Now listen to this

Jeg er ved at høre Baby Dees album “Safe Inside The Day“. Så her kommer en ukendt stemme fra en verden jeg slet ikke kender til. En verden som synes Alice, der har fundet en tilfældig tilgang til en underverden, som virker for smertefuld til at opleves. Men for smuk til at hengemmes. Jeg tror at der er to situationer, der sætter denne hvide plet på spidsen. Da jeg stod ved siden af en træt Rufus Wainwright, der bærer sin seksualitet og lederhosen på scenen senere samme aften, mens vi begge tjekkede ind på hotellet i Schweitz- og når jeg hører Baby Dee synge sit hjertes følelser på plads, med sin overraskede blanding af skrøbelig insisteren på at blive hørt indefra. Vi lever ikke i forskellige verdener. Vi lever i det samme komplekse morads af følelser. Vi udlever dem på forskellige scener, men med samme resultat. Kærligheden er ikke at spøge med – for den er en frygtelig farlig og satans dragende urkraft.

Dobbeltfedt

Jeg er ret vild med Private og jeg er ret vild med Itunes. Faktisk bliver jeg endnu gladere når jeg beslutter mig for at downloade albummet og softwaren gør mig opmærksom på at jeg allerede har downloadet dele af det (første single) og så tilbyder mig at købe albummet til 8 kr. mindre. Complete your album er en win-win-win (Itunes-bandet-mig) situation.

Forklaringer

Det er så godt at følges med SAS. NOT. Sidst jeg forsøgte fik jeg en temmelig irriteret supportdame i røret, der på trods af jeg stod i voldsomt snevejr på en perron i Norge og pisfrøs, stadig ikke ville fortælle mig om jeg skulle tage mit fly fra Bergen eller Oslo. Jeg forsøgte at forklare hende at jeg nu kunne vælge mellem at tage toget 4 timer til Bergen for at flyve 1 time til Oslo, eller tage toget direkte til Oslo (3.5 timer) og stige på flyet til København -og at jeg helst ville det sidste, men ikke var sikker på om jeg kunne starte min rejse i Oslo nu min billet lød på Bergen-Oslo-København-Billund.

Det ville hun ikke udtale sig om – hun stod hårdnakket på at jeg skulle ringe til dem der havde booket billetten. Jeg forsøgte så at forklare at der gik mindre end 5 minutter før dagens sidste tog mod Oslo kørte og jeg derfor bare ville høre hende om jeg måtte droppe første del af billetten. Så sagde hun et nummer. Et telefonnummer. Gik det op for mig da hun sagde det igen. Det var rejsebureauet.

Så forsøgte jeg at forklare hende at jeg stod forfrossen med min bagage på en norsk station i snevejr og ikke havde en kuglepen på mig. Gad vide om hun vile have mig til at tisse nummeret i sneen? Jeg smed på til sidst. Og besluttede mig for at hvis det overhovedet kan undgås – hvilket det desværre ikke kan i Skandinavien – så ville jeg undgå SAS i al fremtid. Øv, øv og atter øv.

Men det er ikke kun SAS, der med stor excellence gør flyrejser til en voksende pine. Det er alt fra indtjekning til bagageudleveringen der basalt set stinker.

Og hvis du vil vide hvorfor – så se denne artikel.

KommunikationsCast skifter skind

Man må tage hatten af for Mikkel Westerkam og Katrine Emme Thielke, der indtil nu har produceret 43 udgaver af den ugentlige podcast KommunikationsCast. Det må (næsten?) være dansk rekord indenfor podcasts. (Her må det indskydes at jeg fungerer som en del af et trio-ekspertpanel – så jeg er partisk i ordets bedste betydning). Og hvis man kan henvise til noget i en parentes fra selve hovedteksten, så er det ikke uden grund jeg er partisk. For det er en vedholdenhed, som er misundelsesværdig, MEN vigtigst: interessant. For her kan man følge udviklingen af et podcast – men også udviklingen af to personer, der stille og roligt træder i karakter som personligheder. Nummer 43 er netop udkommet. Mit gæt er at dette vil fremstå som et af de første ægte og gennemførte forsøg på at skabe et nyt medie og en ny formidlingsform i Danmark, som ændrer de eksisterende medier, når vi engang kigger tilbage.

I mellem reklamerne

Min ældste datter (13 år) har lagt stemme til nogle programmer på en dansk tvkanal. Og i går til familiefesten blev hun så afkrævet et nærmere svar, fra et familiemedlem, om hvad det nu var for noget hun havde lavet. Og svaret kom prompte:

“Jeg har lavet indtalt noget til det der ligger mellem reklamerne på XX”.

I min tid som 13 årig definerede vi mest fjernsynet efter programmerne – men hun har nok ret i reklamerne fylder meget efterhånden.

Både i fladen og bevidstheden.

Elvisere

Morsomt ord – der ikke endnu har fået en betydning i mit hovede, men min ordbog i Nokiaen foreslog, da jeg ville skrive ekvipere, ordet elvisere. Gad vide hvad det betyder? Hvis du ligger inde med eksempler på elvisering hører jeg gerne om dem.

Bonanza

Bonanza – det er noget jeg glæder mig til at se og DR public service!

Nye rammer = nye forståelser

Kender du det at læse en bog og få intet ud af den. For så at genfinde den måneder eller år senere og pludselig forstå grundprincippet i den? Det er sket nogle gange for mig. Sidst med John Naisbitts Mind Set! Det er som om et års tid har modnet min opfattelsesramme, så bogen pludselig giver en fornyet mening og meget mere af den. Og det er faktisk præcis det, Naisbitts bog handler om. At det er de (ofte ubevidste) rammer, som vi opfatter verden igennem, der virkelig præger om vi ser eller ej.

