Yndlingscitat

Everything is interesting if you look at it long enough.

Einstein

Gonzo

OK – det ser lovende ud, en Dr. Hunter S. Thompson dokumentar.

Forskellen på basalt og banalt

Forandringerne sker ikke i de grundlæggende behov, men i hvordan vi svarer dem. Fremtidsforskeren Naisbitt så lidt træt ud da han sagde det. Som om han havde sagt det rigtigt mange gange, men ingen rigtig havde forstået det endnu. Og det er også let at forveksle med andre mere nære og fatbare tendenser. Om jeg helt har fattet dybden i hans tanke, well jeg tror det ikke. Men lidt mening begynder det at give.

Tag nu det basale behov for at spise. I dag handler fattighjælp ikke om sult -men om forkert ernæring, hvilket er lige så slemt -men bare ikke nødvendigvis kan afhjælpes på samme måde, som før. Og i den anden ende af samme behov er der gået mode i at droppe mad. Alligevel tænker vi på at løse problemerne med hhv. flere penge og læger. Det er garanteret en del af løsningen -men der er ingen garanti for at man bliver ernæret korrekt fordi man har flere penge. Så ville de fleste danskere vist se anderledes ud. Og der er ingen garanti for at man begynder at spise fordi man ser en læge.

Det der gør det så svært er at vi formodentlig slet ikke kan tale om ernæring som et fælles emne -og vores tanker om at stikke folket noget anbefalelsesadfærd er ikke opskriften på hvordan vi bager kagen. Vi kan som konsekvens heller ikke snakke om hvordan vi løser fattighjælpen -for fejlernæring kan gå på tværs af økonomisk definerede målgrupper, ligesom spiseforstyrrelser løber frit mellem demografisk definerede målgrupper.

Men løse problemerne skal vi jo -og derfor må vi snuppe et nyt kig på hvordan vi anskuer de opgaver vores konstante udvikling kræver svar på. Og et af svarene er (som tidligere skrevet) at acceptere at fremtiden indeholder en helvedes bunke kompleksitet. Ja, det må gerne være svært. Og det kan vi være at vi ikke finder en nem løsning -eller en løsning der ligger indenfor det nu accepterede operationsfelt. Men hvis vi indskrænker os til at beskæftige os med de problemer, som vi kan forklare en bred gruppe af politikere (der efterhånden antager en offentlig gruppeintelligens på linie med de værste fodboldtilhængere) så kommer vi ikke langt.

Ok, så step 1 er at omfavne vores hidtil værste fjende, nemlig kompleksiteten. Hvad så?

Så handler det om at skaffe arbejdsro -at undgå emner bliver mediastyret eller politiseret. Lige nu stilles dagsordenen ofte af en hensynsløs cyklus, der delvis består af mediehustanken og spin. Det giver en evighedsfornemmelse af: “Hvad vil I gøre ved dette?” – “Vi vil allerede i folkeskolen sørge for at ….”.

Medier produceres på en benhårdt skema -både tidsmæssigt og når det gælder indholdet. Hvert enkelt medie skal gerne sætte dagsordenen dagligt. Politikere har lært på spinkursus at de skal på og at de skal sætte dagsordenen. Derfor den endeløse malstrøm af samfundsmæssige hovsaløsninger, der bare er tænkt til tv. Og knap så meget til verden. Bivirkningen af hovsa-ægteskabet mellem medier og politikere, er godt nok selvfødende med hhv. spørgsmål og svar -hvilket er godt for redaktørerne og kommunikationskonsulenterne -men måske knap så godt for troværdigheden i befolkningen. Og vi vil nok se en voksende skingerhed (bemærk hvordan jeg venligt beskriver dette i fremtid) i hvad man kan tillade sig at sige og skrive -på begge sider af dette selvfede fællesskab.

Så en naturlig følge af at favne kompleksiteten er arbejdsro -og dermed kommer vi til koncentrationen. For sidste naturlige følge af de nye krav er koncentration. Af ressourcer -menneskelige såvel som økonomiske, af hjerner og af kompetencer. Vi kan råbe og skrige og sætte os imod. Men vi kommer ikke langt med det. Vi kan forsinke processen nogle år men vi kan ikke undgå at ekspertvældet vokser. Men det huer os ikke.

