Min mors singler

For efterhånden nogle år siden fik jeg fingre i min mors gamle singlehæfte. Det var blåt, med riflet overflade og det indeholdt de 10-15 singler, som hun var kommet gennem sin barn- og ungdom på. Som jeg lyttede mig gennem singlerne undrede jeg mig mere og mere. Så kom der en tysk schlager, op dukkede en dansk ballade med et såkaldt beatorkester, derefter en engelsk sang med kraftig tysk accent og sådan gik der en times tid. Bagefter forstod jeg ingenting. Jeg spurgte min mor: Har du slet ikke nogen gode sange? Er du da sindssyg, svarede hun – og det vidste hun godt jeg ikke var.

Så gik der en time med at forklare hvor gode de sange var. Men jeg tror aldrig rigtig den fes ind – for bagefter gemte jeg singler i en kasse i kælderen og har sådan set ikke tænkt videre på dem, før i dag. Her sidder jeg og hører Mike & The Mechanics “The living years”, I know – men jeg kan altså li´ den og har ikke hørt den i +hundrede år. Og pludselig slår det mig at dette er min mors singlehæfte – bare nu og mit. Hvordan skal jeg nogensinde forklare mine (endnu ikke eksisterende og eksisterende) børn noget som helst om den musik der definerede min skoletid f.eks.?

– Far, hvorfor hører du det mærkelige musik?
– Jamen, for fanden unger – det er Frankie Goes to Hollywood. Da de kom var det en revolution. Det ændrede musikken for altid. Bevares, de var lige så stylede som Sex Pistols eller Westlife, for den sags skyld. Men lyden. “Relax”. Vi blev grebet og løftet mod loftet. Storheden, det kontante beat. Det løftede os fra jorden, om man så stod til en skolefest og dansede med klasselæreren. “We are living in a land where sex and horrror are the new gods”. Og så charmen og løssluppenheden. Det repræsenterede alle helvedes lyster på jorden – blandet med en social side. De var mod krig og i den grad homoseskuelle.
– Vi kan sgu ikke holde ud at høre på de plastiktrommer og det skrigeri – vi spiser ovre hos Jonas.
– Jamen det er jo produceret af Trevor Horn, ham der også producere Seal – kan I huske ham?
– Hej far.
– Kom tilbage! Måske I vil kunne lide Chris Rea – det er sådan en god rytme?

De vil ikke forstå – jeg ved det er et spørgsmål om timer fra jeg har fortalt om Frankie Goes to Hollywood før jeg bliver tvangsindlagt på et plejehjem, hvor de må fodre mig intravenøst fordi jeg ligger og kæfter op om Bruce Springsteen, Tears for Fears, Dr. Baker, Shakespears Sister, Pretenders, Blondie, New order, Police, Duran Duran, Culture Club, Toto, Thomas Dolby, Prince, Hall & Oates, Phil Collins, Dire Straits, Cindy Lauper, Lionel Ritchie, Nena, Elton John, Huey Lewis, Pat Benatar, Chicago, Commoderes og andre popafguder, som ingen andre vil kunne huske – måske med god grund. Kun når jeg en sjælden gang mumler noget om Madonna eller David Bowie vil en ung sygeplejerske et kort øjeblik se ud som om hun forstår mig og betakke sig min gammeldags smag.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s