Så er der det der med at han er flyttet ind. Det stråler ud af ham. Nu bor han her. Der er noget hyggeligt og samtidig grusomt over at han bor i gaden. Jeg bor på første sal i en midtby-gågade, hvor jeg ofte vågner om natten fordi der er slagsmål og andre elendigheder som knytter sig til et gå-i-byen-kvarter. Jeg har endda været på gaden klokken tre om natten for at slukke en containerbrand. Men han sover tilsyneladende godt foran Telenor-butikken, på sine to madrasser og under sit tæppe i sin sovepose. Han ligger helt inde ved vinduet, hvor sneen ikke når ind og måske er det godt nok. Det lader ikke til at forstyrre ham synderligt, at der er flere minusgraders frost. Han ligger og sover trygt ved titiden, når jeg kommer hjem.

For mange år siden lærte jeg en direkte lektie omkring min bedrefølelse og hjemløshed. Det var mens jeg boede i London. I en periode boede jeg på kanten af Notting Hill. På den modsatte side af gaden lå en døgnkiosk. Udenfor havde en hjemløs slået sig ned. Han tiggede på alle tider af døgnet. Enten vågen med skilt og hue – eller også sovende, med blinkende lampe i huen. Så banalt var det.

En tilfældig aften kom jeg hjem efter endnu en festlig aften. Jeg var i tyverne og havde både indtægt og ungdom til at klare både værtshus og job på samme døgn. Og så havde jeg store armbevægelser. Om ikke andet på indersiden af hovedet. Så i mit kæmpestore overskud tænker jeg, at en god gerning er på plads. Så jeg køber en sandwich og en vand til manden.

Det næste jeg oplever er at han kaster sandwichen ned på gaden og sviner mig til. Jeg tror aldrig jeg har fået en mere fortjent skideballe. Han gider sgu da ikke æde en fucking sandwich – og hvorfor skulle han det? I sekundet slår skammen mig, hvem fanden er jeg til at vurdere hvad han har brug for og hvornår? Der står en nogenogtyveårig dum, dansk dreng og foregiver at være bedrevidende. Dér lærte jeg en lektie. Jeg skal ikke vurdere andre mennesker eller deres behov. Slaveriet er ophørt – den hvide mand er stemt hjem. Jeg behøver ikke give ham noget – men hvis jeg gør, skal det fandeme være noget han kan bruge. Noget han kan veksle til omgående befrielse. Og det skal komme uden den overlegne arbejdende races attitude.

Han skal selvfølgelig have penge. Penge han kan veksle til præcis det der giver ham den korte og købte befrielse, der gør at han lever på gaden. Resten af vores verden lever i en kapitalistisk verden, hvor du selv bestemmer hvad du gør med dine penge. Jesus Christ. Han skal sgu da ikke have mit krøllede og selsvmarte bud på et godt liv. Han skal have fem minutter uden at blive bedømt. Det er dét mine tyve kroner i huen er. Det er ikke endnu en øl eller en joint. Det er en pause fra fordømmelserne. Penge, som en tydeligvis voksen mand kan bruge til det han mener, han har brug for. Uden min bedrevidende smartrøvs-attitude. Ellers kan jeg bare lade være at give manden noget.

Jeg vil gerne smide yderligere tyve kroner i en anden samfundshat, der tilbyder manden en vej ud – hvis han selv vælger det. Men de tyve huekroner, som jeg smider på gågaden skal ikke komme med en klausul eller et bedrevidende blink med øjet. Så – trænet af fortiden – hilser jeg på den hjemløse mand, der er flyttet ind på vores gade. Hvis han altså ikke er i samtale med en af de andre beboere eller folk på vej i byen. Jeg smider ind i mellem en tyver. Ind i mellem spørger jeg også om han har brug for et par handsker eller gider spise en kage – og så får han det jeg har med. Foreløbigt har han sagt ja til både handsker og kage. Men han får hverken eller uden at få en tyver – for jeg skal aldrig pisse på en voksen mand igen. Ligegyldigt, hvilket liv han har valgt at leve.

Og så er der, sjovt nok, noget rigtig hyggeligt ved at han er der og umærkeligt hilser mig velkommen hjem. Selvom jeg langtfra er misundelig på hans liv, gør han faktisk mit en smule bedre.

De digitale og sociale medier spiller eminent sammen med de elektroniske medier. De elektroniske distribueres på en måde, hvor mængden af brugere er ligegyldig. Hundrede eller tusinde ekstra seere til et tv-program koster ikke noget, hverken på kvaliteten af afleveringen eller i distributionsomkostninger. Selv den mest teknisk sagkyndige ville glippe med øjnene, hvis Matador begyndte at hakke fordi der kom en ekstra tv-seer i Herlev. Til gengæld er de digitale tovejs og kan afleveres til afmålte grupper af brugere.

Nu tænker du måske – tv er jo et døende medie, som er i sin sensommer, så who cares? Det er også den sandhed som mange, her i blandt jeg selv, (http://www.cifs.dk/doc/kursus/Fremtidens_Relationer.pdf – bemærk, linket er til en pdf) har prædiket gennem tiden. Der er heller ingen tvivl om at medieområdet redefineres i disse tider, hvem gider gå i teateret for at se en video eller i biografen for at se tv – eller se tv for at se en dvd-serie? Ikke mange. Men vi skal passe på vi ikke misser en pointe. Nemlig, at tv kan noget, som intet andet medie kan eller vil kunne, nemlig samle os i store fælles og samtidige oplevelser. Ok, tv falder i brug i disse år. Efter mange års optur har de seneste to år budt på fald. Vi er nu nede på at en gennemsnitsdansker kun ser tre timer og femten minutters tv pr. dag. Og det er 3 minutter mindre end sidste år. Men det er stadig edder meget.

