The crazy ones

Igennem tiden har Apple vedligeholdt et reklamesprog, der er friskt, vedkommende og fyldt med en metakommunikation, som faktisk virker ligeså idealistisk som det er identitetsskabende for køberne (jeg er selv macmand). Det giver en fornemmelse af at – på trods af det er reklame – så virker det faktisk som om Apple vil bibringe verden andet end et salg.

Her er endnu et eksempel:

Fra annoncør til amatør

Det er en barsk verden. Og den er omskiftelig som ind i helvede. Og som bevis vil jeg føre sidste årtusinds store spiller. The head honcho. Budgetkongen. Annoncøren. Der oftest træder ind som Bambi i en Disneyfilm når det handler om at gebærde sig på de nyere og demokratiserede medier. “Hej, hej – se mine nye guldglimmerjakke”, siger de og bliver ignoreret så voldsomt der næsten bliver tavshed på diskoteket. Men til tider er det bare rart at se nogen der gør noget, som ikke kun kan måles, men også mærkes.

Som Pisang Ambon – og ja, jeg overvejer sgu seriøst at smage på det.

Danmark -jeg elsker dig

Vi lever i det samme land

Og vi bør se hinanden som samme mand

Her er ikke forskel på sort og hvid

Men rigelig plads til folk fra hid og did

Vi skal ikke tro på larm og skrig

Men på ens og ingen krig

Så lad os møde hinanden i tillid

som mennesker uden strid

Magtmisbrug

Af de 641 tilfælde af magtanvendelse, der er registreret men ikke videremeldt efter reglerne i perioden fra 2001 til 2007 på institutionen Tokanten, er der ét der ikke er registreret, men som faktisk er det værste. Embedsmænd og politikere, der skjuler sandheden og passer på deres eget system.  For nylig har Københavns kommune sluttet en tjenstlig undersøgelse, med at give den ansvarlige leder af institutionen en påtale. På trods af det er den ansvarlige leder, der på egen hånd og mod serviceloven ikke har videregivet oplysningerne om magtanvendelsen. Forstanderen kan ikke selv finde en undskyldning for sin manglende håndtering af sagen -der er foregået direkte og vidende mod gældende dansk lovgivning.

Men Københavns Kommune har altså, indtil i dag, hvor Berlingske Tidende kommer ind i sagen, valgt at slutte sagen med en påtale overfor den ansvarlige forstander.  Som en af kommunens talsmænd sagde i dag i TV 2 Radios nyheder: “Det er meget alvorligt med en påtale – det er skridtet før en fyring”. Jatak.

Vi taler om magtanvendelse mod en gruppe mennesker, der ikke har et eget sprog, eller et meget uudviklet eget sprog. Vi taler om magtanvendelse, der skal rapporteres -ikke fordi det nødvendigvis er ulovligt eller forkert, men fordi vi netop taler om en gruppe af mennesker, der ikke kan forsvare sig selv. Endsige tale deres egen sag.

Derfor er denne sag langt mere alvorlig end den er blevet behandlet af de næste i ansvarskæden, nemlig embedsmænd og politikere. Jeg kan ikke forstå at der skal en artikel i en avis, før der bliver tale om en suspension af den ansvarlige forstander, der har brudt gældende dansk lov og alle etiske retningslinier. Jeg kan ikke forstå, der ikke er tale om valget mellem en fyring eller en politianmeldelse, eller evt. begge dele. Jeg kan ikke forstå Københavns Kommune kan slippe afsted med at beskytte deres eget system -fremfor at beskytte deres borgere.

Undersøgelsen bør ikke fortsættes af Københavns Kommune, den bør nu overtages af en objektiv gruppe, der samtidig bør kigge Københavns Kommune efter i sømmene. For nøjagtig ligesom et samfund kan vurderes efter hvordan det behandler sine svage, således kan en kommune.

140172

Jeg er født i 1972. Januar. Den fjortende. På den dag den gamle konge døde. Og Margrethe blev Dronning.

Og han var en rigtig sømandskonge.
Han var tatoveret. Og hed Frederik d. IX.
Og døde d. 14. januar 1972 om aftenen.
Og lidt efter blev jeg født.
Men jeg tror ikke på genfødsler.
Så det betyder ikke noget for mig.

