Jeg er vild -

…med Sys Bjerre.

Det danske mediemorads

Så gik der (og blev gået) fire medlemmer af DRs bestyrelse. Angiveligt fordi de ikke har taget deres ansvar alvorligt og dermed været medvirkende til at DR er i benhård sparerunde. For et halvt år blev dele af TV 2s bestyrelse skiftet -også på grund af ansvarssvigt på flere planer. Et ansvarssvigt, der nu betyder en benhård sparerunde for TV 2.

Det naturlige spørgsmål er selvfølgelig om staten er egnet til at drive medier, det er trods alt dem der hyrer og fyrer i toppen. Og resultatet er foreløbigt to blødende statsejede medier. Den ene med sparekniv i nakken og den anden holdt oppe af statslån, fordi ingen banker synes TV 2 er kreditværdig. Men vi er nok ikke færdige der, diskussionen er spændende på et ideologisk plan, men langtfra nok. Desværre. For der er sket ting for og bag kulissen, som måske ikke tåler dagens lys.

Rygterne svirrer i branchen om alt mellem uhensigtmæssige aftaler, der ikke kun handler om at give danskerne bedre fjernsyn -til ligefrem ulovlige hensigter og handler. Nu vil jeg ikke, af rent idealistiske årsager, videregive rygter. Ingen ved hvad, der er sandt og falsk før det er undersøgt. Men spørgsmålet er om der kommer en medie-Spiegelhauer på banen -får vi vendt stenene og set hvad der ligger under dem? Eller er der for meget næsegrus, old-journalists/politics network i branchen -og for meget på spil for kulturministeren til at dette må blive en sag?

Sandheden er at to velfungerende medievirksomheder -deriblandt de to største tv-stationer vi har i Danmark, er rent ud sagt på røven. Og som borger er det mine økonomiske og kulturelle værdier, der er blevet forvaltet skidt. Derfor har jeg en ret -og samfundet har en pligt, til at undersøge dette på samme niveau som vi undersøger omsorgssvigt, politivold og politikernes skjulte rapporter.

Det er ganske simpelt nødvendigt -dels for at stoppe rygterne, dels for at sikre vi ikke får et samfund, hvor man kan administrere repræsentativ magt til sin egen fordel, som rygterne antyder er sket på flere plan og ledelseslag.

Nattenoter fra juni ´08

Nu har jeg spist to gange på LêLê på Vesterbrogade -en gang frokost og en gang aften. Begge gange er jeg blevet mere end positivt overrasket over betjeningen. Du kan ikke bestille bord, for grundtanken er at du skal kunne blive sulten på gaden og droppe direkte ind til et godt og hurtigt serveret måltid. Maden er cool og drinks ok, men det er utvivlsomt stemningen, de kører den hjem på. Og det er meget værd. Her sad vi til efter lukketid og drak drinks, uden at opleve at nogen ville af med os. Snarere tværtimod.

Så er årets sommerhit identificeret. Det bliver Hej Matematiks “Walkmand”, det er frækt, fast og Michael Hardinger i fællessang og store smil. Skal akkompagneres af fest og fadøl. En fucking popsang, der sætter sig fast!

Og så lidt nattelivsros. Byens mest stille afvisning “vi har desværre lukket for adgang i aften”, med venlig hjælp til andre cocktailsteder, fik vi hos “K” bar overfor Christiansborg. Det var simpelthen tjekket ikke at blive behandlet, som diskokvæg, men få en venlig service fra en velklædt dørmand, der ikke hadede sit arbejde og gæsterne. Thumbs up.

Kendetegn

Dan Turèll mente at danskerne ville have noget lir, som betaling for at gide læse. Det virker jo som om manden også havde ret i det. De sorte negle, som vistnok blev opfundet af en veninde, hjalp ham til en læserskare, der kunne frydes når han provokerede den lunkne samfundsgrød med glat isse og malede negle. Der er noget sært dragende over dem der skiller sig ud. Ikke kun fordi man kan huske dem -hvor mange forfattere læser du i dit liv og hvor mange kan du nævne navnet på lige nu? Men fordi de netop skiller sig ud og dermed risikerer de sig selv på en lidt påtrængende måde. De er sværere at overse. Sværere at ignorere. Sværere at glemme.

I virkeligheden kan man sige de risikerer langt mindre end de fleste af os. Vi satser simpelt på at de der lever skjult lever godt -og dermed forsvinder vi i mængden og sammen med os vore tanker. Som replikanten Roy Batty siger i sin dødscene i slutningen af Blade Runner: minder og tanker forsvinder som tårer i regnen, sammen med ham når han dør. Men på grund af et simpelt kendetegn har vi alle adgang til Turèlls tårer, tanker og minder. Stadigvæk.