Tv er, på hvem ved hvilket årti, det hurtigst voksende medie i verden. I nogle lande er det første elektronik folk køber, når de får strøm i deres landsby, et tv. Ikke et køleskab. Men et tv. Fordi det er det store fællesskab, der kommer lige ind i hytten. Det der gav os danskere TV-Avisen, Jørgen Clevin, Brd. Bisp, EM i 92, Krønikken og det store VM-nederlag forleden, X-Factor i fredags, 7. genudsendelse af Matador i lørdags og Borgen i søndags. Det er det apparat, der binder verden og nationen sammen midt i din stue. Det der samler os og forsøger at skabe mening og overblik i hårde tider og underholder os når vi har brug for det. Den skærm, som altid bringer en linær og fortløbende fortælling. Det medie, der kurateres af flest medarbejdere i verden og hvis indhold, på grund af sin tekniske opbygning og dyre produktion, er en knap ressource, der er mediernes svar på safran. Eller måske mere korrekt, tv-programmer er som olie, det er svært at finde og producere – men behovet er uendeligt.

Når du ser Paradise Hotel har halvtreds mennesker brugt tre måneder af deres arbejdsliv på at producere det du ser. Det ville aldrig ske på nettet. Derfor er tv også en trøffel, der serveres lige midt i hjertet af hjemmet. Som NBC så kækt reklamerede for sig selv i tresserne: Hvis du ikke havde et tv, hvor ville du så stille din sofa? Opdateret til: Hvis du ikke havde et tv, hvad ville du så bruge din iPad til fredag, lørdag og søndag aften?

I forbindelse med de sociale medier har vi begået en af de sædvanlige fejl indenfor medieforståelse, nemlig at vi tror det nyeste medie erstatter de ældre. Vi har faktisk aldrig i historien mistet et medie. De har gennemgået forandringer, men deres grundfunktion er stadig den samme. Hulemalerier er blevet til bøger. Flyveblade er blevet til nyhedsbreve og faxen er blevet til en scanner. Men grundfunktionen er stadig intakt. Fordi den er vigtig og fordi den er forskellig fra medie til medie. Den trykker på forskellige knapper i vores følelsesregister – og jeg har svært ved at se den dag, hvor en Twitteropdatering får mig til at rejse mig og synge Kong Christian – også ved midnat nytårsaften.

Mindre kan dog også gøre det. Efterhånden som de nye og gamle medier finder deres plads og indtager fællesnavnet medier, opstår den reelt interessante periode nu. Vi er for længst indtaget second screen-tanken, hvor tablets og mobiler understøtter den primære flowoplevelse med sociale muligheder.

MGP for børn er samtidig æselaften for alle Danmarks wannabe standuppere på Twitter. Eller  platform for indebrændte singleforældre, der kan give børnene en hyggelig fællesaften, mens de uhørligt angriber hele arrangementet og udleverer deres voksne ensomhed på Facebook. Vi kan sagtens være med i hovedkategorien af danskere og underkategorien singleforældre samtidig – fordi vi har to skærme. Det helt klart at det tidsforskudte digitale mediebrug er et essentielt element i al mediebrug fremefter. Som det har været i brugen af de fysiske medier siden Gutenberg trykte den første bibel. Men der er også en værdi i at gøre tingene sammen og samtidig. Og den har vi undervurderet i det seneste årti. Nu kradser krisen og vi trænger til et større fællesskab – så vi tænder vores tv.

Hvis man løbende tjekker top ti søgninger på den danske del af Wikipedia trækker tv blodrøde spor ned gennem de mest søgte emner. Er det bare en dødskrampe fra tv eller er det en smuk sammensmeltning af first og second screen? I min optik det sidste. De digitale medier er den brune sovs, der får den fælles frikadelle til at glide ned. For det vigtigste og mest sociale medie vi har er stadig tv. Det bringer os sammen, så vi har et udgangspunkt for at danne grupper.

Sandheden er at jeg stadig betaler til Folkekirken og har de samme samtaler med Gud, som jeg har haft siden jeg var en lille knægt, der virkelig trængte til dem – for min Gud ved, at det trængte jeg til og trænger til – men fordelen er, at det er min Gud. Eller måske rettere min gud. Min gud er meget tilgivende, vis og klog. Hey, jeg vælger trækkene – men han trækker valget. Og vi er ret på linie og derfor er gud meget tilstedeværende i mit liv. Ikke at han siger så satans meget. Men han er der altid, på sig egen stille måde. Og det fungerer rigtig fint for mig.

Tidligere brugte man ateist som en udefra kommende beskrivelse, i dag kan man selv påberåbe sig netop den status – og det er i orden. Ordet har modnet sig. Det er lige så fint at være troende, som at være ateist. Faktisk er det med tiden blevet næsten ens. Om man tror på Noget eller ikke-noget er lige så valid en tro. Men det gælder sjovt nok ikke når vi når det politiske. Så bliver stemningen hurtigt meget definitiv. Man skal æde en ideologi. Med hud og hår. Der er sgu ikke meget slack eller tilgivelse i det politiske system eller den lille omgangskreds, som det jo i virkeligheden er i så lille et land, som gør politikken i Danmark. Her kan man ikke melde sig ud, man kan heller ikke vakle. Vi kan blot lade som om vi alle har et ståsted. Og det er vel dybest set derfor politik er så fucking neder´n på kanten af 2013.

