Kometen kommer

Min datter og jeg sidder i vores sofa, spiser Cheerios og ser Emil fra Lønneberg. Det store emne i dette afsnit er kometen, hvis pludselige og altødelæggende ankomst (forudsagt af den lokale avis) skaber en del indestængt og udlevet panik. Lidt som den finanskrise vi gennemlever lige nu. Aktierne i min pensionsopsparing har mistet halvdelen af sin værdi. Men det er primært på papiret. De skal ikke sælges lige nu. Jeg venter. Tror på at vi også har vindenergi, anden alternativ energi og banker i fremtiden. Så mine aktier i slige forretninger ligger brak til bedre tider. Sandt nok, der er banker, der er krakket og det har en væsentlig indflydelse på mange menneskers økonomi. Endda en særdeles grim indflydelse. Men der er altså også en del “kometen kommer”.

Det skræmmer fordi vi ikke ved bedre. I dag har vi en forståelsesramme at sætte kometer i. Vi har også en erfaringsopsamling med kometer. De kommer. Og de rammer. Vi kan ikke gøre så meget. Men de kommer sjældent og ofte rammer de steder, hvor der ikke sker så meget med menneskeheden. Gad vide om nogen kan give en forståelses- og erfaringsramme omkring finanskrisen, der kan give os afstand nok til at grine lidt af os selv, seom vi griner af Lønnebergs beboere når de misfortolker fyrværkeri for kometer.

Genfødsel

“Sometimes you´ve got to edit your dreams and find your spot behind the scenes”.

Brian Wilson har udgivet et nyt album siden da. Det sker ikke så ofte. Det siger lidt om tidsperspektivet. I august 2007 nævnte jeg for første gang på bloggen at min kone var blevet min ekskone. Men processen var længere end som så. Faktisk meget lang. Flere år. I dag er jeg ikke i stand til at vide om den startede den dag vi mødte hinanden. Eller om den begyndte senere. Det er heller ikke vigtigt – for hvad kan man lære af fortiden, hvis man ikke kan bruge sin nye viden i nutiden? Indsigten var ikke at blive kærlighedens Columbo og sammenstykke motiv og udførsel. Det var snarere at erkende at der ikke var flere år i det forhold og nu skulle det erstattes af noget nyt.

Og det er helt logisk. Men det var det så slet ikke alligevel. Slet ikke undervejs, hvor muligheden for at slippe og begynde en rejse selv var helt umuligt at kombinere med de ønsker og muligheder, som der fandtes i min hjerne på det tidspunkt. Muligheden for at blive skilt var der ikke. Den fandtes ikke. Skulle måske heller ikke findes hurtigt. Stille og roligt begyndte den at opstå midt i en malstrøm af modstand. Og til sidst var der kun den mulighed. Vi skulle hver vores vej og burde gå med god samvittighed. Vi havde ikke prøvet alt – men nok til at vide at der var ikke mere at komme efter.

Jeg kan stadig huske den første gang jeg så min ekskone – du ved, rigtig så, for jeg havde jo set hende før. Jeg tænkte at her var den mest fantastiske kvinde jeg nogensinde havde mødt. Dér må jeg sige at mavefornemmelsen havde ret. Hun er det mest fantastiske menneske jeg har mødt og jeg er lykkelig for de fleste dage af de ni år vi havde sammen. Jeg er lykkelig for at have lært og haft muligheden for at lære af hende – men allermest lykkelig for at have kunne vågne så mange morgener med hende. At have haft lov til at leve sammen med hende.

Jeg ved jeg kommer til at lyde nyfrelst og stadig våd i håret fra min dåb, men jeg er faktisk også ret glad for at blive skilt fra hende. Nu. Det tog, som sagt, en mental massage på godt halvandet år at komme dertil – og ingen siger jeg ikke føler det anderledes om to måneder. Men lige nu og den seneste måned er der sket noget. Efter ni år sammen med et andet menneske og 17 måneder uden, har jeg fundet mig selv igen – og er faktisk ret glad for gensynet.

“Sometimes when you want to hold on you´ve got to let go”. Tina Dickow.

Den anden dag sad vi, min ekskone og jeg, og tænkte højt. “Det ville være sjovt at kende fremtiden sammen med de ændringer, der er sket med os efter vi er blevet skilt – hvordan de havde udspillet sig, hvis vi var blevet sammen”, sagde jeg. Hun gav mig ret. Gad vide om disse nye mennesker, der den dag mødte hinanden for første gang ville have blevet forelsket, hvis ikke historien havde umuliggjort det. Men vi vidste begge at det ikke findes. Det er ligesom at sige det kunne være sjovt at prøve at leve i fortiden. Vi kunne ikke forene disse nye mennesker på den måde – kun hver for sig.

