Historien om Mikkel Morgenhår

Siden de første mennesker blev født har vi levet sammen i flokke. Det er simpelthen mere nyttigt på den måde. Så kan vi jage sammen og bygge sammen og på den måde få mulighed for at nedlægge større dyr og bygge større huse. Sådan har det altid været. Alle i en flok er dygtige til noget og det arbejder de med så hele flokken får glæde af det de kan. Faktisk er det sådan at jo længere tid menneskene har været her på jorden, jo større flokke har vi lavet. Man kan jo godt sige at en by er en kæmpeflok. Med masser af mennesker, der er dygtige til noget som de gør for hele flokken. Ligefra skomagere til hestehandlere.

Sådan er det også i Nisseland. I nisseland har alle nisser en funktion som de tager sig af. Når en ny lille nisse ser dagens lys går afdelingen for Dedikering og Specialisering straks i gang med undersøgelser af det ny nissebarn. Hvilke medfødte evner skal plejes så de hjælper nissesamfundet mest muligt? Har barnet store og stærke hænder, der kan bruges til et håndværk eller viser nissen særlig interesse i former eller bevægelser? Når nisserne fra afdelingen for Dedikering og Specialisering har bedømt den lille ny kan de hurtigt beslutte hvad nissebarnet bedst kan hjælpe resten af flokken med. Sådan får alle nisser en funktion de skal varetage i hele deres lange liv og det er altid afdelingen for Dedikering og Specialisering der bestemmer hvad en nisse skal. Og alle nisser respekterer afgørelsen, fordi de ved det er for fællesskabets skyld. Der er aldrig en eneste nisse der har trodset den funktion der blev tildelt dem da de var nyfødte.

Nisser er et lidt stille folk. De gør ikke væsen af sig hvis de kan blive fri, men passer deres gerning og sørger for at hjælpe hvor de kan. Nisser får heller ikke mange børn, så selv om de lever meget længe, nogle af dem op til flere hundrede år, så får de måske kun to eller tre børn i deres livstid, så de er frygteligt stolte af de børn de får. Og lige som alle andre stolte forældre håber de jo at resten af verden vil lægge mæke til hvor sød og dygtig netop deres barn er.

Det var garanteret en dag fyldt med nyfalden sne og den dejligste tørre frost da der kom besked til afdelingen for Dedikering og Specialisering om at der var en lille ny nisse på vej. Straks rejste de to vagthavende funktionsanalytikernisser sig, fik bind for øjnene og blev ført til det lille nissehus, hvor glæden allerede var stor på grund af en nyfødt nissedreng. De ringede på døren og blev lukket ind af to pavestolte nisseforældre, det var nemlig deres første barn. Der blev ikke vekslet et eneste ord – det kunne jo afsløre overfor funktionsanalytikerne hvis barn de skulle bedømme. Nisseland er et meget lille land, der bor ikke mange nisser og alle kender hinanden. Inden bindet blev fjernet blev forældrene lukket uden for døren og funktionsanalytikerne var alene med det nye barn. Dette hemmelighedskræmmeri skulle sikre at alle nissers chancer var lige, så de altid ville komme til at gøre det de var bedst egnet til – til gengæld var alle muligheder åbne.

Den yngste af funktionsanalytikerne havde kun haft sit job i ganske få år så han var stadig under oplæring af den noget ældre og meget hvidskæggede ældstenisse, som bestemte lidt strengt over sin elev. Men dog ikke mere end hvad han syntes der var nødvendigt for at lære den unge nisse situationens alvor. Ældstenissen kunne nemlig stadig huske sine unge år, hvor en meget streng ældstenisse havde oplært ham i kunsten at analysere en nyfødt nisse og hans mesternisse havde ikke været særligt flink men brysk og sur.

