Mærkeligt

Dette er så mærkeligt at jeg simpelthen ikke aner hvad jeg skal skrive om det. Det er formodentlig det underligste jeg nogensinde har set på nettet. Tilsyneladende er det alle fangerne i et filipinsk fængsel, der opfører en massedans til Queens hit Radio Gaga. Det mærkeligste er dog at dette langtfra er en engangsforteelse, faktisk er det nærmest en føljeton med utallige afsnit.

Og her må jeg ærligt indrømme at jeg ikke kan gennemskue om Pointer Sisters og The Hustle i denne sammenhæng går under reform eller straf.

Mediemuseum

Burde et mediemuseum ikke være et sted, hvor man kan opleve lyden af en plade, som er gået i hak, en cd, der springer rundt i mellem numrene og synet af sne på en tom tv-kanal?

Hyldest

Nu må det ske – kredit skal gives hvor kredit er på sin plads. Kære, utrættelige skrivende journalister ved de danske ugeblade: TAK! Tak for de ugentlige opdateringer fra ind- og udland, hvor intet tilsyneladende er så småt eller tyndbenet at det ikke kan blive en overskrift. Tak fordi I så vedholdende er med til at give mig indsigt i hvordan mennesker jeg ikke kender lever deres liv – med uendelige op- og nedture. Tak for det. Som hyldest til jeres uerstattelige og værdifulde arbejde vil jeg nu lade resten af dette blogindlæg blive skrevet i samme tone som jeres sprog:

Mashups Mikkel snyder sig til hit på nettet.

Tveskov taler ud: Jeg løj om mit opholdssted.

Rasmus Rasmussen opgiver projekt: Det var for kedeligt.

Hele nettets Emme i chok.

Videokongen Jesper Balslev flytter til mindre plads.

Så er den ged barberet og hvis du føler trådt over tæerne så ring til min advokat.

En date med nettet

Kaptajn Sikorsky tjekker ind fra Dateland:

Jeg har passet min tjans som single ganske upåklageligt i det seneste halvandet år. Gennemlevet utallige koffeinchock med singler af det modsatte køn på talløse & ansigtsløse caféer i mange danske byer (sorry CO2 udslip). Skrevet, genskrevet og rettet profiltekster på diverse datingsites. Langsomt, men sikkert, lært at det handler om at finde det rette datingsite mere end det handler om at finde nålen i høstakken på det forkerte. Først derefter begynder det benhårde klassifikationsarbejde med at søge og sortere sig gennem menneske efter menneske, til der endelig er bare en der passer det drømmebillede, man ikke ved hvor kommer fra. I den sammenhæng må jeg sige at evnen til at bortsortere bliver lidt for optrænet. Postnumre, rygevaner, antallet af børn, bliver parametre, der sorterer på en måde man aldrig ville sortere ved busstoppestedet en lørdag formiddag kl. 10.00. Her ville man møde personen og tænke “Hell, yes – hun er da for sød”. Geografi og familiær status sat ud af spillet. Men i stedet tænker man “Hun har tre børn – jeg har to, gad vide om jeg har råd til en Ford Galaxy?”.

Som utrænet starter man med at skrive til profiler med billede. Efter endeløse “Tak for din mail, men jeg skriver altså allerede med verdens skøøønneste fyr”, hvor man har mest lyst til at skrive at det gør man da også – bare for at gøre forvirringen komplet, begynder man at indtage andre jagtmarker. De billedløse profiler. Her åbner en ny verden sig. Hemmeligheden er at de mest fantastiske kvinder har ikke billede på deres profil. Måske fordi kvinder ikke selv bruger øjnene før de bruger ørerne (NOT). Måske fordi de mest fantastiske kvinder typisk sidder fanget i store tårne – hvortil kun en bro af deres sammenflettede ord fører til.

