Jeg har skrevet denne blog i ti år. Jeg startede med den på en tredie sals lejlighed, som var der hvor mit livs kærlighed og jeg flyttede hen, for at få en fælles start sammen. Efter en alenlang fascination af nettet fandt jeg bloggen, som form. Jeg skrev den i det hus vi troede vi skulle danne rammen om vores fælles liv – vores to børn og os. Alene. Fordi vi var blevet skilt. Og hun var flyttet. Jeg skrev den i det store hvide hus, hvor jeg flyttede hen, da vores fælles hus endelig var solgt. Mens jeg skiftede mellem at gå i byen og være ung med de unge og sidde alene og have det elendigt. Eller have mine børn og en solid hverdag. Og nu i en lejlighed i Odense midtby, mens jeg dagligt pendler til København for at arbejde – og meget aktivt tilvælger singletilværelsen med børn, dag for dag.

Jeg kan huske da jeg fandt bloggen, som form. Forundringen over at kunne udgive selv. De forsøgsvise trin ud på isen. Og den benhårde erkendelse, der fulgte – ligegyldigt, hvad man skrev ændrede det ikke verden. Eller fjernede ensomheden. Ligegyldigt, hvor skuffet jeg har været undervejs, fordi der manglede swusj og effekt af ordene – så har de betydet mere end jeg har regnet med. For dette er ikke en dagbog. Dette er en offentlig tilgængelig, men anonymiseret dagbog med tydelig afsender. Jeg ville aldrig skrive noget, som jeg ikke kunne tåle at læse igen. Men jeg føler ind i mellem jeg kan skrive ting her, som jeg aldrig ville sige højt. Lad mig give et eksempel:

I sidste uge sagde en kollega: “Har du så fyrre års krise?”. “Nej, overhovedet ikke”, autosvarede jeg. Præcist som man svarer “NEJ”, når nogen i telefonen spørger: “Vækkede jeg dig?”. Og de gjorde netop det. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare sige “JO”, som er det rette svar på det meget præcise spørgsmål. Jo, jeg har sgu en fyrre års krise. Jeg synes det er svært at vide, hvorfor jeg er så ked af det inde i mig selv lige nu. Det er næsten blevet en tilstand i de forgangne uger. Jeg tror det er fordi, jeg er i en lidt eftertænksom modus. Jeg savner dem jeg har mistet undervejs. Nogle fordi vi skulle skilles. Nogle fordi jeg var dum. Så ekstremt dum. Og nogle fordi de var dumme. Jeg kunne jo have tilgivet dem, men det gjorde jeg ikke. Og nogle fordi de blev syge og døde. Eller bare døde – sådan helt regulært. Fra dag til dag.

Og så fordi jeg opdager, at jeg ikke længere har hele livet foran mig. Mine handlinger har en noget mere blivende karaktér over sig. Og har haft det i længere tid end jeg erkendt. Dét er jo verdens største, latterligste, mest åndssvage, pisdumme og trælse kliché. Men jeg har ikke længere hele livet foran mig. Min mest sort/hvide-side vil jo påstå, at det har jeg aldrig haft. Du overser en bus eller bliver overset i et højresving og så er du færdig. Men min statistik-elskende, let forblommede side vil jo sige, at gennemsnitslevealderen for danske mænd er i hvert fald over halvfjerds, så lad os nu bare tro på livet. I hvert fald nogle årtier endnu. Men det kan man jo ikke. Det tunge ved erfaring er jo netop, at man ved at et gennemsnit er vægtningen af nogle utroligt heldige mennesker og nogle utroligt uheldige mennesker. Og at klokke-kurver danner deres højdepunkt i kraft af yderpunkterne. Så nogle skal blive ældgamle, cigarrygende og aldrig-hostende mennesker. Og andre bliver nakket, netop som de står der og venter på bussen i halvtredserne.

Og det kan jeg skrive her, for nogle gange er det nemmere, at være intim på afstand.

I halvfjerdserne gjorde punkerne oprør. De rettede det mod et fænomen, som jeg elsker som billede og savner et dansk ord for – nemlig the establishment. Et establishment, jeg altid selv har følt skulle udfordres. Dog ikke med hanekam – jeg er mere sådan en viking med sideskilning-type. Punkerne gjorde oprør ved at vise, at alt, der historisk var styret af the establishment – f.eks. kulturproduktion, tjah – det kunne man sagtens selv. Også selv om man ikke kunne. Visuelt gjorde punkerne oprør ved at trashe sig selv. Billederne af piercinger med sikkerhedsnåle, hanekam, farvet med almindelig lak og maling og en selvvalgt elendig hygiejne, skulle måske udstille, hvordan de troede the establishment så dem. Måske bare udstille den forvirring, der er indeni til man finder ud af, man faktisk har sin helt egen plads i samfundet, man skal bare tage den (det kan der så sagtens gå 40+ år med).

Så her stod min datter med hanekam og så brandgodt ud. Hun var så spot on den gældende mode, som er en revision af punkbølgen – genfundet og opdateret af en svensk forfatter – billedsat af en dansk filminstruktør. Halvfjerdsernes oprør er blevet til 10ernes Lisbeth Salander. En kvinderolle, der bliver pushet af Hollywood, som leading woman og som derfor bliver kulturikon i kraft af millioner af USDs, der bliver brugt på reklamere for netop fænomenet Salander. Og er det ikke frækt? Hollywood og gammel-socialisten Stieg Larsson(s bo) vælter sig von And-agtigt i penge, fordi de benhårdt markedsfører historien om hvordan the anti-establishment vælter the establishment. Næ – egentlig ikke. Hvis jeg stadig arbejdede, som konsulent ville jeg omgående coine frasen “oprørsøkonomi” og tage på en lang foredrags- og bogtur så jeg også kunne malke den gældende trend. Men når nu samfundet er nået dertil, hvor markedskræfterne tager over konstant, hvordan fanden skal man så gøre oprør, når man nu er ung og er en oprører uden en reel sag?