Vi har haft rig mulighed for at mødes i Statsforvaltningen. Overvældende rig mulighed. Jalousi, børn og ekspartnere er en eksplosiv cocktail, hvor der sjældent kommer en mental bombemarie og demonterer situationen, med mindre man holder hovedet kryogenisk ufølsomt. Vi har også mødtes i Statsforvaltningen, som man skal når man skal skilles. Ikke for at skændes – bare for at blive skilt.

Der sad vi så overfor statens udsendte, som linede en serie af jura op. Der er ikke meget Vegas-wedding over den danske model. Her vågner man stadig med tømmermænd efter festen, men aldrig sammen med en tilfældig. Det eneste mere rituelt kompliceret end at blive gift er at blive skilt. Men det er slet ikke forkert. Der skal noget jura til at matche kombinationen af den kristne og hedenske liturgi omkring et kirkebryllup. Her bliver man talt ved både ind- og udgang.

At tro man kan opløse de følelser, der går forud for et ja med praktiske processer og et officielt nej er dog stadig kun halvdelen af vejen. Og det er dét jeg har lært sammen med det soundtrack af sentimentalitet, selvondt og spiritus, der har været mine patetiske forsøg på at undslippe det uafvendelige. Nemlig at noget ville ske. Det ville ud – ingenting jeg gjorde kunne andet end udsætte dagen, hvor det skete. At skallen brast og der stod en lille og udtørret askebunke tilbage, som på en eller anden måde skulle blive til en fugl igen. Først da det skete kunne jeg børste støvet af og flyve igen.

Så hvis der skal være en lektie til mig selv så er den: giv slip når du er klar. Det kan ikke presses igennem. Men det vil lykkes. Når du slipper grebet om dine gamle drømmes længsler vil der åbne et væld af nye muligheder. Sjældent dem man troede man ønskede sig, men de er værd at gribe, for nye chancer er ikke en hyldevare.

Mennesket lever ikke af rationale alene

Hvem er den første historiske dansker du tænker på når jeg skriver bynavnet Odense? Mit gæt er H.C. Andersen. Fair nok. Han er verdensberømt og har haft en gedigen indflydelse på byens turisme og indbyggernes selvbillede. Han har haft en væsentlig indflydelse på Danmarks genkendelse i verden, vores turisme og vores nationale selvbillede. Uden mulig sammenligning beskrev han på sine 70 år de danske (og måske endda de menneskelige) grundtræk. Han digtede sine versioner af de fundamentale myter, som har fulgt mennesket siden den tidligste tid. Han forløste vores inderste i selvforståelse, som så mange mytefortællere og fortolkere havde gjort og gjorde efter ham. Han så os, forløste os, som digtere har gjort i al evighed, og derfor elsker vi ham.

Men han var også et irrationelt menneske, der vidst ikke var hverken nem eller nødvendigvis behagelig at være sammen med. Han var selvoptaget og selvcentreret. Svagelig og angst. I udtalt tvivl og samtidig insisterende på at lykkes. Når jeg til daglig går gennem Odense, som tilflytteren med det distancerede blik, ser jeg rester af H.C. Andersen alle vegne. Hans fødehus, stenen hans mor vaskede tøj på ved åen, hans statue ved SAS hotellet, der er opkaldt efter ham. Hans museum. Hans hus, hvor en amerikansk komiker en gang havde for skade at udnytte en photo-op. Hans papirklip, der er indkøbt for millionbeløb og gengivet/massekopieret over hele byen. Svaner, tinsoldater og flyvende kufferter i springvand. Han er overalt i Odense denne Andersen.

En dag lagde jeg mærke til en lille plakette, der er smidt op på siden af Magasins bygning. Inde i et hjørne og højt oppe, hvor man stort set ikke ser det. Plaketten fejrer finansmanden C.F. Tietgens fødested i Odense. C.F. Tietgen var foretagsom. En sand industrialist og handelsmand med sans for at tjene penge og udnytte de mulighed, han primært skaffede sig selv – på trods af sit umulige udgangspunkt som snedkersøn. Men han var mere end det. Tietgen var en af hovedarkitekterne bag private banker i Danmark. Han var væsentlig i etableringen af et udvidet dansk telegrafnet. Han lagde søkabler, der sikrede kommunikationen mellem Danmark og udlandet. Han havde stor indflydelse på at professionalisere jernbanedriften i landet. Han er den væsentligste årsag til at Esbjerg, der dengang havde godt 1500 indbyggere, i dag er landets fjerdestørste by med over 82.000 indbyggere. Primært på grund af etableringen af en storhavn, der kunne sørge for import og eksport. Tietgen er overalt omkring os. Uden ham ville der ikke være TDC, Tuborg, De Danske Spritfabrikker, De Danske Sukkerfabrikker eller en færdigbygget Marmorkirke i København, for den sags skyld.

