Kategoriarkiv: Uncategorized

Second screens er second to none

Det store dyr i tv-åbenbaringen i disse tider er second screen. Det er det buzzword, der trækker broadcasternes opmærksomhed og samtidig giver programfolk og teknikere grå hår. For hvordan skal man angribe denne udvikling? I det seneste år er der opstået små og temmelig forkølede forsøg på at rumme og møde det faktum, at tv nu typisk bliver forbrugt i baggrunden eller med hjælp fra en anden device. Deraf navnet second screen.

Med et stort tilløb står de danske tvstationer og forsøger at finde deres angrebsvinkel – men desværre med en meget typisk broadcastertilgang, der slet ikke hjælper dem. Problemet er klassisk – når man stiller det forkerte spørgsmål, får man det forkerte svar. Lad os lige kigge lidt på fakta, før vi vender tilbage til de ringe indsigter og dårlige antagelser, der lige nu dominerer diskussionen.

Allerede nu er der – bl.a. ved Googles mellemkomst – blevet analyseret på dels den amerikanske tvseer og dels hvordan vi allesammen bruger vores forskellige devices til forskellige tilstande af aktivitet. Typisk er Googles mange og tunge analyser af brugere centreret omkring søgning – og det er Googles undersøgelser af second screen også. Men de afslører en del andet.

F.eks. det indlysende. Vi bruger vores devices til forskellige ting. Mobilen er vores livline og foretrukne kontaktpunkt. Tablets er primært for underholdningens skyld og computeren er et decideret arbejdsværktøj. Her gør vi ting, som er sværere. Afslutter indkøb. Skriver længere mails. Åbner regneark. Alt det, som er træls på en mobil device.

Men også det mindre indlysende – nemlig, at vi sagtens kan foretage flows på tværs af vores devices. Det er muligt, at en søgning på en mobiltelefon, videreføres som en browseroplevelse på en tablet, for at blive afsluttet, som en bordbestilling eller et rejsekøb på en computer. Vores oplevelser og vores skærmforbrug er langt mere kompliceret end man skulle tro.

Og hvilken skærm står udenfor det flow? Det gør vores tv. Vores gamle og dumme tv. Som ikke er synderligt smart – heller ikke når det får processor og internetadgang og vi hævder at det er st smart tv. Derfor bruger vi second screens – fordi de er smarte og giver noget til oplevelsen, som vi ikke kan få med et tv alene.

Måske er tv second screen?
Det betyder også at den generelle antagelse, at second screens understøtter tvoplevelsen måske er forkert. Måske er det mere sandt, at der foregår langt mindre bevægelse fra hhv. mobil, tablet og pc mod tv – end den anden vej. At det er tv der er på vej til at være second screen. Det er i hvert fald langt nemmere at forestille sig brugerbevægelser der går væk fra tvet og ud i en digital verden end omvendt.

Næste vigtige indsigt er baseret på Googles undersøgelser af den amerikanske tvseer – men jeg tillader mig at antage, at den også dækker den europæiske tvseer i store træk. Og måske endda bedre, fordi vores digitale infrastruktur i Europa faktisk overgår den amerikanske på flere områder. Vi har bedre og oftere adgang til mobilt internet, med smæk på.

Vi bruger mest vores second screens til tre ting, nemlig som primær skærm, med et tv i baggrunden (77% af den tid, som de amerikanske tvseere har tvet tændt, har de øjnene på en anden skærm). Vi bruger dem til at understøtte det tvprogram, vi ser. Slår navne op, kigger fakta om gamle filmskuespillere og tjekke programoversigter. Og så bruger vi dem til at snakke med de andre, der ser samme program. Hashtags, der understøtter snakken gløder under de store liveprogrammer. Jahhhh og Neeeeeejjj er ikke sjældne opdateringer på de sociale medier, under en fodboldkamp. Ligesom “Ok, de har sendt en trold i år”, kunne ledsage et Melodi Grand Prix.

Vi kan ikke styre noget – vi kan understøtte og acceptere spillereglerne.
Og her er en af de virkeligt farlige antagelser, som jeg har stødt på hos flere store broadcastere – nemlig tanken om, at de kan styre strømmen. Det kan man ikke. Man kan understøtte den, men bare en relativt simpel handling, som at forsøge at beslutte og gennemføre et hashtag, som bærende er svært. Også selv om man skriver det på skærmen. Hvis brugerne vil have #escdk, som hashtag for Melodi Grand Prix, fordi det åbner en mulighed for at snakke med brugere i andre lande, så er det deres hashtag – og ingen får dem over på andet.

Man kan heller ikke styre, hvor snakken foregår – hvis det oplagte er Twitter er det Twitter og hvis det er Facebook så er det Facebook. Men det kunne også være helt andre steder med en helt anden struktur – f.eks. i kommentarfelter under artikler, på chat, i internetfora eller helt fjerde steder, vi slet ikke kan forestille os. Broadcastertanken, som man kan støde på ind i mellem er at man skal udvikle sin egen app eller endnu værre – sit helt eget sociale netværk, for at tage de sidevisninger og eje den snak, der foregår. Og mere uvidende arrogant kan man vel næsten ikke være?