Eksperter er jo dybest set bare mennesker, der ved rigtig meget om et specialiseret felt -men knap så meget om andet. Og hvad er der egentlig galt med det? Det skal jeg give mit bud på. Det kræver min tillid, dels til mig selv -for jeg skal kunne leve med at de ved mere end mig på dette felt, og min tillid til dem. De kan snyde mig hvis de vil, uden jeg har en snebolds chance i helvede for at opdage det.

Her genopstår et lidt gammeldags behov for respekt for faglighed. Som ganske vist er en besværlig størrelse, for vi er jo en slags totaleksperter alle sammen. Om ikke andet med nettet i ryggen. Og det er helt ok. Men lige så lidt som vi kan spørge en 8. årig om hvorfor det er sjovt at spille computerspil, lige så lidt kan vi forvente at eksperten kan omsætte en dyb indsigt i en bred løsning. Så bring on the experts, lad os lave lidt åndelig gruppesex og se hvilke idéer der bliver født.

Derefter må vi udvælge, forfine og til sidst forpligte os til at blive ved med at løse problemet. Og her er selve kernen af problemet nok gravet ned. For hvis forpligtelse er det at løse op for spiseforstyrrelser? Ministeren for velfærd? Ernæringsrådet? Modebranchen? Eller den stakkels folkeskole, som alle politikere bruger som kanin i hatten, når deres spinster har tømmermænd? Måske dem allesammen -i et godt demokratisk ekpertbaseret samarbejde med overordnet processtyring.

Dansuenza

Tdligere har denne signatur (af en eller anden grund har dette udtryk altid pisset mig helt vildt af) klaget over tidens degradering af dansuenza, fra meget morsom sketch til tidstypisk popdanseshow.

Men nu er klippet tilbage og tilgængeligt på nettet. Det viser sig at være fra en serie programmer, der hed “Op på ørerne vi er kørende” fra 1978. Jeg så klippet sammen med min datter på 13. Jeg grinede knowingly over en ung Pouls Nesgaard og en ung Thomas Winding, der bare gav den gas. Hun smsede, kiggede væk, gabte og kedede sig bare utroligt bravt. Men blev dog siddende i samtlige 4:21 min, mens hun savnede et godt popdanseshow. Måske er titelforskydningen mere symbolsk end som så.

Nå, anyway -det er stadig vores verden nogle år endnu før ungerne tager over: find klippet på Bonanza, det er klip nummer 22 under emnet 100 klip.

Klimakorrespondent

Det er som om DR har fat i den lange ende for tiden. De tænker gode tanker og realiserer fede idéer. F.eks. er det toptjekket at udnævne Steffen Kretz til at være danmarks første klimakorrespondent.

Mikkels udfordring

Jeg fik en udfordring af Mikkel -nemlig at anmelde albummet: “The Pirate Material” fra The Streets.

Dette er lyden af en udfordring. Der ikke er en udfordring. For jeg lytter allerede. Til gengæld er det lyden af London. Som jeg tror London er. På trods af 18 måneder i byen kender jeg den ikke. For stemmen kommer fra Birmingham. Og jeg kommer fra den forkerte vinkel. For jeg kender The Streets, men bare ikke den originale lyd, som (eller er det ”der”?) giver dem en plads i musikhistorien, som er mere end velfortjent.

Dette er Original Pirate MATERIAL (mine versaler). Drivet er hash. Rizla-papir er nærværende. Ingen tvivl om det. Men det er meget mere nærværende end de af mine bekendte der har dyrket stoffet. Her er ingen langsommelighed og storbyforfald. Jeg nedlægger min atmosfæriske modtager og logger på en internetforbindelse, der giver mig kontakt med The Streets.

”Has it come to this?” er den suværene åbning på et album, der i den grad overbeviser i en blanding af ska, med tråde tilbage til 80ernes engelske lyd, den specielle senere engelske white-rap som afløser white-soul fra 60-70erne, og en åben åre til en kompliceret dance-rytme, der passer godt til et weekend-stofmisbrug drevet af kedsomhed og dagligdags ”tit for tat” gentagelse.

Og så er man ellers fanget i en hjemmelavet lyd, der passer godt til den gamle britiske hitfabrik med aner tilbage og lyster fremad. Som UK er på toppen. Indadskuende med fremadlængsel.

Efter en tur gennem laveste tilstedeværelses-fællesnævner på den lokale klub lander vi på ”Stay Positive”, som er endnu en samlende sang om en kultur, man ikke forstår hvis man ikke er i den. Heldigvis.

Alt i alt et rasende godt album med en drivende ond historie om hverdagens heroiske bundfald.