Ind i mellem er der en enkelt, der hoster noget om råheden og at vi har de politikere, som vi fortjener. Men det er sgu sjældent jeg virkelig har påskønnet de uendelige diskussioner for uenighedens skyld, som kan følge en fesen fadøl på Toga. Der er intet ønske om at skabe noget spirende – kun at sønderbombe noget eksisterende. Eller fjerne det frø, der måske kunne spire. Et ønske, der – ser det ud til – allerede forventes i de unge år i partiernes ungdomsorganisationer og derfor er DNA på tinge.

Tænke sig, hvis det fandtes at man kunne lære af andre ideologier og at man kunne respektere hinanden for den fælles tro på det bedste for alle – og at denne muligvis kan komme fra flere politiske guder. At man brugte den samme mængde energi på ikke, at grine ad hinanden eller gøre hinanden til grin. Prøv at tænke på hvilken mængder af midler (ergo, hvor mange der kunne leve lykkeligt på et plejehjem eller bade i mælk i en børnehave) der kunne frigøres, hvis ikke man skulle nedgøre og nedbryde hinandens tankesæt – men tænkte på om der var noget fælles at bygge på.

Tænk på de mængder af kroner, der kunne spares på spin, spil og spiritister, der oversætter hvert et politisk åndedrag og giver det mening™ for folket. Men vigtigere er det, at kigge på utopien i at 5.5 millioner mennesker skal vælge et af 8 partier på Borgen eller stemples som sofavælgere, der ikke gider udøve deres demokratiske pligt. Efterhånden er der kun to muligheder for en anstændig dansker – enten at stemme på et af de partier, der alle har deres udgangspunkt i en ideologi, der var tidssvarende for 150 til 100 år siden og siden ikke er ændret. Eller stemme blankt. (Eller blive sofavælger – men den er jo reelt elendig – demokratiet er trods alt det mindst ringe valg).

Der er selvfølgelig også den fuldstændig sindssyge vej, at blive politiker selv. Jg har ind i mellem overvejet det. Men! Det ville kræve en skråsikkerhed, som er dybt utidssvarende og som politikerne mener alle andre danskere bør frastå fra, så vi har en reel chance for at udvikle samfundet i takt med tiden. Det ville også kræve et nærmest ubøjeligt ønske om at knuse sine modstandere (læs: folk med andre tanker) fremfor, at forstå og møde dem.  Og det kræver en lyst til at sove ind med blodsmag i munden, hver aften. Fra ofrene for ens gerninger – eller fordi man har bidt sig selv, så hårdt i tungen at man ikke sagde noget uden for partilinien.

Der kan man godt være fanget mellem en sten og et hårdt sted. Og det er selvfølgelig ærgerligt. Men det er specielt ærgerligt, for hvor skal vores fremtid komme fra – i et selvopholdende politisk kartelsystem, der fodrer sig selv? Den kommer ingen steder fra. Med verdens ældste floskel – vi skaber selv den fremtid, som vi kommer til at leve i. Og det er måske på tide, at vi finder en ny fremtid, der ikke er defineret i en parlamentarisk opfattelse, der bundfælder sig i firepartisystemet med tilsættelsen af Glistrups danske marcipanbrød i ´73.

Måske er det bare mig, men kommer trætheden ikke hurtigt sjoskende? Vi har valgt at vi kan diskutere politik ud fra herremændene, landmændene og arbejdsmændene i det her lille land. Og det er sgu knap så tidssvarende i min optik. I alle andre brancher kommer, der nogen udefra og laver disruption. Gør det bedre, sjovere, hurtigere og billigere. Men Liberal Alliance stod heller ikke længden. Måske fordi de intet nyt havde med. De var forstenet fordi de primært kiggede sig over skulderen og ikke frem. Og i sig selv er det vel næsten trist, at det nærmeste vi er kommet et ny politisk tanke siden 1973 bare er ”retur til udgangspunktet” for en af de ældste poliske tanker i verden, nemlig liberalismen – nu med endnu mere selv.

Altså har vi en helt igennem forstokket og forfrossen dansk politik. Hvor man ind i mellem tænker, ”Hold da kæft, det skal jeg forandre” og så sekundet tager sin levertran og tænker: ”Hold da kæft, det kommer aldrig til at smage bedre”. For hvor starter man? Hvordan opnår man det fine forhold til sin politik, som man kan med sin tro? Det gør man ikke. Det er flot den ene side vil revolution og den anden fastholde de gamle værdier – men sandheden er, at ingen af dem bringer Danmark tættere på dagen i morgen. Det gør alle de danskere, der står op og går på et rigtigt arbejde hver dag. Og derfor er det så nemt at vælge at gøre sin borgerpligt, ved at gøre sin borgerpligt. Sprede hjernen og tænke på gud.

