Om at skrive

De sidste to måneder har jeg ikke skulle møde på arbejde. Jeg har taget fri for at skrive. Jeg begyndte at skrive da jeg var 11-12 år gammel. Det vil sige at jeg begyndte at få lyst til at skrive. Hver gang jeg prøvede gik det skidt. Jeg skrev ikke så hurtigt, som jeg tænkte og bagefter, når jeg læste det igen, lignede det slet ikke noget, der havde en betydning. Det var jo skrevet med min usikre barnehåndskrift.

Så jeg ønskede mig en skrivemaskine. Da det endelig blev jul fik jeg en lille, rød rejseskrivemaskine. Den kunne få låg på og bæres i et håndtag. Jeg satte papir i og begyndte at skrive med det samme. Bare for sjov. Startede på 2-3 forskellige historier. Og gik så i seng.
Den bedste dag i julen er dagen efter juleaften, hvor man kan stå op og lege med sine ting indtil de voksne står op og får gæster, så man skal spise pænt ved først frokostbordet og senere aftensmaden. Jeg satte papiret i maskinen. Fik en idé, skrev starten af historien, rev papiret ud. Fik en ny idé, og skrev starten af den.

Jeg var himmelhenrykt over hvor godt tekst så ud når det var maskinskrevet. Der kom ganske vist huller i papiret når man skrev o og r. Og der var en grim afsmitning fra farvebåndet, men alt i alt var jeg lykkelig. Jeg skrev den ene start efter den anden, og en sjælden gang skrev jeg noget færdigt, men det var meget sjældent. For jeg begik den fejl altid at begynde på noget langt. En roman eller en novelle. I stedet for at skrive noget der passede til min barnlige mangel på udholdenhed og koncentration. Men jeg skrev. Og følelsen gik fra at være vigtigfin, når jeg satte papiret i maskinen, og spolen klikkende trak papiret ned, til at bruge maskinen som et redskab, hvor papiret blev flået ud og der blev hurtigt sat nyt i – når der var en ny idé.

Der var intet af dette der smittede af på mit skolearbejde. Jeg skrev ikke inspirede stile eller havde grammatikken på rygraden. Tværtimod. Det interesserede mig ikke. Da jeg blev 14-15 år og fik min første Commodore 64, skrev jeg ikke på den. Jeg skrev på skrivemaskinen. Men det var blevet sjældent.
Jeg var nået til en erkendelse af, at at få en idé og skrive starten på en historie, smide den over i bunken og begynde på en ny, ikke var sjovt i længden. Men jeg havde ikke evnen til at færdiggøre det jeg skrev. Nu var det ikke kun mangel på koncentration, men også mangel på mål, der tog livet af mine historier. Jeg besluttede ingen retning, som jeg ville skrive i og dermed havde jeg ingen ramme jeg kunne fylde. Men jeg havde stadig den fede oplevelse af at miste mig selv når jeg skrev. Ikke være tilstede som ego-dommer, men bare udnytte de evner til at skabe, som ligger latent i alle mennesker. Det var sikkert derfor jeg blev ved med at skrive, på trods af den voldsomme mangel på helstøbt output.

Jeg købte min første Machintosh da jeg flyttede hjemmefra. Og jeg elskede den computer. Nu skrev jeg – ikke bare starten – men også resten af historien. Udgangspunktet var altid mit eget liv – ting jeg havde oplevet. Navle, navle, navle. Historierne fyldte kun en eller to sider. Men de havde en start, en midte og en slutning. Pludselig blev det spændende at arbejde med at få en konklusion på det skrevne, en forløsning af uforståelige situationer til forståelige pointer. Det var håbløst romantisk og ganske forfærdeligt selvmedlidende. Men det var historier og de hjalp mig til at finde hoved og hale på mange ting.

