Man er ensom hvis…

-musikerne på Myspace ikke gider være venner.

Den lille klub af bøger

Jeg læste lige “De fem mennesker du møder i himlen” af Mitch Albom. Dejlig bog. Den kommer til at stå lige mellem Jonathan Havmåge og Alkymisten. De har sikkert lidt at snakke om de tre bøger.

At blive på jorden tjener dem vist bedst

Trafikministeren siger at han ikke skal flyve med Dash-8 lige nu. Så er vi to.

Valgklamp

Det er jo langt fra alene politikerne som fører kampagne til og med d. 13. november. Medierne gør det også. DR og TV 2 gør det i høj grad. Formålet er at eje valget som nyhed og dækningen af det. At det i sig selv er en håbløs gammeldags tanke, som vist giver mindst mening for enden af fjernbetjeningen, er vist ikke så interesant. Det hanlder nemlig ikke om at servicere mediebrugernes nye mediebrug -men snarere at lave et valg som ligner de valg vi har lavet de seneste 10 år. Og det faktum at superoptimering af en døende form ikke er vejen frem til at servicere de nye medievaner er ikke væsentligt. Tilsynelandende.

De gamle elektroniske omnibus kolosser gør som de plejer. DR under sloganet: “Gør det noget valget er til at forstå” – og til det kan man vel næsten kun svare: “Nej”. En tekst, der ikke kunne gå gennem noget velfungerende teksthovede. Slogans skal tilføre værdi -og positionere produkter. Ikke “state the fucking obvious”. Derfor bruger man bullshit-testen til at se om et slogan opfylder sin funktion. Populært sagt: Ville man kunne markedsføre et produkt på at sige det modsatte? Og hvis svaret er nej, så virker sloganet ikke. Fordi det ikke bidrager til at positionere produktet som andet end et me-too produkt.

Så lad os bullshit-teste DRs slogan. Altså: “Gør det noget valget ikke er til at forstå?” -ok, den dur ikke. Så dur den modsatte heller ikke, fordi den er selvfølgelig.

Og sjovt nok falder TV 2 i samme grøft: “Vores valg” proklamerer de. Uden dog at præcisere om det er deres (altså TV 2s) eller om de har underskrevet en kontrakt med seerne om samhørighed og det derfor er seernes og TV 2s valg de taler om. Bullshit-testen vil give resultatet: “Deres valg” og eftersom vi ved hvor stor vores interesse er for andres valg er det nok heller ikke en linie, der virkelig batter overfor andre end nyhedsledelsen.

Så de to store elektroniske medier i Danmark har altså knap så godt styr på det med slogans – gad vide hvor godt de har styr på valget og dækningen? Og hjælper de rent faktisk os seere til at forstå valget og føle det er vores? Ved sidste valg i 2005 kunne Gallup dokumentere for Berlingske Tidende at 14,8% var i tvivl om hvad de skulle stemme da valget blev skrevet ud – mod 22% tvivlere på valgdagen. Man kan håbe at den undersøgelse bliver gentaget.

Valgtanker: Free ride on poles

Så er de tilbage – mindre en end time efter jeg havde hørt om det kommende folketingvalg, hang de der. Og jeg hader dem. Måske fordi de hænger et af de få steder, hvor der normalt er visuel ro. På lygtepælene. Valgplakater er en underlig leftover fra fortiden, som jeg synes vi bør revurdere. Ok, fair nok. Med demokratiet i den enehånd og folkeoplysningen i den anden har det været ok at klistre byen til med politiske slagssætninger, som :”Stauning eller kaos”. Men i slutningen af år 2007 hører det vist ingen steder hjemme. Alle andre der reklamerer i bybilledet bidrager med økonomi til helheden. Chipper ind i driften af den kollektive trafik, sponserer læskure eller kort over byen. Men politikerne hænger der ganske gratis. Som en service. Hvorfor? Hvor er logikken?