100 prøver skulle de gennem før de kunne beslutte hvad denne lille, blåøjede fyr skulle bedrive i sit liv. Selv om det var mange prøver, skulle de sjældent særligt mange af dem igennem før man kunne ane en retning, og sædvanligvis kunne de efter en 25-30 prøver gætte hvilken funktion det ville ende med.
Men ikke denne dag. Først dikkede de den nyfødte nisse på maven og han grinede. Så kildede de ham under fødderne og han grinede igen. Så trykkede de ham på næsen og han kiggede underligt på dem. De gemte sig og dukkede op andre steder – ingen længe drejede han hovedet og så på dem. De slukkede lyset og tændte det igen lidt efter, men han sov ikke, han så faktisk ikke engang træt ud.
Sådan blev det ved. Det drillede de to funktionsanalytikere meget, at ligegyldigt hvilken prøve de udsatte den lille nisse for reagerede han helt normalt. Han var hverken specielt god til noget eller specielt dårlig. Han havde ingen specielle evner, men heller ingen evner der var specielt dårligt udviklede. Der var simpelthen ikke noget særligt ved denne lille nyfødte fyr.

Uden for døren stod nissefar og nissemor mens de to funktionsanalytikernisser undersøgte deres søn. De lyttede ikke ved døren, nisser er meget ærlige, men håbede alligevel at opfange et ord eller to gennem døren.
Nissemor blev mere og mere nervøs mens undersøgelsen stod på. “Hvad nu hvis han ikke har en lugtesans? – Så ender han som skraldenisse, eller endnu værre …”, hun tog et dybt suk, “-lokumsnisse”. Nissefar skar et lille ansigt. “Vi må stole på at han får den funktion som gavner flest”, sagde nissefar og rettede sig op mens han udspilede sin brystkasse med en dyb indånding. Han var nemlig opdraget til at så lang tid man gør nytte, er det ikke vigtigt hvad man gør. Nytte er nytte, som hans mor havde sagt til ham.

Inde bag døren spredte der sig også en let følelse af panik. De to repræsentanter fra afdelingen arbejdede sig hektisk igennem flere af de 100 prøver der skulle afgøre hvilken funktion nissebarnet skulle uddanne sig til og udøve i sit liv. Hektiske blikke og en helt tom blok fortalte kun alt for tydeligt historien om dette nissebarns mangel på specielle evner. Da der kun var en eneste test tilbage – nemlig nysetesten, der kan udelukke jobs som bagernisse og rengøringsnisse – var stemningen på nulpunktet. “Hvad nu hvis
han nyser nu?”, sagde den yngste nisse. “Ja, så er der ikke én funktion den lille har evner for at bestride, så må han blive funktionsfri nisse”, svarede den ældste nisse.
De så alvorligt på hinanden mens de rystede på deres små hoveder. Her var ikke mange trøstende ord at dele ud af. Længe var der stille. Til sidst blev tavsheden brudt. “Men der er jo også brug for dårlige eksempler i et samfund”, sagde den ældste nisse gammelklogt. Den yngste nisse vidste ikke hvilken grimasse han skulle tage på, forsøgte at smile, greb sig selv i det og kiggede så skyldigt ned på sine sko. Den ældste tog lidt mel og pustede det i ansigtet på den lille nisse og han nyste, som langt de fleste ville gøre.

Igen var der helt stille mellem de to funktionsanalytikernisser. De vidste begge hvad dette betød. Den yngste havde aldrig prøvet det før, men den ældste kunne huske enkelte øjeblikke som havde mindet om dette. Øjeblikke som han ikke huskede med glæde. Nu skulle han gøre sin sure og tunge pligt.
Da døren gik op så nissefar og nissemor forventningsfulde ud. Deres små buskede øjenbryn var højt hævet og deres små ører virrede for at fange den mindste lyd. Nissemor, hvis funktion var samtalenisse, lagde omgående og professionelt mærke til at de to repræsentanter havde et dystert blik i
øjnene. ”Han skal vel ikke være lokumsnisse?”, spurgte hun med en ærgerlig klang i stemmen. Den ældste nisse rystede på hovedet.
”Puha”, sagde hun lettet og kiggede smilende op. Men smilet blev ikke gengældt. Den ældste nisse rømmede sig og trak så vejret dybt. “Vi må desværre meddele at vi har fundet den lille ny egnet til at være funktionsfri nisse”. I et kort øjeblik var der helt stille. Og så startede det. Nissemor brød sammen i krampegråd og nissefar begyndte at synge den klagesang som vinden havde lært ham på det loft hvor han var vokset op. “Der er intet vi kan gøre, desværre. Nissen reagerede helt gennemsnitligt på alle 100 prøver”, sagde den ældste og de sænkede begge to deres hoveder, ganske som var det deres skyld at netop denne lille nisse ikke havde udmærket sig på noget felt.