Der er intet billigere til salg end falske Youtube-visninger, Facebook-likes eller Twitter-følgere. Det er muligt det er kinesiske robotter, der leverer varen – men det er sådan set ligegyldigt, for det er nok til at opfylde en afrapportering til en kunde eller som checksum på en kampagnedebrief. Problemet er bare, at det er et hævet bundniveau – der sker stadig intet rigtigt – der bliver ikke solgt nogle varer, ændret nogens adfærd eller sat kryds andre steder – før nok af de rette og rigtige mennesker bliver ramt – eller rettere, føler sig ramt. Og derfor ender vi i et problematisk dilemma – fordi vi stille og roligt begynder at importere alle de grimme sider af de gamle massemedier i den digitale verden – uden at stille spørgsmål ved om de er gode for systemet eller ej. Der er ingen der siger, at stor eksponering giver store resultater – der findes endda en del, der påstår det modsatte. Der er heller ingen, der har påvist, at hvis nok mennesker ser noget lort, så bliver det helt magisk til guld inden morgen.

I dag er vi enige om at når noget spreder sig eksplosivt så er det godt. Men er det et sundhedstegn? Vi tager retorikken fra spredningen af sygdom. Måske burde vi kigge andre steder. Det der virkelig virker i en ikke-fysisk verden befolket af mennesker, er præcist det der virker i en fysisk verden befolket af mennesker. Nærhed, nærvær og menneskelighed. Nærhed – som det at være, der hvor folk er – så ja, der er en god grund til at være på de samme sociale medier, som kunderne. Nærvær – som evnen til at sætte sig ind i de mennesker, man gerne vil tale med og deres sociale kontekst. Og menneskelighed – evnen til at give et ordentligt svar på et ordentligt spørgsmål.

I min verden bliver den naive jagt på den virale succes mere og mere dum. Det er en distancerende, enerverende og maskinel form, der bare sidder bag i biografen og råber BØH! mens den lyser sig selv i ansigtet og kaster med popcorn, mens vi andre forsøger at se en kærlighedsfilm. Det er pissetræls. Kort sagt. Og det ER dumt. For det er Lotto-økonomi, der er baseret på “Hvis nu jeg vandt”, fremfor “Hvis nu jeg tjente”.

Derfor tror jeg, at viralt er dødt. Vitalt slog det ihjel. Når noget er vitalt er det levedygtigt, det kan vokse og gro i sit eget tempo. Det har modstandskraft og det passer til sin egen tid. Det kan ikke forceres, men det vokser ofte hurtigere end man tror. Og det får sit helt eget liv. Ikke et der købes af nogle robotter i Kina. Men et hvor det er rigtige mennesker, der holder af det. Og der ligger den helt store styrke – for når vi producerer noget vitalt på nettet, så vokser det uden at slå sin vært ihjel. Det har en naturlig afstamning og det bærer sin kultur i sig – mens det møder andre og bliver del af deres. Derfor tror jeg, der er langt mere fremtid i vitalt.

Den ramte i USA, da bogen The Filter Bubble udkom i USA i maj 2011, og nu ramte den for nogle uger siden Danmark, på grund af en konference, der havde Eli Pariser, som hovedtaler. Han har skrevet bogen The Filter Buble, der omtaler en af de farer der er ved nettet og den måde nettet – i et forsøg på at gøre sig selv overskueligt for mennesker – er kommet til at strukturere sig selv på. Essensen er, at nettet, som en villig Golden Retriever, forsøger at forstå hvad du gerne vil have det viser dig af tricks og derfor – naturligvis – kommer til at skjule resten af det den kan. Her kan man så kaste sig ud i en gevaldig lang og voldsom debat om det er med vilje – altså om onde kræfter holder noget skjult for dig eller om det bare er et servilt forsøg på at gøre oplevelsen bedre for dig, som af netop den årsag mislykkes.

Om nettet er ondt eller godt – det har jeg en fornemmelse af, at vi forstår cirka samtidig med vi endelig får kortlagt om man bliver skeløjet af at se på fjernsynet fra korte afstande. Eller om læsning i halvmørke ødelægger øjnene. Men at nettet emulerer livet – det skal man vist ikke tilbringe mange megabyte online for at gennemskue. Her græder de gode og de onde ler. Mens de bedste ryger op ad bjerget med kors på skulderen og de skyldige går fri. Men de bedste får også en platform for deres holdninger og de værste bliver udstillet til skamme – mens der handles lidt i krogene om al det ind i mellem. Kort sagt, der foregår intet online som ikke foregår IRL og omvendt. At tro mennesker bliver bedre eller værre af et nyt medies ankomst og udspredelse er nærmest naivt.

Nettet er kæmpestort. For at overskue det bruger søgemaskiner, websites og annoncører en serie muligheder for at tilbyde det, som de mener vil falde i din smag. For hverken Google, en avis eller Coca Cola gider give dig det du ikke er interesseret i. Det er ganske simpelt spild af den opmærksomhed, som er vores tids flydende guld. Her er ikke råd til dårlige samlinger, hvor det værdifulde flyder ud mellem løse pakninger. Ligesom når du kommer ind på et kasino i Las Vegas og bare drikker uden at spille. Så stopper den gratis servering. Derfor registrerer alle led din adfærd på nettet gennem såkaldte cookies og gemmer den på din computer eller på dit login-navn, så de kan give dig det du søger næste gang I ses.