Min far var udstationeret som soldat i marinen. Skulle affyre kanoner. Og min mor fødte mig alene. På Århus Fødeklinik. Dette er min historie. Og din. Og vores. Fortalt gennem det der fik mig og utallige andre igennem. Nogle gange, når det virkelig var vildt. Og de skændtes som sindssyge eller min alkoholiserede mor gik fuldstændig amok var det kun et par høretelefoner og en popsang, jeg kunne flygte i. Derfor er jeg her i dag. Faktisk rimelig normal. Med en afholdende mor og en far og min egen familie.

Og hvorfor nu fortælle brudstykker af min historie? Jeg aner det ikke. Men jeg er stadig nyskilt og forvirret. Noget må på plads. Hvad fanden der bragte mig herhen og hvordan jeg kommer videre. Ikke for at udstille eller forhåne. Men for at forstå. Så dette er min historie –og samtidig vores historie. Din og min.

Morten Sabroe skriver det i romanen ”Du som er i himlen”. Forfatteren kan ikke skrive uden at såre dem han elsker. Og som elsker ham. Og det hader jeg. Jeg håber modet ikke forlader mig. Jeg sidder alene og skriver. Med en tom flaske rødvin. Måske dette former min fremtid. Hvad tænker mine kunder, mine venner, min mor og min far? Foreløbig ved de intet om det. Og foreløbig ved du mere om disse ord end de mennesker, der har været mest involveret i det. På et tidspunkt opdager de det. Og reagerer.

Og hvad om de gør? For det var sådan det skete. Dette er kombinationen af hele mig. Den side jeg sælger til andre, den jeg viser andre og den jeg gemmer inderst inde. Kan den holde eller vil bukserne sprække? I don´t know. Men jeg er ved at finde ud af det.

Og hvad hvis de gør. Hvad hvis de bliver kede af det? Sårede? Ser sig selv i et andet lys, som ikke er blændende smukt? Og hvad hvis de forstår? Der er flere ? end der er svar.

Art of Noise: Paranoimia
Det sidste han så inden han gik ud var et skilt med teksten: Max Headroom. Og det første han svarede da han vågnede som cyberfigur var at hans navn var Max Headroom. Og han var en utilgængelig figur. Langt uden for min rækkevidde. Langt uden for min sfære. Der tilbage i 1986. Min verden var sidste år i folkeskole. Sidste år i den værste institution jeg kendte. Og sidste år sammen med de værste mennesker, jeg kunne forestille mig at være sammen med. Ikke nogen specifik. Bare de andre.

Meget er sket. Og meget er ikke sket. Billedet af fremtiden i 1986 var Max Headroom. En fremtid ødelagt af fjernsynsudsendelser og forråede mennesker, ødelagt af deres egen ligegyldighed overfor fællesskabet. Max Headroom var en fremtid, hvor det var forbudt at slukke for fjernsynet. Hvor man gav fjernsyn på bedste Giro 413 til dem der ikke havde et. Men den var også skabt af fjernsynet. Channel 4 i England kommisionerede Max. Og sendte ham. Og genoplivede ham i 2007 da digitaliseringen endelig skete.

Men mest er sket på min bane. Vores jagt på fælles egoisme har lært os at vi må tage hensyn til andre for at tage hensyn til os selv. Der er ikke noget kønt i det. Heller ikke i måden vi gør det på. Men der er trods alt en fremtid, som er kønnere end hvis politikere og tv skulle skabe den. Der er vores fremtid. Fælles fremtid, hvor der er masser af plads til egoisme, hvis vi masseindividualiserer os.

Her sidder jeg så med mine cder spredt på gulvet. Mit første besøg i denne fremtidsvision skabt af Philips og Sony sammen, i lang tid. Itunes er min primærafspiller nu. Men cdens premiere er gammel. Faktisk tilbage til 1981 –da de to konglomerater udsendte det der var verdens første cd-udgivelse. ABBAs album ”The Visitor”. Og maskinen der kunne afspille det. Verdenshistorien blev i vores tanker omskrevet til at cden skete i midtfirserne via Dire Straits, men det er en helt anden historie, som skete langt senere end den virkelige historie.