Filmen Rebel Without a Cause blev forøvrigt udsendt i 1955 af Warner og handlede præcis om oprøret. Det blev der tjent millioner af USDs på. Specielt fordi James Dean indeholdt oprøret i en lækker krop. Det samme galdt Elvis, der var en hoftesvingende oprører, der kastede milliarder af USDs til RCA. Sex Pistols blev benhårdt styret af Malcolm McLaren, der endda fik udgivet et interviewalbum med Sex Pistols under navnet “Some Product”. Og det samme gælder de faktiske symboler. Fra Minien, der fik sit navn i 60ernes frigjorte britiske oprør til Salander-piercinger og dragetaoveringer, som for tiden holder tatoo/piercing-branchen kørende. Ok – så markedskræfterne har nok været på spil lidt længere end i dette årstusinde. Selv Charlie Chaplins filmiske oprør mod the establishment for hundrede år siden endte i et af de største amerikanske filmstudier, nemlig United Artists. Bygget på gentagelsen af historien om den lille mand, der vandt over industritidens kapitalstærke samlebåndsbaroner.

Det synes næsten, som om ethvert ideal vil ende i sin egen overgivelse til det, som det udfordrer. Sådan følte jeg det i hvert fald, da jeg så Peter Øvigs bog Hippie, i min boghandel, “som den perfekte julegave”. Tillykke. Det lykkedes at skabe et produkt ud af det danske og fesne svar på Woodstock, som primært var et 3 år langt slagsmål om fælleskøbmanden skulle give kredit eller ej. Men hvordan helvede gør vi så oprør – når oprøret åbenbart aldrig er mere stærkt end det suges mod det nærmeste sorte pengehul? Og er det i virkeligheden slet ikke et oprør vi er interesseret i, men bare sådan lidt barnligt, at finde ud af, der virkelig er kærlighed til os – også når vi påkalder den med udfordring.

Måske specielt et ønske, der opstår når vi skal til at forholde os til nogle krav, som måske ikke er behagelige. Vi skal selv til at tjene penge. Vi skal op til tiden. Møde på et arbejde. Få nogen børn. Købe en dyrere bil. Dø værdigt. Så er det vel nemmere i en tid, at kaste sig hovedkulds ud i den kultur vi ved elsker os – dem, der minder mest om os selv. Og så tage kraftigt afstand fra dem med kravene. Som vi så i en periode, kan se som dem, der solgte ud. Dem der gav op. Gav ind. Og nu er del af det store samlebånd. Handler den uendelige række af røvgevirer og piercinger ikke mere om at melde sig ind i en stamme, ved at skille sig ud fra en anden? Det tror jeg det gør. Og det tror jeg også er selve essensen af det evige ungdomsoprør – at vise sit tilhørsforhold til en ungdomskultur, der SKAL give fingeren til the establishment.

Det vilde er så at oprøret er så cyklisk og forventeligt, at man kan drive forretning på det. Nogle af dem, der er allerbedst til at tjene penge på det evige ungdomsoprør er den amerikanske mediemogul Viacom, der driver TV (Nickelodeon, MTV og Comedy Central), film (Paramount og MTV) og computerspilproduktion. De tilbyder et benhårdt og godt afprøvet oprør, der virker for 99% af alle senteenagere. Dermed ender deres oprør og opgør i kløerne på dem man skulle tro var selve modstanderfiguren, men faktisk tilbyder netop det syndefald af (stærkt iscenesat og markedsført) ungdomskultur, der kan klippe vingerne af de små englebasser.

På det seneste er historien, som form, begyndt at irritere mig mere og mere. Nogle dage tror jeg faktisk den er direkte skadelig for vores samfund og civilisation. Når jeg ser mig sur på den, bliver den hele roden til alt ondt fra curlingbørn over skilsmisser til arbejdsløshed. En historie har en start, en midte og en slutning. En historie har en hovedperson, der undervejs bliver klogere og vender 180 grader på en grundholdning i sit liv. Hvis historien vil ham det godt bliver vi glade på heltens vegne og hvis den vil hovedpersonen det skidt, kan vi udleve dele af vores egen sorg via ham.

Mentale 3d briller
Men det er jo noget ævl, at vi kan leve gennem historier – for det er ligesom at lade børn vælge, hvad de vil spise. Slik er ikke rigtig mad og historier er ikke rigtigt liv. Vi ønsker, som udgangspunkt, sjældent at udvikle os ligesom hovedpersonen, for det gør ondt. Vi vil have den søde slutning og den vælger vi, fordi det føles godt i maven. Så vi går ind og ser endnu en chick flick, guy cry, slasher, mockumentary, teen movie eller hvad vi nu plejer at se. Og til sidst er det sådan vi ser verden. Vi får mentale 3d briller permanent. Problemet er bare, at sådan er verden ikke. Og hvis vi overfører vores historieforventninger til dagligdagen, ja så bliver vi sgu slemt skuffet.

For det første kan vi ikke starte historien når vi har lyst. For det andet kan vi slet ikke bestemme hvordan den skal udspille sig, eller med hvem. Det er slet ikke sikkert vi er med. Faktisk er der slet ikke nogen historie til hverdag. Der er ingen start, midte og slutning. Det er derfor vi betaler 100 kroner for at gå i biffen. For så kan vi æde slik, hjernen slappe af og historien udfolde sig under velordnede forhold.

Uden mening er det meningsløst
Hverdagen er en lang serie af komplekse ligegyldigheder, som ikke har en overordnet og sammensat fortælling, der giver mening til sidst. Livet er en serie af valg, der ikke skal tages i en bestemt rækkefølge, for at opnå et bestemt resultat – faktisk kan man sagtens være så uheldig, at træffe alle rigtige valg og så blive kørt over af en tilfældig dobbeltdækkerbus med turister. En meningsløs ulykke. Præcis – for det er ikke en tilknappet historiefortælling, den kommer først når vi genfortæller forløbet og lægger en færdigbagt mening oven på.

Lige nu er der i Fyens Stiftstidende en serie med en kvinde, der ønsker sig det perfekte bryllup – men ikke ejer de økonomiske midler til at gennemføre det. Derfor forsøger hun, på alle tænkelige måder, at skaffe sponsormidler, sådan hun får dét ultimative bryllup, der ligger inde i hendes hovede. Jeg kan godt se historien er god. Derfor fortæller vi den i avisen. I den omvendte nyhedstrekant, så den kan skæres nedefra.