På den måde er der ingen forskel på Google og Coops medlemskort. Begge steder registreres din adfærd minutiøst, fordi du har indvilget i det. Når du bruger Google til at søge svarer det til at scanne dit medlemskort i Brugsen – de kan se hele bonen inde på hovedkontoret. Der er ingen forskel på om du spørges på DR.dk eller på Ekstra Bladet om din alder og dit køn – begge steder deles data mellem begge sites og mellem langt over 300 andre sites, for at tjekke, hvilken type danskere, der besøger hvilke sites. Og sådan er der ingen forskel mellem livet og nettet i øvrigt. Så tør øjnene og kig på, hvorfor det er sådan.

Vi kan godt anerkende konceptet filter bubble og tro at søgemaskiner og andre tjenester giver os det vi vil have fordi det foregår på nettet – men det er bare so much life. Det kan godt være vi synes at en søgemaskine skjuler noget for os, fordi den ikke viser os alt. Men måske viser den os ikke alt fordi vi indirekte har bedt den om det. Og fordi hvis den viste os alt, ville selve konceptet “søgemaskine” være brudt sammen. Du kunne lige så godt vælge en tilfældig hjemmeside, som svar på dit ønske. En søgemaskine skal overskue og indeksere – ellers giver nettet ingen mening. Og derfor forsøger den at gennemskue kontekst. Jeg har også en ret nær fornemmelse af hvad holdningen er, hvis jeg vælger at gå i DSU for at tale om den nuværende finanskrise, fremfor KU, VU eller SFU. Jeg forventer ikke at Venstre løser problemet med Enhedslistens midler. Eller omvendt. Man får naturligvis de fisk, der svømmer, hvor man fisker.

Det udnyttede Radikale stort under sidste valgkamp, hvor de kunne påvirke vælgerne direkte fra partiformandens iPhone. Her kunne han skifte budskaber efter at vælgerne i starten af valgkampen havde svaret på bannerannoncer, der spurgte om netop deres holdning til forskellige spørgsmål. Ikke for at forstå vælgerne, men for at kategorisere dem og dermed lede dem ind i folden. Det primære sted, at netop deres holdning skulle lagres, var på deres egen computer, så de bedre kunne rammes af specifikke holdningsbærende bannere og dermed overtales til at stemme på Radikale til valget. Tror du mig ikke? Så klik og læs her – de er skam stolte af det.

Men før forargelsen bider sig fast – skulle vi så ikke trække vejret dybt og spise brød til? For hvad fanden er forskellen egentlig på en filterboble på nettet, som sørger for du kun ser sider på sprog du forstår, emner du har en forkærlighed for og produkter, som du er i målgruppen for og så den filterboble vi befinder os i hver dag? Ikke voldsomt stor, hvis du spørger mig.

Hvis du tror indædt på Staten skal skrumpe så er der en rimelig chance for, hvad du mener løser krisen i Danmark. Og hvis du mener det modsatte har du et andet sæt polariserede briller, der kun viser de modsatte løsninger. Ligegyldigt hvem du taler med eller hvilke holdninger ud udsættes for. Alt i alt handler det faktisk ikke om algoritmer og processorer, men snarere vores eget meget snævre syn på, hvor mulighederne, udviklingen og fremtiden ligger. Den reelle filterboble findes i os – nettets er bare en ekstern kopi og netop derfor er filterboblen så rasende irriterende. Det er sjældent fedt, at se sine egne dårlige ensidigheder alt for tydeligt udstillet og er der en ting nettet viser, så er det præcis det. Derfor kan man reelt argumentere for at fænomenet ikke er en Filter Bubble men et Filter Couple – for boblen kan kun opstå mellem nettet og dig.

Vi er megameta og det er vores tid også. Når nogen kigger tilbage – om føje år – på vores nutid, vil de ikke se sjove hatte eller mærkelige kjoler. De vil ikke bemærke at vi siger De eller har anderledes skikke. Vi har ikke sporvogne eller kiksekager, som de kan grine af. Næh. De vil bide mærke i, at vi er en forsamling af danskere, der – tidstypisk – ikke deltager i andet end snakken om det vi kommenterer.

Stille – her kommer eksperterne. Som primært er eksperter i at kommunikere. En gang var man ekspert hvis man kunne formidle – og vi elskede Hans Bischoffs  fabrikker med takket tag, der udgjorde det for pædagogisk grafik om økonomi. Før det var man ekspert, hvis man var så nedsunket i sit emne, at man ikke formåede at fremstille sammenhængende sætninger om andet. Det ændrede sig dramatisk da vi rundede de totusinde år efter 0.

Her har vi ramt et årtusinde, hvor det handler om at tale om det andre gør. At kommentere og perspektivere op mod – ja, hvad er det egentligt vi perspektiverer i mod? Hvor er rammen vi taler i? Og hvor er dem, der gør det vi andre skal tale om? De er knap nok tilstede, for de findes sjældent. Vi kommenterer i et langt virtuelt spor Facebook, der skal på den amerikanske børs og bliver enige om det aldrig kan indfri forventningerne – fordi vi allerede har talt forventningerne for højt op. Nu taler vi dem ned igen, for ellers er der intet at tale om. Og så er der jo også risikoen for vi tager fejl – eller ligefrem siger noget nogen kan holde os fast på. Vi snakker om Google, som om vi kendte det indefra og dømmer det dødt, med alle sine 44 milliarder USD , fordi det ikke forstår social. Og måske er det faktisk heller ikke så klogt, når det kommer til reklame. Og vi snakker videre og videre om de få mennesker, der faktisk har gjort noget. Og deres udkomme. For vi har intet at byde på selv – udover megametasnak om andres præstationer.

