Den dag enkefru Mortensen genvandt sin livslyst

Alt er så svært, når man er blevet gammel. Dét var enkefru Mortensens allerførste tanke. Den kom ganske kort efter at hun var vågnet. Hun havde ikke nået at åbne øjnene, men smerterne havde været der fra søvnen var slut. Måske var det smerterne, der vækkede hende. Hun vidste, at de gamle gigtplagede ben skulle rettes ud efter at have sovet, og derefter tvinges ned på gulvet for til sidst langsomt at overtales til at bære hendes vægt igennem endnu en dag.

Dagene begyndte at minde om hinanden, når man blev gammel. Der var ingen speciel glæde ved weekenderne, for man hvde jo ingen faste pligter i ugedagene. Og der var ingen speciel glæde ved ugedagene, for de var ensomme og lange. Og fjernsynet var dårligt om dagen, og byen var ikke indrettet til ældre mennesker. Der var kun plas til de hurtige unge, der kunne nå over på den korte tid der var grønt, og som ikke måtte pudse næsen hele tiden fordi luften var tyk af forurening, men son til gengæld kunne holde den evige larm fra alverdens biler, busser, børn og babyer ud.

Næ, der var ikke meget trick i at blive gammel. Hun tænkte på den dag, hun blev enkefru Mortensen. De havde ringet fra hospitalet. Edward var blevet indlagt, kørt ned af en lastbil, der overså ham i et højresving. Hun tog en taxa ud til hospitalet, men vidste allerede mens hun var på vej, at det var slut. De havde ikke sagt noget. Tværtimod havde de holdt alle muligheder åbne, indtil de havde hende, hvor de kunne overvåge hendes reaktion og reagere på hendes sorg. Men hun vidste det – for der var ingen i telefonen, der ville fortælle hende at Edward havde det godt, ligesom ingen ville sige han havde det dårligt. Hun tiggede og bad om sandheden, men hun kunne intet drive ud af dem før hun var på hospitalet.

Edward var død på stedet. Han var ikke mere. Hun valgte at se ham. Det havde hun så ofte hørt andre enkefruer fortælle de havde haft glæde af. Hun så ham og holdt om ham. Slog sin hånd ned i båren og spurgte den døde krop om hvad den bildte sig ind? ”Hvem skal jeg nu være sammen med? Du kan da ikke tage af sted uden mig”. Men det havde han gjort. Og hun tog hjem og græd den hele nat. De havde været sammen i mange år og hun kunne ikke forestille sig et liv uden Edward. Hun havde så ofte hørt, at mennesker der elsker hinanden højt dør hurtigt efter hinanden. Og det var hvad hun regnede med. At hun skulle dø snart. Til sidst begyndte hun at håbe på det.

Uret var gået i stå i stuen. Edward plejede at trække det op. Tiden standsede den dag Edward døde. Hun sad slap i stolen i stuen i flere måneder. Sov en drømmeløs søvn hver nat og vågnede til endnu en dag. Hun kunne ikke dø. Hun ville gerne, men hvordan dør man? Hun vidste det ikke. Og hendes krop ville tilsyneladende ikke dø. Så hun måtte altså leve.

Langsomt begyndte livet at vende tilbage til hende. Hun begyndte at gå til købmanden igen. Begyndte at købe lidt bedre mad end hun plejede. Hævede lidt mere af pensionen og lod lidt mindre stå til børnenes arv. Hun besluttede sig for at belønne sig selv. For at have levet længe. For at have levet længst. Sådan gik hver dag en smule bedre og nu var det trods alt mere end et år siden Edward var død. Vel, hun savnede da tidligere tider. Der var betydeligt mere ramasjang i at være fru bankdirektør Mortensen på Solvej, end enkefru Mortensen i omsorgsbolig nummer 34. Men alle aldre havde deres charme, sagde hun når børnene og børnebørnene besøgte hende, så de ikke skulle vide hvad der ventede dem.

Hun satte sig på sengekanten og kiggede ud på det gamle æbletræ, der krogede sig mod himlen uden for vinduet. Det havde stået længere end hun havde levet og det ville sikkert stå længe efter hun var død. Hun rejste sig og gik langsomt mod badeværelset. I stilhed ordnede hun sit hår og tog tøj på. Hun nåede kun at hælde vandet på kanden, men ikke at sætte den på komfuret, før det ringede på døren. Hun skelede op det store ur og så at klokken kun var lidt over ni. Udenfor stod der to midaldrende mænd, med hver deres sorte skuldertaske. De lignede billetkontrollører, bortset fra de manglede uniformen.