Den klæder forsiden. Men hvordan ser en kvinde, der er voldsomt optaget af at realisere sine egne, egoistiske drømme om selviscenesættelse egentlig ud, hvis man oplever den 1:1? Sikkert ikke særlig køn. Slet ikke i en tid, hvor 2 millioner børn er ved at dø af mangel på fornødenheder på Afrikas Horn. Det er en god historie, at kvinden er opsat på at finansiere sin drøm af et bryllup, men er det faktisk en særlig god historie? Og hvad vil hun bagefter? Stoppe tiden og leve lykkeligt til sine dages ende? For det er så yndigt at følges ad?

Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at historien har fungeret som grundformidler af drømme og håb så længe, at vi er blevet næsten ukritisk døve overfor livet. Vi har endda opfundet en speciel tv-form, der er stærkt, iscenesat virkelighed, som vi kalder reality. Det er en velkommen pause i en kompleks og uoverskuelig hverdag, at se en godt fortalt historie, der tager os i hånden og leder os gennem 3 forudsigelige akter – og ligesom en tur i rutchebanen, så ender vi samme sted, som vi steg på. Men historien skal ikke forveksles med, hvad vi kan forvente os af livet. Tværtimod, skal vi se historien, som en velordnet pause, der giver os energi til at gennemleve den ustrukturerede og ufrivilligt komplekse fortælling vi kalder vores liv.

Det var bare starten på nogle forrygende timer, hvor vi sad sammen med nogle mennesker, vi ikke kendte og som ikke kendte os. Vi oplevede en lille, stille revolution. Her sad vi. Vi kunne ikke komme nogen steder, ingen kunne komme til os. Og vi kunne vælge mellem panik eller overgivelse. Heldigvis valgte vi det sidste. Frugten var en unik oplevelse. Lige de timer skilte sig væsentligt ud fra tøjvask, opvask og daglig hjernevask og blev til et tidsrum, som vi aldrig kan opleve igen. De samme mennesker, på det samme sted under de samme vilkår vil ikke ske igen – og hvis det gjorde er det ikke sikkert, at det ville blive med samme stemning.

Da vi endelig slap ud var byen forandret. Vi sprang mellem dybe huller i fortovene, nedskredne veje og vand i mængder, som sjældent før. Den eneste vej var at gå. Busser holdt i siden af vejene, med blinket tændt. Forladt og ventende på Falck. Biler stod stille i rabatten og da vi endelig kom tættere på byen, så vi de orange blink alle steder.

Ved alle kældre stod der mennesker og forsøgte at redde deres ting. Pakkede gulvtæpper i poser og lænsede vand med alt de havde. Poser. Spande. Fejeblad. Kunne det lænse, kunne det bruges. Samtidig med denne voldsomme aktivitet var der også en underlig stilhed. Mat gik andre omkring. Vejene var spærret, togene holdt stille og København var på en mærkelig måde lukket om sig selv. Der var granatchok i luften. Ingen kunne opretholde det normale tempo – intet var som det plejer at være. Overfladiskheden kunne ikke opretholdes – fordi farten var forsvundet. Vi måtte være, hvor vi var og med det vi havde.

Da vi havde krydset centrum og gik ud af byen igen – på vej gennem området bag Svanemøllen Station, var der nærmest undtagelsestilstand. Taxaer, busser og privatbiler holdt, hvor de var blevet efterladt i vandmasserne. Der stod tunge dampskyer op fra huller i vejene, hvor arbejdsmænd knoklede med at lukke for dampen og vejen var overfyldt med affald, der var skyllet med vandet. Det lignede krig. Men alle – selv arbejderne – var helt stille.

Stilheden fortsatte søndag. Busserne forsøgte, overfyldt, at erstatte tognettet. Der var let panik ved stoppestederne, specielt når en bus endelig standsede og tog folk med. Langt de fleste kørte overfyldte forbi. Ind og udstigning foregik ved alle døre og buschaufføren havde suspenderet billet og klip. En gåtur ned mod Kgs. Nytorv var primært en tur henover slanger, der lænsede vand fra kældre. Og forbi triste ansigter på mennesker, der havde mistet rigtig meget af deres virksomhed. I dag fortsætter stilheden på i byen og på indfaldsvejene. Ja selv på nettet, hvor rigtig mange hjemmesider, stadig, er nede på grund af to timers regn.

Jeg tolker det meste af stiheden som ydmyghed. Det var det i alle fald for mig. Vi fik et lille glimt af hvor lidt vand der skal falde fra himlen eller hvor lidt havet skal stige, før hele vores liv og samfund begynder at se meget anderledes ud. Når det regner i to timer, så forsvinder vejene, fortovene styrter sammen og togene holder stille. Vi kan ikke længere fokusere på det vi har lyst til – men bliver nødt til at gøre det vi skal. Vores liv, som vi kender det, kan blive oversvømmet på bare to timer og der er ingen steder vi kan flygte hen.

Personligt mærker jeg det mest ved helt åbenlyst, at mangle viden om hvor elefanten befinder sig og hvad det er for en elefant vi danser rundt om. Men det ved de offentlig ansatte. Med stor sikkerhed kan de udpege magten og ofte gætte, hvad den ønsker uden ønsket behøver blive udtalt.

Det fordrer i visse tilfælde også en grad af angst, der giver sig udslag, som overforsigtighed. Når ingen for alvor trutter ren røv er der en vis grad af gætteri og dermed usikkerhed i systemet. Sådan kan man møde angstelefanten i det offentlige system – og det kan være nærmest umuligt at navigere i for en udefrakommende, der ikke lige kan huske “Popmusikerens vise” udenad.

En af dem fra “kommunen”, som virkelig gør en forskel og trækker den ene sandhed efter den anden ud af skabet er Rune Mejlvang. Han skriver bloggen “Manden fra kommunen“, som virkelig er en modig udgivelse, når man ser hvem hans arbejdsgiver er. Nu har jeg haft glæden ved at møde og arbejde sammen med Rune Mejlvang nogle gange – og han er ikke en løs kanon eller en opmærksomhedssøger. Han skriver om det han ved noget om og han gør for at gøre feltet bedre og dygtigere. Og for at rette op på de fejl, der sker.