De betaler for at være på busserne. De betaler for at være på radio og på Internettet. Alle andre steder betaler politikerne for deres reklamer – fordi det netop er reklamer. Et budskab afsenderen har mere interesse i at afsende end modtageren har i at modtage det. Et budskab der slider på vores i forvejen tyndslidte opmærksomhed. Men hvor er mit kickback når det gælder lysmasterne? Bliver strømmen billigere, betaler jeg mindre i vejskat eller vægtafgift? What´s in it for me? Intet. Andet end jeg kan bande de radikale til helvede fordi deres elendige plakater tvinger mig til at tage briller på, hvis jeg vil læse dem. Og ting man ikke kan afkode er næsten mere irriterende end ting man hurtig afkoder og kan smide væk – for de kræver mere opmærksomhed. Og jeg kan lagre en mængde politiker-ansigter i min fjernlager for ligegyldigheder.

Så alt i alt. Jeg hader valgplakater – ingen tvivl om det. Men svar mig på dette – hvorfor skal de ikke betale for at hænge på elmasterne, når al andet reklame er betalt i denne verden? I just don´t get it.

En af de rigtig svære

Netop nu er vi igang med at finde på et eller andet efterårsferieagtigt til i morgen, som en pige på næsten 2, en pige på tretten og mig på 35 allesammen får noget ud af. Hjælp.

Hvorfor flyver fugle?

“Mor, hvorfor flyver fugle?”. Hun stiller spørgsmålet mens vi venter på grønt i en fodgængerovergang foran Lyngby Station. Jeg genkender hendes mors pause, før hun svarer. Jeg tænker “Fordi deres skelet er let og fordi de tvinger mere luft henover end under vingerne så der skabes opdrift”, men jeg siger ikke noget. Jeg genkender pausen. “Ok, toiletpapir, må ikke glemme toitletpapir og tomatsovs. Og så kører vi kvart over – senest så vi kan nå at hente Thomas fra spejder, så han ikke er den sidste -hvad siger hun?”. Og pausen er ikke lang. “Fordi de er lette og har vinger”, svarer hun.

Jeg er lidt imponeret over svaret. Ikke dårligt. Jeg går i Matas. Køber øjendråber og andet stads. Går. Og ser en pige på Lyngby Hovedgade, der har trukket armene op i ærmerne på en rød regnjakke, hopper op og ned mens hun basker med de svuppende ærmer. Stopper og siger: “Det er ærgerligt, at jeg ikke er en fugl!”. Mor mumler noget ja-agtigt. Og jeg kører 172 km hjem. Og først nu, i dette sekund da jeg skriver oplevelsen ned, flere timer efter, opdager jeg at ingen af os voksne havde svaret – for pigens spørgsmål er ikke hvordan fugle flyver, men hvorfor. Og det er der vist ingen voksen der kan svare på.

Et løsthængende missil

Jeg er blevet en udvidet Rohde. Et lavtflyvende, løstgående, toploadet, superfarligt og ustabilt missil. Det blev jeg den dag jeg blev skilt. Jeg gik fra ufarlig onkelstatus til ondsindet kvindebedårende møgliderlig horebuk. I visse kvinders opfattelse altså. Udelukkende på grund af det ene farlige ord: skilt. På sætningen “Jeg er lige blevet skilt” har jeg bl.a. modtaget responsen “og jeg er meget gift” og i en anden udveksling ligefrem GIFT med versaler. Så er det da ikke til andet end forstå. Jeg er nu officielt blevet til onkel dunkel. Blandt kvinder altså. Og så var det lige jeg tænkte om der var nogle kvinder på linien, som kan forklare mig hvorfor jeg nu pludselig er blevet så truende at en almindelig samtale skal inficeres med afvisninger uden oplæg?

The dying professor

I have just watched something special. It took a while. And it has to. It´s ok. It´s Professor Randy Pausch. Who is dying from cancer. But that´s not the point. It´s only the start. Of a very special lecture about how to live your life. About childhood dreams. About how to do things in a way that leaves a mark. About head fakes. Of which you give the very best. About how to aknowledge that making other people leave their mark is much more important than leaving your own. This is a great speech, which has got to leave you with tears in your eyes. Mr. Randy Pausch: thank you for your lecture. Thank you for sharing. It surely not only made a difference in my thinking, it is also admirable that you find the strength to to leave this legacy. See the lecture here.