Men hvad ved vi egentlig? Problemet er, at vi snakker som vi har erfaring til. Vi interviewer, på sikker afstand, neo-eksperter, der tager klogskabens kåbe på og giver deres bedste bud. Deres valuta er meninger, der kan omformes til overskrifter, der kan remodelleres til frokostsamtaler, der kan blive til holdninger, der kan skabe en forståelse af samfundet og netop ens situation og position i samme, der igen kan fasttømre præcis den selvopfattelse man startede med og derfor ønsker betrygget.

Men hvem er ekspert? Er man automatisk ekspert, hvis man er uddannet på et universitet og har en akademisk distance til hverdagen? Næppe. Eller er man ekspert, hvis man står med hverdagens lort på fingrene og har en afstandstagen til distance? Måske. Formålet med meta er netop det – at undgå at få hverdag på fingrene – for upåvirket, at kunne påstå at ens fornemmelser virkelig kan blive virkelighed. Og megameta er hele den tidspræcise idé, at man kan docere noget man aldrig har prøvet – men har en udefrakommende betragtning af.

Jeg har selv været ædt op af dyret. Troet, at netop det at kunne redegøre for en smuk forståelse på en cool måde, virkelig var en indsigt. At der kunne man tjene penge OG tjene fællesskabet Men det kan man ikke. Man kan kun tjene penge. Ikke fællesskabet. Heldigvis (og tilfældigt) blev jeg bøvset ud igen. Indsigt er når man står og forbander lortet ad helvede til en lørdag nat klokken 4.56 fordi man ikke kan få maskinen eller softwaren eller forbindelsen – eller alle de tre førnævnte ting, til at virke. Dét er tidspunktet, hvor den næste opfindelse eller det næste patent grundlægges. Det er ikke når man står foran et publikum og  rolig (og ren) frem- eller tilbageskriver – eller bare skriver sig selv ind i en lang række af megametakommentatorer, der kun har eget ego på spil og intet andet.

Og der ligger hunden begravet, under et kæmpe læs mundlort. Der bliver ikke bygget pyramider ved at eksperter snakker stenene op. Faktisk ikke engang ved folk snakker om, hvordan stenene skal flyttes op. Ekspertise opstår ved, at vi flytter 1000 sten op og undervejs opfinder en bedre metode til at flytte de næste sten. Mark Zuckerberg floater Facebook. Brin og Page opfinder søgereklamer. Amalie knalder i Paradise Hotel. Og det er dem vi husker – ikke sidegadekommentatorerne.

Jeg har skrevet denne blog i ti år. Jeg startede med den på en tredie sals lejlighed, som var der hvor mit livs kærlighed og jeg flyttede hen, for at få en fælles start sammen. Efter en alenlang fascination af nettet fandt jeg bloggen, som form. Jeg skrev den i det hus vi troede vi skulle danne rammen om vores fælles liv – vores to børn og os. Alene. Fordi vi var blevet skilt. Og hun var flyttet. Jeg skrev den i det store hvide hus, hvor jeg flyttede hen, da vores fælles hus endelig var solgt. Mens jeg skiftede mellem at gå i byen og være ung med de unge og sidde alene og have det elendigt. Eller have mine børn og en solid hverdag. Og nu i en lejlighed i Odense midtby, mens jeg dagligt pendler til København for at arbejde – og meget aktivt tilvælger singletilværelsen med børn, dag for dag.

Jeg kan huske da jeg fandt bloggen, som form. Forundringen over at kunne udgive selv. De forsøgsvise trin ud på isen. Og den benhårde erkendelse, der fulgte – ligegyldigt, hvad man skrev ændrede det ikke verden. Eller fjernede ensomheden. Ligegyldigt, hvor skuffet jeg har været undervejs, fordi der manglede swusj og effekt af ordene – så har de betydet mere end jeg har regnet med. For dette er ikke en dagbog. Dette er en offentlig tilgængelig, men anonymiseret dagbog med tydelig afsender. Jeg ville aldrig skrive noget, som jeg ikke kunne tåle at læse igen. Men jeg føler ind i mellem jeg kan skrive ting her, som jeg aldrig ville sige højt. Lad mig give et eksempel:

I sidste uge sagde en kollega: “Har du så fyrre års krise?”. “Nej, overhovedet ikke”, autosvarede jeg. Præcist som man svarer “NEJ”, når nogen i telefonen spørger: “Vækkede jeg dig?”. Og de gjorde netop det. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare sige “JO”, som er det rette svar på det meget præcise spørgsmål. Jo, jeg har sgu en fyrre års krise. Jeg synes det er svært at vide, hvorfor jeg er så ked af det inde i mig selv lige nu. Det er næsten blevet en tilstand i de forgangne uger. Jeg tror det er fordi, jeg er i en lidt eftertænksom modus. Jeg savner dem jeg har mistet undervejs. Nogle fordi vi skulle skilles. Nogle fordi jeg var dum. Så ekstremt dum. Og nogle fordi de var dumme. Jeg kunne jo have tilgivet dem, men det gjorde jeg ikke. Og nogle fordi de blev syge og døde. Eller bare døde – sådan helt regulært. Fra dag til dag.

