Mikkels udfordring

Jeg fik en udfordring af Mikkel -nemlig at anmelde albummet: “The Pirate Material” fra The Streets.

Dette er lyden af en udfordring. Der ikke er en udfordring. For jeg lytter allerede. Til gengæld er det lyden af London. Som jeg tror London er. På trods af 18 måneder i byen kender jeg den ikke. For stemmen kommer fra Birmingham. Og jeg kommer fra den forkerte vinkel. For jeg kender The Streets, men bare ikke den originale lyd, som (eller er det ”der”?) giver dem en plads i musikhistorien, som er mere end velfortjent.

Dette er Original Pirate MATERIAL (mine versaler). Drivet er hash. Rizla-papir er nærværende. Ingen tvivl om det. Men det er meget mere nærværende end de af mine bekendte der har dyrket stoffet. Her er ingen langsommelighed og storbyforfald. Jeg nedlægger min atmosfæriske modtager og logger på en internetforbindelse, der giver mig kontakt med The Streets.

”Has it come to this?” er den suværene åbning på et album, der i den grad overbeviser i en blanding af ska, med tråde tilbage til 80ernes engelske lyd, den specielle senere engelske white-rap som afløser white-soul fra 60-70erne, og en åben åre til en kompliceret dance-rytme, der passer godt til et weekend-stofmisbrug drevet af kedsomhed og dagligdags ”tit for tat” gentagelse.

Og så er man ellers fanget i en hjemmelavet lyd, der passer godt til den gamle britiske hitfabrik med aner tilbage og lyster fremad. Som UK er på toppen. Indadskuende med fremadlængsel.

Efter en tur gennem laveste tilstedeværelses-fællesnævner på den lokale klub lander vi på ”Stay Positive”, som er endnu en samlende sang om en kultur, man ikke forstår hvis man ikke er i den. Heldigvis.

Alt i alt et rasende godt album med en drivende ond historie om hverdagens heroiske bundfald.