Sidst, men mindst – second screen er kun et skridt på vejen mod noget helt andet. Nemlig konvergens. Jeg ved det, det er slidt at tale om konvergens og vi er blevet lovet konvergens oftere end politikere har lovet noget i en valgkamp. MEN, det er altså på vej. Second screen er vores bedste forståelse, af det sted vi står lige nu – men vi er faktisk i bevægelse, hurtig bevægelse, mod same screen. Ikke one screen. Ikke second screen. Men same screen. Teknologien og devices, der kan kan understøtte en fuldt konvergeret medieoplevelse er ikke lysår væk. De står ikke engang hos Familien Jetson – de er lige om hjørnet, som i noget vi kommer til at stifte bekendtskab med indenfor det kommende halve år.

Du skal ikke kigge efter en revolution, men du skal kigge efter første gang du oplever en live-video, der har et interaktivt lag ovenpå. Så har du den – og snart efter har du same screen. Det kræver kun kombinationen af en processor og en internetadgang.

Derfor ville jeg smide alle mine antagelser ud og finde en ny vej, hvis jeg var broadcaster. Derfor ville jeg tænke tv ud af tvet og ud i en smartere næsten-nutid. Jeg ville tænke, at der ikke findes second screens – der findes kun en opmærksomhed og den kan kun rettes mod en skærm – derfor er second screens second to none. Altså reelt first screens. Og sidst ville jeg fokusere blikket et hundrede procent mod at forstå og facilitere de oplevelser og brugsmønstre, der knytter sig til det vi nu kalder “second screen”, så jeg var klar til same screen. Og konvergens.

Hov, hvad var der egentlig på den anden skærm, mens du læste dette på din tablet? Googles analyse kan du finde her: http://www.google.com/think/research-studies/the-new-multi-screen-world-study.html

Kan en hjemløs byde velkommen hjem?

På det seneste har der boet en hjemløs gut i min gade. Det er mærkværdigt. Ikke fordi han bor på gaden, for det gør en del danskere selvom det nærmest er en voldtægt af det danske samfund. Men jeg forstår ham på en måde godt. Jeg ved ikke hvorfor han har valgt det – men i ganske korte perioder i mit liv kunne det også have gået den vej. Det er kun tilfælde, skæbne og banale heldigheder, der gør at jeg ikke har delt samme skæbne. Så jeg forstår ham – uden at fatte en brik. Heldigvis.

Så er der det der med at han er flyttet ind. Det stråler ud af ham. Nu bor han her. Der er noget hyggeligt og samtidig grusomt over at han bor i gaden. Jeg bor på første sal i en midtby-gågade, hvor jeg ofte vågner om natten fordi der er slagsmål og andre elendigheder som knytter sig til et gå-i-byen-kvarter. Jeg har endda været på gaden klokken tre om natten for at slukke en containerbrand. Men han sover tilsyneladende godt foran Telenor-butikken, på sine to madrasser og under sit tæppe i sin sovepose. Han ligger helt inde ved vinduet, hvor sneen ikke når ind og måske er det godt nok. Det lader ikke til at forstyrre ham synderligt, at der er flere minusgraders frost. Han ligger og sover trygt ved titiden, når jeg kommer hjem.

For mange år siden lærte jeg en direkte lektie omkring min bedrefølelse og hjemløshed. Det var mens jeg boede i London. I en periode boede jeg på kanten af Notting Hill. På den modsatte side af gaden lå en døgnkiosk. Udenfor havde en hjemløs slået sig ned. Han tiggede på alle tider af døgnet. Enten vågen med skilt og hue – eller også sovende, med blinkende lampe i huen. Så banalt var det.

En tilfældig aften kom jeg hjem efter endnu en festlig aften. Jeg var i tyverne og havde både indtægt og ungdom til at klare både værtshus og job på samme døgn. Og så havde jeg store armbevægelser. Om ikke andet på indersiden af hovedet. Så i mit kæmpestore overskud tænker jeg, at en god gerning er på plads. Så jeg køber en sandwich og en vand til manden.

Det næste jeg oplever er at han kaster sandwichen ned på gaden og sviner mig til. Jeg tror aldrig jeg har fået en mere fortjent skideballe. Han gider sgu da ikke æde en fucking sandwich – og hvorfor skulle han det? I sekundet slår skammen mig, hvem fanden er jeg til at vurdere hvad han har brug for og hvornår? Der står en nogenogtyveårig dum, dansk dreng og foregiver at være bedrevidende. Dér lærte jeg en lektie. Jeg skal ikke vurdere andre mennesker eller deres behov. Slaveriet er ophørt – den hvide mand er stemt hjem. Jeg behøver ikke give ham noget – men hvis jeg gør, skal det fandeme være noget han kan bruge. Noget han kan veksle til omgående befrielse. Og det skal komme uden den overlegne arbejdende races attitude.

Han skal selvfølgelig have penge. Penge han kan veksle til præcis det der giver ham den korte og købte befrielse, der gør at han lever på gaden. Resten af vores verden lever i en kapitalistisk verden, hvor du selv bestemmer hvad du gør med dine penge. Jesus Christ. Han skal sgu da ikke have mit krøllede og selsvmarte bud på et godt liv. Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine tyve kroner i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne. Penge, som en tydeligvis voksen mand kan bruge til det han mener, han har brug for. Uden min bedrevidende smartrøvs-attitude. Ellers kan jeg bare lade være at give manden noget.

