Panikangst, et essay

Det ene øjeblik var jeg en ung, fremadstræbende tv-producer der arbejdede hos en svensk mediekoncern i London – det næste var jeg så lammet af angst at jeg ikke turde tage toget på arbejde eller falde i søvn om aftenen.

Jeg sidder i en sofa hjemme hos min far og hans daværende kone. Vi har spist en hyggelig middag og nu sidder vi – min far, hans kone og hendes to børn – og slapper af efter maden. Jeg ryger en smøg og drikker en kop kaffe mens jeg mærker roen brede sig i min krop. Det er første gang jeg slapper af i nogle dage.

Jeg kom med flyet fra London aftenen før og tjekkede ind på en af de øverste etager på SAS hotellet ved Hovedbanegården. Egentligt kunne jeg godt bo hos min far eller hos nogle venner, men når jeg skal arbejde tidligt er det rart med et sted der er ens eget. Desuden har jeg for længst vænnet mig til at være mig selv, jeg kan faktisk bedst lide det på den måde. Mit hotelværelse har udsigt over København med Tivolis fyrværkeri og Hovedbanegården i forgrunden. Jeg kan ikke lade være med at have en underlig fornemmelse i kroppen. Det er kun lidt over et år siden jeg flyttede til London for at arbejde for en svensk medievirksomhed og nu sidder jeg tilbage i det der plejede at være mit København og føler mig som en gæst. Sover på hotelværelser og ser min familie for første gang i et års tid.

Trætheden breder sig i min krop, men jeg skyder det væk og gennemgår morgendagens plan i hovedet i stedet. Jeg ved at det er en hektisk dag der venter – hvis jeg ikke er skarp vælter tidsplanen, vi ryger i overtid og det minimale budget ryger ad helvede til. Det er ikke under optimale betingelser at vi skal arbejde, men det er det sjældent. Jeg har arbejdet meget på det sidste og min rastløshed har plaget mig mere end før, så jeg har svært ved at finde fred når jeg er hjemme. Jeg aner ikke hvornår der igen er en fridag – når optagelserne er overstået er det retur med flyet og direkte ind i et klipperum – men det er selvfølgelig ikke anderledes end det altid har været.

Ligegyldigt hvilket job jeg har haft har jeg knoklet meget og længe. Dels fordi jeg er ambitiøs, jeg vil gerne nå mine mål og så fordi jeg hader at gå hjem bare for at sidde rastløs i min lejlighed mens jeg glor fjernsyn. Jeg har selvfølgelig ofte tænkt over at jeg arbejder meget og endda joket med at jeg nok kun bliver tredive før jeg dør af stress. Det er let at være ovenpå, jeg er vant til at min unge krop tilgiver lange arbejdstider, byture og rastløshed. Men en ting er jokes, en helt anden er virkeligheden. Og denne gang er det virkeligheden der rammer. Og meget hårdere end jeg kunne have gættet. Jeg vidste at jeg trak veksler på mit helbred ved at være så stresset. Jeg var helt klar over at jeg kørte i overhalingsbanen. Og jeg vidste at på et tidspunkt måtte jeg tage stilling til det. Men jeg kunne ikke have gættet at den regning kom uden varsel, ikke et varsel som jeg havde lagt mærke til i hvert fald – og samtidigt trak tæppet totalt væk under mig.

Jeg sidder der i stuen hos min far. Pludselig får jeg det skidt. Det føles som om det er besværligt at trække vejret og jeg bliver en anelse svimmel. Jeg opdager at min puls ræser af sted og af en eller anden grund bliver jeg pludselig meget i tvivl om mit hjerte er ved at stoppe eller ej. Jeg har aldrig fejlet noget før. Det vil sige, jeg har ofte lagt mærke til at mit hjerte banker af sted når jeg skal sove og har røget for mange smøger, men jeg har aldrig fejlet noget alvorligt. Automatisk holder jeg en hånd på min halspulsåre så jeg kan mærke mit hjerte gungre af sted, men alligevel har jeg en voldsom mistillid til det vil blive ved med at slå. Mit tøj strammer i halsen og jeg begynder at føle det som om jeg er ved at glide ud af min krop. Jeg er ikke fuldt tilstede i rummet, men jeg er fuldt tilstede i et hjerteanfald. Dette er et hjerteanfald. Selvfølgelig er det et hjerteanfald. Al den stress, alle smøgerne, kaffen, overarbejdet og drukturene skal betales tilbage nu. En kæmpe bondeanger banker på, men det må jeg se på – død eller levende – efter dette hjerteanfald. Jeg holder min venstre pege- og langfinger presset hårdt mod min halspulsåre. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med den viden, men jeg vil være den første til at vide det når mit hjerte sætter ud.

Udefra ser det ligeså alvorligt ud som det føles. Jeg er helt hvid i ansigtet og er tydeligt en presset mand. Min far bliver nervøs og spørger til hvad der er galt. Jeg fortæller – mellem de hurtige og korte åndedræt – at jeg har det rigtig skidt. At det spænder og trykker i min brystkasse, at jeg er svimmel og at jeg føler mig helt vildt dårligt tilpas. Sandheden er at jeg er rasende angst, faktisk så angst som jeg aldrig har været før. Jeg skal af en eller anden uretfærdig årsag dø. Jeg er 26 år gammel. Jeg har slidt mit hjerte op før tid – jeg er færdig.