– Goddag, sagde enkefru Mortensen.
– Goddag, sagde den ene af de to mænd.
– Ja?, sagde enkefru Mortensen med et ansigtsudtryk, der klart viste, at hun forventede at høre deres ærinde.
– Ja, sagde den ene mand, slog ud med armen og blev så afbrudt af den anden mand.
– Vi vil høre om De tror på gud?, sagde manden.

Enkefru Mortensen skulle lige til at svare, at det gjorde hun vel i en eller anden grad, men ikke nødvendigvis som en ældre hvidskægget mand, der sad på en sky og dømte alle. Men så langt nåede hun ikke, for ingen af mændene var specielt interesserede i hendes svar.

– Ja, for alt for mange mennesker i denne verden tror ikke på noget og det gør dem frygteligt ensomme, sagde den ene mand entusiatisk.
– Frygteligt ensomme, gentog den anden mand og rystede på hovedet og slog ud med armene, som for at understrege tragedien.
– Jamen, jeg tror altså lidt på gud, sagde enkefru Mortensen, nærmest for at trøste de to herrer.
– Det var dog en lettelse, sagde den ene mand. Dog uden at ligne en lettet mand.
– Tror de så på at vi mennesker er syndere, der bør reddes fra synden?, sagde den anden mand hurtigt, som læste han op af et manuskript.

I det øjeblik opdagede enkefru Mortensen at i dette spil var hun kun statist. Her var ikke plads til hende og ligegyldigt hvad hun svarede ville det være forkert, fordi D´herrer overfor hende havde svaret på alt. Hun mærkede en rasende fornemmelse skyde op i brystet. Her havde hun overlevet en verdenskrig og opdraget tre børn, i starten på rationeringskuponer. Hun havde overlevet en mand og holdt et propert hus på trods af sorg og livets uretfærdighed. Og så står to undermålere og mener det hele har været forkert og ligegyldigt, fordi hun ikke deler deres tro. Et kort sekund før enkefru Mortensen eksploderede i vrede fik hun en pludselig indskydelse. Det var ligesom en guddommelig inspiration, der skød ned i hende. Hun trak vejret dybt.

– Vil D´herrer Jehovas Vidner, for det går jeg udfra de er, ikke indenfor?, sagde hun venligt.
– Jo, meget gerne, sagde den ene mand.
– Vældigt gerne, sagde den anden.

Og så gik de ind i den gamle stue med de tunge, grønne møbler og de lysbrune tæpper, hvor de satte sig og fik kaffe og vanillekranse.

– Hvad er det så D´herrer Jehovas Vidner mener, jeg har gjort forkert, sagde enkefru Mortensen, efter at have slubret lidt kaffe i sig.
– Vi mener da bestemt ikke De har gjort noget galt?, den ene mand så meget forvirret ud.
– Jamen, De kommer jo og ringer på min dør. Så åbner jeg og De fortæller mig derefter at De ikke mener jeg tror på den rigtige gud.
– Nej, vi spurgte jo blot om De tror på at mennesket er en synder, sagde den anden mand.
– Hvad så hvis jeg ikke gør, sagde enkefru Mortensen.

Den yngste af de to herrer så meget forvirret ud. Han var tydeligt glad for at have den anden og mere rutinerede herre med. Tænk hvis han havde mødt disse spørgsmål alene.

– Ja, så benægter De jo fakta. Nemlig at guds ord er højere end lov og at vi mennesker er syndere, som bør søge guds tilgivelse.
– Nå, gør jeg det?, spurgte enkefru Mortensen meget spidst.
– Ja, altså måske ikke sådan bevidst, men i alle fald gør De det.
– Mener De også det?, spurgte enkefru Mortensen den yngre af de to herrer.

Han så sig forvirret omkring og skulle netop til at svare, da han igen blev forsøgt reddet af den anden og ældre herre.