Hans blogserie om sladretjenester er nu endt i Politiken, som artikel – og derfor får en yderst uhensigtsmæssig omgang med følsomme persondata nu et grundigt eftersyn. Hvis det viser sig, at Rune Mejlvang har ret (hvad der er en del der tyder på), så har 25 kommuner haft en yderst skidt omgang med persondata. Hvor skulle den kritik komme fra, hvis ikke fra en mand, der lever i krydsfeltet mellem det digitale og de kommunale administrationer? Han har den nødvendige viden til, at opdage og påpege fejlen.

Jeg er sikker på de 25 kommuner, der får trukket bukserne ned på deres stikkersider, ikke er synderligt glade for, at kilden er en af “deres egne” – det skal vi andre til gengæld være. For det er folk som Rune Mejlvang, der forandrer vores verden til det bedre, ved at turde investere sig selv og sin viden for at hjælpe samfundet, på trods af et system, der ikke nødvendigvis sætter pris på indsatsen.

Nu er vi jo rimeligt veloplyste i dette land, så alt dette er vi godt klar over. Men det vi måske ikke er klar over, er hvor meget reklamebudskab og markedsføring, der findes i den del af verden, der handler om anbefalelsesadfærd. For efterhånden noget tid siden, var jeg til et foredrag, hvor en af hovedpersonerne bag kampagnen “6 om dagen”, fortalte om tilblivelsen af netop den kampagne. Egentlig hviler hele kampagnen på en hollandsk undersøgelse, der konkluderer, at hvis du går fra at spise 250 gr. frugt og grønt om dagen op til 400 gr. frugt og grønt om dagen, lever du ca. et halvt år længere før du får kræft og du lever ca. 8 måneder længere efter du har fået kræft. Eller, med deres egne tal, fremfor at få kræft når du er 73,5 og dø når du er 75,7 år, vil du med 400 gr. frugt i maven pr. dag leve kræftfrit til du er 74,2 og dø når du runder 76,2 år.

Godtså. Det er tal, der er gennemskuelige og til at se gevinsten ved. Jeg vil i hvert fald gerne se de børnebørn, jeg forhåbentlig får, i så lang tid, som jeg overhovedet kan. Hvert sekund tæller, som de sagde i lanceringen af 24 Timer. Men de danske tal er jo ikke 400 gr. frugt om dagen, som i den hollandske undersøgelse. Anbefalingen her i landet er 600 gr. frugt og grønt om dagen. I foredraget fik vi fortalt, hvordan idéen om “6 om dagen”, var født i lyset af en norsk kampagne, der forøvrigt anbefaler 5 om dagen ligesom den amerikanske “5 a day”-kampagne. Og vi fik også at vide, at idéen om det netop skulle være 6 om dagen, var opfundet i Danmark, som en fræk kampagneting, der var nemmere at forstå end budskabet om de 3,5 stykker frugt og grønt, som er det, der egentlig er målt på i den bagvedliggende hollandske undersøgelse. “6 om dagen”, var ganske simpelt meget mere kampagneegnet, end det reelle budskab.

Jeg skal ikke komme her og angribe nogen for at stramme virkeligheden og sætte ting på spidsen for at flytte meninger eller produkter – det har jeg levet godt og fint af i mange år. Men jeg synes faktisk, der er forskel på at sælge budskabet om 3,5 eller 6 om dagen. Virkeligheden er, at der er målt en minimal forlængelse af de raske år og en mindre forlængelse af livet, som så er fremskrevet uden videre dokumentation i Danmark, fra 400 gr. til 500 gr. og derefter boppet op af kampagnefolkene til 600 gram.

Det vil sige, at i stedet for at drikke en brikjuice, æde et æble og spise mine majs og bønner til aftensmaden, skal jeg nu rende rundt med evig dårlig samvittighed over aldrig, at få spist min papayafrugt mens min kiwi rådner og appelsinerne er begyndt at råbe af mig – samtidig med, at der står vandmelon, banan og smoothies ud af ørerne på mig, fordi det var nemmere at kommunikere. Det er lige til, at få frugtknopper af.

Og der er ingen, der kan blåstemple denne bevidste, statslige fejlkommunikation over i besparelsessnak, for det viser sig nemlig, at menneskene bag “6 om dagen” selv har regnet på det. Besparelsen ved de (fremskrevne) 500 gr. frugt og grønt om dagen er på samfundsplan ca. 306 millioner kroner, men den forlængede levetid og de sygdomme, som så vil ramme os i stedet for kræft og hjertekarsygdommene, vil koste 345 millioner kr. om året. Altså er den eneste fortjeneste, at vi bliver ramt af nogle andre sygdomme, som dog ikke dræber os, men fordyrer vores bonuskvartaler med nogle millioner kroner.

Jeg elsker frugt. Frugt er godt og lækkert. Der er intet, som kan forbedre arbejdsdagen, som et æble fra frugtkurven og intet, der kan nappe den lille sult, som en banan. Men hvis den seneste amerikanske undersøgelse, fra april 2010, har ret, er der ekstremt lille gevinst ved at spise frugt og grønt i store mængder, når det kommer til kræftrisiko. Paolo Boffetta fra Mount Sinai School of Medicine in New York undersøgte mellem 1992 og 2000 data fra 23 centre i Europa op mod cancerstatistikken. Han fandt, at for hver to portioner frugt eller grønt du spiser, hver dag, falder din kræftrisiko med 3%. Det er naturligvis værd, at tage med. Men det er sgu ikke værd at ødelægge nydelsen ved frugt og grønt, fordi det pludselig skal være en daglig og sur opgave, at æde sig gennem 6 pligtportioner, når de almindelige 3,5 portion, der sikkert nærmest ryger ned af sig selv, er alt rigeligt. Bare fordi det offentlige pligtpoliti, bedst kan lave OBS-indslag, der rimer på sex.

Men gemt lidt væk fra Jesustyperne i overskriften opdager læseren to aspekter af denne blockbustersag, dels at disse kvinder ikke hader mænd, de bor sammen for at få den naturlige hjælp, der ligger i en stamme og dels at det handler om så få, at de nærmest ikke er talt endnu. Disse kvinder udfolder altså en helt normal adfærd, hvor de grupperer sig for at hjælpe hinanden, fordi alle mennesker ved, at det tager en landsby, at leve et lykkeligt liv. Det er hårdtkodet i os – vi kommer længere sammen end, hver for sig.