Min far beslutter sig for at det ikke kan betale sig at vente på ambulancen. Hurtigt får han mig bugseret ud i sin bil. Så hurtigt vi kan kører vi til skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte. Der er kø ved skranken. Jeg står stadig med min pege og langfinger presset hårdt mod min halspulsåre og mærker hvert eneste hastige hjerteslag helt tydeligt. Jeg har det elendigt. Jeg er dødsangst og føler at jeg ser døden i øjnene hver eneste gang mit hjerte slår. Min far springer køen over og siger vredt til sygeplejersken ved skranken; ”Han er jo ved at dø!”, hun kigger kort op på mig og ser så ned i sin journal mens hun ryster lidt på hovedet. ”Ikke med de farver”, siger hun og vender tilbage til køen.

Vi sætter os i venteværelset og tyve minutter efter er min puls normal igen. Anfaldet er ovre. Jeg overlevede. Men jeg lader ikke fingrene slippe sin plads ved halspulsåren og hver gang der er den mindste uregelmæssighed i et hjerteslag, eller i hjerterytmen, vælder min angst frem igen. ”Nu er det slut!”, tænker jeg hver gang. Jeg er helt og aldeles overbevist om at jeg stadig er ved at dø. Men det er jeg ikke. Ikke på noget tidspunkt er jeg i nærheden af at dø. Præcis som sygeplejersken så korrekt konstaterer, så er mine farver helt i orden og jeg er ikke i nærheden af at dø.

Jeg har ganske vist oplevet nogle af de symptomer som også kunne være symptomer på et hjerteanfald. Men jeg har ikke haft et hjerteanfald – jeg får det heller ikke, ligesom mit hjerte ikke er svagt. Det er noget ganske andet jeg har stiftet bekendtskab med. Jeg har netop mødt min panikangst for første gang. Panikangsten kommer til at præge mit liv de kommende år, gør det stadig og vil formodentligt gøre det til den dag jeg rent faktisk dør.

Dette første møde var i 1998. Meget er sket inden og meget er sket siden. Men for mig er det den aften der skærer gennem alt andet. Indtil den aften kørte mit liv i allerhøjeste gear. Meget af det der skete efter den aften er, i en lang periode, tåget og uklart.

I 1996 sagde jeg op som radiovært på en radiostation i København. Jeg havde fået job i den branche hvor jeg er udlært – i tv-branchen. Jeg skulle arbejde for en svensk mediekoncern i London og jeg glædede mig helt vildt. Jeg havde godt nok aldrig været i London før – men det var mindre vigtigt. Det var ikke byen jeg glædede mig til – det var jobbet.

De sidste måneder op mod afrejsen var ekstremt slidsomme, jeg havde netop været med til at starte den første landsdækkende danske kabelradiostation op og det havde krævet mange arbejdstimer. Rigtig mange. Vi var en meget lille, men meget hård gruppe der mødte rigtig tidligt og gik endnu senere hjem. Det var sjovt – men det var også benhårdt. Når det var muligt snuppede jeg en lur på arbejdet – sov på gulvet i et af studierne mens computeren sendte de udsendelser jeg havde lagret i den. Fordelen ved at sove i studierne var, at der var gulvtæppe på, så det føltes blødt at ligge på gulvet.

Inden da var jeg medejer af et tv-produktionsselskab, hvor vi havde knoklet meget for at få det hele til at hænge sammen. Og før det var jeg elev i et video- og filmproduktionsselskab, hvor jeg også arbejdede meget, samtidigt med jeg startede som radiovært i weekenderne og spillede som dj om natten. Siden jeg gik ud af folkeskolen i 1988 havde mit liv været arbejde og atter arbejde, i en lang, lind strøm. Jeg vidste simpelthen ikke bedre. Og jeg havde ingen planer om at arbejde mindre.

To uger før jeg skulle starte på mit nye job tog min daværende kæreste og jeg af sted for at se London og finde noget jeg kunne bo i. Vi fandt lynhurtigt en lille, for nu ikke at sige beskeden, lejlighed på allerhøjst 15 kvadratmeter tæt på Paddington Station, i W2, London. Resten af ugen gik med sightseeing og et besøg på min nye arbejdsplads. Alt tegnede lyst og godt. Vi tog hjem, jeg pakkede møblerne fra min lejlighed på Østerbro i en container som blev opmagasineret og jeg sov den sidste uge i min kærestes lejlighed, mens jeg ventede på at komme af sted.

Rejsen fra Danmark og min kæreste foregik på en smuk solskinsdag. Halvanden time senere steg jeg ud af flyet i en overskyet Luton lufthavn. Gik ned af stigen og ind i bussen. Blev genforenet med min bagage i ankomsthallen og blev hentet af en ven jeg kendte i forvejen, der allerede boede i London. Jeg boede hos ham i nogle uger mens jeg ventede på min egen lejlighed og udviklede lynhurtigt en kopi af mit liv i Danmark. Jeg arbejdede mange timer hver dag og når jeg ikke arbejdede, så festede jeg. Mit liv var skønt. Jeg boede i Europas fedeste by og havde det topfedt. Overalt var der spændende mennesker fra alverdens lande. Jeg genfandt den ungdom jeg spildte på at spille til andre menneskers fester og knoklede med mit job ved siden af.

