Havde helt glemt denne

Why do ducks have webbed feet?
To stamp out fires.

Why do elephants have flat feet?
To stamp out burning ducks

Larsen er der altid

Bare ikke lige nu – han er vist på vej til Færøerne for at spille. Men ellers er han et fast punkt, hvis man drikker et par øl efter almindelig butikslukketid i Odense. Og jeg har ofte hilst venligt på ham, primært af skræk for at få endnu en skideballe, som jeg fik den gang jeg var så optaget af en samtale at jeg ikke fik sagt godnat til Hr. Larsen da han gik hjem fra værtshuset.

For ikke længe siden sad jeg og introducerede en venlig englænder (fra Leeds) til den danske snapsetradition. Igen. Og mens snakken gik gennem USA, miljø, Leeds, Odense og selvfølgelig Paris Hilton, spidsede han pludselig ører og holdt mund. Han hørte “This Is My Life” med Gasolin for første gang. Og i det sekund slog det mig hvor meget jeg elsker albummet “Efter Endnu En Dag”, som jeg altid har syntes er Gasolins bedste. Og dermed muligvis den musikalske danmarkshistories bedste album. Anyway – det var sjovt at se hvordan en der aldrig, aldrig, aldrig, før har hørt Gasolin pludselig opdagede sangen og bandet. Og hvordan vi blev nødt til at snuppe “This Is My Life” med snaps og lang intro, der opsummerer hele albummet på symfonisk vis, igen og igen. Brilliant.

Uhuuu pusling…

Det var Jens Ulrik, der sendte mig på sporet – og det var Moby Disc, der solgte mig cden. Men det er Ulla, der gør den superfed.

Mac og Linux er ikke fremtiden

Som Mac-bruger er jeg vant til der er masser af software og endda hardware, der ikke vil lege med mig. Senest en HP Laserjet, som ikke havde en Mac-driver. Det vænner man sig til. Og det er fint. Det går jo glimrende alligevel.

Efter en tv-reklame for JP2.dk besluttede jeg at tjekke “fremtidens avis” ud. Jeg var en smule kold ved tanken om at den var udviklet “sammen med Microsoft”. Ikke at der er noget galt med Microsoft. Men det er en sjov udmelding. Denne avis kan tages med, tilegner sig den platform du er på. Mobil, PDA eller computer – men den er udviklet sammen med Microsoft. Altså er den sikkert ikke software-uafhængig. Og det er den heller ikke. Som du kan se her: JP2.dk.

Når du som Mac-bruger lander på JP2.dk får du denne lakoniske besked: “Vi kan konstatere, at din PC og browser ikke understøtter de systemkrav, som download af JP2 kræver. For at undgå at ulejlige dig vælger vi ikke at sende dig videre til login og download af JP2″. Det er lidt sent. For jeg er blevet ulejliget med tv-reklamer, har tændt min computer og har tastet adressen ind – så hvis JP ikke vil ulejlige mig, ville det klæde dem at fortælle at jeg ikke kan bruge deres fremtidsavis allerede i reklamen Det ville være ikke at ulejlige mig.

Og så kommer der endnu en udmelding: JP skriver “Jyllands-Posten har bestemt ikke selv valgt at holde Mac-, Unix- og Linux-brugere ude” og henviser til at de er blandt 5 avispionerer, der bruger denne lukkede standard. Men det er jo præcis et valg der er gjort. Der er valgt en lukket standard, der ikke inkluderer Mac, Unix og Linux. Det er forhåbentligt et bevidst valg. Selv om det grundlæggende er Microsoft, der har truffet valget er det jo JP der har købt platformen af dem. Det er fint nok – det er bare et valg som JP har gjort, som de ikke kan fortynde ansvaret for.

Jeg ville gerne have anmeldt JP2.dk. Men det kan jeg ikke. Basalt er dette ikke fremtidens avis, alene af den årsag at den ikke er tilgængelig for en nogle af de mulige brugere. Og jeg tror dette er endnu af dagbladenes ærgerlige forsøg på at blive digitale uden at forstå essensen af den nye platform de forsøger at indtage – og dermed bliver de lidt som en brutal invasionsstyrke, der indtager et land uden indbyggere. Men jeg er ikke sikker på det – for jeg kan ikke få lov at få adgang til den. Gad vide om JP også arbejder med at udvikle en papiravis, der kun kan komme ind ad visse brevsprækker.

De falske gratisaviser

Var til Bogforum og kom hjem med en gratis udgave af Berlingske Tidende, Information, Kristeligt Dagblad og Politiken. Og hver gang også et “godt” tilbud. Til sidst blev jeg en kende irriteret – altså vil I forære mig avisen eller vil I sælge den til mig? Og derfor udspandt føglende lille taleboble sig: “Vil du have XX gratis?”, “Ja, tak”. Hans øjne lyste op. “Hvilken avis holder du for øjeblikket?”, “Ingen”. Hans øjenbryn løftede sig op over hans hårlinie. “Du kan få XX til 6 kroner om dagen”, han peger på prisen på forsiden, hvor der står at XX koster 20 kr. “Og det er jo lidt mindre end 20 kroner”. Han ser på mig som om jeg er indforstået. Det er jeg ikke. “Jeg tager den lige med hjem og læser den – hvis den er god bestiller jeg den”, svarer jeg. Han ser vred ud. “Men det er jo i dag tilbuddet gælder”, siger han. “Det handler ikke om hvad den koster – det handler om jeg vil have den eller ej”, siger jeg. Og han ser væk og går hen mod en anden potentiel.