Jeg vil gerne smide yderligere tyve kroner i en anden samfundshat, der tilbyder manden en vej ud – hvis han selv vælger det. Men de tyve huekroner, som jeg smider på gågaden skal ikke komme med en klausul eller et bedrevidende blink med øjet. Så – trænet af fortiden – hilser jeg på den hjemløse mand, der er flyttet ind på vores gade. Hvis han altså ikke er i samtale med en af de andre beboere eller folk på vej i byen. Jeg smider ind i mellem en tyver. Ind i mellem spørger jeg også om han har brug for et par handsker eller gider spise en kage – og så får han det jeg har med. Foreløbigt har han sagt ja til både handsker og kage. Men han får hverken eller uden at få en tyver – for jeg skal aldrig pisse på en voksen mand igen. Ligegyldigt, hvilket liv han har valgt at leve.

Og så er der, sjovt nok, noget rigtig hyggeligt ved at han er der og umærkeligt hilser mig velkommen hjem. Selvom jeg langtfra er misundelig på hans liv, gør han faktisk mit en smule bedre.

MegaMeta

Hvad handler Paradise Hotel om? Mange tror det handler om at knalde. Det gør det ikke. Det handler om at snakke. Snakke om det man kunne gøre. Det man måske gør. Det man tænker at gøre og det man tænker, om de tanker man gør. Og tanker om det de andre måske tænker at gøre. Som så meget andet. F.eks. denne blogpost. Den er også en kommentar til det vi snakker om. Ikke det vi deltager i. Ikke det vi gør. Men det vi observerer og derfor kommenterer.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Gå vild for at nå frem

nogen gange må vi fortabe os for at finde os selv
ind i mellem må vi forsvinde for at være her
til tider må vi skjule os for at stå frem
det sker at vejen væk er den eneste vej farbar
at hvilet er den mest magtfulde handling
at fornægtelsen kalder svaret frem
at vi dukker os for at rejse os op
at søvnen er som at slå i bordet
nogen gange må vi blive
Nogen gange må vi gå vild for at nå frem

Rebel Inc

I går kom min syttenårige datter hjem med en hanekam. Hun havde taget luften ud af overraskelsen ved at sende et billede på mail først – så der var ikke nogen chokeffekt i selve mødet. Og jeg må også tilstå at jeg egentlig mente, det jeg skrev til hende, da jeg først så billedet. “Det er fint!” – altså, som i ser godt ud. Sådan må forældre jo aldrig svare på oprør. De skal opstille en mur af afstandtagen, så der kan spilles oprørsbold – men jeg mente det jo. Jeg synes det var fint.

I halvfjerdserne gjorde punkerne oprør. De rettede det mod et fænomen, som jeg elsker som billede og savner et dansk ord for – nemlig the establishment. Et establishment, jeg altid selv har følt skulle udfordres. Dog ikke med hanekam – jeg er mere sådan en viking med sideskilning-type. Punkerne gjorde oprør ved at vise, at alt, der historisk var styret af the establishment – f.eks. kulturproduktion, tjah – det kunne man sagtens selv. Også selv om man ikke kunne. Visuelt gjorde punkerne oprør ved at trashe sig selv. Billederne af piercinger med sikkerhedsnåle, hanekam, farvet med almindelig lak og maling og en selvvalgt elendig hygiejne, skulle måske udstille, hvordan de troede the establishment så dem. Måske bare udstille den forvirring, der er indeni til man finder ud af, man faktisk har sin helt egen plads i samfundet, man skal bare tage den (det kan der så sagtens gå 40+ år med).

Så her stod min datter med hanekam og så brandgodt ud. Hun var så spot on den gældende mode, som er en revision af punkbølgen – genfundet og opdateret af en svensk forfatter – billedsat af en dansk filminstruktør. Halvfjerdsernes oprør er blevet til 10ernes Lisbeth Salander. En kvinderolle, der bliver pushet af Hollywood, som leading woman og som derfor bliver kulturikon i kraft af millioner af USDs, der bliver brugt på reklamere for netop fænomenet Salander. Og er det ikke frækt? Hollywood og gammel-socialisten Stieg Larsson(s bo) vælter sig von And-agtigt i penge, fordi de benhårdt markedsfører historien om hvordan the anti-establishment vælter the establishment. Næ – egentlig ikke. Hvis jeg stadig arbejdede, som konsulent ville jeg omgående coine frasen “oprørsøkonomi” og tage på en lang foredrags- og bogtur så jeg også kunne malke den gældende trend. Men når nu samfundet er nået dertil, hvor markedskræfterne tager over konstant, hvordan fanden skal man så gøre oprør, når man nu er ung og er en oprører uden en reel sag?