Reklameindustrien har udnyttet det skånselsløst. Siden hunden, der lytter til His Masters Voice har produkter og services med et kendetegn stået i kø. Fra David Ogilvys opfindelse af manden med Hathaway skjorten, der bærer klap for øjet til …jeg kan faktisk ikke komme op med et dugfrisk eksempel. Det på trods af at der er skrevet (en ret god) bog om netop dette fænomen -at skille sig ud med et kendetegn. I forfatteren Seth Godins verden bliver det til tesen om at ønske sig at være en lilla ko.

Man kan også bruge manglen på kendetegn til at måle hvornår en branche er blevet vand-i-hanen-ligegyldig. F.eks. de danske politikere, der står i kø for ikke at skille sig ud. Hverken politisk eller menneskeligt. Det er jo lige før man savner Erhard Jakobsen. Og en ting er sikkert, hvis dit kendetegn ikke er stærkt nok til en revykunstner bare behøver kopiere det før nogen griner, tjah -så er det ikke dit kendetegn.

På en tv-messe så jeg engang et foredrag af Martin Bell, en af BBCs mest kendte krigsreportere -men allermest kendt som The Man In The White Suit. En mand, der gennem næsten 40 år kombinerede benhård og redelig journalistik med et meget stærkt kendetegn, uden at miste ansigt en eneste gang. Måske var det hans særlige og ærlige indgang til journalistikken, der var hans sande kendetegn -men han blev ikke kendt som The Honest Journalist. Han blev kendt for sit hvide jakkesæt. Og dermed kunne han blive kendt for sin journalistik.

I didn´t see that one coming

Der var engang man ikke kunne komme ind på et diskotek i gummisko -i dag er det svært at komme indenfor på et tjekket sted uden. Derfor har jeg lige fundet mine frem for at gå i byen. Apropos. Mens jeg boede i England besluttede flere pubber at det skulle være slut med at lukke mænd i jakkesæt ind, de lavede ganske simpelt for meget ballade. Ude var de mennesker, der havde taget den pæne uniform på -og var nu pludselig grimme drenge.

Mens jeg røg regnede jeg aldrig med at holde op. Og da jeg stoppede tænkte jeg at jeg aldrig ville begynde igen. Det gjorde jeg efter fem år. Da jeg sagde ja i kirken tænkte jeg ikke på at vi skulle sende skilsmissepapirene afsted inden vores tredie bryllupsdag. Da jeg startede denne blog regnede jeg ikke med de mest læste indlæg ville være om en tur jeg tog til Harzen med min mor og mormor eller mit indlæg om panikangst. Men det er det. Anytime.

Jeg havde ikke da jeg var dreng, drømt om at jeg en dag ville holde foredrag for virksomhedsledere mens jeg var klædt i overdelen af en Hummel-træningsdragt (og bukser, dog ikke Hummel). Da jeg var yngre regnede jeg ikke med at jeg skulle sove mindre jo ældre jeg blev -men heldigvis fik jeg børn. Og før jeg fik mine børn havde jeg end ikke ænset at der findes en kærlighed så meget voldsommere og dyb end den til ens kæreste, ens familie og en selv. Men det gør der. Og den er vild!

Da min første rigtige kæreste gik fra mig regnede jeg aldrig med at leve igen. Det gjorde jeg heller ikke da jeg gik fra min anden rigtige kæreste -og dog lever jeg i dag. Jeg regnede heller aldrig med at sætte pris på Bob Dylan, som andet end sangskriver og dog var koncerten med ham en af de største oplevelser jeg har haft som publikum.

Jeg havde slet ikke regnet med at jeg (i dag) ville smide alle mine gamle vinylplader i småt brændbart på lossepladsen (og da slet ikke i Munkebo på Fyn). Men det gjorde jeg. Efter de har været opmagasineret to gange og rejst med mig i mere end 20 år uden at være pakket ud eller savnet de sidste 15 år. Det gjorde ikke engang ondt. Ikke fordi de var fugtskadet -herregud, de kunne reddes hvis man virkelig ville. heller ikke fordi de var tyndslidt på grund af et evigt nåletryk på +3,5 på grund af de mange år på diskoteker og til fester. Men fordi de ganske simpelt ikke havde en værdi for mig længere.

Filias farvekridt er måske det eneste, der stadig holder sin originale indpakning -eller er pakningen blevet opdateret til endnu mere 50er retrolook?

Hydroreklame

Alle snakker om det

Sjov artikel om menneskets (ret patetiske) forsøg på at ændre vejret.

Jeg elsker nettet

Fordi 44 millioner mennesker vælger at se hvad der foregår i et (vist nok) japansk soveværelse.