Så begynder en ny proces – man indleder. Hvis du tror pick up lines er svære ved baren på diskoteket, så skulle du prøve at skrive dem: “Hey, kommer du tit?”. Det ser skidt ud på skrift – men kan virke i en bar! Her opøver man så (lige så forbandet langsomt, som de øvrige evner) evnen til at indlede og åbne en dialog samtidigt, bare uden nogen former for kropssprog – det er jo som bekendt 90% af hele hemmeligheden bag kommunikation. Alt det der udveksles uden ord. Et rynket bryn siger jo, som bekendt, langt mere end 1000 minutters skæld ud.

Så til næstsidst når man til de klassiske møder, hvor planlægningen igen medfører talrige mails frem og tilbage. Skal det være først på dagen, sidst på dagen (her er AOKs solskinsguide en superhjælp), øl, vin, vand, økologisk hyldeblomst eller måske en Max Havelaar-godkendt Mojito. Faktisk er det mindst anstrengte det faktiske møde. De fleste mennesker er jo godt opdraget til at konversere og på dette tidspunkt har man jo masser af fælles jord. Det starter lidt akavet og går så direkte over i den lettede glædesfase. “Hun svarer på mine spørgsmål og jeg kan svare på hendes svar! Succes. Det er her vel nærmest en uanstrengt dialog”. Ligesom i alt andet gruppearbejde nyder man godt af den klassiske honeymoon, der kommer lige efter den famlende indledning.

Efter nogle gode timer eller nætter, kan man så skilles og gå hjem med et smil. For at vågne op til den lammende tanke. “Er jeg overhovedet klar til en kæreste – argh!”. Tvivlen er en nådegave til netdatingindustrien.Til sidst har man lært det, man er nu officielt klar til at date på nettet. Man er nogle hårdt erhvervede evner rigere og halvandet års lærepenge fattigere. Mon ikke det cirka er her man møder hende den fantastiske henne ved bussen?

Det eneste der er mere akavet end netdating må være at blive sat op med vennernes singleveninder, som man ikke rigtig kan andet end vedblivende date for ikke at blive erklæret utaknemlig. Til sidst må man tage mod til sig og sige det som det er. “Det gik sgu ikke med Abby/Eihern/Åse, vi var for forskellige”. Der efterfølges af det sårede og sarkastiske nik, der afleveres med spids mund og et lavt “Selvtak”. Og så er det back-to-the-busstop.

Matemagi

Her er hvad det kræver at få stående applaus fra et rum fyldt med videnskabsfolk: Matemagi.

Mininoter fra nettet

Dette er en sjov måde at aggrere nettets følelser på: wefeelfine.org.

Shuggie Otis albummet Inspiration Information er for fedt. Netop genudgivet.

Vis mig Wisdom

Fotografen Andrew Zuckerman har taget en usædvanlig banal idé og gjort den uendelig smuk og dybfølt. Viderebring de oplevede erfaringer fra dem der har levet livet. Det er blevet til bogen og den korte film Wisdom.

Hvorfor TV 2 har det ad helvede til og ikke eksisterer om to år, hvis de voksne ikke stopper festen

Normalt kommenterer jeg medier og reklamer som klummeskribent og kommentator. Som en slags korrespondent fra en ny kultur – jeg oplever og viderebringer en ny tid til de gamle medier og reklamefolk. Denne gang vælger jeg at udgive mine kommentarer på min private blog. Fordi en korrespondent har en vis ret til personlige vinkler, men stadig forventes at være objektiv, hvilket jeg ikke kan siges at være i denne sammenhæng. Jeg var ansat på TV 2 fra 1998 til sent i 2005 og har deltaget i at kommercialisere stationen ganske meget i kraft af mit job i TV 2s markedsføringsafdeling, men det er nu ikke derfor jeg ikke er objektiv. Jeg er stærkt subjektiv tilhænger af nye medier og nye måder at tænke på – og det kan man jo ikke just beskylde TV 2 for at være.