Den aften tog nissemor sin lille nissesøn op og vuggede ham blidt. “Han
har nu noget fint hår”, sagde hun mens hun strøg ham blidt over hans tætte
sorte hår. ”Han skal hedde Mikkel”, sagde hun pludselig højt og den gamle nissefar nikkede. Så lagde hun ham i hans seng og vuggede ham i søvn, stolt
som kun en mor kan være over sin søn, funktionsfri nisse eller ej.

Årene gik og den lille nisse blev en større nisse. Han var en god nisse med samfundssind, så han passede sin funktion som funktionsfri ganske samvittighedsfuldt. Han drev rundt og sad på bænke mens han drak nisseøl og råbte af og til obskøne sætninger efter andre nisser. Alle nisserne var enige om at han var det bedste dårlige eksempel de nogensinde havde haft. Men det var ikke nok for den funktionsfri nisse. Alle de andre nisser var tømrernisser eller borgmesternisser eller lærernisser. De byggede noget, skabte noget eller lærte nogen noget. Han sad bare der og råbte dumme ting. Han savnede sådan at være noget andet end funktionsfri nisse. Hvem har lyst til bare at være et dårligt eksempel, der skal få andre til at føle sig bedre tilpas?

Med tiden blev han mere og mere ulykkelig og utilfreds med sit liv. Når han kom hjem fra endnu en funktionsfri dag, satte han sig ved sit spisebord med ansigtet gemt i hænderne, mens han stille græd. “Åh, hvorfor har jeg stakkel dog ikke en funktion? Hvorfor skal jeg være den eneste i dette samfund der intet kan og må?”. Han sørgede for at græde så stille som muligt. Ingen måtte høre ham begræde sin funktion som funktionsfri da det var, så godt som det samme, som at melde sig ud af nissesamfundet. Hvor og hvem skulle han så være?

Aftenen gik dybt fortvivlet, han havde sneget et par nisseøl med hjem fra arbejde. Han drak dem mens han kløede sig bag ørerne. Det var blevet en vane fordi han boede alene, ingen nissepige gad gifte sig med nissesamfundets dårlige eksempel, og det var altså nemmere at falde i søvn på en nisseøl når man nu skulle sove helt alene. “Den dumme hue”, tænkte han. Den klør og strammer hele dagen – jeg ville ønske jeg ikke var en nisse”. Han trak hurtigt huen af og smed den på bordet. Han kløede sig voldsomt i sit hår mens han tænkte over sin dag. Han havde råbt efter tømmernissen og skovnissen. Han havde drukket 6 nisseøl og havde tabt en flaske der smadrede. Den havde fejenissen nidkært fjernet sporene fra mens han rystede overbærende på hovedet. Der var ingen tvivl om at Mikkel gjorde sit arbejde godt – han var et rigtig dårligt eksemel for de andre nisser.

