Harzen

Min mor og mormor og jeg havde en aftale om at køre på ferie sammen for første gang i mange år. Aftalen var egentlig at besøge min mormors kusine, der om vinteren bor i Schweiz. Men hun skulle opereres for galdesten og orkede ikke vores besøg alligevel. Vi havde lejet bilen – vi havde vores ferieaftale, men nu manglede vi desperat en destination. En hurtig runde blandt os afslørede at både min mor og mormor gerne ville gense Harzen. Det var mere end 50 år siden de sidst havde været der og de mente faktisk vi burde gribe den mulighed der bød sig for et gensyn. Det var to mod en og på bedste demokratiske beskub vandt flertallet. Jeg skruede mine forventninger til den eksotiske side af ferien gevaldigt ned og kørte de 500 kilometer ned i Tyskland og stoppede i Harzen.

Der gik ikke mange dage før jeg opdagede at min 32 årige tilstedeværelse i Harzen trak gennemsnitsalderen ned. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til de mange mennesker i kørestol, med rollator eller klap for øjet der bevægede sig møjsommeligt og langsomt rundt i Bad Harzburg og de omliggende byer. Pludselig gik det op for mig at det jeg troede var højsæson i Harzen, nemlig skisæsonen, kun er halvdelen af historien. Lige så snart de sidste skifamilier er smidt ud kommer seniorer væltende fra hele Europa for at få et kurophold hos Dr. Gutes Besserung, der ifølge reklamerne, kan helbrede alt fra prostataproblemer til nedtrykthed, med urter og bjergluft. Overalt i Harzens bjerge ligger der kursteder, der tilbyder alskens lindrende behandlinger.

Efter nogle dage omgivet af rekreerende rekonvalescenser satte vi os ved en konditor og bestilte en kage hver. En fordrukken og ensom landsbytosse farede rundt med et vildsomt blik i øjet og en flaske frugtvin i hånden, mens han forulempede de ældre gæster, der egentligt helst bare ville sidde i forårssolen for at nyde deres kaffe og konditorkage. Hurtigt opdagede han at han blev ignoreret og takkede for afvisningen ved at marchere strækmarch forbi os med sin højre arm udstrakt. En enkelt tog sig til hovedet – men jeg er ikke sikker på om det var for at rette på et bind. Senere på dagen mødte jeg landsbytossen igen. Stadig på jagt efter opmærksomhed. Provokerende sprang han køen i supermarkedet over og gik direkte til kassedamen for at betale for endnu en flaske frugtvin. Men ak, endnu en gang var der ingen varme skideballer at hente. Iskoldt ignorerede hun ham og ekspederede de øvrige kunder. Slukøret stod han, i sit beskidte tøj og med sit strittende, hvide hår og så sit oprør sive som luften af en ballon. Med køligt matematisk overblik havde den tyske kassedame regnet sig frem til hans plads i køen og ekspederede ham da det blev hans tur. På sin vej ud fik han en rituel skideballe af forretningens indehaver, der på klingende og klart tysk gjorde det klart at han måtte indkøbe sin frugtvin andetsteds såfremt han sprang køen over igen. Krumbøjet forlod tossen stedet i god ro og tysk orden.

Sådan fortsatte endnu et par dages velordnet sightseeing i Harzen da vi endelig kom til regionens hovedattraktion:

Brocken

– Det er ikke let at være den laveste i klassen. ”Jeg er også et bjerg! Et bjerg der er værd at notere sig” råber Brocken og kigger lidt genert mod jorden. Men det nytter ikke. De fleste mennesker vender deres opmærksomhed mod bjerge som Kilimanjaro eller Mount Everest. Brocken der strækker sig mod himlen med sine 1142 meter, er nok kun for specielt interesserede, dvs. stolte tyskere. Ligesom det kræver en dansker for at mene Himmelbjerget er en udflugt værd. Men Brocken fik bugt med min skepsis. Nænsomt overtalte det mig til at forstå at det rent faktisk er et bjerg. Det er måske ikke det højeste bjerg i verden – men det er det højeste bjerg der hvor det er.

For et par hundreder af år siden havde Brocken et romantisk ry blandt godtfolk i den nordligste del af Europa. Det blev en af det bedre borgerskabs udflugter at bestige Brocken. At gribe en vandrestok og kæmpe sig op ad stierne. inklusive allestedsnærværende H.C. Andersen, som besteg bjerget hele to gange – på trods af han ikke besteg meget i sit liv.

