefornemmelse, der er umiddelbart grundløs, men så meget dybere funderet i virkeligheden. Jeg er far til Smilla, Olivia og mand til Stine. Chef for mig selv og herre i egen hundegård. Vældig tilfreds og stadig med lyst til mere. Brug mig dog!, tænker jeg, (og vælger et udråbstegn med efterfølgende komma mens jeg) prøver at ramme de rette taster, mens et par drinks slår sig løs i min krop. Og nikotinen vælter rundt.

Siden sidst er smøgerne blevet fri for tilsætningsstoffer og er forbløffende meget mildere end de små cigarer jeg har røget på det seneste. Primært som erstatning for sukker og andre langsommere kulhydrater. Evigt i søvnunderskud. Evigt i flux mellem “whawwww” alt for tidligt for mig – og i rette tid for en syv måneders baby. Med endnu en fed opgave, der har krævet alt for mange ekstra-indkøb fra fjerne lande via nettet til at generere et ordentligt overskud, på den personlige konto. Men til gengæld med medfølgende ekstra på det personlige. Og mon ikke det altsammen giver et næsten fysisk overskud selv banken kan forstå snart?
De nærgående fluer sværmer om mit tastatur og jeg deler idéer og tanker med hvem-som-helst. Og det er nok meget præcist sådan det skal være. Lige nu. Og lige her. Amen.

14. august 2006

I dag mødte jeg den hårde-lidt-høje-dame. Hun spøger i den babytilbehørsbutik, hvor jeg valgte at handle. Efter at have startet dagen med at falde ud af vores voksenseng og dermed teste tyngdekraften på en bestemt uhensigtmæssig måde, var der ingen vej uden om at huset skulle sikres endnu yderligere. Smilla skal for fremtiden sove i sin egen seng og have en anden højstol. Den vi havde arvet/lånt kunne hun nemlig kravle ud mellem bøjlen og dermed få sat sig selv i klemme. Og alle disse potentielle ulykker skulle elmineres.
Anyway – den hård-lidt-høje-dame modtog mig i butikken med et “Kan jeg hjælpe dig?”. Og herefter indledte jeg en snak om babystole. “Den der Babydan-stol I har derovre, hvad er forskellen egentlig på den og den Tripp Trapp-stol som I har ovenpå?”, siger jeg og forventer en længere snak. “Den her kan vælte – det kan den anden ikke”, siger hun kort og tonløst. Let forvirret forsøger jeg at forstå hvad hun lige har sagt, “Vil det sige at nogen er væltet på den?”. “Nej, men den kan vælte – og det kan den anden ikke”, siger hun hårdt, mens hun rykker i den og dermed mere end indikerer at den er ustabil og jeg er indstillet til Årets Uansvarlige Danske Far, skulle jeg vælge at købe dette latterlige forsøg på et møbel.

Vi går ovenpå – det vil sige hun svæver og jeg går. Stokke-stole koster kr. 1095,- og så mangler man stadig både en formsyet pude (kr. 245,-) og en bøjle (kr. 195,-), der kan holde barnet fast i denne norsk-designede stol, udført i hvid bøg.

Prisen taget i betragtning forsøger jeg mig spagt at med et “Hvis man køber det samlet er der så en rabat?”, “Nej, den koster det det koster”, og så snakker vi ikke mere om det. Jeg nøjes med en bøjle og en stol. Og således kr. 1300,- fattigere, men en norsk-designet stol i hvid bøg rigere. Som forøvrigt ved hjemkomsten viser sig at være broderlig forbundet med sin svenske IKEA-fætter. Den ene skrue passer ikke i gevindet eller måske omvendt. Men herregud – i det mindste kan den ikke vælte. Det siger den-hårde-lidt-høje dame i butikken selv. Og jeg er sikker på at hvis jeg kommer derhen for at bytte skruen vil det vise sig at handlen aldrig er foregået, jeg har aldrig købt noget og at den hårde-lidt-høje-dame ikke eksisterer i deres system.

Can I be last please?

When all are moving in one direction it can be good to stop and listen to people opposing the trend – and more specifically the automatic trend followers. This piece does just that. Maybe it is not for everybody to be first movers, maybe there is a benefit in being the last sometimes.

10. august 2006

Efter nogle dage i træk at have kigget på kontorer, må jeg sige jeg synes det er mere tydeligt når man kommer udefra: vi lever vores arbejdsliv på triste kontorer. Damn. Det burde kunne gøres bedre. I dag hørte jeg endda sætningen: “Det gode ved dette kontor er at solen aldrig skinner ind”. Hmm. Ikke mit mentale billede af et godt kontor, men det var selvfølgelig venligt ment.