Ikke længe efter at jeg var ankommet ringede jeg hjem til min kæreste og sagde til hende at jeg ikke gad hende mere. Vi var for forskellige og havde skændtes for meget. Nu var det slut. Hun græd og jeg græd. Og så gik månederne. For første gang nogensinde fejrede jeg jul på jobbet – ringede hjem til familien mellem nogle udsendelser og spiste så et stykke rødt kalkunkød som den – til lejligheden indlejede – kinesiske kok havde mishandlet. Men det var ikke et savn. Det var en lettelse. Jeg havde egentligt aldrig rigtigt været den store familiemand og det havde hvert år voldt mig problemer pludselig at være sammen med min familie, bare fordi det tilfældigvis var blevet jul. Ikke fordi jeg hader min familie, men bare fordi jeg hader ikke at arbejde. Endelig havde jeg fået det liv jeg altid havde ønsket mig. Der var kun mig og mit job. Og det var mig der bestemte.

Tilbage på Gentofte Amtssygehus den aften i 1998, gennemgår jeg alverdens undersøgelser. Jeg bliver røntgenfotograferet, lyttet på, målt, vejet, stukket, kigget, banket på knæet og lyst i øjet. Men intet er galt. Jeg fejler ingenting. Jeg kunne godt tabe nogle kilo og holde op med at ryge, men der er intet galt endnu, siger lægerne. Jeg lytter og nikker, men inderst inde ved jeg allerede meget bedre end dem. Jeg har jo dårligt hjerte – det er klart. De inkompetente læger har bare ikke opdaget det. Vi tager hjem, min far slår en drømmeseng ud på gulvet i stuen og jeg sover de få timer der er tilbage af natten og tager så på arbejde tidligt næste morgen.

Senere samme dag flyver jeg tilbage til London og sent om aftenen kommer jeg træt hjem. Jeg pakker ud – tager en whiskysjus og sætter mig ned i stuen. Kigger rundt. Og mens jeg kigger mig rundt i denne lillebitte lejlighed, hvor intet – bortset fra nogle få cder på en reol – er mit, opdager jeg at jeg overhovedet ikke føler mig hjemme. Det er ikke mine møbler, de fulgte med lejligheden. Fjernsynet havde den tidligere lejer efterladt, det viste sig senere han havde lejet det og aldrig opsagt kontrakten. Og tæpperne – tjah, hvem ved hvor de kom fra? En ting var at lejligheden var fyldt med ting der ikke var mine – en anden var jeg næsten aldrig opholdt mig i lejligheden, fordi jeg enten arbejdede eller festede – og det var ikke en lejlighed man inviterede til middag i. Stille sad jeg og så på mit miserable liv. Efter jeg havde droppet kæresten havde jeg haft forhold til en del piger, men ingen for alvor og det passede mig fint. Hvis det blev for besværligt skred jeg i en fart. I lang tid havde jeg forsøgt at kombinere arbejde og privatliv, endeligt havde jeg truffet valget fuldt ud – nu gjaldt det kun arbejdet.

Egentlig var der rigtig meget af den tid jeg tilbragte på arbejdet som var spildtid. Jeg kunne sagtens have arbejdet langt mere effektivt, hvis jeg havde taget mig sammen. Jeg kunne have gået klokken fem hver dag uden at komme bagud eller slække på ambitionerne. Men jeg brugte også arbejdet som en tryg base. Her var mad i kantinen, kaffe på kolben. Lys, liv og mennesker døgnet rundt. Og så virkede det meningsfuldt. Det gav mig et formål med livet, som jeg ikke havde hjemme i en lejlighed på Østerbro eller på Gloucester Terrace i London mens jeg så Jay Leno på fjernsynet. Metodisk havde jeg fyldt arbejde ind i alle de huller man normalt ville fylde med et liv. Men jeg arbejdede faktisk ikke – jeg hang ud, fordi jeg ikke kunne finde ud af at leve.

Jeg havde nemmest ved at være sammen med andre mennesker når det var en festlig lejlighed, så jeg kunne drikke min generthed væk. Og blive en helvedes karl der kunne score piger med sin veltalende og fandivoldske attitude. Men uden alkohol var jeg den der indesluttede og usikre person, som jeg egentligt ikke brød mig meget om. Ham der aldrig rigtig var sikker på hvordan man egentlig var sammen med andre mennesker på en normal måde og derfor fandt det så meget nemmere at hænge ud på sit job, end at forsøge sig ud i ikke-alkoholhjulpen social aktivitet.

Jeg kunne ikke se det på det tidspunkt. Havde ikke skyggen af en erkendelse der i min lille stue i London. Men jeg kunne mærke der var noget der ikke var optimalt. Heldigvis varede det kun ganske få sekunder før mit hjerte sprang et slag over og min pege- og langfinger røg op på halspulsåren igen. Her sad fingrene fast forankret mens jeg drak mig gennem en halv flaske toldfri whisky, hvilket var lidt af en bedrift fordi jeg samtidig var plaget af hjerteanfald, åndenød og svimmelhed. Da jeg vågnede med tømmermænd og med tøjet på i min sofa, var det med fuldeangsten i kroppen. Men den havde fået en ven. Jeg var samtidigt panisk angst for at få endnu et hjerteanfald – og de to angstvenner var præcis nok til at fremkalde det anfald jeg var skrækslagen for at få. Jeg nåede heldigvis mit tog alligevel og kunne så bruge det meste af den dag på at gå frem og tilbage mellem mit skrivebord – placeret midt i et åbent kontormiljø sammen med 20 andre – og toilettet, hvor jeg sad i en lille gul boks og svedte, mens jeg havde åndenød og pressede mine fingre dybt ind på halspulsåren.