Bjerget er beklædt med tusinder af stoiske graner der står urokkelige i den lette brise. Undtagen på toppen, hvor klimaet til tider bliver så koldt at træerne har opgivet at vokse. Her åbner terrænet sig og afslører et smukt syn af de omliggende bjerge og landsbyer. Hvis man er heldig! Det er ikke usædvanligt at toppen er indhyllet af skyer eller tåge i op til 300 dage om året. Årstiderne kan mærkes på Brocken. Den iskolde og barske vinter, hvor de få huse og skure er begravet i sne og is, foråret hvor tågen ligger tungt mens solen tørrer skovbunden, sommeren, hvor man kan opleve solen stråle varmt ned på vejrstationen og efteråret hvor uvejr lyner og rusker i granerne.

Den dag jeg når toppen af Brocken stråler solen fra en skyfri himmel. Min mormor udbryder; ”Er det tåge der ligger der ovre?”. ”Nej, mormor”, svarer jeg, ”Det er skyer”. ”Jamen, ligger de ikke meget lavt?”, ”Jeg tror det er os der er højt placeret i forhold til skyerne”, svarer jeg og noterer hendes let skjulte benovelse. 1142 meter over havet er vi på højde med de laveste af skyerne og Brocken har vundet hendes hjerte for evigt. Dette er Nordtysklands højeste bjerg – og utvivlsomt det højeste hun nogensinde har været på.

Vi går stille rundt på det øverste plateau og ser de fem bygninger; vejrstationen, togstationen, museet, tv-tårnet og udsigtsbygningen. Midt på bjergtoppen står soluret, der indikerer afstanden, i fugleflugtslinie, til vigtige tyske og udenlandske byer. Jeg er stadig ikke så imponeret som min mormor – men det begynder da jeg træder ind i Brockens museum, der folder bjergets historie ud.

Flere gange omtales Brocken i litteraturen, den kendteste beskrivelse er digteren Goethes. Efter at have besteget Brocken i 1777 blev Goethe inspireret til at bruge bjerget i sin historie om Faust. Der skriver han blandt andet om Walpurgisnacht, det vi i Danmark kalder Valborgsnat, der falder natten til første maj. Det er den nat hvor heksene flyver til Brocken – eller Bloksbjerg, som er det folkelige navn for heksenes mødested. På denne nat mødes heksene med djævelen og udfører hemmelige og sorte ritualer mens de messer og danser om natten. Mødet finder sted ved en dramatisk stensætning på bjergsiden, der bærer navnet Heksealteret.

Men det er ikke kun for heksene at Brocken har en næsten magnetisk tiltrækningskraft. På trods af sine få meter får bjerget placeret sig centralt i mange af de historiske begivenheder der udspiller sig i området. Og i mange tilfælde tiltrækker det lille bjerg faktisk historien.

Turen op ad bjerget foregår adstadigt i en jernbane, opkaldt efter sin korte skinneafstand; Harzer Schmalspurbahnen. Med tøffende damplokomotiv, der trækker seks passagervogne fra stationen i Schierke op til toppen af bjerget. Toget hoster og tuder sig frem, forbi de tyske vandringsmænd og mountainbikere på stien der følger sporene. De nyder ugens første hul i skydækket, der så heldigt falder på en søndag. I toget tjekkes der billetter og samtidigt sælges små flasker med den lokale Harzer Grubenlicht bitter, her på bjerget skal ingen tvinges gennem 40 minutters togtur uden en opstrammer. Endelig ankommer vi til en gammel perron, der lige så godt kunne have været kulisse i en amerikansk cowboyfilm. Alt – fra den lave perron til stationsbygningen er konstrueret i lange planker med afskallet grøn maling. Men jeg når kun at drømme mig mod vest et sekund før vi drejer om et hjørne og ser en stor, grøn gullaschkanon, stopfyldt med grøntsagsuppe, der serveres i to versioner. Med og uden pølse.

TV tårn

I dag tilhører Brocken turisterne. Det er et sted hvor historien engang blev skrevet. Nu genfortælles den bare – dag efter dag. Men man skal ikke tage fejl, jo nærmere vi kommer vor tid, jo mere dramatisk bliver historien. Brocken bliver dybt infiltreret i krig og propaganda. I 1935 blev verdens første tv-tårn opført på Brocken. I starten udsendtes daglige, tyske nyhedsruller, som dem man så i danske biografer på samme tid – men året efter blev den første olympiske tv transmission udsendt via den rød/hvide tv-sender på toppen af Brocken. Den var – med tredivertysklands sans for propaganda – fra de Olympiske Sommerlege i Berlin. Anden Verdenskrig stoppede tv-udsendelserne og gav toppen af Brocken en militærstrategisk betydning.