Men Tietgen er ikke overalt i Odense og vores bevidsthed. Han har for nyligt fået opkaldt et industriområde, der ligger ude ved motorvejen efter sig. Derudover bærer den lokale handelsskole hans navn og så har han sin plakette i skammekrogen ved Magasin. Han er heller ikke den der trækker turisme til byen eller landet, selvom han skabte den første elektroniske kontakt mellem udlandet og Danmark. Hvorfor er denne rationelle figur ikke lige så stor i vores danske selvbillede, som Andersen?

Fordi mennesket ikke lever af rationale alene. Faktisk tværtimod. Ville vi nærmest føle at vi var i live, hvis vi blev tvunget på en skrap kur af logik og statistik. Næppe. Vi elsker det store metaforiske drama, der udspiller sig på et højere niveau end det basale. Vores hjerner bader i billeder og overførte lektier om livet. Vi kaster os uden dødsforagt i det frådende hav af værdiladede tillægsord og har en stærk forventning om en historie med meget mere bang-for-your-buck end en start, en midte og en slutning. Vi slubrer helten og antiheltens evige slag i os og dyrker fortællingen om lyset, der møder mørket – i os, i verden og i fantasien.

Så til helvede med telegraflinier og samhandel – det er bare døde bærebølger for fantastiske historier om folkeslag og deres evige møde. For kommunikationen mellem to elskende adskilt af geografi. Vi vil hellere høre om svaneungen, der overvinder sin egen og dermed de andres modstand, end den kyniske kalkule på hvorfor vi skal eksportere mere end vi importerer. Vi vil hellere røre vores hjerter end motionere vores hjerner.

Så med udgangspunkt i Odenses behandling af sine store bysønner, som billede på menneskets behov for en god historie, hvorfor insisterer vi på at fortælle uendelige rationelle og kedelige historier, der bevidst bryder med den dramaturgiske model til masserne? Fordi vi tror det er den eneste måde vi kan konstruere en reklame, så den lever op til systemet vi har bygget omkring reklamer. Den rationelle kommunikation er effektorienteret, målbar og rasende afsendervendt. Helten er foruddefineret og historien har kun en mulig slutning. Produktet skal sejre og overvinde forbrugerens modstand. Resultatet skal være endnu et komatisk indkøb i en prædefineret produktkategori med en brandpreference, der er lejret i det logiske, som kan måles i et automatiseret regneark.

Gad vide om der findes en anden vej? Mit gæt er at når vi har udryddet de triste envejsmedier, der bare snakker og nettet er færdig med at være en samtale, bliver vi klar til at lytte igen – til dem der gider gøre sig umage for at fortælle en historie, der ikke er intellektuel, men intelligent bruger vores medfødte præference for at forstå os selv med vores følelser.

Charter for compassion

Der er masser af muligheder for at være forskellige – tage forskellige standpunkter og være uenige. Når vi ikke engang kan enes om at dele en stump hellig jord eller hvem der ejer retten til at bruge en tekst, hvordan skal vi så nogensinde mødes om noget som helst? Gennem det ene punkt, der findes som en mulighed i alle mennesker og deres religioner: barmhjertighed.

You Robot

Bare fordi man kan tænke det, betyder det ikke nødvendigvis at det sker. Bare fordi man kan udvikle det, betyder det ikke at det vil blive produceret. Og bare fordi det bliver produceret,
betyder det ikke nødvendigvis at det bliver solgt. Af en eller anden sjov grund er disse tre grundtræk aldrig at finde når medierne rapporterer fra udviklingens påståede frontlinie. Der bliver slået store brød op. Som i den udsendelse jeg så i går om robotter på Discovery. “Om få år er der robotter i alle hjem”, fortalte speakeren, mens jeg så billeder af Hondas Asimo, den 110 cm. høje og venligt menneskelignende robot, som er en væsentlig del af Hondas egenopfattelse og branding.