Østkyst Hustlers ”Står her Stadig”
”Alt for langt ned til himlen når jeg sætter mit mål”. En sætning, der efterlader en indbrænding, der kun overgås af den efterfølgende sætning. ”Den ene mands loft er den anden mands gulv”. Et af de første minder om min ekskone er hende i en julefirmavideo, hvor hun sammen med nogle kolleger genindspiller ”Står her Stadig”.
Jeg står her stadig. Og det gør hun også. Jeg forlod ikke hende. Hun forlod ikke mig. Vi forlod hinanden og forholdet. Som stadig står, som en tom skal af håb og drømme. Men hvilken vind skal blæse det omkuld? Det bliver ikke mig der skaber den vind.

Og julen står for døren. Og så går den gamle konkurrence i gang. Hvem har det egentlig værst.

Do They Know It´s Christmas?
”For Tonight, Thank God It´s Them And Not You”. Er en af de sætninger der har blæst sig kraftigst ind i mit sind. Det er Bono´s. Som Bono´s med ´ som i engelsk tegnsætning. For dette er ikke dansk eller engelsk. Dette er på et fællessprog, som vi alle forstår. Her må gøres noget. Verden har ikke fået det bedre mens jeg har været her. Tværtimod. Jeg ved mere end mine forældre vidste. Jeg ved mere om hvem der betaler mine regninger og hvem der betaler for mit liv. Uden et kontinent der beredvilligt har stillet sig til rådighed og velvilligt stillet sig til rådighed for vores udnyttelse bliver der aldrig sne i Afrika ved juletid –eller også gør der netop. For vores konstante ødelæggelse af vores fælles jordklode vil måske netop oversvømme deres tørre land med det vand, de så har ofte har hungret efter.

Og en genindspilning i 2004 har ikke ændret meget. Måske var dele af denne single netop skabt af børnearbejdere, der lider for at skabe mit velfærd. Og mit aflad. Hvem ved. Og min evige undskyldning vil være, at uden min bestilling på produkter vil jeg skrabe smørret af deres brød. Fjerne deres indtægt. Deres mulighed for et bedre liv. Men er det hele sandheden? Eller vælger jeg at trække stikket ud og se bort fra denne viden. Det gør jeg nok. Som de fleste af os. Det er ganske simpelt ikke muligt for nogen at købe at par sko eller et nyt tv til udsalgspris uden at nogen betaler regningen. Et eller andet sted. Helst langt herfra.

Men lad mig lige samle sammen et øjeblik. Når jeg om lidt trykker publish med hjertet i halsen, er der brug for at afsæt. Et der kan skrives på. Et der kan forklare hvorfor jeg slagter mine relationer, min verden og mine forældre.

Jeg blev som sagt født i 1972. I januar. Af forældre der elskede hinanden og den dag i dag elsker hinanden. Men mange ting trak dem langt væk fra hinanden. Ligger min loyalitet så hos dem og i fortielsen -eller ligger den i fortællingen. Jeg ved det ikke. Men lige nu satser jeg på fortællingen. For det er den vi bliver klogere af. Og det er den der har overlevet os alle i årtusinder.

Jeg kunne vælge at blive i de samme mentale klæder som jeg brændende ønskede i firserne. Ball. Simple Minds. Og Lacoste. Startet af den franske tennisstjerne René Lacoste, der havde væddet en krokodilleskindstaske på at vinde en kamp. Da han vandt blev hans tilnavn krokodillen –og dermed skabte han et varemærke, der har givet tilhør og tilstand hos mange forbrugere siden. Tænk, hvilken længsel efter krokodillen han har skabt hos utallige forbrugere, der har knyttet deres lykke til at eje noget med denne ligegyldige figur siden.

Beyond The Horizon, Bob Dylan
Sådan har jeg også ønsket –men sjældent fået netop denne figur der var så vigtig på Tjørnegårdsskolen i 8. klasse i 1986. Og hvor mærkeligt at netop denne figur ville betyde så meget for os. Om vi hørte til eller ej. Om vi var in eller yt. Men ikke længere. Vi er en i en tid hvor selv varemærkerne er blevet demokratiseret. Vi betaler gerne 50 kr. for skjorten og 450 kr. til reklamekampagnen, der skal markedsføre dens værdi. Men vi betaler med de penge der gør at en skjorte, rent faktisk kan produceres for 50 kr. Og deri ligger forskellen. Og selv en fjollet firser-synthesizer kan ikke ændre på dette. Ligegyldigt hvor mange gange vi genindspiller ”Do They Know It´s Christmas”.