Nuvel – det tilside. Hvorfor er udsigterne så ringe for TV 2? For at forstå hvordan TV 2 finansieres og dermed hvorfor djævlen står på lur bag cykelskuret for at tæske stationen på vej hjem fra fritidsordning, skal vi lige kigge indenfor i den kommercielle tv-verden. Da TV 2 skulle udfase sine licensindtægter, skete det bl.a. ved at hæve prisen for reklamer og ved at lancere betalings-tvstationer, som f.eks. Zulu. Over en periode på ca. 5 år fjernedes TV 2s licensindtægt og blev mere end erstattet af disse prisøgninger og markedsudvidelser.

Dermed skabte TV 2 sig et grundlag for at leve videre og ikke mindst muligheden for at blive lidt polstret med penge. Disse penge er væk i dag – og erstattet af en gæld på (ifølge Jyllands Posten d.d.) 850 millioner kroner. De 500 millioner kroner skylder TV 2 til den danske stat, der ekstraordinært har lånt dem pengene for at undgå en konkurs.

TV 2 har allerede meldt ud at de ikke kan betale pengene tilbage – men måske med nød og næppe kan betale renterne af lånet. Om EU kan acceptere at den danske stat på denne måde låner penge ud til en statslig tvstation i konkurrence med utallige private er nok lidt meget at håbe på – men det er slet ikke det der er hovedproblemet for TV 2.

Problemet er langt mere basalt, nemlig TV 2s grundlæggende forretningsmodel. En kommerciel tvstation som TV 2 lever af at sælge eksponeringer af tvreklamer for demografisk udvalgte seere. Det er klart at jo flere af de rigtige seere, der ser en tvreklame samtidigt, jo flere penge tjener tvstationen på netop denne reklamevisning. På en tvstation kommer en reklamevisning aldrig igen. En tvstation er som en isfabrik, hverken en god eller dårlig sommer kommer igen – så tjente vi bare ikke så mange penge dette år. I mange år har TV 2 sat trenden på tv-reklamemarkedet for pris og udbud. I kraft af TV 2 længe ikke har leveret seere i samme gode udbud og antal som tidligere, kan de ikke tjene så meget som tidligere og de missede muligheder kommer ikke igen. Når kvaliteten af TV 2s reklamevisninger falder har de også mindre mulighed for at sætte en højere pris end de andre tvstationer. De gode tiders slogan om at en “TRP ikke er en TRP” bliver mere og mere hul efterhånden, som kvaliteten af TV 2s reklamevisninger falder. Så langsomt og sikkert mister TV 2 magten over tv-reklamemarkedet.

Men kan de så ikke kompensere ved at sælge visninger af bedre kvalitet (altså reklameblokke med en snævrere og dermed dyrere målgruppe) på deres specialiserede kanaler? Nej, det kan de ikke. TV reklame er pr. definition et masseanliggende (det er derfor det er så dyrt – det er kun billigt de steder, hvor det er lokalt eller ikke ret set) og når TV 2 flytter en seer fra deres primære indtægtskanal, nemlig det der kaldes hovedkanalen, altså den gamle og originale TV 2, til en af deres nye kanaler og viser den seer en reklame, så er den samme seer pludselig kun halvdelen eller mindre værd. Altså skal kannibalregnskabet på en tvstation (altså hvor mæt man bliver af at spise sin egen hånd) gøres op mellem abonnementsindtægter og reklameindtægter – og så er det ikke sikkert at det giver mening at rulle flere kanaler ud.

Samtidig har TV 2 det andet basale problem at de får sværere og sværere ved at lancere nye abonnementskanaler fordi flere gatekeepers har sagt stop for flere kanaler fra TV 2 for ikke at få forvredet magtbalancen i deres kanalpakker, samtidig med at TV 2 heller ikke har kapitalen til at lancere nye kanaler i kraft af deres dårlige indtjening. Altså er mulighederne for at tjene penge på nye kanaler nok ret limiteret i den nærmeste fremtid.

Vi ved positivt at det analoge tv-net slukker i november 2009 og hvis det historisk udspiller sig i Danmark, som det har gjort i lande som vi kan tillade os at sammenligne os med, så vil TV 2 miste mellem 7-9% yderligere seere på deres hovedkanal. Og så er den tv-station faktisk reelt ved at være grundigt på røven, for at sige det ærligt. Derfor tror jeg ikke at TV 2 eksisterer om to år, hvis der ikke snart er en voksen, der griber ind.