Det følgende halve år blev en sløret tilstand af grundangst. Angsten tog stadig større bidder af mit liv. Og efterlod mig med mindre og mindre. Dagene gik med konstant uro og ofte fik den uro fremprovokeret anfaldet. Anfaldende tog til i styrke. Jeg fik flere og flere smerter i brystkassen, fik voldsom åndenød og svimmelhed. Jeg følte mig efterhånden nærmest ikke-tilstedeværende i min egen krop under mine anfald. Jeg drak mig ofte fuld for at falde i søvn, for tanken om at slippe kontrollen når jeg skulle lukke øjnene og lade mig slumre hen var så angstprovokerende at jeg ikke turde. Måske hjalp sprutten mig til at sove, men tømmermændene havde ikke en formildende effekt på angsten dagen efter.

Jeg røg ind på skadestuer med symptomer på hjerteanfald og blev rutinemæssigt sendt hjem efter lidt observation, der endnu en gang afslørede at der intet var galt. Jeg rekvirerede hundedyre, private natlæger der tilså mig og sagde at det eneste der ville gøre mig godt var lidt motion. Og hver gang blev min mistillid til de inkompetente læger større og større. Tumper, tænkte jeg og gik hen til den nærmeste købmand for at købe øller og sprut til aftenen, med mine nitroglycerinpiller i lommen, som det var lykkedes mig at tiltuske mig fra en apoteker. Til sidst turde jeg ikke tage toget, fordi jeg var bange for at få et anfald imellem stationerne, det ville helt sikkert slå mig ihjel fordi ingen kunne nå at redde mig. Jeg var bange for at være på arbejde, så ofte gik jeg ud på vejen foran, under påskud af at skulle ryge. Derude blev jeg så bange for at falde om hvor ingen så mig og gik så tilbage på kontoret med angsten drønende rundt i kroppen, for til sidst at gå hjem hvor jeg lå drønangst med plirrende øjne og ikke turde falde i søvn fordi jeg var overbevist om jeg aldrig ville vågne igen.

Det begyndte ikke at vende før jeg en dag talte med min mor i telefonen. Jeg kan ikke huske hvordan samtalen drejede sig den vej, men hun fortalte at hun gik hos en psykiater på Rigshospitalet der behandlede hende for noget der hed Panikangst. Nåda, sagde jeg mens mine tanker var et andet sted – for i den periode tænkte jeg sjældent på andet end mine hjerteanfald. Hun havde beklaget sig til ham over hvor uretfærdigt det var at en dreng i min alder skulle have hjerteproblemer. Og han havde bedt hende beskrive mine symptomer. Da hun havde beskrevet de første havde han afbrudt hende og sagt at han gerne ville undersøge mig for panikangst.

Endelig var der en mulighed for noget hjælp så jeg tog flyet hjem og tog ind på Rigshospitalet hvor jeg mødte psykiateren. Vi snakkede og han fortalte mig at jeg højst formodentlig led af samme sygdom som min mor, nemlig en form for ubalance i kemien omkring min hjerne.

Han forklarede også at symptomerne, som jeg troede var symptomer på et hjerteanfald, opstod fordi kroppen kommer i et højt alarmberedskab på grund af angsten. Det var sådan set fint nok at han fortalte mig om det – jeg troede stadig ikke på ham, jeg var overbevist om at jeg havde et dårligt hjerte. Derefter forklarede han mig venligt at det passede fint ind i sygdommen, for så længe jeg troede på det med hjerteproblemerne, så længe kunne angsten blive ved med at finde næring til nye anfald.

Vi aftalte at mødes til en række samtaler, hvor vi kunne tale om angsten og anfaldende. Og så udskrev han en recept, på det der i folkemunde og i pressen kaldes lykkepiller. Og hvis nogen tror man bliver specielt lykkelig af at indtage dem, er det nok fordi de ikke har prøvet. Først skulle jeg gennem en indkøringsperiode på 5-6 uger, hvor jeg havde det rigtig skidt, følte mig ved siden af mig selv og havde en række bivirkninger, samt stærkt øgede angstanfald fordi medicinen skulle nå et vist niveau før den virkede. Derefter tog jeg medicinen i næsten to år og jeg blev aldrig rigtig blev gode venner med den let bedøvede fornemmelse som jeg synes medicinen gav mig. Men det jeg var rigtig lykkelig for var at slippe for de voldsomme angstanfald og på det område hjalp lykkepillerne mig, til dels at dæmpe angstanfaldende meget, og dels give mig overskud til at se situationen lidt udefra. Endelig fik jeg en snert af overskud i forhold til angsten. Og så var jeg lykkelig over at jeg overhovedet kunne behandles – jeg følte det næsten som om jeg fik mit liv tilbage.

