I en udsendelse, som du kan se på DRs Bonanza-arkiv, beskrives Dirch Passers liv af en række af hans kolleger. Og en af historierne, der bliver fortalt er om hvordan Dirch havde en ambition om at spille seriøst teater – at udspille en alvorlig rolle, men aldrig kom til at lykkes med det fordi publikum tilsyneladende grinede når han gik på scenen. Dén sammenkogte pointe kender de fleste danskere. Men i programmet fortæller Ove Sprogøe en udfoldet version. En “lidt for smart” pressedame har til premieren på Mus og Mænd, som Ove og Dirch spillede sammen, inviteret en del “sinker” i teatret for at få omtale – og det fik hun. Mange år efter.
Da Dirch træder ind på scenen, som den nærmest retarderede Lennie, og begynder at genne høns væk, begynder “sinkerne” (Sprogøes ordvalg i interviewet) at grine og kan ikke holde op. Dirch bryder sammen på scenen og begynder at græde, men på grund af rollerne – den dumme Lennie og den kloge George (Sprogøe) kan Ove Sprogøe bruge ti minutter på at trøste den grædende Dirch – på scenen – uden at stykket afbrydes.
I udsendelsen er der et klip med en midaldrende Passer, hvor han ræsonnerer sig frem til at hans styrke er i den svære kunst at spille folkekomedie. Han har intet at gøre i den seriøse genre, hvor så mange andre danske skuespillere er dygtige. Fortæller han med et pint udtryk i ansigtet og en kiggen ned. Her er en knækket mand. Han gør det vores hjerner gør. Finder på en forklaring, der får verden til at hænge sammen og give mening. Illuderer at vi selv har kontrol over vores liv og beslutninger.
Men han ligner altså en knækket mand mens han fortæller. En mand, der gerne ville noget andet og mere end “bare” at være sjov. Herregud. Vi kan sagtens konkludere at Passer gav så meget til så mange. At han gjorde en forskel, der gør en forskel. For utallige generationer var og er han den morsomste mand, der har levet i Danmark. Han var en gave til os på grund af hans gave – talentet.
Men er det godt nok? Hvis nu Dirch gerne ville have været alvorlig? Hvorfor stoppede han så på grund af nogle “sinker”, der grinede af ham? Fordi han havde så meget på spil på det alvorlige område, som han ikke havde på komikken?
Forfatteren Annie Dunch har i bogen “Inspiration og Kreativitet” interviewet en række kreativt-arbejdende danskere om deres forhold til kreativiteten – og dermed den skaberkraft de udøver for at virke. I bogen fortæller Hella Joof om forskellen mellem at være skuespiller, instruktør og sanger. Skuespilleriet er på en måde udtømt for hende, uden at hun er træt af det. Jobbet som instruktør finder hun glæde i og er tilpas i, men når det kommer til sangen rammer hun det sted i sig, hvor der er flest følelser i klemme. Hun ville gerne kunne synge bedre end hun kan – men tager sig ikke sammen til at få sangundervisning (hendes egen beskrivelse). Så måske er det slet ikke så vigtigt for hende? Jo, for årsagen til hun ikke tager sangundervisning er ikke manglen på at finde tid og tage sig sammen, men angsten for afvisningen fra andre og sig selv, hvis hun skulle opdage for alvor at hun ikke kan synge (tildels min stramning – men vent lige lidt…).
Hella Joof er sjov. Hun ville kunne slippe afsted med at erkende at hun ikke kan synge og stadig være noget. Skuespiller. Instruktør. Manuskriptforfatter. Kendt. Elsket. Dirch havde plus på kontoen hos alle danskere. Han kunne slippe afsted med at måtte erkende at han ikke kunne være seriøs. Ikke havde talentet på det område, alle havde elsket ham for at prøve og fejle. Men alligevel gør de det ikke. Eller lader sig slå ud af en oplevelse, som bare er et lille bump på vejen. Den slags som man må regne med, når man vælger at arbejde med sig selv som primært værktøj og kilde foran et publikum.
Hvorfor? Hella Joof giver måske forklaringen i interviewet med Dunch:
Jeg elsker at arbejde som instruktør. I det job har jeg afstand til smerten, og jeg bliver ikke ked af det, hvis nogen siger: “Den der scene var ikke så godt løst”.
Den kritik gør ikke ondt inde i mig. Men hvis nogen hørte mig synge og sagde:”De der fraseringer klarer du ikke så godt!”, så ville jeg helt sikkert begynde at græde.
Joof taler om hvor vi har vores sårbarhed. Hvor det gør ondt. Hvor vi har os selv på spil.
Som instruktør eller skuespiller er Joof på arbejde. Som komiker var Dirch på arbejde. Som hhv. sanger og seriøs skuespiller er/var de ikke kun på arbejde – de er også sig selv. Selvfølgelig kan man anføre at hvis man ikke kan tåle at få skæld ud skal man ikke blive parkeringsvagt. Men man kan også løse problemet pragmatisk ved at forstå at det er funktionen, der bliver skældt ud. Ved at gå videre med tanken: “Ligegyldigt hvilken parkeringsvagt, der havde givet ham en bøde, ville han have skældt ud”. Det kan man bare ikke hvis man bærer sit selvværd i at være parkeringsvagt. Så er der for meget på spil til at acceptere at man ikke er god nok – og så bliver man det aldrig, for når kun det perfekte er godt nok, er der jo ikke plads til at øve sig. Gad vide om vi ville blive lykkelige af at udfolde os, hvor der er mest på spil eller ved at fokusere på det vi gør bedst? Det er i alle fald sjældent det samme.