Ja, TV 2 kan sælge sin andel af sendenettet i Danmark. Det vil formodentlig ikke dække gælden og vil være en engangsindtægt. Og det løser ikke det basale problem. Ja, TV 2 kan nedlægge sin moderbygning i Odense og kun være i den nyopførte Teglholmen i København. Men det løser ikke det basale problem. Ja, TV 2 kan styksælge alle sine sideaktiviteter. Men det løser ikke det basale problem. Og hvad er det så, det basale problem? 2007 var det første år hvor reklameforbruget på Internet var lige så stort som på tv. 2.5 milliard danske kroner. (Her vil nogen indskyde at den kraftige vækst i 2007 for Internet-adspend var betinget af at man tog søgeordsannoncering med for første gang – men det er efter min overbevisning ligegyldigt, det er stadig adspend på Internet). Det betyder at tvs førertid er ved at være ovre for alvor – og nu skal tv til at vænne sig til en ny plads på reklamemarkedet, den kan være mindst ligeså profitabel, men den kræver et nyt mindset – og det kommer der nok ikke fra TV 2, som tingene står lige nu.

Der er ikke så meget stads med kommercielt tv. Det handler om at sælge opmærksomhed fra demografisk konstruerede grupper til virksomheder med varer.

Den amerikanske mediekritiker og skribent George W. S. Trow skrev i 1980 et langt essay, der fyldte en hel udgave af magasinet The New Yorker. Det handlede om tv. Eller rettere det, som tv gjorde ved amerikanerne. Trows påstand var at det demografiserede mennesket. Altså tv var det medium, som gjorde de ikke længere så sig selv som hele mennesker, men snarere som målgrupper – fordi det var sådan det stærkeste medium de oplevede talte til os. Nu skal vi justere lidt for historisk tid, for demografiske tv-medier var en naturlig del af 80ernes USA, men ikke nødvendigvis ret tilstede før 90erne i Danmark. Men derfra blev også vi demografiseret. Og det i mere og mere spidsvinklet version …indtil det blev for meget. Kasserne blev for trange og heldigvis kom der samtidig muligheden for at bryde ud og demokratisere den måde medier taler til os gennem Internettet.

Jeg ved det. Det intellektuelle lixtal var lidt vel svævende i den foregående del. Så lad os tage det hele ned på jorden et øjeblik. Det gør vi ved at genskrive den sætning som Trow skrev i 1980 med dansk og nutidigt fortegn: “Vi har stadig DR, TV 2 og Ekstra Bladet – men vi er ikke det samme folk, som havde det før”. Eller på endnu renere dansk. Internettet har betydet langt mere end indførslen af et nyt medium. Det er også et nyt mindset alle medier må følge med ind i.

Hvis vi skal bruge den klassiske visualiseringsmodel af Internettets fantastiske styrke, nemlig sammenligningen med opfindelsen af trykpressen, til at visualisere den forskel i mellem det folk der var før og så nu, så kan eksemplet se således ud: Trykpressen gav mulighed for at sprede et budskab. Internettet giver alle mulighed for at finde det. Tv lever i trykpressens tid. Det har evnen til at sprede budskaber – men ikke til at samle dem i andet end den demografiske model, der ligger til grund for den valgte kanal og udsendelse. Det kan Internettet, som artigt retter sig ind efter øjeblikkets og individets behov. Til sammenligning kan ingen radio, tv eller avis være i dialog uden at man må aktivere et andet medie, f.eks. sms, computer eller ligefrem skrive et læserbev.

Så der har du TV 2s problem. Det er en T-Rex til en fredsdemonstration. Det eneste der kan redde TV 2 nu er en fuld fokusering på det eneste fællesskab, der rent faktisk kan vise sig at være overlevelsesegnet – nemlig det mindst demografiske og mest fælles, der er. Hovedkanalen. Ikke nødvendigvis for alle altid. Men for de mange det meste af tiden. I en tid hvor IKEA kan gøre det godt ved fortsat at tænke på The Many People som evigt udgangspunkt må TV 2 også kunne finde en overlevelsesmodel.