Filmen Rebel Without a Cause blev forøvrigt udsendt i 1955 af Warner og handlede præcis om oprøret. Det blev der tjent millioner af USDs på. Specielt fordi James Dean indeholdt oprøret i en lækker krop. Det samme galdt Elvis, der var en hoftesvingende oprører, der kastede milliarder af USDs til RCA. Sex Pistols blev benhårdt styret af Malcolm McLaren, der endda fik udgivet et interviewalbum med Sex Pistols under navnet “Some Product”. Og det samme gælder de faktiske symboler. Fra Minien, der fik sit navn i 60ernes frigjorte britiske oprør til Salander-piercinger og dragetaoveringer, som for tiden holder tatoo/piercing-branchen kørende. Ok – så markedskræfterne har nok været på spil lidt længere end i dette årstusinde. Selv Charlie Chaplins filmiske oprør mod the establishment for hundrede år siden endte i et af de største amerikanske filmstudier, nemlig United Artists. Bygget på gentagelsen af historien om den lille mand, der vandt over industritidens kapitalstærke samlebåndsbaroner.

Det synes næsten, som om ethvert ideal vil ende i sin egen overgivelse til det, som det udfordrer. Sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg så Peter Øvigs bog Hippie, i min boghandel, “som den perfekte julegave”. Tillykke. Det lykkedes at skabe et produkt ud af det danske og fesne svar på Woodstock, som primært var et 3 år langt slagsmål om fælleskøbmanden skulle give kredit eller ej. Men hvordan helvede gør vi så oprør – når oprøret åbenbart aldrig er mere stærkt end det suges mod det nærmeste sorte pengehul? Og er det i virkeligheden slet ikke et oprør vi er interesseret i, men bare sådan lidt barnligt, at finde ud af, der virkelig er kærlighed til os – også når vi påkalder den med udfordring.

Måske specielt et ønske, der opstår når vi skal til at forholde os til nogle krav, som måske ikke er behagelige. Vi skal selv til at tjene penge. Vi skal op til tiden. Møde på et arbejde. Få nogen børn. Købe en dyrere bil. Dø værdigt. Så er det vel nemmere i en tid, at kaste sig hovedkulds ud i den kultur vi ved elsker os – dem, der minder mest om os selv. Og så tage kraftigt afstand fra dem med kravene. Som vi så i en periode, kan se som dem, der solgte ud. Dem der gav op. Gav ind. Og nu er del af det store samlebånd. Handler den uendelige række af røvgevirer og piercinger ikke mere om at melde sig ind i en stamme, ved at skille sig ud fra en anden? Det tror jeg det gør. Og det tror jeg også er selve essensen af det evige ungdomsoprør – at vise sit tilhørsforhold til en ungdomskultur, der SKAL give fingeren til the establishment.

Det vilde er så at oprøret er så cyklisk og forventeligt, at man kan drive forretning på det. Nogle af dem, der er allerbedst til at tjene penge på det evige ungdomsoprør er den amerikanske mediemogul Viacom, der driver TV (Nickelodeon, MTV og Comedy Central), film (Paramount og MTV) og computerspilproduktion. De tilbyder et benhårdt og godt afprøvet oprør, der virker for 99% af alle senteenagere. Dermed ender deres oprør og opgør i kløerne på dem man skulle tro var selve modstanderfiguren, men faktisk tilbyder netop det syndefald af (stærkt iscenesat og markedsført) ungdomskultur, der kan klippe vingerne af de små englebasser.

Dramafix

Har du bemærket at alle toere altid starter med at etablere det faktum, at de alligevel ikke levede lykkeligt til deres dages ende? På den vis er toere meget mere realistiske og som livet er, end den historie, vi normalt får fortalt. Det er også derfor toere typisk stinker, de er nemlig sjældent det dramafix, som vi elsker og behøver. De ligner den stinkende, endeløse, kedsommelige hverdag, der pludselig ender med et uventet brag.

På det seneste er historien, som form, begyndt at irritere mig mere og mere. Nogle dage tror jeg faktisk den er direkte skadelig for vores samfund og civilisation. Når jeg ser mig sur på den, bliver den hele roden til alt ondt fra curlingbørn over skilsmisser til arbejdsløshed. En historie har en start, en midte og en slutning. En historie har en hovedperson, der undervejs bliver klogere og vender 180 grader på en grundholdning i sit liv. Hvis historien vil ham det godt bliver vi glade på heltens vegne og hvis den vil hovedpersonen det skidt, kan vi udleve dele af vores egen sorg via ham.

Mentale 3d briller
Men det er jo noget ævl, at vi kan leve gennem historier – for det er ligesom at lade børn vælge, hvad de vil spise. Slik er ikke rigtig mad og historier er ikke rigtigt liv. Vi ønsker, som udgangspunkt, sjældent at udvikle os ligesom hovedpersonen, for det gør ondt. Vi vil have den søde slutning og den vælger vi, fordi det føles godt i maven. Så vi går ind og ser endnu en chick flick, guy cry, slasher, mockumentary, teen movie eller hvad vi nu plejer at se. Og til sidst er det sådan vi ser verden. Vi får mentale 3d briller permanent. Problemet er bare, at sådan er verden ikke. Og hvis vi overfører vores historieforventninger til dagligdagen, ja så bliver vi sgu slemt skuffet.

For det første kan vi ikke starte historien når vi har lyst. For det andet kan vi slet ikke bestemme hvordan den skal udspille sig, eller med hvem. Det er slet ikke sikkert vi er med. Faktisk er der slet ikke nogen historie til hverdag. Der er ingen start, midte og slutning. Det er derfor vi betaler 100 kroner for at gå i biffen. For så kan vi æde slik, hjernen slappe af og historien udfolde sig under velordnede forhold.