Og her må jeg hente mit mod hos Sabroe. For ingen omeletter bliver skabt uden at smadre nogen æg. Og i dette tilfælde er æggene dyrebare og desværre uerstattelige. Men de skal smadres for at komme videre. For at blive klogere. For at adaptere de ændringer, der skal ske. I Darwins ånd.

Og sådan skaber man præcis den ånd man tænker er.

God videnskabshumor

Siden jeg læste Bill Brysons “En kort historie om næsten alt” har jeg ikke haft så meget sjov med videnskabsbøger, som jeg har med Richard Wisemans “Quirkology” (linket er til et rimeligt omfattende website om bogen). En samling af utraditionel forskning, der giver svar på så mange spørgsmål.

En af de ting Wiseman har forsket i er jokes gennem hans Laughlab. Og lad os fejre Wiseman med hans yndlingsjoke:

En hund kommer ind på et telegrafkontor og beder om at få følgende sætning telegraferet:

“Vuf. Vuf, vuf, vuf. Vuf, vuf. Vuf. Vuf, vuf”.

Telegrafisten kigger på beskeden og siger:

“Det er kun ni ord. Du kan få et tiende vuf med gratis”.

Hunden kigger spørgende på telegrafisten og siger så:

“Jamen, et tiende vuf – så giver sætningen jo ingen mening?”.

Sand i Sahara

I oktober havde jeg denne klumme i Business Danmarks magasin:

”Han kan sælge sand i Sahara”, siger vi og klapper i hænderne over vores kollega.
Men er det egentlig særlig flot at kunne det? Ja, på kort sigt når kvartals- eller månedsbudgettet skal opfyldes. Så bliver chefen nemlig glad og klapper med. Men på længere sigt er det måske knap så smart. For hver kunde man har hugget en hæl og klippet en tå på er en kunde mindre til næste kvartals- eller månedsbudget.

Sætningen dækker over en basal sandhed. Nemlig at vi ikke interesserer os synderligt for vores kunders behov. Men vores egne i stedet. Og det er jo logisk og menneskeligt –men klogt er det ikke. For hvis vi virkelig bekymrede os for egne behov solgte vi vand i Sahara –igen og igen og igen.

”Den sidste idiot er ikke født endnu”, siger vi og glæder os over at have tisset stort i bukserne for at holde varmen. Men inderst inde kender vi godt sandheden. Idioterne snakker sammen – og har fundet ud af at tilsammen er de langt klogere end os. De opretter fora på nettet, snakker om os. Om vores service, vores evne til at levere det vi solgte dem. Vores evne til at love noget vi kan holde og holde det vi har lovet.

”Snup pengene og løb”, siger vi. Mens vi ser indre billeder af den tiltømrede guldmine, vi aldrig får adgang til igen. Her får vi kun hvad vi kunne slæbe med derfra første gang. Og sandheden står stinkende klart for os. Vi kan aldrig vende tilbage til denne kunde når først han har fundet katten i sækken.

Så hvornår italesætter vi vores arbejdsliv, vores funktion, på denne måde?

Når vi bliver presset af budgetter, der ikke er egnet til at skabe gode relationer med vores kunder, men snarere vores aktionærer.

Når vi har de forkerte fælles billeder. F.eks. at et high five salgs-øjeblik er et hvor vi gennemførte noget usandsynligt, nemlig at vi nåede budgettet – frem for at være stolte når vi tilfører en kunde vedvarende værdi gennem de varer eller services vi har solgt ham.

Når vores organisationer ikke egner sig til at vedligeholde en varig relation mellem vores kunder og os. Hvem bekymrer sig helt ærligt om kunderne kan komme igennem på support-linien, bare de kan få fat i en Account Manager.

