“Mor, hvorfor flyver fugle?”. Hun stiller spørgsmålet mens vi venter på grønt i en fodgængerovergang foran Lyngby Station. Jeg genkender hendes mors pause, før hun svarer. Jeg tænker “Fordi deres skelet er let og fordi de tvinger mere luft henover end under vingerne så der skabes opdrift”, men jeg siger ikke noget. Jeg genkender pausen. “Ok, toiletpapir, må ikke glemme toitletpapir og tomatsovs. Og så kører vi kvart over – senest så vi kan nå at hente Thomas fra spejder, så han ikke er den sidste -hvad siger hun?”. Og pausen er ikke lang. “Fordi de er lette og har vinger”, svarer hun.
Jeg er lidt imponeret over svaret. Ikke dårligt. Jeg går i Matas. Køber øjendråber og andet stads. Går. Og ser en pige på Lyngby Hovedgade, der har trukket armene op i ærmerne på en rød regnjakke, hopper op og ned mens hun basker med de svuppende ærmer. Stopper og siger: “Det er ærgerligt, at jeg ikke er en fugl!”. Mor mumler noget ja-agtigt. Og jeg kører 172 km hjem. Og først nu, i dette sekund da jeg skriver oplevelsen ned, flere timer efter, opdager jeg at ingen af os voksne havde svaret – for pigens spørgsmål er ikke hvordan fugle flyver, men hvorfor. Og det er der vist ingen voksen der kan svare på.
Den er da nem. De flyver fordi de kan. Ville du ikke gøre det, hvis du kunne? Det ville jeg.
Jeg tiltræder Rasmus’ kommentar 100%
PS.: 03.35 Rasmus – sover du aldrig?
]
Jo – det er vel så nemt som det.
Svend – Jeg er ni timer bagud. USAs vestkyst dér. West Siiide!
Tak skæbne for drømmene – der kan vi også! (laver lige et lille fløjt, som passer til det glidende dyk over kirkespiret uiiiiuuuiiiiiit)