Uden mening er det meningsløst
Hverdagen er en lang serie af komplekse ligegyldigheder, som ikke har en overordnet og sammensat fortælling, der giver mening til sidst. Livet er en serie af valg, der ikke skal tages i en bestemt rækkefølge, for at opnå et bestemt resultat – faktisk kan man sagtens være så uheldig, at træffe alle rigtige valg og så blive kørt over af en tilfældig dobbeltdækkerbus med turister. En meningsløs ulykke. Præcis – for det er ikke en tilknappet historiefortælling, den kommer først når vi genfortæller forløbet og lægger en færdigbagt mening oven på.

Lige nu er der i Fyens Stiftstidende en serie med en kvinde, der ønsker sig det perfekte bryllup – men ikke ejer de økonomiske midler til at gennemføre det. Derfor forsøger hun, på alle tænkelige måder, at skaffe sponsormidler, sådan hun får dét ultimative bryllup, der ligger inde i hendes hovede. Jeg kan godt se historien er god. Derfor fortæller vi den i avisen. I den omvendte nyhedstrekant, så den kan skæres nedefra.

Den klæder forsiden. Men hvordan ser en kvinde, der er voldsomt optaget af at realisere sine egne, egoistiske drømme om selviscenesættelse egentlig ud, hvis man oplever den 1:1? Sikkert ikke særlig køn. Slet ikke i en tid, hvor 2 millioner børn er ved at dø af mangel på fornødenheder på Afrikas Horn. Det er en god historie, at kvinden er opsat på at finansiere sin drøm af et bryllup, men er det faktisk en særlig god historie? Og hvad vil hun bagefter? Stoppe tiden og leve lykkeligt til sine dages ende? For det er så yndigt at følges ad?

Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at historien har fungeret som grundformidler af drømme og håb så længe, at vi er blevet næsten ukritisk døve overfor livet. Vi har endda opfundet en speciel tv-form, der er stærkt, iscenesat virkelighed, som vi kalder reality. Det er en velkommen pause i en kompleks og uoverskuelig hverdag, at se en godt fortalt historie, der tager os i hånden og leder os gennem 3 forudsigelige akter – og ligesom en tur i rutchebanen, så ender vi samme sted, som vi steg på. Men historien skal ikke forveksles med, hvad vi kan forvente os af livet. Tværtimod, skal vi se historien, som en velordnet pause, der giver os energi til at gennemleve den ustrukturerede og ufrivilligt komplekse fortælling vi kalder vores liv.

Det havde vi ikke regnet med.

Det startede med et tordenbrag, som blev diskuteret rigtig længe. Var det et fly eller en eksplosion eller hvad fanden kunne det være? Cirka et kvarter efter opdagede vi skyen og gik indenfor på caféen. Da vi kiggede ud igen regnede det så meget at børnene hentede deres regntøj i husene og husbådene rundt om og kastede sig ud i regnen. En kvinde besluttede at køre hjem, men kom retur fordi vejene var væk og hun kunne ikke se kørebanen.

Det var bare starten på nogle forrygende timer, hvor vi sad sammen med nogle mennesker, vi ikke kendte og som ikke kendte os. Vi oplevede en lille, stille revolution. Her sad vi. Vi kunne ikke komme nogen steder, ingen kunne komme til os. Og vi kunne vælge mellem panik eller overgivelse. Heldigvis valgte vi det sidste. Frugten var en unik oplevelse. Lige de timer skilte sig væsentligt ud fra tøjvask, opvask og daglig hjernevask og blev til et tidsrum, som vi aldrig kan opleve igen. De samme mennesker, på det samme sted under de samme vilkår vil ikke ske igen – og hvis det gjorde er det ikke sikkert, at det ville blive med samme stemning.

Da vi endelig slap ud var byen forandret. Vi sprang mellem dybe huller i fortovene, nedskredne veje og vand i mængder, som sjældent før. Den eneste vej var at gå. Busser holdt i siden af vejene, med blinket tændt. Forladt og ventende på Falck. Biler stod stille i rabatten og da vi endelig kom tættere på byen, så vi de orange blink alle steder.

Ved alle kældre stod der mennesker og forsøgte at redde deres ting. Pakkede gulvtæpper i poser og lænsede vand med alt de havde. Poser. Spande. Fejeblad. Kunne det lænse, kunne det bruges. Samtidig med denne voldsomme aktivitet var der også en underlig stilhed. Mat gik andre omkring. Vejene var spærret, togene holdt stille og København var på en mærkelig måde lukket om sig selv. Der var granatchok i luften. Ingen kunne opretholde det normale tempo – intet var som det plejer at være. Overfladiskheden kunne ikke opretholdes – fordi farten var forsvundet. Vi måtte være, hvor vi var og med det vi havde.

Da vi havde krydset centrum og gik ud af byen igen – på vej gennem området bag Svanemøllen Station, var der nærmest undtagelsestilstand. Taxaer, busser og privatbiler holdt, hvor de var blevet efterladt i vandmasserne. Der stod tunge dampskyer op fra huller i vejene, hvor arbejdsmænd knoklede med at lukke for dampen og vejen var overfyldt med affald, der var skyllet med vandet. Det lignede krig. Men alle – selv arbejderne – var helt stille.