Med lykkepillerne kom jeg nok ovenpå til at kunne se på mine angstanfald, men ikke nok til at kunne gøre noget ved dem. Heldigvis vågnede min bevidsthed samtidig. Jeg begyndte at kunne se hvordan jeg havde levet før og hvor store veksler det havde trukket på min fysik og min psyke. Jeg opdagede at angsten havde været en slags nødråb fra kroppen, der havde sagt fra uden at sige helt fra. Og nu begyndte jeg at se på min levevis. I starten ikke specielt bevidst, men snart begyndte jeg for alvor at se der var visse ændringer jeg med fordel kunne foretage.

Først smed jeg smøgerne. Jeg vågnede en morgen efter en bytur, med heftige tømmermænd og med hjertebanken og fuldeangst i hele kroppen. Og lige dér kunne jeg mærke at jeg ikke skulle ryge længere. Jeg havde elsket at ryge, jeg røg en 30-40 smøger om dagen, men jeg havde også altid været pinligt bevidst om at de var med til at køre mig op. Jeg blev mere hektisk når jeg røg, og på det seneste havde jeg tydeligt mærket at smøgerne medvirkede til at fremprovokere angstanfald. Den morgen lagde jeg smøgerne på hylden og rørte dem ikke igen. Jeg prøvede at ryge til en fest senere, men der var det heldigvis for sent at begynde igen, smøgerne var ude af mit liv og er det stadig.

Nogle måneder efter begyndte min mave at lave vrøvl. De mange daglige kopper kaffe var blevet for meget for den, jeg fik ondt ad helvede til når jeg drak kaffe og inden længe skete det samme med den rituelle Coca Cola Light, som jeg drak en liter eller to af om dagen. Min mave reagerede benhårdt på koffeinen og det viste sig igen at være en kæmpehjælp. Uden et højt og konstant niveau af nikotin og koffein i kroppen, begyndte der at blive længere mellem angstanfaldene. Samtidig hjalp lykkepillerne mig til at få den afstand til angsten, som gjorde at jeg kunne beskue den udefra. Mit liv begyndte at vende tilbage.

Det største problem med angst er den fornemmelse af total afmagt som rammer dig under et anfald. Du får lyst til at krybe sammen i et hul og ligge helt stille, fordi du er sikker på at hvis du bevæger dig fremkalder du et hjerteanfald. Derfor kan man sidde panisk angst med fingeren på halspulsåren, som jeg typisk gjorde, eller ligge musestille på sin seng mens man håber at angsten forsvinder igen uden at kræve dødsofre denne gang. Eller man kan lægge sig på midt på fortovet på en befærdet gade og kræve af sin bedste ven at han giver én hjertemassage, som jeg også gjorde en gang vi havde været ude at spise sammen. Mine umiddelbare erfaringer med dødsangst er, at den ikke levner plads til megen selvrespekt.

Det andet store problem med panikangst er at det er selvforstærkende. Jo mere angst du er, jo mere angst bliver du. Det lykkes dig at bilde dig selv ind at det er unormalt at blive angst, at det er forkert og det medvirker jo til at hæve det generelle angstniveau i kroppen, der så til sidst når et niveau hvor panikangstanfaldet slår til. I kombination med agorafobien, altså angsten for at gå ud, bliver angst i denne kombination hurtigt temmelig invaliderende.

Min agorafobi kom som et følgestykke til panikangsten. Hvordan andre oplever det, ved jeg af gode grunde ikke. Men jeg startede med at kombinere panikangsten med steder og tidspunkter hvor jeg havde haft anfald. F.eks. i bussen eller når jeg var ved at falde i søvn. Dernæst udviklede jeg en undvigeadfærd, hvor jeg i flere timer op mod jeg skulle tage bussen eller skulle falde i søvn, begyndte at blive nervøs for situationen. Dermed fremprovokerede jeg igen en tilstand af angst, der kunne lægge grunden for et stort panikangstanfald.

Efter at jeg havde fået smøger, kaffe og Cola ud af mit liv begyndte jeg at blive lidt mere fintfølende. Nu havde jeg indset at det jeg indtog havde en effekt på mit angstniveau og inden længe kunne jeg også mærke at lykkepillerne nu sløvede mig så meget at jeg måtte af med dem. De havde gjort deres job og gjort det godt, men nu var det slut. Derfor valgte jeg at se stort på de anvisninger der stod på pilleæsken, nemlig at man ikke må springe af pillerne uden at tale med sin læge og aftale en nedtrapning. Jeg gjorde som jeg havde vænnet mig til med smøger, kaffe og Cola og stoppede fra dag til dag.

Her fik jeg så gjort bekendtskab med kemiens lyksaligheder. For uden den fik jeg de heftigste anfald længe. Min krop skulle have været faset ud af medicinen igen, stille og roligt – ikke revet ud. Men nogle uger efter stabiliserede det hele sig og jeg begyndte at mærke en anden medspiller som jeg indtil da havde ignoreret, nemlig stress. Jeg opdagede at min grundtilstand var meget stresset. På en eller anden måde havde jeg over årene fået opbygget et forrygende tempo, der stod på fra jeg stod op til jeg gik i seng. Og dette tempo havde samme effekt som nikotin og koffein, det skabte stress i min krop, som igen øgede chancen for et panikangstanfald. Jeg havde altid regnet med at jeg var en rastløs natur, det havde aldrig slået mig at rastløsheden opstod fordi jeg ikke slappede af.