Og så fordi jeg opdager, at jeg ikke længere har hele livet foran mig. Mine handlinger har en noget mere blivende karaktér over sig. Og har haft det i længere tid end jeg erkendt. Dét er jo verdens største, latterligste, mest åndssvage, pisdumme og trælse kliché. Men jeg har ikke længere hele livet foran mig. Min mest sort/hvide-side vil jo påstå, at det har jeg aldrig haft. Du overser en bus eller bliver overset i et højresving og så er du færdig. Men min statistik-elskende, let forblommede side vil jo sige, at gennemsnitslevealderen for danske mænd er i hvert fald over halvfjerds, så lad os nu bare tro på livet. I hvert fald nogle årtier endnu. Men det kan man jo ikke. Det tunge ved erfaring er jo netop, at man ved at et gennemsnit er vægtningen af nogle utroligt heldige mennesker og nogle utroligt uheldige mennesker. Og at klokke-kurver danner deres højdepunkt i kraft af yderpunkterne. Så nogle skal blive ældgamle, cigarrygende og aldrig-hostende mennesker. Og andre bliver nakket, netop som de står der og venter på bussen i halvtredserne.

Og det kan jeg skrive her, for nogle gange er det nemmere, at være intim på afstand.

I halvfjerdserne gjorde punkerne oprør. De rettede det mod et fænomen, som jeg elsker som billede og savner et dansk ord for – nemlig the establishment. Et establishment, jeg altid selv har følt skulle udfordres. Dog ikke med hanekam – jeg er mere sådan en viking med sideskilning-type. Punkerne gjorde oprør ved at vise, at alt, der historisk var styret af the establishment – f.eks. kulturproduktion, tjah – det kunne man sagtens selv. Også selv om man ikke kunne. Visuelt gjorde punkerne oprør ved at trashe sig selv. Billederne af piercinger med sikkerhedsnåle, hanekam, farvet med almindelig lak og maling og en selvvalgt elendig hygiejne, skulle måske udstille, hvordan de troede the establishment så dem. Måske bare udstille den forvirring, der er indeni til man finder ud af, man faktisk har sin helt egen plads i samfundet, man skal bare tage den (det kan der så sagtens gå 40+ år med).

Så her stod min datter med hanekam og så brandgodt ud. Hun var så spot on den gældende mode, som er en revision af punkbølgen – genfundet og opdateret af en svensk forfatter – billedsat af en dansk filminstruktør. Halvfjerdsernes oprør er blevet til 10ernes Lisbeth Salander. En kvinderolle, der bliver pushet af Hollywood, som leading woman og som derfor bliver kulturikon i kraft af millioner af USDs, der bliver brugt på reklamere for netop fænomenet Salander. Og er det ikke frækt? Hollywood og gammel-socialisten Stieg Larsson(s bo) vælter sig von And-agtigt i penge, fordi de benhårdt markedsfører historien om hvordan the anti-establishment vælter the establishment. Næ – egentlig ikke. Hvis jeg stadig arbejdede, som konsulent ville jeg omgående coine frasen “oprørsøkonomi” og tage på en lang foredrags- og bogtur så jeg også kunne malke den gældende trend. Men når nu samfundet er nået dertil, hvor markedskræfterne tager over konstant, hvordan fanden skal man så gøre oprør, når man nu er ung og er en oprører uden en reel sag?

Filmen Rebel Without a Cause blev forøvrigt udsendt i 1955 af Warner og handlede præcis om oprøret. Det blev der tjent millioner af USDs på. Specielt fordi James Dean indeholdt oprøret i en lækker krop. Det samme galdt Elvis, der var en hoftesvingende oprører, der kastede milliarder af USDs til RCA. Sex Pistols blev benhårdt styret af Malcolm McLaren, der endda fik udgivet et interviewalbum med Sex Pistols under navnet “Some Product”. Og det samme gælder de faktiske symboler. Fra Minien, der fik sit navn i 60ernes frigjorte britiske oprør til Salander-piercinger og dragetaoveringer, som for tiden holder tatoo/piercing-branchen kørende. Ok – så markedskræfterne har nok været på spil lidt længere end i dette årstusinde. Selv Charlie Chaplins filmiske oprør mod the establishment for hundrede år siden endte i et af de største amerikanske filmstudier, nemlig United Artists. Bygget på gentagelsen af historien om den lille mand, der vandt over industritidens kapitalstærke samlebåndsbaroner.

Det synes næsten, som om ethvert ideal vil ende i sin egen overgivelse til det, som det udfordrer. Sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg så Peter Øvigs bog Hippie, i min boghandel, “som den perfekte julegave”. Tillykke. Det lykkedes at skabe et produkt ud af det danske og fesne svar på Woodstock, som primært var et 3 år langt slagsmål om fælleskøbmanden skulle give kredit eller ej. Men hvordan helvede gør vi så oprør – når oprøret åbenbart aldrig er mere stærkt end det suges mod det nærmeste sorte pengehul? Og er det i virkeligheden slet ikke et oprør vi er interesseret i, men bare sådan lidt barnligt, at finde ud af, der virkelig er kærlighed til os – også når vi påkalder den med udfordring.

Måske specielt et ønske, der opstår når vi skal til at forholde os til nogle krav, som måske ikke er behagelige. Vi skal selv til at tjene penge. Vi skal op til tiden. Møde på et arbejde. Få nogen børn. Købe en dyrere bil. Dø værdigt. Så er det vel nemmere i en tid, at kaste sig hovedkulds ud i den kultur vi ved elsker os – dem, der minder mest om os selv. Og så tage kraftigt afstand fra dem med kravene. Som vi så i en periode, kan se som dem, der solgte ud. Dem der gav op. Gav ind. Og nu er del af det store samlebånd. Handler den uendelige række af røvgevirer og piercinger ikke mere om at melde sig ind i en stamme, ved at skille sig ud fra en anden? Det tror jeg det gør. Og det tror jeg også er selve essensen af det evige ungdomsoprør – at vise sit tilhørsforhold til en ungdomskultur, der SKAL give fingeren til the establishment.