Stilheden fortsatte søndag. Busserne forsøgte, overfyldt, at erstatte tognettet. Der var let panik ved stoppestederne, specielt når en bus endelig standsede og tog folk med. Langt de fleste kørte overfyldte forbi. Ind og udstigning foregik ved alle døre og buschaufføren havde suspenderet billet og klip. En gåtur ned mod Kgs. Nytorv var primært en tur henover slanger, der lænsede vand fra kældre. Og forbi triste ansigter på mennesker, der havde mistet rigtig meget af deres virksomhed. I dag fortsætter stilheden på i byen og på indfaldsvejene. Ja selv på nettet, hvor rigtig mange hjemmesider, stadig, er nede på grund af to timers regn.

Jeg tolker det meste af stiheden som ydmyghed. Det var det i alle fald for mig. Vi fik et lille glimt af hvor lidt vand der skal falde fra himlen eller hvor lidt havet skal stige, før hele vores liv og samfund begynder at se meget anderledes ud. Når det regner i to timer, så forsvinder vejene, fortovene styrter sammen og togene holder stille. Vi kan ikke længere fokusere på det vi har lyst til – men bliver nødt til at gøre det vi skal. Vores liv, som vi kender det, kan blive oversvømmet på bare to timer og der er ingen steder vi kan flygte hen.

Manden fra Politiken

Igennem mit arbejde løber jeg relativt ofte ind i offentligt ansatte. Mennesker, der arbejder i kommunalt, regionalt eller statsligt regi. Det er naturligvis meget forskellige mennesker, med forskellig baggrund og en regnbue af jobbeskrivelser, men fælles for dem, er at de arbejder i et helt specielt miljø, hvor der er en meget mærkelig hierarkisk magtfordeling.

Personligt mærker jeg det mest ved helt åbenlyst, at mangle viden om hvor elefanten befinder sig og hvad det er for en elefant vi danser rundt om. Men det ved de offentlig ansatte. Med stor sikkerhed kan de udpege magten og ofte gætte, hvad den ønsker uden ønsket behøver blive udtalt.

Det fordrer i visse tilfælde også en grad af angst, der giver sig udslag, som overforsigtighed. Når ingen for alvor trutter ren røv er der en vis grad af gætteri og dermed usikkerhed i systemet. Sådan kan man møde angstelefanten i det offentlige system – og det kan være nærmest umuligt at navigere i for en udefrakommende, der ikke lige kan huske “Popmusikerens vise” udenad.

En af dem fra “kommunen”, som virkelig gør en forskel og trækker den ene sandhed efter den anden ud af skabet er Rune Mejlvang. Han skriver bloggen “Manden fra kommunen“, som virkelig er en modig udgivelse, når man ser hvem hans arbejdsgiver er. Nu har jeg haft glæden ved at møde og arbejde sammen med Rune Mejlvang nogle gange – og han er ikke en løs kanon eller en opmærksomhedssøger. Han skriver om det han ved noget om og han gør for at gøre feltet bedre og dygtigere. Og for at rette op på de fejl, der sker.

Hans blogserie om sladretjenester er nu endt i Politiken, som artikel – og derfor får en yderst uhensigtsmæssig omgang med følsomme persondata nu et grundigt eftersyn. Hvis det viser sig, at Rune Mejlvang har ret (hvad der er en del der tyder på), så har 25 kommuner haft en yderst skidt omgang med persondata. Hvor skulle den kritik komme fra, hvis ikke fra en mand, der lever i krydsfeltet mellem det digitale og de kommunale administrationer? Han har den nødvendige viden til, at opdage og påpege fejlen.

Jeg er sikker på de 25 kommuner, der får trukket bukserne ned på deres stikkersider, ikke er synderligt glade for, at kilden er en af “deres egne” – det skal vi andre til gengæld være. For det er folk som Rune Mejlvang, der forandrer vores verden til det bedre, ved at turde investere sig selv og sin viden for at hjælpe samfundet, på trods af et system, der ikke nødvendigvis sætter pris på indsatsen.

Når offentlige kampagner skal rime på sex

Du og jeg kender dem ikke. Men bag de bonede ruder sidder, en samling af mennesker, der ubønhørligt jager en målsætning om, at du og jeg skal leve længere. Så længe, som muligt. Vejen til det mål er brolagt med anbefalelsesadfærd. Dette “lækre” ord er kernen for disse administrative tophjerner, der konstant leder efter ting, du og jeg burde – og vigtigere, ikke burde. Almen askese er naturligvis voldsomt livsforlængende: Du bør ikke drikke mere end 21, hhv. 14, genstande om ugen og aldrig mere end 5 på en aften. Rygning skal du holde dig helt fra og du bør end ikke tænke på smør eller fedt fra dyr. Der er noget farligt indeni, som Lily Broberg sang i 1976.