Ved et lykketræf opdagede jeg at en cykeltur med lidt god hastighed tog toppen af adrenalinet i kroppen. I mangel af piller begyndte jeg at bruge cyklen som medicin. Hver gang jeg mærkede stik i brystkassen eller uro i kroppen tog jeg mig en hård cykeltur og hver gang jeg kom hjem igen var jeg totalt angstfri det næste døgn.

Jeg har efterhånden justeret på mange parametre i mit liv. Som du sikkert har lagt mærke til har jeg endnu ikke nævnt alkohol. Det er først nu at jeg har fået bedre styr på det. Det er ikke fordi jeg som sådan har drukket – men jeg har haft svært ved ikke at drikke. Jeg har lært at vejen ud af angsten er en stille og rolig, men målrettet adfærdsændring. Tag en ting ad gangen og kig på den. Hører den til i mit liv? Er det en god eller en dårlig vane? Får den angsten til at gå væk eller medvirker den til at øge angsten? Hvis det er en vane der øger din angst eller medvirker til at give dig panikangstanfald, så skil dig af med den.

Mit mål i forbindelse med alkoholen har været at undgå at blive fuld og undgå tømmermænd. Det var langt sværere at få styr på alkoholen end det var med både smøger og kaffe. Primært fordi alkohol har en social side. Og derfor havde jeg svært ved at tage springet til at drikke meget lidt og sjældent, jeg var nemlig bange for hvad min omgangskreds ville sige. Men, som det jo ofte gør når det handler om angst, viste det sig at forestillingen var langt værre end virkeligheden. Jeg har ikke hørt et ondt ord om at jeg drikker letøl og sodavand, måske højest en vits eller to.

Sidst af alt er jeg begyndt at se anderledes på angsten, jeg ser ikke på den som en modstander, men som et signal fra min krop om at jeg i en periode har været for meget oppe i mit hoved – altså været for stresset eller for tænksom – og at min krop savner lidt opmærksomhed, f.eks. en cykeltur, en løbetur eller bare en almindelig gåtur. Så justerer jeg på mit liv, motionerer lidt mere og kigger på hvad det er jeg bliver stresset over og retter op på det. Det er nok over kanten at sige at jeg er godt tilpas med min angst, men jeg bruger den som en første advarsel og det har jeg meget glæde af. Jeg havde aldrig fundet en vej til et liv hvor det også giver mening at holde fri og slappe af sammen med min familie uden min angst.

Angsten har også lært mig meget om min krop og dens reaktioner. Specielt kroppens måde at håndtere krisesituationer på. Pupillerne udvider sig så man kan se bedre, men samtidigt gør det også at vægge f.eks. kan opfattes som om de buer. Musklerne i kroppen trækkes sammen så man bedre kan modstå et angreb, men samtidigt bliver det også sværere at trække vejret. Man hyperventilerer for at optage masser af ilt men bliver samtidig svimmel. Hjertet slår hurtigt og hårdt i brystkassen, så man er klar til at flygte eller kæmpe. Organerne er fyldt med iltrigt blod og derfor kommer der intet til hænder og fødder, der bliver iskolde. Det er en fiks krop vi har til rådighed, og der er intet af det den gør i forbindelse med et angstanfald, som ikke er i den bedste mening. Der er bare ikke behov for den voldsomme reaktion på det tidspunkt.

Nu er det snart 7 år siden jeg fik mit første angstanfald. Det er meget sjældent jeg får angstanfald nu, men jeg havde f.eks. et i sidste uge. Det kom fordi jeg igen havde glemt at motionere og havde været meget stresset på jobbet i en længere periode. Det var voldsomt og da jeg var midt i det troede jeg ikke et sekund på at det bare var angst. Jeg var sikker på at denne gang ramte hjerteanfaldet mig. Men bagefter, da jeg gik en tur og besluttede mig for at løbe halvdelen af vejen, mærkede jeg pludselig min krop folde sig ud og så vidste jeg at det ikke var et hjerteanfald. Men at det var mig selv der havde trukket for store veksler på min krop, fordi jeg havde ignoreret dens behov. Og at angstanfaldet var min krops måde at prikke til mig på og sige ”Hey, tag dig lige lidt af mig”.

Advertisements

16 responses to “Panikangst, et essay

  1. Har læst din artikkel igennem og jeg er noget forbløffet over hvor meget din historie ligner min. Sidder også hver dag med fingerene langt inde i halspulsåren, og er glad for hvert et slag mig hjerte slår. Jeg er udemærkede klar over at min angst for et hjertetilfælde kun er inde i hovedet på mig, men hver gang angsten kommer over mig, så tror jeg ikke længere på det. Jeg er helt sikker på at mit hjerte holde op. Men det gør det aldrig. Hader altid at være bange, men jeg skal nok overkomme frygten. Jeg skal. Men tak for din historie. Den har hjulpet mig sikker i seng. Jeg ved at hvis jeg igen bliver bange for et angstanfald, så skal jeg bare læse din historie igen, for at få det bedre.

    Tak!