– Altså, vi tror jo på herrens vilje og herrens ord. Derfor bærer vi vores menneskelige skyld og missionerer for at sprede det gode budskab. Det er vores måde at søge guds tilgivelse på, sagde den ældste af de to herrer.
– Så mine 74 år har været forkert. De siger mit liv har været levet på et falsk grundlag, jeg har været en synder, der ikke har haft den rette tro?, enkefruen var blevet meget skarp i tonen.
– Sådan set ja, fortsatte den ældste.
– Men De kan jo stadig nå at rette dem mod herren og få tilgivelse for deres synder, sagde den yngste.

Enkefru Mortensen havde hørt mange ting i sit 74 år lange liv. Virkelig mange ting. Men at der skulle være en gud, som ikke ville have noget med hende at gøre, medmindre hun troede på ham, og søgte hans tilgivelse, det mente hun dog var for tykt.

– Denne gud, D´herrer Jehovas Vidner, omtaler, elsker han menneskene?, spurgte hun.
– Ja, han elsker alle mennesker, høj som lav. Endda mere end han elsker sin egen søn.
– Hvorfor skulle han så ikke tilgive mine fejl og sende mig i himlen, selv om jeg tvivler på ham? Hvis han ikke kan tilgive er han jo ikke større end menneskene?

De to herrer kiggede på hinanden og så rystede ud. De havde aldrig gået ind til en tilsyneladende simpel sag som denne, der så viste sig at angribe deres egen tro. De kastede sig ud i langt forsvar for at forklare deres tro. Og enkefru Mortensen angreb gang på gang, hvert eneste argument med dette simple modangreb.

– Det lyder som en menneskeskabt gud, De har opfundet der. En gud er vel ikke smålig, eller usikker på sit eget selv. Hvorfor skulle en gud være det? Han burde da være et forbillede og kunne tilgive?
– Jamen, De kan jo stadig reddes, så hvorfor tænke på årsagen til det er nødvendigt?, spurgte den ene af de to mænd desperat.
– Fordi jeg ikke kan forstå at jeg skal reddes fra en vred gud, der så skal overtales til at tilgive mig og undlade at smide mig i helvede. Jeg ønsker da ikke at tro på en gud, der er sådan.

Enkefru Mortensen følte livet skylle op gennem sig. Det var længe siden hun havde følt sig så levende og så glad. Diskusionen bølgede frem og tilbage i flere timer. To gange blev kaffekanden fyldt og to gange blev den tømt før mændene gjorde tegn til opbrud.

– Vi vil meget gerne komme i morgen og diskutere sagen videre. Vi vil jo gerne redde Dem fra synden, sagde den yngste mand.
– Meget gerne, sagde den ældre mand, med et stort suk.
– De skal ikke komme tilbage før de tror på en gud, der elsker mennesker, indtil da kan de holde dem væk, sagde enkefru Mortensen kort.

Hun lukkede døren efter dem. Og følte sig utroligt tilfreds og glad. Det var længe siden hun havde følt sig så levende som i dag. Tænke sig, en frækhed. At komme og sige hun havde levet sit liv i synd, og mod bedre vidende nægtede at søge guds tilgivelse. Hun, som havde gjort sig umage hver dag for at være en god hustru og mor og bedstemor. Og hun glædede sig over hvor stærkt hun havde argumenteret mod dem. De havde været i tvivl da de gik. Ingen tvivl om det.

Enkefru Mortensen satte sig i sin yndlingsstol og skulle lige til at tænde for nyhederne på tv, da hun greb sig i det og lod være. Hun ville nyde dette øjeblik lidt endnu. Lade sin krop gennemsyre af den livskraft hun mærkede strømme gennem hende. En livskraft hun ikke havde følt længe. Minutterne gik. Hun kunne mærke hvordan hun blev træt og begyndte at slappe af i kroppen. Hun ville måske tage en lille lur før hun så de sene nyheder.

– Sådan at påstå at jeg er syndens offer, sådan noget sludder. Jeg er ikke syndens offer og det viste jeg også D´herrer Jehovas Vidner i dag.

Det var det sidste enkefru Mortensen tænkte før hun blev overmandet af søvnen og hendes krop blev slap. Hun faldt i en dyb søvn med visheden om hun aldrig ville vågne igen – men hun var uden angst, for hun var sikker på hun skulle møde Edward. Og måske sin egen gud.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s