Nu er vi jo rimeligt veloplyste i dette land, så alt dette er vi godt klar over. Men det vi måske ikke er klar over, er hvor meget reklamebudskab og markedsføring, der findes i den del af verden, der handler om anbefalelsesadfærd. For efterhånden noget tid siden, var jeg til et foredrag, hvor en af hovedpersonerne bag kampagnen “6 om dagen”, fortalte om tilblivelsen af netop den kampagne. Egentlig hviler hele kampagnen på en hollandsk undersøgelse, der konkluderer, at hvis du går fra at spise 250 gr. frugt og grønt om dagen op til 400 gr. frugt og grønt om dagen, lever du ca. et halvt år længere før du får kræft og du lever ca. 8 måneder længere efter du har fået kræft. Eller, med deres egne tal, fremfor at få kræft når du er 73,5 og dø når du er 75,7 år, vil du med 400 gr. frugt i maven pr. dag leve kræftfrit til du er 74,2 og dø når du runder 76,2 år.

Godtså. Det er tal, der er gennemskuelige og til at se gevinsten ved. Jeg vil i hvert fald gerne se de børnebørn, jeg forhåbentlig får, i så lang tid, som jeg overhovedet kan. Hvert sekund tæller, som de sagde i lanceringen af 24 Timer. Men de danske tal er jo ikke 400 gr. frugt om dagen, som i den hollandske undersøgelse. Anbefalingen her i landet er 600 gr. frugt og grønt om dagen. I foredraget fik vi fortalt, hvordan idéen om “6 om dagen”, var født i lyset af en norsk kampagne, der forøvrigt anbefaler 5 om dagen ligesom den amerikanske “5 a day”-kampagne. Og vi fik også at vide, at idéen om det netop skulle være 6 om dagen, var opfundet i Danmark, som en fræk kampagneting, der var nemmere at forstå end budskabet om de 3,5 stykker frugt og grønt, som er det, der egentlig er målt på i den bagvedliggende hollandske undersøgelse. “6 om dagen”, var ganske simpelt meget mere kampagneegnet, end det reelle budskab.

Jeg skal ikke komme her og angribe nogen for at stramme virkeligheden og sætte ting på spidsen for at flytte meninger eller produkter – det har jeg levet godt og fint af i mange år. Men jeg synes faktisk, der er forskel på at sælge budskabet om 3,5 eller 6 om dagen. Virkeligheden er, at der er målt en minimal forlængelse af de raske år og en mindre forlængelse af livet, som så er fremskrevet uden videre dokumentation i Danmark, fra 400 gr. til 500 gr. og derefter boppet op af kampagnefolkene til 600 gram.

Det vil sige, at i stedet for at drikke en brikjuice, æde et æble og spise mine majs og bønner til aftensmaden, skal jeg nu rende rundt med evig dårlig samvittighed over aldrig, at få spist min papayafrugt mens min kiwi rådner og appelsinerne er begyndt at råbe af mig – samtidig med, at der står vandmelon, banan og smoothies ud af ørerne på mig, fordi det var nemmere at kommunikere. Det er lige til, at få frugtknopper af.

Og der er ingen, der kan blåstemple denne bevidste, statslige fejlkommunikation over i besparelsessnak, for det viser sig nemlig, at menneskene bag “6 om dagen” selv har regnet på det. Besparelsen ved de (fremskrevne) 500 gr. frugt og grønt om dagen er på samfundsplan ca. 306 millioner kroner, men den forlængede levetid og de sygdomme, som så vil ramme os i stedet for kræft og hjertekarsygdommene, vil koste 345 millioner kr. om året. Altså er den eneste fortjeneste, at vi bliver ramt af nogle andre sygdomme, som dog ikke dræber os, men fordyrer vores bonuskvartaler med nogle millioner kroner.

Jeg elsker frugt. Frugt er godt og lækkert. Der er intet, som kan forbedre arbejdsdagen, som et æble fra frugtkurven og intet, der kan nappe den lille sult, som en banan. Men hvis den seneste amerikanske undersøgelse, fra april 2010, har ret, er der ekstremt lille gevinst ved at spise frugt og grønt i store mængder, når det kommer til kræftrisiko. Paolo Boffetta fra Mount Sinai School of Medicine in New York undersøgte mellem 1992 og 2000 data fra 23 centre i Europa op mod cancerstatistikken. Han fandt, at for hver to portioner frugt eller grønt du spiser, hver dag, falder din kræftrisiko med 3%. Det er naturligvis værd, at tage med. Men det er sgu ikke værd at ødelægge nydelsen ved frugt og grønt, fordi det pludselig skal være en daglig og sur opgave, at æde sig gennem 6 pligtportioner, når de almindelige 3,5 portion, der sikkert nærmest ryger ned af sig selv, er alt rigeligt. Bare fordi det offentlige pligtpoliti, bedst kan lave OBS-indslag, der rimer på sex.

Kvinder, der (tilsyneladende) hader mænd

I tirsdagens Berlingske Tidende, var der en stort udfoldet artikel om “Stærke kvinder flytter sammen”. Uak, Onkel Anders – nu er den gal i mandeby. Kvinder har nemlig ikke brug for mænd længere. De skal højst have fingre i en homoseksuel ven, som sæddonor og så er de ellers selvvalgt selvkørende, hele livet. Vi er overflødige, ubrugelige, ligegyldige.