Selvfølgelig vil der det. Lissom køleskabet vil vide, hvad der mangler og hvad der er for gammelt – og vægten vil vide om den er med på ferie eller om det er jul. Det er primært et spørgsmål om at definere fænomenet robotter, for hvis det er en selvaktiverende græsslåmaskine eller en automatiseret støvsuger så ja. Der vil være robotter i alle hjem. Men om jeg skal vænne mig til en fremtid med Asimos lillebror – næppe. Det strider ganske simpelt mod det helt fundamentale erfaringsmateriale vi lige har fået af den seneste udvikling.

Mennesker er primært på jagt efter social kapital – altså at samle værdi, der gør at andre vil snakke med dem. Og her hjælper ingen kære robot. Det strider også imod hvad vi lærte af udviklingen af computere og software. Nemlig at ingen, udover forskerne, er specielt interesseret i en kunstig intelligens, der kan overgå menneskets – men snarere i applikationer og hardware, der kan udvide det enkelte menneskes muligheder.

Derfor ville jeg, hvis jeg skulle placere mine pensionsmidler i robotaktier, vælge dem der udvikler til at udvide eller forlænge mennesket: synsforstærkende, styrkeøgende, helbredende dimser og dutter, som in- og udvortes er ment til at fungere i en sammenhæng med et menneske, styret af det menneskes tanke og nervesystem. Honda er, med rette, stolte af at Asimo kan gå så flot som han gør. Og det er udmærket – men hvorfor skal han gå? Fordi mennesker går.

Asimo kunne svæve, rulle, køre og vælte sig rundt, alt efter behov, direkte på jorden eller på en pude af luft eller på hjul – alt efter behov og opgave. Men det skal han ikke fordi mennesker går – og så skal Asimo gå. Han fødes kort sagt med de samme menneskelige umuligheder, som hans humane forbilleder. Jeg tror ikke at der kommer Asimo-robotter, eller fætre til ham, i alle hjem indenfor en overskuelig årrække. Det er ikke det folket vil have. De vil have mennesker i deres hjem, som gør de ting en eventuel Asimo ville blive sat til. Asimo er robotternes svar på erstatningskaffe. Hvor imod de menneskeforlængende og integrerede robotter er svaret på et basalt menneskeligt behov.

Malcolm Gladwell gør mig glad

Kan du huske Hobo-Ekspressens sang En At Bli´ Som”? (fordanskning af Traveling Wilburys “Handle With Care”) Malcolm Gladwell er en af de forfattere og skribenter, som virkelig kan skære sig gennem, hvor tid og det tidstypiske. Og hvis der er en jeg gad bli´ som er det Gladwell. Han skriver fantastiske bøger som Blink og The Tipping Point. Han skriver geniale artikler til The New Yorker og han holder foredrag med indsigt ad helvede til.

Hans nyeste artikel handler om to indgange til kreativt arbejde – geniets og den eksperimenterende. Tesen er at geniet blomstrer tidligt i en slags medfødt forståelse af det han/hun gør og den eksperimenterende føler sig frem i en slags trial/error arbejdsmetode. Der er kæmpe forskel, jeg er f.eks. af den sidste type, men det er sjovt at se forskellen og se at begge arbejdsmetoder er lige gode (her bliver vi jo meget danske) men kræver vidt forskellige petriskåle at vokse i.

Kontakt er kongen

Så lige denne video med Rushkoff, hvor han meget effektivt opsummerer en række pointer, som næsten er indlysende efterhånden. Nemlig kontakt er kongen – ikke indhold eller distribution, det ser ud til McLuhan havde ret, mediet er budskabet for det er mellemmenneskeligheden, der tæller, som primært kvalitet og sidst at hovedproblemet med de gamle medier er at de placerer sig mellem annoncører og brugere fremfor mellem brugere.
Gad vide hvornår helvede de gamle medier er klar til at æde den nye dagsorden? Skal de virkelig i jorden for at forstå pointen?

Blogindlæg, der gør en forskel

Der er blogindlæg og så er der blogindlæg. Nogen får tons af trafik og masser af links. Andre får aldrig et øje i hundrede år. Men hvad er forskellen på dem og hvad gør forskellen? Det fænomen er jeg blevet mere og mere fascineret af efterhånden, som statistikken på min blog på den ene side tegner et billede, de søgesætninger, der er brugt til at finde mine blogindlæg et andet og jeg selv er så heldig til tider, at opdage et blogindlæg fyldt med forundring, indsigt eller på andre måder livsforandrende indhold.