Og så den anden del af artiklen, nemlig den manglende påviste signifikans. Skulle vi ikke tage fat på problemet når det bliver et problem. Altså når vi har mande- og kvindeghettoer i hele landet, der nægter at tale sammen og endnu vigtigere – siden hvornår er det blevet et problem at folk bor i kollektiv? For det er jo det, der ligger i sagen. Der er i værste fald tale om et helt almindeligt kollektiv og i de fleste tilfælde bare tale om folk, der bor i opgang sammen.

“Flere kvinder flytter sammen i kvindefamilier – det fastslår eksperter”, skriver den kvindelige journalist. Nu er jeg jo ingen Larry King, men rent journalistisk tror jeg nok vi er i gang med at skabe en lidt kedelig konstruktion i læsernes hjerner. Historien er blevet spidsvinklet og strammet – og må næsten være resultatet af et par observationer i den nærmeste kreds omkrign journalisten, der så er blevet oversat til en tendens. Men der er bare et par skridt i mellem at skabe en tendens, som bliver tolket hen i retning af at manden er overflødig og så det faktum, at disse kvinder faktisk bare følger den helt almindelige menneskelige adfærd – at gruppere sig for at stå stærkere individuelt.

Nu er jeg stadig ingen Larry King, men jeg har dog lidt erfaring fra en (1) skilsmisse og jeg forstår sgu godt, hvis folk kommer lidt fortumlet ud af en sådan – eller i det hele taget står overfor en grad af forvirring i forhold til forhold. Man får en på hovedet i en skilsmise, en slags sjælerystelse, som man skal bearbejde. Og hvis nogen af de mange kvinder, mænd og børn, som kommer ud af en skilsmissefamilie, skulle vælge at bo alene, eller sammen med en af deres eget køn, er det nok heller ikke så underligt. Det er praktisk og godt. Men er det vigtigt på sådan et vores-samfundsstruktur-bryder-sammen-agtig måde? Ikke umiddelbart.

Det viser sig også i artiklen, at de cases journalisten har fundet mere er sjælelige kvindegrupper, der bor i nærheden af hinanden og derfor kan mødes og hjælpe hinanden i hverdagen, fremfor at skulle mødes lørdag aften på Crazy Daisy fordi de har aftalt at mødes. Altså er de en slags naboer, der hjælper hinanden og måske definerer sig, som kvindegrupper – men det er jo altså langt fra historiens start “Stærke kvinder flytter sammen”.

(for en god ordens skyld skal det nævnes, at den følgende del af blogindlægget var faldet ud – og senere indsat. Derfor har Søren og Dorte herunder, kun kommenteret på indlægget hertil og ikke det følgende).

Her rammer vi et område, hvor vi skal til at passe alvorligt på, det er nemlig ikke journalistens Cavling-ønsker og avisens våde drømme om høje salgstal og den deraf følgende historiestramning, som skal sætte dagsordenen for debatten, for så sidder vi sgu først inde i hulen og vil kun diskutere skyggerne på væggen. Når man ændrer de redskaber og den forståelse, der er i et samfund, så må vi jo nødvendigvis finde nye måder at agere og leve på. Den debat vi burde tage op er debatten om hvordan vi mennesker, hænger på vores egen udviklingstrang – hvor vi sidder på en selvskabt tiger i fuldt firspring ud i de hvide områder på kortet.

Nu har vi gennemgået en udvikling gennem industrialiseringen, som menneskene i tidsaldre før os, gennemlevede langt mere flydende på flere tusinde år. Selvfølgelig er vi lidt forfjamskede og forvirrede på et højere plan. Vi har afskaffet overtro og tro, fået skolegang, damp, tog, biler, arbejde, flyttet fra landet til byerne og frigjort først arbejderen og derefter kvinderne på rekordtid. Og det er kun lykkes at lovregulere en del af det – resten er op til os selv. Vi kan jo ikke råbe ulven kommer, hver gang vi møder noget vi ikke umiddelbart har værktøjerne til at reparere, endsige manualen til at forstå.

Der er ved at opstå en sandhed i pressen om mændene, som det svage køn, der ikke kan klare sig uden kvinder, der sagtens kan klare sig uden dem. Og det er lidt ærgerligt. For det er en ældgammel kønskamp, som vi burde være ude over. For det første giver det ingen mening – i ligestillingens land – at definere hinanden, som netop køn. Burde vi ikke diskutere det ud fra et tankesæt, der behandlede kønnene ens? Burde vi ikke definere os, som mennesker, der lige nu står overfor en række kulturelle udfordringer, som vi ikke kan hente svarene på i vores opvækst og tillærte kulturforståelse? Men det er endnu mere ærgerligt fordi det er en polarisering, når det vi faktisk har brug for er en samlende debat, der inddrager os allesammen. For det er sgu et fælles problem for kvinder, mænd og børn, at vi skal lære at begå os i en verden, der stiller os overfor udfordringer, vi ikke kender løsningen på.

Sandheden er at vi er vågnet efter et tiår, hvor himlen voksede ned på jorden og vores individuelle rigdom voksede over skyerne. Før det havde vi en mindre it-boble, som ikke rigtig påvirkede så mange mennesker og før det, et tiår af sammenlægninger, hvor big was beautiful, som resultatet af firsernes Gordon Gekko-tilyuplede “Greed is good”-filosofi, hvor økosystemet gerne måtte have hajer øverst i fødekæden, bare de var menneskelige. Det er en brat opvågning, hvor der er meget at lære. Himlen har ikke været grænsen – og pludselig er helvede på jord blevet en reel mulighed over natten. I lang tid virkede det, som om at intet havde en reel konsekvens – og de konsekvenser, der var, udspillede sig typisk for nogle andre og meget langt væk. Vores verdensbillede har udspillet sig i et vestligt verdenssnit, som ganske vist er vigtigt, men mest for os. Om russerne eller amerikanerne ville trykke på knappen og lade helvede løs var mere nærværende for os, end det var for udsultede afrikanere, der kunne få 1% i ulandshjælp, hvis de var heldige og “Do They Know It´s Christmas” når tørken blev for tør. De overvejede mest, hvor deres næste mundfuld nogenlunde rene vand skulle komme fra.

