Skater

Dette er Kenneth.
Kenneth er 15 år gammel, han går i 9 klasse.

Lige nu står han på skateboard.

Midt i Odense flyver Kenneth gennem trafikken. Han bevæger sig som var han ét med skateboardet. Han ved ikke selv hvad han laver. Han gør det bare.
Han bruger ikke sin hjerne til konstant at overvåge hvad han gør. Det behøver han ikke – det sidder på rygraden. Hans øjne ser, hans nerver formidler og hans muskler flekser hans krop gennem et virvar af indtryk og forhindringer. Men ikke ét eneste indtryk når til hans bevidsthed.
Han har gjort det så tit at han tænker på andre ting mens han kører gennem trafikken, menneskerne og byen.

Lige nu tænker han for eksempel på en pige. En pige der forsvandt. Og som siden har gjort ondt.
En pige, der aldrig har været i hans liv – men alligevel har fyldt alt i hans liv. Fra start til nu. I lang tid uden Kenneth vidste, at hun havde eksisteret. En dag fortalte hans far om den dødfødte lillesøster, der forsvandt ud af Kenneths liv uden at han opdagede det, fordi han var alt for lille til at forstå dengang. Hun forsvandt bare – uden at have været på vej. Nu er hun evigt væk … – derfor er Kenneths mor som hun er. Fortalte Kenneths far.

Derfor græder moderen om aftenen – og nogle gange om morgenen. Derfor er Kenneths mor ikke så god til at være mor, som hun burde være. Men vi skal passe på hende, siger Kenneths far. Hun kan ikke tåle ret meget. Kenneth synes det er noget pis. Han har ligeså meget brug for en mor, som hans døde lillesøster har.

Men det synes faren altså ikke.
Kenneth synes hans far er et røvhul fordi han ikke fortæller Kenneths mor, at Kenneth har brug for en mor der ikke tuder og vræler hele tiden. Eller er for svag til at kunne noget.

Kenneth er også pissetræt af sin lærer, som mener at Kenneth burde være bedre til matematik end han er. Og den anden lærer som synes at han burde læse bedre end han gør – og derfor har sendt Kenneth til læsepædagog, eller hvad fanden det nu hedder.

Den eneste der rigtig forstår Kenneth, det er Lisbeth.
Hun er kæreste med Anders.
En gang i en brandert kyssede de. Et kort øjeblik troede Kenneth at det betød at de var blevet kærester. Men kysset fik Lisbeth til at være endnu mere sikker på at de kun skulle være gode venner. Og hvorfor nu det? Er han ikke ligeså god som Anders? Eller ikke lækker nok? Eller hvad fanden er problemet? Hvorfor vil Lisbeth ikke have ham?

Nogle gange – om aftenen når Kenneth skal sove – ligger han og tænker på hele lortet.

Så falder det ham ind at han er helt alene i hele verden. At der ikke er andre til at hjælpe Kenneth end Kenneth selv. Sådan er det bare. Så kan han godt begynde at græde.
Men ikke ret lang tid. For så siger Kenneth til sig selv at han skal tage sig sammen.

Med det samme!

Stop det tuderi, din lille slapsvans, siger Kenneth til sig selv.
Så holder han normalt op med at græde.

Kun en gang har han måtte sige det flere gange før det virkede.
Den dag blev han helt bange for at han ikke kunne stoppe – men ville fortsætte med at tude og ikke kunne holde op igen. Det gjorde ham bange. Næsten så bange at han begyndte at græde igen.

Dette er Kenneth.
Kenneth er 15 år gammel, han går i 9 klasse.

Lige nu står han på skateboard.

Han kan mærke sorgen inde i sit bryst. Den fylder meget. Den er tung og mørk og elendig. Der er ingen vej ud af det. Der er ingen vej igennem det – han må bare bære den, indtil den opløser sig selv, eller der går hul og den eksploderer ud over det hele. Alt den sorg han går alene med.

Så skal de fandeme se. Så kan de måske forstå, at det ikke kun er mor og far og lærere og Lisbeth der skal passes på, men også Kenneth. Så kommer de til at se at der er grænser for hvad man kan byde et barn …- eller en voksen …- eller hvad fanden man nu er, når man er 15 år gammel.

Måske det engang bliver så meget for meget, at han må begå selvmord? Eller måske bare prøve? Vil de savne ham hvis han dør? Eller ville hans mor bare græde endnu mere og hans far sige, at hun ikke kan tåle noget som helst, fordi hun har mistet to børn. Og vil lærerne sige, at hvis han havde regnet og læst bedre ville det aldrig være gået sådan – og vil Lisbeth glæde sig over, at hun ikke var kæreste med Kenneth, der var så svag at han tog livet af sig.

Den fornøjelse skal de ikke have. Det skal de ikke opleve – sådan skal de ikke bruge ham til at få ret i alle deres forpulede fejl og fejlopfattelser.

Dette er Kenneth.
Kenneth er 15 år gammel, han går i 9 klasse.

Lige nu står han på skateboard gennem byen.

Gamle damer er bange for ham. Butiksejerne synes han er en lømmel og politiet jagter ham. Bare fordi han forstyrrer den orden de skal holde. De ser ikke Kenneth, de ser en ung oprører, der ikke kan indordne sig i systemet og samfundet. De ser en pest og en plage. De ser en fare mod de rammer, som de er trygge i. De ser en modstand, som de ønsker fjernet. En usikkerhed i dem selv, som de tror de kan overkomme ved at fjerne Kenneth.

Kenneth ville ønske at han ikke kunne stå på skateboard. Så ville han bruge alle sine kræfter på at lære det. Og der ville ikke være en tanke tilovers til al det onde. Men det er der – for han kan stå på skateboard. Igennem trafikken, hurtigt og let. Uden problemer kører han forbi, eller igennem, alle forhindringer.

Intet kan stoppe Kenneth på skateboard.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s