Det vilde er så at oprøret er så cyklisk og forventeligt, at man kan drive forretning på det. Nogle af dem, der er allerbedst til at tjene penge på det evige ungdomsoprør er den amerikanske mediemogul Viacom, der driver TV (Nickelodeon, MTV og Comedy Central), film (Paramount og MTV) og computerspilproduktion. De tilbyder et benhårdt og godt afprøvet oprør, der virker for 99% af alle senteenagere. Dermed ender deres oprør og opgør i kløerne på dem man skulle tro var selve modstanderfiguren, men faktisk tilbyder netop det syndefald af (stærkt iscenesat og markedsført) ungdomskultur, der kan klippe vingerne af de små englebasser.

På det seneste er historien, som form, begyndt at irritere mig mere og mere. Nogle dage tror jeg faktisk den er direkte skadelig for vores samfund og civilisation. Når jeg ser mig sur på den, bliver den hele roden til alt ondt fra curlingbørn over skilsmisser til arbejdsløshed. En historie har en start, en midte og en slutning. En historie har en hovedperson, der undervejs bliver klogere og vender 180 grader på en grundholdning i sit liv. Hvis historien vil ham det godt bliver vi glade på heltens vegne og hvis den vil hovedpersonen det skidt, kan vi udleve dele af vores egen sorg via ham.

Mentale 3d briller
Men det er jo noget ævl, at vi kan leve gennem historier – for det er ligesom at lade børn vælge, hvad de vil spise. Slik er ikke rigtig mad og historier er ikke rigtigt liv. Vi ønsker, som udgangspunkt, sjældent at udvikle os ligesom hovedpersonen, for det gør ondt. Vi vil have den søde slutning og den vælger vi, fordi det føles godt i maven. Så vi går ind og ser endnu en chick flick, guy cry, slasher, mockumentary, teen movie eller hvad vi nu plejer at se. Og til sidst er det sådan vi ser verden. Vi får mentale 3d briller permanent. Problemet er bare, at sådan er verden ikke. Og hvis vi overfører vores historieforventninger til dagligdagen, ja så bliver vi sgu slemt skuffet.

For det første kan vi ikke starte historien når vi har lyst. For det andet kan vi slet ikke bestemme hvordan den skal udspille sig, eller med hvem. Det er slet ikke sikkert vi er med. Faktisk er der slet ikke nogen historie til hverdag. Der er ingen start, midte og slutning. Det er derfor vi betaler 100 kroner for at gå i biffen. For så kan vi æde slik, hjernen slappe af og historien udfolde sig under velordnede forhold.

Uden mening er det meningsløst
Hverdagen er en lang serie af komplekse ligegyldigheder, som ikke har en overordnet og sammensat fortælling, der giver mening til sidst. Livet er en serie af valg, der ikke skal tages i en bestemt rækkefølge, for at opnå et bestemt resultat – faktisk kan man sagtens være så uheldig, at træffe alle rigtige valg og så blive kørt over af en tilfældig dobbeltdækkerbus med turister. En meningsløs ulykke. Præcis – for det er ikke en tilknappet historiefortælling, den kommer først når vi genfortæller forløbet og lægger en færdigbagt mening oven på.

Lige nu er der i Fyens Stiftstidende en serie med en kvinde, der ønsker sig det perfekte bryllup – men ikke ejer de økonomiske midler til at gennemføre det. Derfor forsøger hun, på alle tænkelige måder, at skaffe sponsormidler, sådan hun får dét ultimative bryllup, der ligger inde i hendes hovede. Jeg kan godt se historien er god. Derfor fortæller vi den i avisen. I den omvendte nyhedstrekant, så den kan skæres nedefra.

Den klæder forsiden. Men hvordan ser en kvinde, der er voldsomt optaget af at realisere sine egne, egoistiske drømme om selviscenesættelse egentlig ud, hvis man oplever den 1:1? Sikkert ikke særlig køn. Slet ikke i en tid, hvor 2 millioner børn er ved at dø af mangel på fornødenheder på Afrikas Horn. Det er en god historie, at kvinden er opsat på at finansiere sin drøm af et bryllup, men er det faktisk en særlig god historie? Og hvad vil hun bagefter? Stoppe tiden og leve lykkeligt til sine dages ende? For det er så yndigt at følges ad?

Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at historien har fungeret som grundformidler af drømme og håb så længe, at vi er blevet næsten ukritisk døve overfor livet. Vi har endda opfundet en speciel tv-form, der er stærkt, iscenesat virkelighed, som vi kalder reality. Det er en velkommen pause i en kompleks og uoverskuelig hverdag, at se en godt fortalt historie, der tager os i hånden og leder os gennem 3 forudsigelige akter – og ligesom en tur i rutchebanen, så ender vi samme sted, som vi steg på. Men historien skal ikke forveksles med, hvad vi kan forvente os af livet. Tværtimod, skal vi se historien, som en velordnet pause, der giver os energi til at gennemleve den ustrukturerede og ufrivilligt komplekse fortælling vi kalder vores liv.