Til sidst dristede jeg mig til at vise det jeg havde skrevet til nogen. De hadede det! Det vil sige, de syntes det var sjovt og godt skrevet. Men de noterede de sproglige fejl. De manglende kommaer og de sprang mellem nutid og datid. Jeg havde aldrig hængt mig i den slags pettitesser. De hadede det, gentog jeg for mig selv. Indtil en af mine venner pointerede at han ikke hadede det, tværtimod. Han syntes det var godt og stærkt – men at det stod lidt i vejen for hans læsning af historien, at grammatikken ikke var iorden.
De elskede det! Det var endnu værre end at blive hadet. Jeg var lammet. Pludselig kunne jeg ikke skrive. Hver gang jeg prøvede måtte jeg stoppe og opgive. Jeg havde pludselig inviteret læseren op på skulderen mens jeg skrev. Nu skrev jeg ikke for at skrive men for at blive læst. Det var ikke mig der skrev – det var mit ego, som skrev for at vinde anerkendelse. Intet jeg skrev var godt nok – alt blev gennemanalyseret mens jeg skrev, resultatet var en produktion på nul.

Computeren stod slukket i hjørnet og ventede på bedre tider. Rejseskrivemaskinen var pakket bort. Jeg skrev ikke længere. For man kan ikke skrive når det er for at blive læst. Man skal have en vision om hvad man vil skrive og den vision kan ikke være: Jeg vil skrive noget folk kan lide! Det er den forkerte vej rundt – det er ikke muligt.

Der gik længe inden jeg kunne skrive igen. Jeg forsøgte at finde hjælp i bøger om at skrive, men det var ligesom at slå op i en bog med færdigskrevne taler. Kære ”Fyld navnet ind her”. Jeg kan huske da du ”Sjov anekdote fra barndommen her”. Men vi må jo ikke glemme ”humoristisk ordsprog her”. Det var ikke der jeg fandt hjælp. Hjælpen fandt jeg i tiden. Stille og roligt begyndte jeg at skrive igen. Små historier fra min hverdag. Ved et tilfælde samlede jeg dem og jeg kunne se på bunken at jeg faktisk var i stand til at skrive.

Nogle år efter flyttede jeg til England. Igen skrev jeg ikke længe. Jeg havde ikke plads til en computer i mine pakkenelliker. Jeg forsøgte at tigge mig til en brugt computer men det lykkedes ikke. Jeg endte med at købe en af en ven. Han sendte den med posten fra Danmark. Det kostede kr. 604,- at sende en skærm og en harddisk med posten, udover de kr. 7000,- jeg gav for computeren. Men jeg skrev stadig ikke. Nu stod der en dyr computer og symboliserede at jeg ikke skrev.

Der gik to år så fik jeg job i Odense. Flyttemændende kom med mine opmagasinerede ting da jeg havde fundet en lejlighed i stedet for det værelse jeg boede på. Jeg pakkede ud og fandt min gamle Mac. Der lå mange af mine manuskripter, som filer. Det var en lang tirade af weltschmertz og ironi. Tiden havde været ubarmhjertig mod mine ting. Skrev jeg virkelig ikke bedre? Først nu går det op for mig at det ikke var tiden, men mig selv der var ubarmhjertig. Det var jo ganske simple skriveøvelser, som jeg kiggede på, men det forstod jeg ikke på det tidspunkt. Jeg vægtede dem som færdige værker.

Langsomt begyndte det igen. Jeg fik en idé til en historie om Elvira Madigan, skrev starten og kom ikke videre. Skrev starten af en ny historie og kom ikke videre. Men det var fint nok, for følelsen af at skrive var tilbage. Det var en slags genfødsel. Jeg skrev for at skrive – ikke for at blive hverken anerkendt eller kendt. Jeg opdagede at jo mere jeg skrev, jo mere kunne jeg skrive. Indtil da troede jeg at man var tom når man havde ydet noget kreativt. Men virkeligheden er stik modsat. Jo mere man skriver, desto mere kan man skrive. Man kan ikke hive bundproppen ud af Atlanterhavet, ligesom man ikke kan tømme sin kreativitet, højst blokere for den.

Jeg har et fast job og har haft det siden jeg flyttede hjemmefra. Nonstop. Så det her skriveri er altså ikke min karriere eller det jeg lever af. Det har altid været en hyggelig fritidsfornøjelse, et fristed for mig. I perioder en dårlig samvittighed jeg kunne ignorere.
Nu begyndte det at presse på. Jeg synes ikke der var fred til at skrive. Jeg prøvede, men kunne ikke. Jeg blev hysterisk og vred når der blev larmet. Og når jobbet trak tænder ud og jeg ikke havde tid til at skrive. Jeg vidste ikke at jeg i virkeligheden sloges med mine egne prioriteringer og min egen mangel på koncentration. Jeg troede at omstændighederne gjorde at jeg ikke kunne skrive. Hvad der i virkeligheden skete var, at det begyndte at blive svært og jeg skulle bruge en undskyldning for at springe fra.