Derfor sendte jeg en mail i dag til de jeg kender, der har skrevet blog i længere tid. For at høre om deres oplevelser. Både på deres egen blog og med andres. Jeg stillede dem de følgende fem spørgsmål og vil poste deres svar her på bloggen efterhånden, som de kommer ind.

Hvilket blogindlæg har du skrevet, der gjorde den største forskel for dig personligt og hvorfor gjorde det en forskel (indsæt gerne link)?

Hvilket blogindlæg på din blog er det mest læste og hvorfor (indsæt gerne link?

Hvilket blogindlæg på din blog har skabt flest kommentarer (indsæt gerne link)?

Hvilket blogindlæg er du mest stolt af og hvorfor (indsæt gerne link)?

Hvilket af andres blogindlæg har du læst, der gjorde den største forskel for dig og hvorfor (indsæt gerne link)?

Men jeg kunne også godt tænke mig at høre dig og dit svar på de fem spørgsmål. Om du vil svare i kommentarsporet herunder eller på din egen blog og smide et link i kommentarsporet, er ligegyldigt for mig – bare du gider svare. Måske kan vi samle en række gode historier om blogindlæg, der virkelig gjorde en forskel, ikke kun i statistikken, men også i mennesket.

Noter fra en ny dagsorden

Advarsel – det følgende er et forsøg på at få dig til at downloade en gratis pdf, så på en måde er det vel et reklameindslag. Jeg har samlet de af mine blogindlæg fra perioden mellem 2001 og til nu i en pdf, der registrerer eller omtaler den gryende sociale dagsorden på Internettet. I første omgang for min egen skyld, jeg savnede en form for tidslinie i mit arbejde med at videregive og rapportere sammen – men vi kan vel ligeså godt dele? Jeg skriver selvfølgelig videre, men det var ret lærerigt at genopleve den naivitet, som det hele begyndte med og den selvfølgelighed, som nu er indbygget i forventningerne til Internettet og dets indbyggere og deres applikationer.

Du kan downloade den samlede pdf her – og herunder er indledningen til samlingen:

Jeg skrev mit første blogindlæg i 2001. Jeg anede ikke hvad jeg gjorde – jeg vidste ikke engang at det var et blogindlæg. Som sådan udkom det heller ikke på en blog. Jeg havde en helt almindelig html-kodet hjemmeside, som gjorde det ud for mine forsigtige forsøg ud i den sociale tidsalder. Men det var et blogindlæg. Det var mit ønske om at mene noget om et emne og udgive det. På tværs af alle former og daværende muligheder. Det blev min øjeåbner. Ikke til Internettet. Ikke til hjemmesider. Men til at der fandtes en hel underskov af muligheder og mennesker, der dannede spontane stammer via computere og digitale forbindelser, men drevet af kærlighed til netop deres emne. Langsomt opdagede jeg at Internettet ikke bare var et medie, som medier var. Det var et medie, som medier burde være.

Det jeg gloede ind i gav først ingen mening. Her var en gruppe mennesker, der handlede uden for den almindelige orden. De delte frit alt det, der burde koste penge. Tanker, idéer, indsigter og intellektuelle rettigheder til alt fra hjemmegjorte film, over bøger og musik til velfungerende softwarestumper og -applikationer.

Det var som at træde ind i en helt ny verden, jeg end ikke anede eksisterede. I dag er det helt naturligt at når jeg køber en printer (HP1018), der ikke fungerer til min Mac så søger jeg på nettet og finder (og forventer at finde) en stump kode, der er skrevet af en ukendt gut, men som løser HPs problem – så jeg ikke har spildt 1000 kr.på en printer. Lige så naturligt, som de uendelige søgninger på Wikipedia og de daglige tjek hos mine yndlingsbloggere.

Det giver stadig ingen mening – når jeg kigger med mine gamle kapitalistiske briller. Men når jeg kigger på hvad, der rent faktisk skabes af indhold og værdi giver det mening. Masser af mening.

Der er mange kloge mennesker, der tilbringer mere tid på nettet end mig. Så det er ikke fordi jeg vil udråbe mig selv som ekspert, at jeg har samlet og udgivet denne række af blogindlæg. Det er fordi de tilsammen er en opdagelsesrejse, der giver et lille blik ind i en gryende dagsorden, som jeg langsomt stykkede den sammen fra 2001 til 2008.

Det er også som et slags svar på de mange spørgsmål jeg bliver mødt med, når jeg rapporterer til mine kunder og venner om denne gryende dagsorden.

Og vigtigst er det for min egen skyld – er det ikke altid derfor vi deler?