M*a*s*s

Argh -er der noget mere antisocialt end sociale netværk? Næppe.

Tyngden af massen er større end individet -og det er forkert tænkt.

Men denne film er spot-on.

Google mig

Hvis du nogensinde har leget med tanken om hvordan dit liv havde været hvis du blev forbyttet på fødeafdelingen, du havde gået ned ad en anden gade eller du havde sagt ja i stedet for nej, vil du måske synes det er lidt sjovt at se denne film

Jim Kelleen googler sit eget navn -finder en række navnebrødre og besøger dem. Resultatet bliver en fluen-på-væggen dokumentar i spillefilmslængde. Supersize Me for slægtsforskere.

Pilgrimsturen

Jeg har et fjernsyn, der kan vise mig utallige billeder og dokumentationer af verdens elendighed. Og gerne gør det. Jeg har til tider en avis, der gerne vil perspektivere mig i en retning. Jeg har en pladesamling, der kan genoplive utallige minder og situationer. jeg har et vindue, der kan vise mig verden udenfor, der adstadigt ændrer sig så jeg ikke bemærker andet end vejrets skiften. Og så har jeg mine minder. Både de selvoplevede og de overbragte. Jeg har min familiehistorie og min barndom.

Men hvad har jeg i min drømmerygsæk? Hvad er det for en idé, jeg meer vil udfri mig og give mig ro i sindet. Den der betyder jeg ikke behøver at gå længere, men kan sætte mig ned og nyde frugterne af mit liv? Hvad er det der har nok energi til at puste til den lille, trætte ild så den flammer op? (For nu at citere Trille, som jeg finder meget glæde i for tiden).

Jeg har ingen anelse. I den forrige blogpost blev spørgsmålet åbnet, hvad er den danske drøm? Siden har jeg grundet. Læst de kloge og gode kommentarer, men ikke fundet andet end at vi tror på at vi danskere, i hvert fald i mange år, har ment at hvis vi tager et medansvar for hinanden kan vi komme længere end hvis det er hver for sig. Men hvad ligger bag dette -er det en søgen efter sikkerhed eller er det bare et stort system af genforsikring.

Det ved jeg heller ikke. Og der er faktisk ikke ret meget jeg ved om dette -eller hint for den sags skyld. Derfor ar jeg besluttet mig for at bruge lidt mere energi på emnet. Om du vil med eller ej, er op til dig. Og jeg forstår ærligt talt godt hvis du ikke gider -men hvis du vil med, så lover jeg at du kan finde mig her. Sammen med det jeg finder på vejen. Så nu begynder jeg på min pilgrimsvandring.

Den danske drøm

Hos Merko i Kerteminde har de åbent til 20.00 hver aften. Så de aftener jeg ikke har ungerne er det ofte der jeg køber min aftensmad. Kører hjem og tilbereder den. Ligesom i aften. Men i dag med et spørgsmål på hjernen. Merko er nemlig ikke bare mad til sent. De har også altid tilbud på videofilm. Og i aften stod jeg med Easy Rider i hånden. På coveret blev handlingen beskrevet som: en afdanket advokat hægter sig på to halvtidspushere og kører gennem USA, på jagt efter den amerikanske drøm.

Og der i Merko opstod spørgsmålet: Hvad er den danske drøm? Du kan blive præsident, hvis du vil, hvisker de amerikanske forældre i ørerne på deres poder. Men hvad lægger vi danske forældre ind i rygraden på vores børn? Jeg er blank. Kører bilen hjem, laver maden, spiser den. Er stadig blank. Snakker i telefon med Mikkel og spørger ham, hvad er den danske drøm? Mindre skat og mere sovs, svarer han uden betænkningstid.

Men det er jo ikke en drøm -er det? Hvis man googler den dansker drøm kan man læse at den amerikanske drøm, hvor alle (i princippet) kan opnå landets højeste position, lever i allerbedste velgående… i Danmark. For her er det nemlig reelt muligt at knække arven fra forældrenes indkomst eller manglende samme -og derfor opnåelig. Men det gør det jo netop ikke til en drøm. En drøm er jo noget man kan stile mod, ikke noget der bare opstår pr. automatik. Så vi kan altså ikke bruge den amerikanske drøm i Danmark.

Så hvad er den danske drøm så? Det må være noget der er svært opnåeligt og det må være noget der er knaphed på. Ellers er det vel ikke en drøm. Lykke? Næppe. Det er jo bare målet -næ, drømmen er midlet. Det der gør lykken. For en dansker.