  2. Casper – tusind tak for din kommentar, den er jeg glad for du skrev. Jeg håber du får “knækket” angsten.

  3. Fantastisk artikel. Jeg kan nikke genkendende til mange af tingene. Jeg tror du har hjulpet mig på rette vej ud ad angsten.

  4. Kim – det glæder mig mere end du aner. Jeg ved der er en vej, nogen gange mister man den i en periode, men så længe man leder finder man den altid igen.

  5. Christian Moes Nielsen

    Hej. Jeg har også læst din artikel. Jeg synes du har beskrevet angsten utoenligt godt. Jeg døger også med en del panikangst, jeg går dog til psykolog behandling og er ved at få det bedre. Men jeg er blevet glad af og læse din artikel, fordi jeg af og til er bange for at jeg aldrig slipper af med angsten eller for det markant bedre. Og hvad jeg kan læse ud af din artikel lyder det til at du har fået det meget bedre. Tak for artiklen. Med venlig hilsen Christian Moes Nielsen

  6. Hej Christian,
    Tak for din kommentar. Nogen gange har jeg oplevet at det gik så langsomt at jeg næsten ikke troede, der skete noget -men så pludselig er det som man tager et tigerspring. Jeg tror at så længe du gør noget, så længe vil du blive ved med at få det bedre. Jeg har selv fået det rigtig meget bedre, specielt med hjælp fra kognitiv psykoterapi. Det har virkelig gjort en forskel. Krydser fingre for du bliver helt angstfri.
    Kh Patrick

  7. Hey Patrick
    Kunne pludseligt huske, at jeg havde læst din artikel for et par år siden, hvor jeg selv stadigt led dagligt under panikangsten. Tak for at have hjulpet med at overbevise mig om, at mine ‘hjerteproblemer’, og hvad jeg nu ellers kunne finde på af lidelser, kun var i mit hovede. Tror faktisk din artikel var det, der til sidst overbeviste mig om, at lægen sgu nok egentligt ikke var helt forkert på den 🙂
    Det er vildt, at man kan få så ens tanker, under sådanne anfald.. sad egentligt og smågrinte, da jeg læste en del af det, da jeg kan sidde og huske tilbage på alle de tanker, som jeg selv havde mens det var værst. Bed især mærke i det du har skrevet med den indledende tro på, at alkoholen, smøgerne etc. endeligt kræver deres offer, og angsten for at tage toget, hvis man nu skulle dø mellem stationerne..
    Jeg er kommet så langt med min angst, at jeg ikke har egentlige anfald længere, heller ikke selv om jeg har stresset lidt i perioder. Kan for det meste tage det i opløbet. Men alligevel er det stadigt noget, der præger mig, og der går ikke een dag hvor jeg ikke tænker på, hvad der skete dengang, hvor jeg havde de første anfald.
    Men det er ikke kun dårligt – på en eller anden måde føler jeg mig meget mere afklaret med mig selv og mit liv (og mulige død:) efter at have brugt x antal timer/dage/måneder på at sidde og tænke over det – Jeg er ikke rigtigt bange for nogen af delene længere.. selvom man nok aldrig kan sige sig helt fri for det.
    Hvis du ikke gør det, og lyster det, burde du næsten få din historie lagt ud på nogle af angstforeningernes sites eller lignenede – tror den kan hjælpe mange folk.
    Om ikke andet har den i hvert fald hjulpet mig, så 1000 tak for din artikel.
    Håber du har det bedre end nogensinde.
    MVH
    Søren

  8. Hi Patrick,

    Du og jeg minder meget om hinanden 🙂

    Jeg læser din flot skrevet historie og finder så mange genkendligheder lige fra arbejde, stress, kærlighed og tanken om panikangsten.

    Jeg synes det er flot at du skriver om det, det er helt sikkert en guide og hjælp til mennesker der første gang oplever angsten eller som mig lever med den.

    Smukt Patrick, du får lige en fiktiv medalje.

    Michael

  9. @Søren -Tusind tak for din kommentar. Det er fedt du skriver -og jeg tror virkelig det gør en forskel for dem som lider under anfald af den værste skuffe at høre at du i dag er et sted i dit liv, hvor din angst er til at leve med. Det er min også -men jeg havde saftsuseme ikke meget tiltro til at det skulle blive bedre dengang angsten virkelig buldrede løs. Men det gør det! Eller det kan det gøre!

    Og tak for tippet om at lægge artiklen ude på andre sites -det vil jeg emget gerne, men jeg er i tvivl om hvor, har du nogen forslag?

    @Michael -også tusind tak for dit input Michael. Og tak for medaljen -det glæder mig. Hver gang jeg hører om nogen, der som dig, har erobret sit liv tilbage, så bliver jeg sgu lidt varm indeni!
    Tak for du delte det.

  10. Hej.
    Det var virkeligt godt at læse dit indslag. Jeg er 33 og har lidt af panikangst i 10 år efter jeg flyttede til Danmar. Lige nu går det lidt dårligere så jeg blev glad for at læse hvordan du gjorte. Det åbner øjnene for nogle ting.

  11. (unskyld min dårlige dansk) ..Sidder og griner (o græder lidt in i mellem hehe) over hvor ens vi er 🙂 Selv om jeg ved at jeg ikke er alene med panikangst, så er det egoistiskt men betryggende at vide at der er flere der sidder/har sat med fingrerne på pulsen og stadigt er her og kan fortælle om det.