Så hvis din fredag slutter i kantinen med en ensom øl og en flad fornemmelse er det måske på tide at skifte dit omverdensbillede ud med et nyt. F.eks. Henry Fords:

”Et marked vil altid være sultent efter et godt produkt, men det bliver hurtigt mæt af et dårligt”.

Mediawatchkommentar: Ram brugerne, der hvor de er

På det nye Mediawatch har jeg denne aktuelle kommentar:

Ram brugerne, der hvor de er

De gamle massemedier overser, at deres grundlæggende distributionsform er forældet. Deres tankesæt er forankret i en tid, hvor man glad hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen.

Min sidemand læser avis. Og på trods af vi sidder klæbet op ad hinanden i et lillebitte Cimber Air fly på vej fra Billund mod Oslo, går der længe før jeg bemærker det. Vi kan sagtens være to mennesker, en roman og en MetroXpress, uden at blive klemt. Fordi mediet er skabt til at blive forbrugt i en trafiksituation. Og der ligger hele hemmeligheden, der kan frigøre al det potentiale, de gamle danske massemedier ligger ihjel for tiden.

Radioerne mister lyttetid. Aviserne mister læsere og TV-seningen bliver stadig mere fragmenteret. Men er det skidt? Kun hvis man som kaptajn på et medieskib, vælger at gå ned med sin distributionsform.

På tværs af alle de gamle massemedier gør en stor faktor sig gældende. Deres grundlæggende distributionsform er forældet. Den knytter sig til en tid, hvor vi gerne hentede en avis med 12 timer gamle nyheder i postkassen, eller lagde børnene tidligt i seng så vi kunne se TV-avisen, når den blev sendt. Det gør vi ikke mere.

Nu bruger vi beskidte kneb som tidsforskydning og RSS-læsere til at hjælpe os med at filtrere og optimere vores forbrug af medier, men det er jo bare teknik – langt vigtigere forventer vi at få identitet fra vores medievalg. Og vi tilgår medier fra mange platforme – men det er også bare teknik. Langt vigtigere bruger vi skræddersyede medier i specifikke situationer i vores liv. Og her bliver et omnibusmedie, der klynger sig til sin selvforståelse og distributionsform hurtigt gammelt.

Derfor tror jeg at 2008 bliver året, hvor det bliver helt tydeligt at der skal ske noget nyt, der er nyt. Ikke bare en forlængelse eller en videreudvikling af det gamle. Radio, tv og aviserne bliver nødt til at anskue sig selv fra en anden vinkel. Og det er ikke redaktionel synergi, der er de forløsende ord i denne sammenhæng. Mediehuse er ikke skabt for mediebrugernes skyld – de er skabt med bundlinie for øje. Den nye vinkel, der har krystalliseret sig over de seneste år og nu begynder at blive påtrængende, er modtagervendt. Derfor er fremtiden situationsbestemt tilstedeværelse. Eller på enkelt dansk: at være til stede, dér hvor dine brugere har behov for dig – med det de har behov for. Og første skridt i den retning er ægte frigørelse fra distributionen som symbolet på massemediet.

Naturligvis er det skræmmende. Tænk bare hvor længe tabloidfrygten holdt danske aviser fra at skifte format fra broadsheet. Men det skal være skræmmende, for ellers er der intet på spil – og dermed ingen reel evolution. Og som det ofte er, er de største forhindringer lagret i mediernes selvforståelse. Vi har historikken der beviser det. For aviserne betød tabloid lav troværdighed.

For læserne en mere praktisk størrelse, der kunne konsumeres i tog eller bus.

Læresætningen er: For gamle massemedier er distributionen konge – for modtagerne er situationen konge.

Den mand har klodser

Hvilket frydefuldt fund og hvilken klog kombination: Izzard og Lego.

Nyd illustrerede klassikere som:

Death Star Canteen

Cake or death

&

James Bond

Og ikke nok med det -nu har jeg mit fromme juleønske. En hel ny verden åbner sig, Izzard navigation.

Tilbagelængsel

Da jeg faldt over denne side på Internettet, blev jeg ramt af en akut tilbagelængsel. Specielt til det hyggelige øjeblik, hvor han lænede sig henover hunden for at se tv sammen med den. Al modstand væk. Må jeg forøvrigt i den forbindelse sende mine varmeste til Thorkild Demuth.