Men den vil jo blive udvandet og derfor må vi ekspandere os ud i nicher, har den gode 90er tankegang været. Ja. Og det virkede. Dengang. Men nu er ekspansion lige så død som ironien. Jeg kan ikke, som mediepolemiker, lade være med at spørge om udvandingen af hovedkanaler er sket fordi at det var den eneste mulighed med “online”-mindsettets indtog, eller om det er sket fordi kanalforvalterne kun svarede på nye toner med gammel marchmusik. Jeg tror faktisk mere og mere på det sidste.

Tv-reklamepriserne er i (mindst) stagnation. Tv-seningen er spredt på flere kanaler og flere tidspunkter end nogensinde. Antallet af abonnements-tvkanaler er ved at nå sit peak. TV 2 får mindst to fuldgyldige tv-universer som konkurrenter fra november 2009 og slæber på en gæld på snart en milliard. Og online buldrer samtidig frem som mindset. Derfor har TV 2 det ad helvede til og vil ikke eksistere om to år – med mindre, der kommer en helt ny og grundlæggende forståelse af hvordan man tjener penge på tv i en ikke-demografisk verden. Det er der kun et svar på – at servicere øjeblikkets og individets behov for at interagere i et fællesskab.

Zoologiske minder fra Svendborg

Da jeg var barn i Svendborg (fra 1972 til de allertidligste firsere) havde vi flere gange børnehave- og skoleudflugter til Svendborg Zoologiske Museum – og jeg husker tydeligt hvor bravt vi kedededededede os.

Forsiden af Museumsbygningen så – og ser således ud:

Jeg ved godt at det sikkert er utallige ildsjæle, der gennem tiden (helt tilbage fra 30erne kan man se på de nidkært noterede arkivsedler, der ledsager de afpillede skeletter) har opbygget denne unikke samling af zoologisk interessante skeletter. Men ærlig talt – vi synes ikke det var fascinerende. Her er et billede fra den gamle del af samlingen, der ser præcis ud som den gjorde i min barndom og først nu er ved at blive renoveret:

For at understrege min pointe – som altså er på vej, er her et eksempel på en montre:

Et smukt landskabsmalet tableau af storken og dens redeevner. Ah. En stork. Hvor spiser man sin madpakke frøken Nielsen?

Men nu kan 27 år ændre voldsomt på stads – også dette museum. Fordi formidlingen har ændret sig og er nu pludselig på zoologiens og publikums præmisser. Ikke på arkivarernes. Så ind ad døren på Naturama træder min yngste datter (2 3/4 år), min ældste datter (14 år) og mig (36 1/2 år) og sammen gisper vi et “Whau!” da vi mødes af en isbjørn – vildt. Og derefter er der fuldt ridt over den superlogiske men voldsomt velfungerende opbygning: havets indbyggere bor i kælderplanet, jordens i stuen og på første bor fuglene.

Der er altså ikke en plet at sætte på denne udstilling og dette udstillingssted. Deres præsentation lever fuldt ud op til deres slogan om “moderne naturhistorie”, deres niveau er som et afsnit af Simpsons, der er noget for børn og voksne i en kæk stil. Deres café tilbyder lækker mad og selv deres souvenirshop kræser om kvalitet. Jeg er imponeret over hvor gennemført man kan formidle bærende værdier ned gennem en oplevelse og Naturama er et af de bedste eksempler jeg har set. Ever.

Thumbs up – du kan ikke besøge Svendborg med dine unger, uden at kigge Naturama i kortene. Det er en fed oplevelse, der redder ikke bare Svendborg Zoologiske Museum men også naturhistorien så mange pluspoint, som er fuldt fortjent men kom hårdt i min folkeskoletid.