Men hjalp bidragene? Ikke meget. Længe har vi vidst at ulandshjælp primært fastholder ulande, som ulande og uden muligheder for andet end at bede om evig henstand med afdragene på deres tunge lån. Til gengæld har vi pakket vores egne landbrug ind i støtteprogrammer, der har sikret at de i en lang periode kunne overproducere og senere braklægge for pengenes skyld. Samtidig med at vi holdt alle ulandende ude af en reel chance på verdensmarkedet. I de seneste ti år har landmændene så fundet en ny guldåre. De har belånt deres jord, hos primært schweitziske banker, for at skaffe til dagen og grusvejen. En boble, der er ved at briste fordi jorden taber værdi og schweizerfrancen har tænkt sig at blive mere værd. I tusind lag har vi lagt systemer, der primært skal sikre os mod forandringer og låse verden ude. De systemer er nu ved at nå enden af deres formåen. I hastigt tempo mister de pusten.

Når der er kø i Netto er det fordi, der er to mennesker på arbejde i en hel Netto, hvor der står minimum tyve i køen. De tyve i køen står der fordi de ikke vil snydes. De vil handle så billigt, som de kan. Få så meget ud af deres kroner, som de kan. I købs-øjeblikket vil de skide på om de handler på bekostning af en kommende stress-sygdom bag kassen. De har allerede glemt, hvordan sporene fra deres indkøb trækker veksler hos dyrene, der lever under kummerlige vilkår, dopet fuld af præventiv penicillin og stoppet ind i lastvognstog på tyske motorveje, der hurtigt kaster tankerne hen på noget man har set på sort/hvid-film fra 2. Verdenskrig. Vi overvejer heller ikke voldsomt konsekvenserne af, at hyldetomater i januar, pr. automatik kræver varebetegnelsen “Spanske tomater” eller lignende, med de konsekvenser, som miljøet må trækkes med.

Alt dette, i en suppedas af børnearbejdere, lavtlønslande og tekniske handelshindringer, sikrer min borgerlige ret til at råbe af kassedamen i Netto, fordi den eneste anden medarbejder, forsøger at genfylde hylderne, så vi kan komme hen og stå i kø. Men er det virkelig en ret? Eller er det en uret? Den overliggende konsekvens af den såkaldte krise, vi er på vej igennem, er ikke at vi har levet for lånte penge, men snarere at vi forbruger på bekostning. Vi er ikke i nogen form for harmoni med hverken vores eget forbrug eller alt det, der omgiver det. Vi forbruger rask væk på bekostning af dyr, mennesker og miljøet – og ser det, som en grundlovssikret ret. Vi forbruger på bekostning af hinanden uden nåde og ser et samfund vokse ud over bæltestedet, hvor de fattigste bliver fede og de rigeste dør af stress.

Som en lille tidsbrænder, mens man står i køen i Netto kunne det være sjovt at overveje et liv i mere harmoni med sig selv og andre. Ikke nødvendigvis, som afholdende veganermunk. Men måske i en form for pagt med tid og sted. Hvor tomater var på tilbud i sensommeren og kartofler om vinteren. Hvor ting kostede deres reelle værdi og hvor, der var råd til at have mere end to mennesker, på arbejde i Netto – fordi det gav mening. Mening på den modsatte måde af nu. Det er en stående joke, hvordan USSR ikke kunne brødføde deres eget folk. Hvordan vores effektive og kapitalistiske system, viste sig at være langt mere levedygtigt gennem en lang og kold krig mellem tankesæt. Men vi må ikke glemme at vores nuværende system, kun er i beta. Det har sejret – men ikke på sigt. For at opretholde vores nuværende købekraft kan det betale sig at bruge børnearbejdere til industriproduktion. For at give os superkræfter i tegnedrengen nedlægger vi lokal produktion og sender halvfabrikata frem og tilbage mellem lavtlønslande og os. For at sparke endnu mere liv i vores sure kroner, udgiftsoptimerer vi produktion og distribution i en grad, der kun kan give bagslag. Kan det virkelig betale sig? Sådan i en virkelig udregning, der ikke kun fokuserer på hvad en mobiltelefon koster – men hvad den virkelig koster? Næppe.

Sandheden er, at alt ikke er dyrt i dagens Danmark. Vi får mere for pengene end vi har gjort før, fordi vi er verdens rigeste gniere og nærigpinde, der ikke vil betale mere for en liter skummetmælk end kr. 4,50,-. Den enkelte danskers købeevne og -kraft er enorm. Den er vokset vildt på bare få generationer. Sandheden er at vi får to medarbejdere i en Netto og en helvedes ventetid, fordi vi forventer hele verden er til rådighed og på tilbud fra 07.00 til 22.00, alle dage. Sandheden er at vi forbruger på bekostning og det kan ikke blive ved. Vi slider dyrene, miljøet og hinanden op – fordi vi vil behandles som overmennesker, der har mere råd og ret end alle andre. Et sted at starte, er måske at holde kæft i køen i Netto – ligegyldig, hvor lang den er – og gentage mantraet “det er min nærighed, der bragte mig her” stille, for sig selv, indtil det stakkels kassesymbol på prisniveauet når til at scanne ens varer. For som det er nu, så opfører vi os fattigere, jo rigere vi bliver.