Hvis han skulle møde til tiden i morgen måtte han sove nu. Han vaklede over mod sin seng, huskede at han skulle han puste lyset ud, gik tilbage og bøjede sig ind over lyset der stod foran hans morgenspejl. Bedst som han stod og forsøgte at få pustet til at ramme flammen for at blæse den ud, kiggede han op og så sig selv. Der var noget der var helt forkert. Han havde jo taget sin hue af. Hans fine, hvide hår stod ud til alle sider. Sådan havde han aldrig set sig selv før. Normalt havde han enten hue på, eller huehår der klistrede helt ind til hovedet. Men ikke i aften. Mens han havde tænkt over sit liv havde han kløet og kløet sig i håret, som en hund med lopper. Resultatet var at alt hans hår strittede i alle retninger. det bølgede og krusede sig rundt på toppen af hans lille hoved. Stille mærkede han at det begyndte at boble i hans mave. Den trak sig sammen i små, hurtige bevægelser. Så røg hans mundvige opad, som blev de trukket af elastikker og pludselig kunne han ikke holde det tilbage. Han begyndte at grine, som han ikke havde grinet før. Latteren overtog hele hans krop. Til sidst måtte han lægge sig ned på gulvet mens han grinede fordi han ikke havde kræfter til at stå op længere. Tårerne pilede frem og hans mave begyndte at gøre ondt fordi han grinede og grinede og ikke kunne stoppe igen.

Nu havde han i hundrede år vænnet sig til at se sig selv med nissehue. Nu havde han smidt huen og resultatet var så forunderligt at han ikke kunne andet end grine. Noget var sket med ham – noget han ikke helt forstod, men han vidste at for første gang i lang tid faldt han i søvn som en lykkelig nisse.

Næste dag sad han igen på bænken. Han sad med rodet hår og sin hue i hånden. Alle de nisser der passerede, kiggede på en helt ny måde. Normalt kiggede de bare væk og så lidt kede ud af det når de så ham. Men ikke længere. Nu så de skræmt på ham i stedet. Enkelte gang rejste han sig truende og råbte ad de forbipasserende. “Hvad glor du på? Skal jeg rive huen af dig og odne dit hår?”. Inden frokost blev han hentet af ordensnisserne, nogle nisser må have klaget over ham. Han blev smidt ned i en lille og mørk celle. Han kunne høre lyden af noget der ilede henover gulvet mens de lukkede celledøren. Men allerværst var det at han måtte sidde med låst hue, der strammede så slemt om hans lille hoved og fik håret til at klø helt vildt. Her sad han flere timer med benene trukket op under sig indtil han kunnne komme for nissedommeren.

Nissedommeren, en lille mand med blå hue, kom langsomt ind, åbnede den store nissebog og læste med sammensnerpet mund, om den funktionsfri nisse Mikkels ugerninger. ”Hmmm”, sagde han og kløede sig i skægget. ”Meget utilfredsstillende”, sagde han så. ”Mikkel, du har jo udvist en total mangel på samfundssind. Du har kun tænkt på dig selv og dine hårrøder. Alle her går med hue – ligegyldigt om de skal være dårligt eksempel eller ej. Så ekstremt dårlige eksempler har vi altså ikke brug for i nisseland. Jeg ser mig nødsaget til at bortdømme dig fra vores samfund. Mikkel forsøgte at forsvare sig selv. “Det er da så ualmindeligt trist med klistret huehår der klæber sig til hovedet. Hvorfor ikke lidt strit?”. Men nissedommeren ville end ikke høre tale om slige sager. “Nymodens nonsens. Du er det dårligste dårlige eksempel vi nogensinde har haft”, sagde han. Slog en hammer hård i bordet og dømte derved Mikkel til evig bortvisning fra nissesamfundet.

Ordensnisserne fulgte Mikkel til byporten, skubbede ham ud og smækkede porten hårdt efter ham. Fra det sekund var det forbundet med evig bortvisning at lukke Mikkel ind i samfundet igen – han vidste at ingen ville risikere den skæbne for at hjælpe ham. Han stod alene og tænkte på hvor skuffet hans forældre ville have været hvis de havde set ham sådan. Heldigvis var de rejst til et nissesamfund i Spanien, for at bo der som pensionerede nisser. Det var blevet meget populært de seneste år på grund af varmen og den tørre luft.

Mikkel var sønderknust. Han drev rundt på må og få i dagevis mens han ledte efter et nyt sted at være. Men han fandt intet for skoven omkring nisseland er dyb, mørk og ensom. Kun i selskab med snegle og dyr levede han i små huler om natten og vandrede uden retning om dagen. Nu var han ikke kun funktionsløs, men også stats-, rets- og hjemløs. Han følte sig et kort øjeblik som en tabernisse, men huskede at ikke engang den funktion kunne han have længere.