Bagefter tog jeg ungerne med på Torvet, Anders Granhøjs bud på klassen over cafémad i de gamle værtshuslokaler ved torvet i midtbyen. Det var sgu i orden – både betjening, udvalg og kvalitet var godt skuldret til prisen.

Ham med kilten

I takt med flere og flere konsulenter og virksomheder skal sælge deres stads (f.eks. foredrag og kurser) til kunderne, opfinder vi i stadig hurtigere takt visualiserende koncepter, der kan forklare eller redegøre for den hhv. nutid og fremtid, som er så svær at få hold på. Jeg skal ikke være hellig på dette område -jeg er også del af branchen. Jeg tager mellem 12k og 16k (alt efter kundens størrelse og gørelse) for at fortælle om mit billede af reklame, medier og markedsføring i fremtiden. Eller rettere gjorde. Priserne har ikke ændret sig voldsomt, men det har indholdet.

Jeg har nu i nogle år turneret rundt med et foredrag, hvor jeg fortæller og dokumenterer at trenden går én vej, nemlig mod mindre autoritetstro og en stadig højere grad af demokratisering af budskaberne. Responsen er todelt. Nogle hører det som om min pointe er at massemedierne er døde. Det kan irritere folk helt vildt -og med god grund. Hvis nu man har en forretningsmodel eller et job, der baserer sig på netop massemedier, er det da også vildt komplekst at skulle forholde sig til en delvist ny model. Mit svar er at man roligt kan tage det roligt, for massemedierne virker og vil virke længe endnu. Men at dette er tidspunktet til at flytte mellem 1-5% af sit produktions- og indrykningbudget for at lære om de nye strømninger. Og her mener jeg ikke til bannere!

En anden del siger: “Men hvor finder folk tiden til at være på nettet/blogge/være på Facebook/Twitter/osv?” -og der kan jeg næsten kun blive svar skyldig, nu jeg ikke er effektivtetsekspert. Men jeg vil gerne gisne om det handler om prioritering og det er jo tit motiveret af lyst eller nød. Hvoraf den første så klart er at foretrække. En start kunne dog være at se dette indlæg af Clay Shirky og forstå at det ikke er tiden der er knaphed på.

Det er ikke kun via foredrag og kurser at jeg har missioneret mit budskab i ind- og udland. Jeg har også skrevet artikler i flere fagblade og blogget en del om de nye tider. Men lige meget sker der. Nemlig ikke meget. Det ærgrer mig i den kontekst at jeg bedst kan lide at skabe værdi for mine kunder – og derfor vil jeg jo gerne sikre at mit dokumenterede budskab ikke drukner i hverdag og massemedier. Derfor har jeg besluttet at tage skeen i den anden hånd. At tage ved lære af Søren Kierkegaard og forstå at jeg må kommunikere, der hvor de relevante mennesker er, mentalt, tidsmæsigt såvel som geografisk.

Min plan er tredelt. 1/Jeg vil ikke længere arbejde i fremtidsbilleder, men i nutid. 2/Jeg vil give eksempler på best practise samtidigt med jeg dokumenterer effekten gennem statistik. 3/Jeg vil anskaffe mig en kilt, som jeg vil gå med. Ok, det sidste er et reklametrick. Jeg vil gerne (for nu at citere Hugh McLeod) undgå at være et smukt sandkorn på en strand. Folk ser måske 15-20 oplægsholdere om året, måske kan de huske ham med kilten. Måske husker de også noget af det han formidlede. Hvis han er heldig.

For det er selvfølgelig præcis formidlingen, der er mit produkt. Ikke pointerne, ikke fremtiden, ikke diskussionen -men formidlingen. Den er den jeg brænder for og det er den kunderne brænder for. Det er også årsagen til de to andre punkter i trioplanen. Nutid, som i det sker lige nu. Best practise, som i det virker. Og så en kilt som krydderi.

Første skridt er bloggen: Den Individuelle Revolution, der nu har kørt nogle måneder. Kilten kommer snart – ved du forøvrigt hvor man køber sådan en i Danmark?