Watch it from the beginning

I like Lifetimes promo for their complete run of Desperate Housewives very much.

Web 2.0

Techcrunch has published a very interesting video (it´s running for 24 minutes, so you might want to brew some coffee before you watch it, but it is worth the watch), where 13 start up CEOs discuss Web 2.0.

8. august 2006

Hmm, ser du. Livet er mærkeligt. Specielt når man finder sig selv i Odense for at købe babymælk og leje Dødens Gab 2. Ikke en umiddelbar kombination. Men altså dagens opgave, udstukket af tilfældigheder og familien. Babymælken er til det mindste barn, Smilla 6 måneder, og Dødens Gab 2 til den ældste, Olivia 11 år. Udover de to børn er der min kone, Stine 32 år og mig, Patrick 34 år. Og selvfølgelig katten Mille og 4 killinger på 4 dage. Men det er så også hele familien.

Og det er der at det går op for mig at jeg trænger til at skrive noget af alt det ned som sker i vores liv. For der sker sgu en del. Og meget af det går tabt, som det meste bør – det er trods alt bare hverdag – men noget af det skal også fastholdes. For min skyld. Så det prøver jeg så på denne måde.

Det er lidt grænseoverskridende, for det er privat skrevet og uden synderlige filtre som anonymitet eller intellektualisering. Og det har jeg aldrig prøvet før. Senere sidder jeg i bilen på vej hjem. Og det er her at det går op for mig at en måde at dæmpe den grundlæggende stress, der er i mit liv – og sikkert i de fleste voksne danskeres liv – er ved at trække nogle streger mellem nogle af de mange punkter, som vi berører hver dag. Hvis ikke jeg havde lovet mig selv ikke at elaborere for meget, eller rettere ikke prøve at score billige point ved at skrive smart, ville jeg sikkert skrive om at opleve forlæns og forstå i retrospekt. Nu vil jeg bare skrive at jeg savner lidt perspektiv på mit liv.

Arbejder jeg for meget? Tænker jeg for lidt? Er jeg nok far eller for lidt tilstede? Jeg aner det ikke – men jeg håber at finde ud af det, stille og roligt – ved at opleve, skrive og læse senere.

8. august 2006 #2

På en eller anden måde ender det altså med at jeg beslutter mig for at skrive to mails. Hvilket er dybt debilt, sådan rent objektivt set. I dag er nemlig min ugentlige passe-Smilla dag. En dag jeg selv har insisteret på at have. Og så skal jeg alligevel skrive to arbejdsmails. En til en amerikaner, som jeg vil forklare hvorfor hans konference ikke er optimalt markedsført og planlagt – og en anden for at sige nejtak til et endnu kontor jeg så på i går. Jeg vil så gerne formulere en ordentlig mail med lidt respekt for hans arbejde. Men distraktionerne vælter frem.

Jeg skriver mens jeg varmer broccolimos med pasta til Smilla. Glasset ryger simpelthen en tur i vandvarmeren. Og endnu en gang viser det sig at jeg ikke vinder priser for at multitaske. Således splittet mellem køkken og forhave kan jeg blive tilstrækkelig distraheret til ikke at opdage at Smilla, bleløs som hun ligger og nyder vejret, laver en bæ. kravler lidt rundt, og efterfølgende beslutter sig for at lege med den. På samme måde som hun leger med alt andet af samme substans for tiden, broccollimos f.eks. Ved at gribe det med hænderne og trykke det ud mellem fingrene.

Et bad senere sidder jeg og fodrer hende – mens jeg føler mig som hende der fra Desperate Housewives, der gerne vil have sin karriere igen. Men følelsen varer ikke længe. Den bliver hele tiden afbrudt af spørgsmålet om hvorfor alt vasketøj altid kravler ind i dynebetrækket. Tanken dominerer indtil der ankommer en erhvervspakkepost med en pakke til mig. Mens jeg forsøger at spille cool tørrer jeg broccollimos af barn og mig – og går ham i møde for at tage imod pakken. Det er sidste sending udstyr fra England. Nu har jeg komplet udstyr til at lave podcasts med god lyd. Nu mangler jeg bare energien og tiden. Fodringen er endelig overstået. Jeg sætter en kogevask over, fyrer mailen af – den bliver kort og kontant og uden respekt for hans arbejde, men dog sendt – og så går jeg en tur med Smilla i klapvognen. Det skal sgu blive helt afslappende at arbejde de næste par dage.