Dagen er startet med at min blog blev citeret fra talerstolen i åbningstalen på årets landsmøde for Venstre. Det er Statsministeren, der citerer mit blogindlæg. Tilsyneladende fordi, at når man googler “den danske drøm”, er det første svar mit blogindlæg med samme titel fra maj 2008. Det har Statsministeren gjort. Og nu sidder jeg i sminken i DR Byen og venter på at komme i Ugen Med Clement, sammen med en standupkomiker, en vejrpige og Danmarks klima- og energiminister, Connie Hedegaard. Sidstnævnte spørger venligt om jeg er vant til at være på tv, hvortil jeg ganske ærligt kan svare nej. Derefter beroliger hun mig og giver mig et par tips om, hvordan jeg gør mig bedst. “Glem at der er publikum og kameraer, kig på Clement og svar på det han spørger om. Det går meget hurtigere end du tror”, siger hun – stadig meget venligt og med fuld øjenkontakt.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer ned af trappen med følgespot og steadycam i ansigtet og da programmet er slut kan jeg intet huske af hvad jeg har sagt i interviewet, kun at jeg har været med – at jeg har haft mine femten minutters fame og at Warhol tilsyneladende havde ret. Det er først, da jeg timer senere er tilbage i Odense, at jeg opdager at de spillede Aerosmith “Walk this way”, da jeg gik ned af trappen – og at jeg faktisk fik formuleret flere sammenhængende sætninger, som svar på spørgsmål fra værten.

På en måde føler jeg mig lidt som et dyr fanget i forlygterne fra en tonstung lastbil, der kører meget hurtigere end mine reflekser kan hjælpe mig. På den anden side føler jeg en lille ligegyldighed overfor projektet, for det er ikke mit. Det jeg gerne vil sige, siger jeg her – og har sagt her. På min blog. Og her bliver det fundet – ikke i en ugentlig og fælles spotlight med minutknaphed, men når det er relevant for nogen. Som det altså viste sig at være relevant for Statsministeren, da han googlede den danske drøm fra et hotelværelse i Singapore.

I dag er verden anderledes. Jeg blev ikke citeret af nogen officiel person i morges. Jeg skal ikke på tv i aften. Jeg er ikke længere det første svar på Google, når man søger efter den danske drøm. Den plads har nyhedshistorierne om Statsministerens tale. Det er fint. Det kan godt være at jeg har opmærksomhedsrelapse lige nu, men der er ingen pointe i at forsøge at fastholde spotlightet. For jeg har ærlig talt ingen andre formål med fastholdelsen end at fodre mit ego. Jeg har ikke mere at byde på eller byde ind med lige nu. Og jeg trænger til ro. Ro til at tænke over det, som Statsministerens tale handlede om – og som mit oprindelige blogindlæg handlede om, nemlig den danske drøm. Hvad er det for et tankemæssigt fællesgods, der driver os til at sejle på tømmerflåden sammen og ikke gøre oprør og skubbe de andre ud over kanten, for at få maden for os selv?

Verdenshistorien har vist os, at vi danskere skal finde det store i det små. Vi har ikke uendelige kilometer af land eller en undergrund fyldt med utømmelige naturressourcer. Vi er ikke nok til at gå i krig, vi er ikke store nok til at være uindtagelige, vores økonomi er for lille til at betyde noget i en handelsblokade. Vi har det store i det små og det er vi specialister i. Vi har fået uendeligt meget mere ud af det vi har og det vi kan, end så mange større lande har fået ud af meget mere. Primært fordi vi har specialiseret os i at respektere individet uden at sætte fællesskabet over styr.

Den danske drøm er ikke at blive citeret af Statministeren og komme i Clement (forstå mig ret, jeg er dybt beæret over det første og synes det andet var sjovt), vores drøm er snarere at kunne være os, sammen og hver for sig. Vores fattige er rige i forhold til de fleste andre landes fattige, til gengæld er vores rige ikke superrige – ligesom vi ikke er en supermagt. Men de er dog rige og vi er dog en magt. Spændet i Danmark er ikke så stort. Vores bjerge er bakker og vores dale forsænkninger. Vores vinter er lunken og vores sommer kølig. Men vores hjerter – de sidder sgu på det rette sted. De banker for en historie om et af verdens ældste fællesskaber, hvor ingen skal tro de er noget, men der fandmegalemig heller ikke er nogen, der skal tro, at de ikke er.

Vores sværd er tveægget – for når vi bliver smålige med storheden går det galt. Så bliver det hurtigt uklædeligt at se en af verdens rigeste og sikreste nationer, sidde på sine værdier af frygt for at jeg ikke skal få nok. Sandheden er jo, at der er rigeligt til alle. Når fællesskabet bliver for småt, bliver det en spændetrøje, der ikke rigtig passer til vores danske temperament. Derfor er det også altid befriende at se den månedlige historie om danskeren, der lærer minoriteten at kende – og pludselig ikke ønsker den sendt hjem eller over kommunegrænsen. Dér blomstrer den danske folkesjæl og den danske drøm. At selvom vores fællesskab er småt, er vi ikke en ensrettet elite, men en gruppe af fællesskabsorienterede fritænkere, der sætter den enkeltes mulighed for at være med højest. Hvis man altså vel at mærke er kommet ind.

At hytte sit eget skind er frygtelig menneskeligt, men meget lidt del af den danske drøm. For hvordan skal vi passe på hinanden, hvis vi kun passer på os selv? Jeg får en glidende fornemmelse af vi står i et vadested, mens jeg kører over den natbelyste Storebæltsbro. Det er tillokkende at skifte hest og ride ud i solnedgangen alene. Sørge for sig selv. Klare sine egne behov. Skyde skylden på Janteloven og give de andre fingeren. Men er det rigtigt? Og er det folkesjælen? Eller er vi, som der er sagt utallige gange, alle socialdemokrater i hjertet, som symbol på at vi faktisk har et fællesskab, hvor ingen er større end fællesskabet men fællesskabet aldrig er større end den enkelte? Jeg tror ikke en dansker kan forklares via hans eller hendes politiske standpunkt. Partipolitikken i Danmark har for få smagsvarianter på hylderne til at kunne være andet en færdigretter i den frysedisk, hvis udvalg stort set kun har tilpasset sig siden anden verdenskrig da vi købte huse og da vi fik biler. Den laveste fællesnævner kan aldrig blive andet end den ukrydrede og henkogte gryderet. Men en dansker kan forklares med retten til at have det godt med andre og sig selv. Og kan sagtens finde et politisk individ at sætte sin stemme ved, som repræsenterer netop det. Den ret er ikke hævdvunden og det er faktisk den der står i vadestedet.

