Noter fra marts

Tak spids. 4 små film. 3 artikler. 2 foredrag. 1 borgerhøring og et programpitch. Derudover Adwords kampagner og al det løse. Pfywh. Nu skal man jo ikke provokere nemesis ved at brokke sig over at have arbejde, men det har i hvert fald ikke levnet plads til mange blogindlæg siden sidst i februar. Så her kommer i tilfældig orden et par tanker -der kunne have været et blogindlæg, men nu bare bliver et blogsammensurium.

Nu er det heldigvis snart påske, hvor man kan dø og genopstå. Og lige på det felt er påsken vel den ferie der har den mest passende symbolværdi for de fleste af os.
I går så jeg en genoptrykt Tove Ditlevsen novelle i Politiken. Hvor en mand og kvinde går fra hinanden. Og sætningen jeg bed mærke i gik nogenlunde sådan her: Hun var pludselig mere uopnåelig end da han først mødte hende. Den sætning er så præcis at jeg måtte læse den to gange. For det er det der (også) gør ondt når man skilles. Det er (og nu bliver jeg vidst lidt svulstig) lidt den samme fornemmelse, som da man mistede sit barnlige blik på verden, der er skudt et filter ind som ikke kan fjernes. Man har levet det -og nu kan man ikke forestille sig det anderledes end det gik.

Jeg er stadig ret vild med Tina Dickows seneste album, som er blevet en hyggelig følgesvend på vejen, men jeg tror måske Ane Brun kunne overtage den plads -uden dog den hyggelige fornemmelse af skæbnefællesskab, som altid er rar at læse ind i en kunstners arbejde. Jvf. Ditlevsen ovenfor. Og så kan jeg altså ikke tænde på The Storm, selvom jeg prøver og prøver. Jeg ville ellers gerne.

Til gengæld købte jeg (i TP i Lyngby Storcenter -jeg husker med glæde de endeløse dage med at bladre i nice price og singler hos TP på Gl. Kongevej) et af AC/DCs gamle album. Og jeg lyver ikke: jeg sad med et bredt smil hele vejen tværs over Sjælland og hjem. De var så cool. Og et højdepunkt jeg havde glemt var da en ven og jeg kørte ind i Las Vegas i vores lejede, åbne Ford Mustang til tonerne af Sin City og de amerikanske piger på tankstationen kom over og sagde: “You guys look so hot in that vehicle”. Det eneste der overgår min US-skepsis er min US-begejstring.

Og specielt når de gør sig umage for at være sjove på deres egen bekostning -for så er der ikke mange (bortset fra englænderne) der slår dem. Jeg kendte ikke historien før Mikkel viste mig klippene på Youtube. Det er bestemt fortjent at disse klip 1, 2, 3, er noget af det mest sete på Youtube lige nu. I morgen kører jeg til Berlin sammen med benævnte Mikkel. Sidst vi kørte var det til Montreux for at opleve lidt jazzfestival. Det var en fed oplevelse, lidt mindre fed for Mikkel, der åbenbart fik det dumme værelse på Autobahn-motellet. Det lugtede så meget at Mikkel måtte tage gamle jægersoldat-tricks i brug for at møde Ole Lukøje, som de hårdeste af soldaterne siger. Han sov med tandpasta under næsen.

Denne gang er målet en forårsfadøl på en berlinsk fortovsservering. Og jeg glæder mig. Altid mest til køreturen. Strejfer som jeg er.

God påske.