Det rastløse menneske

Resumé: Den yngre del af befolkningen er præget af rastløshed. Der er ingen grænser – mange valg og endnu flere, hurtige fravalg. For det rastløse menneske gælder det om at være individuel og opnå overblik – alt sammen uden at udelukke de muligheder der kan virke spændende.

I vores del af verden er vi efterhånden nået til toppen af behovspyramiden. Alt er muligt for alle – der er ingen uddannelse, intet job, intet land, ingen tanker der ikke kan realiseres. Men når der ingen grænser er, hvad sker der så? Når alt muligt, men intet umuligt. Så er der pludselig ikke så meget at kæmpe for. Det giver det rastløse menneske. Vokset op uden grænser og fortsætter med at leve grænseløst som voksen.

Som vi ser i tv serier som Ally vil det rastløse menneske ikke binde sig til andre. Undskyldningen er at ingen rigtig er perfekt nok til at blive partner. Men hvad er den virkelige årsag? Ifølge den norske psykiater Finn Skårderud i bogen ?Uro – en rejse i det moderne selv?, tager vi en masse chancer i vores liv, men de er sjældent rigtigt farlige – det er en slags pseudochancer. “Et faldskærmsudspring er strengt taget ingen særlig risiko. Det er bare en efterligning af livets virkelige risiko. Kærlighed, Intimitet og de andre er en virkelig risiko. Hvad er rafting i forhold til en afvisning?”, skriver Finn Skårderud i bogen.

Og hvorfor binde sig til ét menneske, når man kan holde alle muligheder åbne og samtidig sørge for at være i god afstand fra en afvisning. Hellere være den der først slutter et forhold så den anden ikke får en chance for det. Mønstret gentager sig på uddannelsesområdet, i arbejdslivet men sjældent når det gælder venskaber. Her har det rastløse menneske nemlig det perfekte forhold til et andet menneske – nært, men ikke for nært og uden følelser på spil. Venner kan skiftes hvis de udsender de forkerte signaler eller er for besværlige.

Det rastløse menneske vil gerne ses, selv på vuggestueplan taler vi om at se børnene og deres behov. Alle skal ses og genkendes. Måske derfor går flere og flere unge mennesker med en drøm om at blive popstjerner eller studieværter – men uden et egentligt budskab. “Jeg elsker bare at være på”, fortalte en ung pige i programmet Rottweiler, på TV2. Hendes brændende ønske var at blive studievært. I alle medier bliver formidlerne mere og mere tydelige, til gengæld bliver budskaberne mere utydelige og mindre vigtige. Selv i reklameverdenen, hvor det jo er kunderne der betaler udformningen, bliver formidlerne – altså reklameskaberne – mere tydelige og ofte mere tydelige end selve produktet. Formen bliver vigtigere end indholdet.

Den rastløse har brug for at være individuel – så de kan finde sig selv mellem alle de andre. Individuel bliver man, som rastløs, ved at skille sig ud fra mængden på en måde de andre kan genkende. Den rastløse har også brug for overblik. Dette overblik skabes ved et voldsomt og hurtigt fravalg, der kun er muligt fordi de rastløse er supertrænede mediebrugere der er vant til at afkode form og budskab på splitsekunder.

Individualiteten, personligheden skabes gennem de valg de rastløse foretager sig – hvordan de modellerer deres verden og deres forbrug. Den politisk bevidste forbruger kan sagtens tilvælge at være politisk ukorrekt. Storytelling og Dream Society fortæller om den historieløse, der primært er tegnet af sit forbrug og sine valg – ikke af sine aktiviteter. Og det er efterhånden svært at definere sig selv gennem aktiviteter – for hvem bliver imponeret over en tur tværs gennem junglen. “Mr. Livingstone i presume? – been there – done that!”. Så er det lettere at være den første der har den nye, rigtige ringetone på mobilen.

Overblikket skabes gennem valg af mediebrands og et valgt tilhørsforhold til specifikke formidlere. Derfor er stjernerne oftere talsmænd for produkter og med en gennemslagskraft der ikke var tilstede før. Hvad var Nike uden deres strategi med sportsfolk som talsmænd? Dybest set producerer firmaet ikke mange varer selv. Men de producerer et brand som er dybt effektivt. Og hjælper de rastløse til at navigere i den del af verden der omhandler sportsudstyr og de signaler de rastløse kan sende via sportsudstyr. Selv formidlerne er blevet brands nu, – se f.eks. Casper Christensen der placeres i front for det ene holdskabte program efter det andet, men det er altså ham der sælger varen.

Overblikket skal også bruges til at blive set. Hvis man vælger forkert kan de andre i gruppen af rastløse ikke genkende de signaler der bliver udsendt og så bliver man ikke set. Her er de rastløse modsatte f.eks. punkerne som vil stå uden for samfundet. De rastløse vil genkendes og de vil have at de budskaber de udsender bliver opfanget. De rastløse er her og har ingen grænser. De sætter ikke grænser for sig selv. Men de kan tales til og med, hvis man forstår deres bevæggrunde og deres behov. Så de er faktisk ikke anderledes end alle andre grupper af mennesker der har været før dem. De vil finde sig selv og have dækket deres menneskelige behov.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s