To ting undrer mig.

1/ Hvorfor konkurrere på prisen når man sælger aviser? Hvis prisen er et parameter tager jeg en gratisavis. Ikke XX der er nedsat med 14 kr.

2/ Hvorfor er det vigtigste for bladhuse altid distributionsformen fremfor indholdet? Jeg har haft abonnement på både Politiken og Weekendavisen i mange år. I dag har jeg ikke på hverken eller.

Jeg vil vove den påstand at skamridningen af de to ovenstående er årsagen til blodbadet i avisbranchen. Drop nu papiret, drop nu tilbuddene og kom ind i kampen. Få en markedsposition, der er baseret på ægte og nutidige behov, som f.eks. afklarethed, tilgængelighed og et sexet fællesskab.

Visker tavlen ren

Der er intet der kan smadre en voksen mand, som et forhold. Vi erobrer. Elsker. Og mister sikkert grebet om os selv. Og ender udskidt, stående i forvaskede og farveforkludrede tennissokker, uden evnen til at sortere vasketøjet. Og årsagen er glasklar. Et sted mellem fantastisk og fantastisk lort mister vi ganske simpelt initiativet.

Hvor mange gange har jeg ikke tænkt: Det vælger hun, jeg er ligeglad med farven på viskestykkerne. Og hvor mange gange har jeg ikke tænkt: Hej, de er billige de her viskestykker –og de ligner kokkeviskestykker, dem køber jeg. For at finde dem nederst i en skuffe året efter. I den originale indpakning. Med hendes farvede viskestykker hængende på krogen ved vasken.

Men jeg har aldrig tænkt det gjorde en forskel. Ok, jeg køber dumme viskestykker. Hun køber gode. Vi bruger hendes. Men sådan spiller klaveret bare ikke.

Hvor mange gange har jeg ikke foræret initiativet væk – bare for at erkende, at mænd ikke overlever i et forhold uden. Det går ikke. Vi mister vores tiltrækningskraft. Den benzin, der holder bålet i gang. Det synonym, der fuldender sætningen.

Nu vil nogen så sige at det er kvindernes skyld. At de altid forsøger at lave os mænd om – gradbøje os til en sommerhat, de kan promenere. Men så simpelt er det ikke. At gøre ingenting er ofte værre end at gøre det forkerte. Derfor er den mand, der ikke insisterer på at vi: ”Kraftedme bruger mine ternede kokkeviskestykker mindst hver anden uge” er ude om det selv. Og det er jo typisk at sommerhatten kun er på mode til den skifter.

Så vi lægger initiativretten fra os. Og måske er det en af tungtvejende årsager til, som hustaksatoren fortalte mig, at: ”Det er som om det altid er mændene, der kommer dårligst ud af skilsmisser. Det er som om de går fuldstændig i stå og bare lader stå til. Lader huset falde sammen om ørerne på dem”.

En helt ny generation

De sidste par uger har jeg arbejdet lidt med unge og hvordan de forbruger – og ikke mindst, hvordan de forbruger og forholder sig til reklame. Og i den forbindelse faldt jeg over en meget klog sætning, som jeg synes jeg bør viderebringe. De unge i dag er den første generation, der ikke føler sig som et publikum, men snarere føler de selv har et publikum. Og da jeg læste det faldt en del på plads.

Gamle ord i en ny version

Jokerens nye tekst, (som jeg desværre først opdager nu) til fadervor (eller er det Fadervor?) er måske det der skal til en helt ny målgruppe finder gud (eller er det Gud?). Hvor han så end er.

Superlativmarked

Hvis du undrer dig over hvor alle tillægsordene er, så bor de nu hos min købmand.

Videovrøvl

Hvad er det lige der sker for de danske aviser når de skal forsøge sig ud i web-tv? Det er lidt uklart, men det er i alle fald ikke godt. Politiken brillerer med indslag som “Pandabjørne i hed romance” og “Verdensbedste bagdel kåret”, udover et Ritzau indslag om Mikkel Kessler i USA og et me-too valgindslag med de politiske partiers ledere interviewet af Politikens chefredaktøger. Ekstra Bladet er blevet alene om granitfilmen, efter TV 2 gik fra dem. Men indimellem de mange videoklip fra filmen kan man også finde et nærmest forunderligt indslag med kuglestøderen Joakim B. Olsen siddende i sin nye KIA-bil mens han fortæller om KIA-bilens fordele og viser dem, iklædt en sponsorjakke fra…ja, du gættede det. KIA. Man tror det er løgn og den var ikke gået på landsdækkende tv, hvor denne meget slet skjulte sponsering ville have klædt forsiden af Ekstra Bladet.

Heldigvis er verden åben – og vi kan lære så meget andre steder. F.eks. hos den engelske avis The Guardian, som tager video ligeså alvorligt som tekst og billeder. Se f.eks. en brilliant reportage som denne. Der ikke afskriver journalistiske grundprincipper fordi det er web-video, men dyrker dem.