Loudness

Af en eller anden grund er det altid sommer i ens minder. Sådan er det også i mine minder. Sommeren 1989 var første gang jeg hørte albummet Full Moon Fever. Tom Pettys første soloplade. Han havde haft en lang karriere indtil 1989 – men den havde han delt med hans band The Heartbreakers. Året inden havde Tom Petty dannet fritidsbandets The Travelling Wilburys, sammen med en række rockkoryfæer. Deriblandt Jeff Lynne, manden bag den fede lyd og de stringente beats i Electric Light Orchestra.

Tom Petty fik Jeff Lynne og vennen Mike Campbell, som havde været med fra starten af The Heartbreakers, til at producere. Full Moon Fever blev Pettys brede gennembrud og lydsiden til mit 1989.

Vi var nogle stykker, der knoklede med lokalradio. Vi gjorde det for sjov, men af en eller anden grund blev det hurtigt alvorligt, som det kan ske når drenge leger. De hårde guitarer og de strikse trommer ledsagede de få ledige timer og tanker, som opstod når vi ikke lige var begravet i en eller anden detalje, teknisk eller programmæssigt. Radiostationer kræver en frygtelig masse opmærksomhed og bliver aldrig helt tilfredse. Man kan ikke lade dem alene og man kan slet ikke efterlade dem i hænderne på idioter, der ikke forstår radioens sjæl. Derfor ender man med at bruge uendelige af sine vågne timer på dem.

Når Tom Petty sang ”Running down a dream” gav det hele mening. Det var den ramme, der skulle til for at drømmen holdt. Jeg fik for første gang en forståelse af, præcist hvor lykkelig jeg ville være når jeg en dag kørte i en åben bil gennem Amerika. De unge og relativt uskyldige drengedrømme har siden vist sig at være de sjoveste og sværeste at opfylde. For de har en tendens til at virke enfoldige i et voksenliv, så jeg prøver at glemme dem og erstatte dem med noget voksenvigtigt, som at gå i teatret eller spise fin middag. Men det er aldrig helt det samme og har en tendens til at kræve mere energi end jeg får ud af det.

George Harrison danner grunden med guitar og vokal, mens Campbell fylder pladsen ud med en luftig og drømmende guitarsolo. Petty synger klagende og understøttet af det flerstemmige kor – ”I won´t back down”. Jeg har kun et liv der kører rundt med mig – men jeg står fast på at jeg ikke vil ned igen. Det er næsten som at få kastet vind i håret og lagt uendeligt antal kilometer af vej foran sig, uden anden opgave end at eksistere. En af mine drømme var livets uendelige benzinkort.

En dag vokser man så ud af de enkle og naive drømme. De bliver erstattet af mål, som man regner ud. Pludselig er det ikke nok at gøre det man bryder sig om. Man skal have en karriere i stedet for. En vedvarende opstigning i et system, oftest ledsaget af en fandens masse regler, forventninger og politiske træk. Det kan så tage livet af ens oprindelige kreativitet, drive og den energi, der ligger i at gøre det man bliver fanget af og er god til.

I sommeren 1989 knitrede vinylen og min walkman gengav aldrig i samme tempo, som jeg havde indspillet i. Numrene lød aldrig helt ens, men det var småting i den store sammenhæng. Det her handlede om en vinkel på den frie sjæl. De store biler, der gav mennesket magt over vejen. Radiostationerne, der ledsager ens blå fornemmelse. Forhåbningerne og den sentimentale følelse, der slår en følgeskab, hver gang man forlader noget eller nogen. Det var ikke amerikanerne, der imponerede mig, men deres muligheder og deres land, som var blevet symbolet på den frie sjæl.

Der var kun en måde at lytte til plader og bånd dengang. Med loudness slået til. Loudness var en funktion skabt til at give musikken mere balance, hvis man lyttede til den ved lav volumen. Loudness hævede bunden og gav bassen mere luft. Loudness var oprindeligt tænkt og designet til at ledsage lav musik – men det var når man spillede højt, at loudness fik musikken til at leve. Man fik en tung og luftig bas, ledsaget af en mere hul og dyb stortromme, der kunne lægge en fornuftig bund for selve melodien.

Og når dagens sidste sang løb ud, mens man lå veltilfreds og søvnig i sin seng, faldt man i søvn til den stabile lyd af pick-uppen. Den kørte i inderste rille, som et roligt hjerteslag, der vågede over søvnen gennem natten.

Rå guitarer, knitrende vinylstøj og loudness. Det var det højeste, jeg kunne opnå i 1989. Siden har forskellige kærester slået loudness fra med sætningen ”Er det ikke meget højt?”. Jo, det er højt – det er jo min drøm skat! Men jeg har bøjet mig og med tiden har jeg endda hævet diskanten, for at få et mere dynamisk lydbillede. Men hvem fanden er det, jeg tror jeg snyder?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s