Efter at have vandret i fyrre dage kom han til en gammel gård. Lettet over
at finde et sted med et tag der kunne dække ham fra regn og rusk og et gulv der kunne adskille ham fra den klamme jord, klatrede han op på loftet og indrettede sig en lille nissebolig. Han kunne se at andre nisser havde boet her – men de var åbenbart rejst videre. Måske havde de været på gennemrejse, og så valgt at bo et par juleaftener i et menneskehus før de rejste mod et nyt sted. Menneskene sagde ofte at nissen flyttede med. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Nisser flyttede kun med hvis de havde lyst. Langt de fleste nisser har nemlig ingen kontakt med de mennesker som de deler hus med. Nisser er meget private skabninger der ikke sådan trænger sig unødigt på og ikke vil forstyrres mere end højst nødvendigt.

Om aftenen gik Mikkel på rov i menneskenes proviantrum og tog en stump pølse og lidt brød. Nisser spiser så ganske lidt at ingen aldrig opdager at de stjæler maden, derfor er det helt ok og bliver faktisk ikke regnet som at stjæle. Mæt og tilfreds var han på vej op i sin nylavede seng. Men besluttede så at tage en runde i hele huset for at se stedet, hvor han skulle bo.

Gården var gammel og der var lavt til loftet. Der kom en anelse vind ind
gennem sprækkerne ved vinduerne og dørene, men der var varmt – sikkert på
grund af det store, sorte komfur i køkkenet der brændte lystigt. Det var et udmærket og fint hus – her kunne han sagtens bo. Han besluttede sig på stedet til at bo her til han ikke gad mere. Han gik mod trappen der førte op på loftet men hørte så en rolig snorken. “Hvad er det? Er det et menneske?”, tænkte han ved sig selv. Han havde hørt om mennesker, alle nisser talte meget om mennesker, men havde aldrig set et i levende live – eller død, for den sags skyld. ”Et ægte menneske”, tænkte han og huskede nogle af de mange tegninger af mennesker med horn i panden og slim på kinderne, som hans lærere i nisseskolen havde tegnet og vist børnene. Hans nysgerrighed vandt over hans angst. Han sneg sig efter lyden og stod snart ved en sovende mand og hans sovende kone.

Mikkel var på en gang forundret og overvældet. Aldrig havde han set så stort
et væsen. Bevares, han havde set ræve og katte og hunde, men aldrig, aldrig
så stort et væsen. Det var jo næsten en kæmpe. Nissen sprang op på manden og kiggede nervøst på ham. Mennesket så slet ikke så grim og ulækker og farlig ud som lærerne havde tegnet. ”Måske de aldrig havde set et menneske selv?”, tænkte han. ”Måske de bare havde hørt om mennesker”. Nissen trak manden lidt i næsen. Manden spruttede lidt og kløede sig med en kæmpehånd, der nær havde væltet Mikkel ned. Han kiggede ind i øret og under skægget. Han var dybt forundret over denne kæmpe skabning, men også meget fascineret.

Der var varmt oppe på mennesket – og lidt hyggeligt syntes han. Så Mikkel
blev siddende og kiggede. Mens han sad på mennesket sneg en følelse af tryghed sig ind på ham. Her var rart og varmt. Hyggeligt og godt. Slet ikke ensomt som der var hjemme i hans nissehjem. Manden snorksov, men alligevel var han der. Endelig var nissen ikke ensom længere. Lige som en stor glæde skulle til at sprede sig i den lille nisse så han at manden havde tabt sin nathue og at hans hår var klistret tæt ind til hans hovede. Omgående blev Nissen rasende. Han hadede jo huehår af hele sin bittelille eksistens. En voldsom kamp gik igang. Nissen trak i håret, uglede det, viltrede det sammen og løb frem og tilbage imellem hårtotter mens han slog sig for brystet og råbte høje lyde. Til sidst var håret helt filtret og rodet. Det strittede ud til alle sider og nissen var dybt udmattet af den store kraftanstrengelse. Nissen faldt i en dyb søvn lige under sengen, hvor det netop var lykkes ham at krybe i skjul før trætheden overmandede ham.