    Lavede en depressions test i ugen hvor der var et spørgsmål; Føler du at du vil ende dit liv?
    – Nej for fan! jeg er sgu pisse bang for at dø! 🙂

    Tak for dit inslag.. Du har lige givet mig lidt håb om en lidt mere farve rig fremtid.

  12. Michael V hansen

    Hold da helt magle Patrik.
    Man kan fra tid til anden blive “blown away” når man læser en historie på nettet – din gjorde NETOP det for mig.
    Jeg har været HELE turen igennem selv. Nej hvor er det bare fedt at læse en historie som i den grad ligner min egen – altså, der er tryghed i at vide at andre løber rundt med de samme problemer – så er man ikke helt alene.
    Jeg har kun oplevet det du skriver i 2 små perioder af mit liv – og det er altid i forbindelse med ekstrem stress.
    – Det fede er, du skriver om at sadle om, at tage skeen i den anden hånd. Det er så evigt sandt. Man skal tage sig tid til at gå en tur, få pulsen op, og indrømme at man ikke er en ninja uden stop knap.
    Hvis ikke du har, må jeg virkeligt råde dig til, at læse bogen “Lev i nuets kraft” af Echart Tolle. Det er muligvis det bedste råd min psykolog nogensinde har givet mig. Den bog er bare en manual til hvordan man stopper med “angsten for angsten.
    Tusind tak for dit blog indlæg, det burde være en lektion i sig selv, på ethvert sygeplejerske studie.
    God vind fremover.
    Michael.

  13. Vildt fed artikel. Jeg må nok vurdere at jeg har hvad du beskriver i mindre grad, men er ISÆR påvirket når jeg har tømmermænd hvor man blir meget svimmel samt bange for hjertestoppet.
    Min erfaring er at at man lærer meget om sin krop via motion,hvor man erfarer hvor stært hjertet fx er samt at mange af de symptomer man render rundt med ikke er farlige (man skal self lige have sin læge til at fortælle at man er ok). Samtidigt forbrænder jeg personligt mange “angst/stress homoner” af ved motion og kan se en klar sammenhæng i hvor nervøs og ængstelig jeg er i forhold til hvor aktiov jeg har været på motionsområdet.
    Ellers kan jeg anbefale at læse dalai lamas “kunsten af at leve lykkeligt” der har han nogle gode pointer der kan lære en at slappe af og ikke være så bekymret for alt i tilværelsen som jeg selv har tendens til.
    Slutteligt vil jeg også rose og sige skide go artikel du har skrevet, hvis der var flere af disse på nettet er jeg sikker på at der var mange folk som ville mindske deres angst betydeligt:)

    Hav en god dag,.mvh n

  14. Jeg fandt lige den her på en psykologs hjemmeside: psykisksundhed.dk
    Hvad er stress, stress symptomer og stressbehandling med mindfulness meditation , jeg tror det kan være noget relevant.

  15. Jeg sidder lige nu på mit arbejde. Min ene hånd har været fast placeret på venstre side af brystkassen. Fornemmelsen af mit hjerte der bare hamre afsted, har lige nu gjort mig ude af stand til at passe mit arbejde. Heldigvis er det nat, og her er ro.
    Jeg tjekker Google for symptomer på hjerteanfald, og må med endnu større angst konstatere at DET ER HELT SIKKERT DET JEG OPLEVER LIGE NU.
    Jeg kontakter min kollega (en vikar af huset) som beder mig Google angstanfald i stedet, og jeg kommer ind på denne side.
    Efter at have læst hele dit indlæg opdager jeg at min hånd har flyttet sig fra brystet. Hjerterytmen virker normal, og min hovedpine virker som om at den er på retur.
    At føle sig ene i verden med sin angst er forfærdeligt. Tak fordi du har skrevet denne artikel. Jeg er nu ikke alene mere.
    Vh Heidi

  16. Smukt skrevet. Jeg har selv været hele rillen igennem efter jeg fik et angstanfald i Londons metro ca 4 måneder efter jeg var flyttet derover i forbindelse med job. Jeg havde kørt for hårdt på for længe, arbejdede til sent, gik på pub med kolleger, skulle opleve verden, etc, og tilbragte ganske få timer inde på mit ca 10 kvm værelse. Det var helt klart kroppens måde, at sige, at den havde brug for lidt lovin’. Her, halvandet år senere og tilbage i DK, med hjælp fra kognitiv terapi, samt et 8 ugers mindfulness kursus, er jeg kommet ovenpå igen. Og jeg er SÅ stolt! Tog f.eks. toget over til en veninde i weekenden, helt alene og uden brug af diverse sikkerhedsobjekter i form af øl og blade i tasken – du ved, hvis nu.. De første ti min var ubehagelige, men overkommelige, og på vej hjem igen, var der intet at mærke. Det har nok været min største hjælp; villigheden til at udholde angsten og udfordre sig selv ved at gøre de ting, man ellers gerne vil undgå – så lærer hjernen, at der ikke er fare på færde alligevel.
    Kroppen er en forunderlig ting, og jeg kan kun takke panikangsten for at have sat bremserne i for mig på et tidspunkt, hvor mit hoved og sind bare buldrede derudaf for fuld udblæsning. Fascinerende!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s