Ved et tilfælde fandt jeg nogle gode bøger. Først Stephen King on Writing. Jeg er ikke den store King-fan, men jeg har stor respekt for det væld af bøger han har produceret. Hvis ikke King skulle kunne lære mig noget, hvem skulle så? Den historie jeg bed mest mærke i var om bogen Carrie, som King havde skrevet mens han passede sit job som skolelærer og var far for en familie. Han havde skrevet hver morgen før jobbet og i løbet af et år havde han skrevet en bog. Jeg besluttede mig for at arve arbejdsgangen. Hver dag fra 8.00 til 8.45 skrev jeg og så gik jeg på arbejde. Efter et halvt år havde jeg skrevet en længere novelle. Og nu fik jeg blod på tanden. Jeg kunne altså skrive – også længere ting.

Jeg varmede idéen i nogle dage, gik så til min chef og spurgte om jeg kunne få 3 måneders orlov til at skrive. Det kunne jeg ikke, men jeg kunne få 2 måneder, om et halvt år. Jeg brugte det halve år på at tænke og planlægge. Droppe al planlægning og tænke videre. Til sidst kom jeg frem til at eftersom jeg havde to måneder, ville jeg bruge tiden på at finde ud af om det var noget for mig at skrive fuld tid. Hvordan er det at stå op, sætte sig og skrive til dagen er gået? Jeg ville gøre det til et eksperiment. Og hvis jeg ikke havde noget færdigt bagefter, så havde jeg ikke noget færdigt. Mit mål var at blive mere erfaren. Ikke at skrive en bestseller eller hundrede digte.

Endelig kom dagen – jeg gav en kage og gik hjem fra arbejde. Tog på ferie og kom hjem igen. Min kæreste og datteren gik på arbejde og i skole. Og så sad jeg der. Bag computeren. Min plan var at skrive fra jeg stod op til arbejdsdagen var slut. Altså betragte det som ganske almindelige arbejdsdage, nu bare som fuldtidsforfatter. Aldrig har jeg skrevet så meget og så konsistent. Nu ved jeg at jeg kan. Jeg har skrevet min novelle igennem nogle gange, og er så færdig at jeg har sendt den til et forlag, som har lovet at kommentere den. Jeg har skrevet en anden novelle igennem flere gange og er færdig med den. Og så har jeg skrevet en del idéer ned, som jeg måske vil udvikle til historier. Det har været en utrolig spændende og givtig tid.

Men også en lang kamp mod overspringshandlinger. Jeg har opdaget hvor lidt koncentration jeg har og at hver gang det bliver den mindste smule svært får jeg lyst til at vaske op, støvsuge eller gå en tur. Og alt for ofte gør det. Men det virker ikke. Det spreder bare energien. Jeg må blive siddende og forsøge og forsøge til jeg er i gang igen. Jeg må fokusere min energi. En erfaring som ikke kun gælder min skrivning, men som gælder resten af mit liv. Uden fokus er der ingen produktion, kun forsøg.

Det er nu søndag. I morgen skal jeg møde på arbejde igen. De to måneder er gået. Dette er min evaluering af processen og resultatet. Jeg har lært meget om min egen kreative arbejdsproces. Og jeg har skrevet meget mere end jeg havde turde håbe på. Jeg føler mig stadig ikke som forfatter, men dog som en der skriver. Jeg ved heller ikke hvornår det skift skulle ske. Når man skriver noget færdigt? Når noget bliver udgivet? Når nogen læser det man får udgivet? Det er ikke vigtigt. Det vigtige for mig er at skrive.
Mine foreløbige skriveerfaringer:

Man skal have værktøjet i orden.

Man skal øve sig i at skrive – jo mere jo bedre.

Man skal beslutte sig for en ramme – så har man noget man kan sprænge.

Man skal give sig selv opgaver, der kræver hårdt arbejde, men kan lykkes.

Man skal skrive for at skrive – ikke for at blive kendt eller elsket.

Man skal prioritere at skrive, hvis man vil.

Det hele er en kladde – du kan skrive alt om bagefter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s