Næste dag stod solen op. Gårdens hane ville have galet hvis den kunne, men netop den hane kunne ikke gale og derfor var manden og konen så glade for den. De var nemlig dem der kunne sove allerlængst, af de mange gårde der var samlet her på egnen. Grisene begyndte at snadre i mudderet og hestene begyndte at vrinske let og løbe omkring på marken. Men nissen vågnede ikke før han hørte en høj og skinger lyd. Først troede han at det var en der
ikke kunne trække vejret, men så opdagede han at det var en kvinde der
grinede. Hun grinede så voldsomt at bunden af sengen til tider kom faretruende tæt på den lille nisse. Nissen besluttede naturligvis at undersøge sagen – så han kravlede ud fra under sengen og forsøgte at få et lille kig på hvad der mon skete. Halvt skjult bag et ben fra sengen kunne han se det hele. Midt i soveværelset stod bondemandens kone og pegede på bondemanden mens hun grinede og grinede. Nissen syntes hun var smuk når hun grinede.Da hun havde sovet var hun faktisk ikke så køn, men nu var hun smuk og dejligt glad. Faktisk så glad at nissen næsten blev glad.
”Alle bliver kønnere når de smiler”, tænkte Mikkel ved sig selv. Bondemanden grinede også hjerteligt. Nissen mærkede at han blev varm i kinderne og begyndte næsten at grine selv ved al den latter. Manden og konen grinede og grinede til de ikke kunne grine mere, de faldt sammen på gulvet og hikkede og trak vejret i stød mens de holdt sig på deres store maver.

Nissen huskede med glæde den ene aften i sit liv hvor han også havde grinet så meget. Den aften stod foran ham som et vigtigt minde – det eneste dystre var at han dagen efter var blevet bortvist fra nissesamfundet. “Det var dog den morsomste frisure jeg nogensinde har set dig med”, bondekonen så
på sin mand og fortsatte, “Hvor er det skønt at starte dagen med et grin”. Med
ondt i maven og varme kinder satte de sig ved køkkenbordet og kiggede nyforelsket på hinanden.

Netop da opdagede nissen at det var nattens hårde arbejde med håret, som havde spredt al den glæde hos hans mennesker. Han følte sig helt stolt af at han kunne få nogen til at grine på den måde. Normalt så alle på ham og virrede derefter opgivende på hovedet. Den allersidste dag havde alle endda kigget væk fra ham, fordi de ikke kunne holde ud at se på ham. Men ikke nu. Han havde fået menneskene til at grine så hjerteligt at de næsten ikke kunne holde op. Bondekonen havde selv sagt at det var skønt at starte dagen med et grin – og det grin havde nissen sørget for. Han kunne mærke hvor stolt han var fordi han vidste at han havde været den, der havde sørget for at menneskene kunne starte dagen med et grin. Han tog en hurtig beslutning. Slog sig hårdt på sit lille bryst med den ene hånd – han vidste ikke helt hvorfor, men det føltes rigtigt at gøre i den situation. Nu havde han endelig fundet sin sande funktion. Han skulle gøre mennesker glade.

Fra den næste nat og alle følgende nætter tog han rundt til så mange mennesker han kunne nå. Ventede til de sov og kravlede så op i deres seng. Her sad han et kort øjeblik og kiggede på dem. Så trak han huen af dem og uglede deres hår. Inden længe holdt menneskerne op med at sove med hue på og Mikkels arbejde blev lidt nemmere – men han var ligeglad, om det havde været verdens sværeste job ville han alligevel have gjort det. Nu var han nemlig endelig en nisse med en funktion. Endda en vigtig funktion; for hvad kan være vigtigere end at sprede glæde blandt andre skabninger? Af den grund har Mikkels arbejde fået den højeste anerkendelse blandt menneskene. Alle kender det og taler ofte om det mens de griner. De kalder det for morgenhår.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s