Derfor er det så vigtigt at rette ind, fremfor at rette åen ud. De politiske beslutninger vi som folk træffer, skal ikke være af angst, men af vilje. Det skal sgu være fordi vi vil noget, det skal ikke være for at undgå noget. At være dansker er en holdsport, hvor der er plads til individer på holdet – men drømmen er fælles. Det gør det mere trangt på vinderpodiet, men nemmere at komme derop. Det gør også at vi er mange om at dele æren, til gengæld er den indenfor rækkevidde for flere. Det kan godt være vores verden er lidt mindre, men netop derfor er den så meget større. Derfor blev jeg glad da Statsministeren kom forbi.

Det må være noget i folkesjælen, du ved den dybt forankrede danske folkesjæl, som jeg så ofte er på jagt efter, der giver “godt for dig” en ironisk overtone, som altså ikke nødvendigvis findes, som et fællesmenneskeligt træk. Der er meget at være stolt af, som dansker. Vi har alverdens sikkerhed og rettigheder, som man bare ikke fucker med. Vi har skabt andelsbevægelsen og lever i et fornuftigt repræsentativt demokrati, hvor vi tolererer monarkiet, så længe de giver borgerne magten. Vi kan godt tåle at blive målt på, hvordan vi behandler de svageste i samfundet – for vi behandler dem i hvert fald bedre end nogen andre lande. Men der er ikke mange individuelle præstationer, som vi trækker frem på det internationale oversigtskort. Bevares, vi har Andersen, Ørsted og Kirk-Christiansen, men der er alligevel lidt langt til Morrison, Dylan og Elvis.

Måske er det denne overtro – denne mistænkelighed i opfattelsen af glæden på andres vegne, som er hele den symbolske kerne af vores homogene kultur. Her glæder vi os over de fælles fremskridt – ikke den enkeltes. Vi synger verset: andres held er på bekostning af mig selv. Derigennem kan vi dyrke at ingen bliver efterladt til sig selv, så længe de ikke efterlader os andre. På bedste jægersoldatbeskub kommer de, der kom med ind også ud igen. Om vi så skal slæbe dem over grænsen. Dermed ikke sagt at vi ikke må være dygtige til noget. Vi elsker en god læge når vi er syge. Vi kan godt lide den dygtige pilot og vi lægger gerne vores følelsesliv i hænderne på den regionale fodboldklub. Men hvis lægen hellere vil være på et privathospital end det, der tjener hele befolkningen så ryger noget af vores beundring. Det samme gælder hvis piloten hellere vil flyve privatjet og fodboldstjernen ikke gider landsholdet.

Her stiller man sine evner til rådighed for fællesskabet. Eller også er man kaffeklubbens yndlingskonversation. Jeg må tilstå at jo ældre jeg bliver – jo bedre kan jeg lide tanken. Jeg er nemlig forlængst begyndt at betvivle den gamle sandhed om, at hvis man ikke er glødende rød, som ung og knaldkonservativ som gammel, så er ens liv noget lort. Jeg tror faktisk det er stik modsat. Det er sgu de unge, der kan tåle at være så blå, som smølfer. De er stærke, har ingen fornemmelse af at tiden vandrer i 700 milestøvler og at man en dag opdager at man virkelig fødes alene, men også dør alene. Det kommer først senere – når man står og er nyskilt i regnvejr og venter på bussen en tirsdag eftermiddag i Munkebo. Og når det rammer, så er der ingen kære Gud, der hjælper. Der er kun Stauning eller kaos. Derfor følger det lille stik af ideologi, der er i mig, præcis den ramme, som jeg tror de fleste danskere mærker (men som de ikke nødvendigvis stemmer efter). Nemlig at vi starter som ultraliberale gavehoveder og ender som tandløse socialdemokrater, jo tættere vi kommer døden og jo mere vi får brug for andres hjælp.

Min danske kernesjæl har intet mod indvandrere og flygtning i mit land. Faktisk er min våde drøm om danmarks internationale karaktér, at vi udviklede vores land til at gøre for menneskrettigheder, hvad Schweitz har gjort for økonomi. Opsamlede alverdens indskud og tog sig af det. Jeg er næsten overbevist om det ville være den bedste investering i vores fællesskab. At vi krydsede det med nyt blod fra hele verden. Opfandt andelsbevægelsen 2.0, hvor hele verden var med. Og vi gjorde det ikke fordi vi havde besat deres land i århundreder og derfor pligtskyldte dem uddannelse og job – men fordi vi kan. Vi kan rumme det. Vi kan gøre det. Vi har de menneskelige og økonomiske ressourcer til at få det til at ske. Men det vil vi helst ikke – for vi er pissebange for at det går fra os selv. Det er næsten ironisk.

Ude i verden rapporteres det (som f.eks. i The Guardian) hvordan Norden og herunder Danmark, kommer lettere gennem krisen end de fleste andre vestlige lande. Primært på grund af vores sociale sikkerhedsnet. Når man bliver arbejdsløs i Danmark lander man ikke partout på bunden af samfundet uden tøj i en blindgyde. Og det afbøder det fælles fald. Man kan også få en uddannelse, uden at skulle betale ret meget selv – og det giver flere veluddannede og omstillingsparate danskere (af alle herkomster), som er klar til at nyt arbejdsmarked. Man kan også blive behandlet for sine sygdomme og komme tilbage til livet uden gæld.
Det er sgu det de andre misunder os. Og de ved godt, at vi betaler halvdelen af vores indkomst til fællesskassen – men selv dét, er der flere og flere internationale betragtere, der ikke er afskrækket af. For de kan se de fælles fordele.

De fordele må vi ikke miste oplevelsen af selv. For sandheden er jo at der er nok af alt her. Faktisk så meget at vi kan eksportere en pæn sjat af det udenlands og lade dem være med til at betale for vores velfærd. Måske er det bare endda muligt at begynde at eksportere den næste sjat Danmark, udover klassikerne Nordsøolie og Backbacon, nemlig det der omgiver alt vi tænker og gør. Vores fællesskab. Hvis vi altså ikke bliver bange for vores egen skygge og tror at det betyder mindre fællesskab til os selv. Det er måske endda den eneste måde vi kan få integreret os i resten af verden inden vi lukker os helt inde i vores ensomme folkesjæl, som har tjent os så godt så længe. Og så endelig kunne sige “godt for os… alle”.