Men gemt lidt væk fra Jesustyperne i overskriften opdager læseren to aspekter af denne blockbustersag, dels at disse kvinder ikke hader mænd, de bor sammen for at få den naturlige hjælp, der ligger i en stamme og dels at det handler om så få, at de nærmest ikke er talt endnu. Disse kvinder udfolder altså en helt normal adfærd, hvor de grupperer sig for at hjælpe hinanden, fordi alle mennesker ved, at det tager en landsby, at leve et lykkeligt liv. Det er hårdtkodet i os – vi kommer længere sammen end, hver for sig.

Og så den anden del af artiklen, nemlig den manglende påviste signifikans. Skulle vi ikke tage fat på problemet når det bliver et problem. Altså når vi har mande- og kvindeghettoer i hele landet, der nægter at tale sammen og endnu vigtigere – siden hvornår er det blevet et problem at folk bor i kollektiv? For det er jo det, der ligger i sagen. Der er i værste fald tale om et helt almindeligt kollektiv og i de fleste tilfælde bare tale om folk, der bor i opgang sammen.

“Flere kvinder flytter sammen i kvindefamilier – det fastslår eksperter”, skriver den kvindelige journalist. Nu er jeg jo ingen Larry King, men rent journalistisk tror jeg nok vi er i gang med at skabe en lidt kedelig konstruktion i læsernes hjerner. Historien er blevet spidsvinklet og strammet – og må næsten være resultatet af et par observationer i den nærmeste kreds omkrign journalisten, der så er blevet oversat til en tendens. Men der er bare et par skridt i mellem at skabe en tendens, som bliver tolket hen i retning af at manden er overflødig og så det faktum, at disse kvinder faktisk bare følger den helt almindelige menneskelige adfærd – at gruppere sig for at stå stærkere individuelt.

Nu er jeg stadig ingen Larry King, men jeg har dog lidt erfaring fra en (1) skilsmisse og jeg forstår sgu godt, hvis folk kommer lidt fortumlet ud af en sådan – eller i det hele taget står overfor en grad af forvirring i forhold til forhold. Man får en på hovedet i en skilsmise, en slags sjælerystelse, som man skal bearbejde. Og hvis nogen af de mange kvinder, mænd og børn, som kommer ud af en skilsmissefamilie, skulle vælge at bo alene, eller sammen med en af deres eget køn, er det nok heller ikke så underligt. Det er praktisk og godt. Men er det vigtigt på sådan et vores-samfundsstruktur-bryder-sammen-agtig måde? Ikke umiddelbart.

Det viser sig også i artiklen, at de cases journalisten har fundet mere er sjælelige kvindegrupper, der bor i nærheden af hinanden og derfor kan mødes og hjælpe hinanden i hverdagen, fremfor at skulle mødes lørdag aften på Crazy Daisy fordi de har aftalt at mødes. Altså er de en slags naboer, der hjælper hinanden og måske definerer sig, som kvindegrupper – men det er jo altså langt fra historiens start “Stærke kvinder flytter sammen”.

(for en god ordens skyld skal det nævnes, at den følgende del af blogindlægget var faldet ud – og senere indsat. Derfor har Søren og Dorte herunder, kun kommenteret på indlægget hertil og ikke det følgende).

Her rammer vi et område, hvor vi skal til at passe alvorligt på, det er nemlig ikke journalistens Cavling-ønsker og avisens våde drømme om høje salgstal og den deraf følgende historiestramning, som skal sætte dagsordenen for debatten, for så sidder vi sgu først inde i hulen og vil kun diskutere skyggerne på væggen. Når man ændrer de redskaber og den forståelse, der er i et samfund, så må vi jo nødvendigvis finde nye måder at agere og leve på. Den debat vi burde tage op er debatten om hvordan vi mennesker, hænger på vores egen udviklingstrang – hvor vi sidder på en selvskabt tiger i fuldt firspring ud i de hvide områder på kortet.

Nu har vi gennemgået en udvikling gennem industrialiseringen, som menneskene i tidsaldre før os, gennemlevede langt mere flydende på flere tusinde år. Selvfølgelig er vi lidt forfjamskede og forvirrede på et højere plan. Vi har afskaffet overtro og tro, fået skolegang, damp, tog, biler, arbejde, flyttet fra landet til byerne og frigjort først arbejderen og derefter kvinderne på rekordtid. Og det er kun lykkes at lovregulere en del af det – resten er op til os selv. Vi kan jo ikke råbe ulven kommer, hver gang vi møder noget vi ikke umiddelbart har værktøjerne til at reparere, endsige manualen til at forstå.

Der er ved at opstå en sandhed i pressen om mændene, som det svage køn, der ikke kan klare sig uden kvinder, der sagtens kan klare sig uden dem. Og det er lidt ærgerligt. For det er en ældgammel kønskamp, som vi burde være ude over. For det første giver det ingen mening – i ligestillingens land – at definere hinanden, som netop køn. Burde vi ikke diskutere det ud fra et tankesæt, der behandlede kønnene ens? Burde vi ikke definere os, som mennesker, der lige nu står overfor en række kulturelle udfordringer, som vi ikke kan hente svarene på i vores opvækst og tillærte kulturforståelse? Men det er endnu mere ærgerligt fordi det er en polarisering, når det vi faktisk har brug for er en samlende debat, der inddrager os allesammen. For det er sgu et fælles problem for kvinder, mænd og børn, at vi skal lære at begå os i en verden, der stiller os overfor udfordringer, vi ikke kender løsningen på.