Skæbnebestemmeren

Der står en dreng ved siden af mig i lyskrydset. Vi venter på grønt. Han retter på sin kasket og klør sig i håret. Sneen generer hans øjne. Skolepatruljen holder os fodgængere tilbage. Busserne og bilerne suser forbi i minimal afstand af vores fødder. Lyset skifter til gult – vi gør os klar – det bliver grønt. Jeg går. Han går også. Med det ene ben slæbende efter sig. Han er tydeligt plaget af et stift ben, der forhindrer ham i at følge min fart.

I et pludseligt glimt ser jeg hans liv. Kammerater, der spiller fodbold mens han ser på. Eleverne i hans skoleklasse, der synes han er mærkelig. Nogle vil væmmes ved hans handicap. Bevidst eller ubevidst. De tager afstand fordi han er anderledes. Han er befængt med en synlig fejl. Bare det ikke smitter. Børn er grusomme, men ikke nær så grusomme som de voksne, der plæderer at vi skal passe på ham. Tage hensyn til ham. Vogte at ingen gør grin med ham. Sikre at han kan have et liv, som alle andre. Men det kan han jo netop ikke når han bliver beskyttet. Ingen kan beskytte ham. Han er uden skyld blevet anderledes. Stadig med i kredsen af mennesker for ingen vil udstøde de svage – tænk hvis det blev os selv. Men kun med på nåde og vores angst.

Hans skæbne er at overvinde dette og lære at leve med at hans accept af sig selv er vigtigere end de andres accept. Når han accepterer sig selv vil de andre automatisk acceptere ham. Måske har han allerede forliget sig med sin skæbne, måske ikke.

Hvad ville jeg gøre hvis jeg var skæbnebestemmer. En der har magt og agt til at bestemme og ændre andres skæbne. Jeg ville fjerne hans handicap så han aldrig havde haft det – aldrig havde haft den tunge skæbne at være offer. Min ømhed for hans skæbne ville byde mig at lade ham være en klog og afholdt dreng. Måske ville han kunne tåle denne skæbne, måske ikke. Han kunne jo udvikle sig til en, der ikke vidste, hvad han havde og derfor ikke satte pris på det. Måske ligefrem misbrugte det.

Ved de heldige at de er heldige? Og hvordan administrerer de dette held? Bruger de det til at være ligeglade og udvikle en mindre tolerance overfor de mindre heldige? Han kunne bruge sit held til at udvikle og bruge sit fulde potentiale. Leve fuldt som menneske og bidrage med alt han kan og dermed drive verden i en bedre retning. Men vil han vide, hvad hans fulde potentiale er, hvis han ikke er blevet udfordret på livet?

Måske er det en en god skæbne han har. En skæbne, der viser ham at livet er facetteret og tvinger ham til at kæmpe sig fri af den værste selvtilfredse stilstand. Det kan være han er heldigere end de, der netop klarer den. De der netop har det varmt nok til kun at småfryse og dem der ikke er helt sultne nok til at spise. Hele den lunkne grød af urealiserede mennesker og deres døde drømme. Men hans skæbne har jo gjort, eller gør måske stadig, ondt på ham.

Hvis jeg var skæbnebestemmer ville jeg ikke kunne beslutte om han skulle leve med sit handicap, fordi det kunne vise ham en bedre vej. Eller om han skulle være en heldig kartoffel, der havde potentialet men ikke behøvede at folde det ud fordi han havde det ok. Jeg er i tvivl – har vi virkelig de samme chancer og muligheder? Måske. Nogen vælger så bare at bruge dem og andre vælger at overhøre dem. Nogle vælger ligefrem at bedøve sig for at være sikker på ikke at høre skæben kalde.

Jeg er glad for min skæbne ikke er at være skæbnebestemmer.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s