I forordet giver han endda et eksempel, hvor en nær ven udfritter Naisbitt om hans metode. Og han forklarer at det er en daglig scanning af lokale nyheder fra hele USA, der danner grundlaget for hans evne til at spotte tendenser. Hvortil vennen svarer at han benytter samme metode, men ikke får samme resultat. Naisbitt tænker over emnet og ender med at fastslå at det må være forskellen på de rammer, som de hver især scanner de samme nyheder med. “Så den samme regn rammer to forskellige overflader?”, spørger vennen.

Og med to forskellige resultater. Det ene sted vokser, der nye afgrøder og det andet sted flyder den hårde asfalt. Et smukt billede på hvordan vi egentlig selv bestemme, hvad vi vil se. Og om vi vil se.
Det er sjovt. Og det er sjovt med Naisbitt, for hans mindset må næsten ses som en gave. Han ser skarpt og tydeligt hvad der er nyt og hvad der bare er forlængelser af eksisterende. Og har gjort det i 45 år nu. På tværs og trods af en voksende og accelerende trendindustri har han taget temperaturen på verden og dens aspirationer.

Jeg fik lov at interviewe ham i forbindelse med Instituttet for Fremtidsforsknings Don´t Stop 02 konference og det er et af de personlige møder jeg virkelig er glad for at have fået med. Det – og så en skideballe af Axel Strøbye, men det er en anden historie.

Spørgsmål

Sammy Davies: What Kind Of Fool Am I?

Den der kærlighed. Er den bare en konstruktion? En idé vi har fundet på?

Sådan en søndag formiddag, hvor hende på 2 sover i sin barnevogn udenfor og hende på 13 sover ovenpå, er der ingen tvivl om at forældrekærligheden findes. Og måske er den stærkeste energi, der findes i denne verden. Jeg vil, uden at blinke, gå under for mine børn. Og det giver jo mening.Selvfølgelig gør det det. For det er jo naturligt. Jeg er jo gårsdagens avis. Jeg kan ikke bruges til andet end at holde mine børn varme.

Men kærligheden mellem mænd og kvinder. Findes den virkelig. Eller har naturen kun udstyret os med den nødvendige 7 måneders forelskelse, som er nødvendig for at skabe børn, man elsker – og er resten så menneskeskabt? Idéen om den evige kærlighed. Idéen om at de levede lykkeligt til deres dages ende.

Tom Waits: Ol´ 55

Toppet med brugen af det narrative. Fortællingen, som modsat livet, altid har en slutning vi kan lære af. Livets slutning kan kun de overlevende lære af. Ikke den døde, der pænt må finde sig i at være død og ofte begravet. Solen står op. Og stråler. Men gad vide om de døde nyder det? Og ser det?

Men fremtiden for helvede. Hvad med den? Skal den altid forgyldes af drømme og forpestes af fortiden. Eller formår man at skille sig af med fortiden før den bliver den definerende faktor i al evighed. Nogen gør og andre gør ikke. Lever i en endeløs cyklus af trist repetition. Og hvis man bliver blå af sin fortid, så er det ingenting i forhold til hvor blå man bliver når man har brugt sin fremtid og er død.

For en der er på rejse er selv en stol ved vejsiden en fristelse, som et gammelt ordsprog siger. Men hvad er der så grelt ved ikke at nå sine mål. Hvem ved med al tydelighed om det overhovedet er egne mål. Eller programmerede, indkodede, nedarvede, afsmittede. Og derfor er fuldførelsen ikke bidragende til at skabe en hel person, men bare en fraktion udenfor helheden. Og dermed spildt. Måske findes der mennesker, der er langt bedre tjent med ikke at opnår deres mål. Måske findes der mennesker, hvor vi alle er bedre tjent med de ikke opnår deres mål.

Kruder & Dorfmeister: Definition

Og hver tid har sin funkyness. Og sine ofre for at få forståelsen til at fungere. Hvem ved egentlig om Freud var kapabel til at definere normalitet og sindsyge. Ingen. Men vi kaster os med glæde i armene på en aldrende psykologisk indsigt. Og stræber efter dens frisætning. Dens evne til at fortælle os om vi lever i overenstemmelse med det der gør os til gode mennesker. Hele mennesker. Og det kan så blive vores evindelige livsprojekt. At realisere en normalitet. Eller måske bare nøjes med ikke at falde udenfor. Alt for meget udenfor. For udenfor er jo godt.

Det at være helt normal er ikke normalt i vores tid. Vi stræber efter at falde ind ved at falde lidt udenfor. At skabe en identitet, der har en knast de andre kan se og katalogisere os med. Via. Og hej. Det gør os ens. Vi trækker på en fælles vision om at være forskellige. We are all indviduals.

Udtryk der bør ud

Af ransagelige årsager irriterer det danske udtryk “fjæsbog” mig gevaldigt. Det er sådan en typisk bevidst forskrivelse/fortalelse, som jeg voksede op med i folkeskolen og som irriterede mig allerede dengang. F.eks. var vi rigtig sjove når vi sagde: “misforstå mig ret” (hvilket har forfulgt mig dertil jeg længe selv har sagt det uden at vide det), “initiv” eller det endnu mere irriterende udtryk “glimragende”. Wink, wink. Blink, blink. Indforstået dumt!

Og senere har samme sjovhed ramt mig i reklamebranchen, hvor vi jo er kreastive – hvilket desværre ikke altid er helt løgn, men hvorfor annoncere det?

Nå – alt dette skal jo tages med et GRAM salt og en kæmpestor smiley.

Jeg kom til at tænke på det fordi jeg så et link til ansigtsbog.dk hos Tveskov. Og det er sjovt.