Bjergtoppen er siden sidst i det nittende århundrede blevet brugt til forskning i planter og vejr – tyske forskere plantede en botanisk have på toppen for at studere faunaen. Den lever sin lukkede tilværelse – men ellers er alt andet åbent for de tusinder af turister der besøger bjerget. Mountainbikere, der snupper turen op ad bjergets snirklede stier, og vandringsmænd med stok og gispende koner og børn på slæb samles på toppen til udsigt og afslapning.

Min mormors trang til en øl begynder at overskygge historiens vingesus. Vi sætter os i en stor tysk spisesal og indtager endnu et af ugens måltider baseret på pølse og kartoffel. Det tyske strejf af sentimental arbejderromantik går igen. Udsmykningen er monumentale malerier på endevæggen der hylder fortidens tyske landarbejdere. Harzens karakteristiske blå-hår-og-bukkede-kropsholdning-turister er blandet kraftigt op med stærke motionister og vandrefamilier med sundt udseende, røde kinder.

Tung af pølse og fornuftig, alkoholfri øl går jeg på museum. Her falder jeg over et hyggeligt kuriosum om den tyske faldskærmssoldat Heinz Volz. I verdenskrigens sidste uger lånte han en ske fra det luksuriøse og historiske Brocken Hotel. Han havde mistet sin egen ske under en fremrykning, nu havde han så grumme svært ved at spise. Heinz svor at bringe den lånte ske tilbage til bjergets top så snart han fik mulighed for det. Skeen fulgte ham gennem marcher og fangelejre. Senere gennem frigivelse og utallige civile flytninger rundt om i Tyskland. Han holdt sit løfte om at returnere skeen, men det blev først muligt i 1993. I mellemtiden holdt den kolde krig nemlig Brocken i et jerngreb. Sporene er ikke tydelige – men de er der. Museumsbygningen er f.eks. bygget i 1985 som indkvartering og arbejdsssted for de Stasisoldater der havde fast base på bjerget.

Isenkram Amerikanerne bombede, af strategiske årsager, toppen af Brocken i slutningen af krigen. Ved den lejlighed udslettede de både hotel og vejrstation. Efter den tyske kapitulation indtog amerikanerne så selvsamme bjergtop, lænsede den for teknisk materiel – både lytte- og sendeudstyr og forlod den igen. Selve bjerget havde ingen umiddelbar interesse for amerikanerne, men det skulle vise sig at være lidt vel forhastet. Fra 1957 begyndte Brocken nemlig for alvor sin karriere som militær ejendom. Bjerget fik i første omgang status som sikkerhedsområde og da man begyndte at bygge Berlin-muren, d. 13. august 1961, fik Brocken status af militært område. Toppen blev indkapslet af betonelementer og pigtråd, bygget af 2,5 tons tunge elementer – ligesom resten af grænsen mellem øst og vest. Den sovjetiske hær brugte bjergtoppen som lyttepost og radarstation. Stasi flyttede ind i tv tårnet, senere fik de deres eget hus og grænsetropperne blev indkvarteret på togstationen. Her var den perfekte oversigt over Nordtyskland og den mulighed blev udnyttet til fulde. Den grå glasfiberkuppel, på toppen af den bygning der nu er museum, indeholder efterladt, elektronisk lytteudstyr, som har holdt et vågent øre med Nordeuropa og dermed været stærkt medvirkende til at holde temperaturen nede igennem den kolde krig.

Dette lille bjerg var pludselig placeret midt i en kold krig. 1142 meter var mere end rigeligt til at være en strategisk fordel. Men også det holdt op. Beruset af friheden i Tyskland i 1991 gik en samling på over 100 borgere mod toppen af Brocken og stillede sig uden for betonmuren. De viste med deres bannere at de forventede at toppen blev offentligt område igen. Ved frokosttid gik bommen roligt op. Og efter lidt almindeligt chok og venten besluttede folkemængden at gå ind på det militære område. For første gang i mere end 20 år var der igen civilister på toppen af Brocken. En videosekvens, der afspilles i museet på toppen, viser hvordan de russiske soldater taler med de tyske bjergbefriere, og serverer dem en kop te fra en – til lejligheden – udendørs samovar.

Mens verdens øjne er rettet mod murens fald og jubelscener i Berlin sker dette lille mirakel. Øst møder vest og drikker te på toppen af Brocken. Alligevel gik der mere end 2 år før toppen blev åbnet for offentligheden – først i 1993 gik porten op for alvor. Sådan er Brockens historie proppet med historiske begivenheder. Nu er bjerget ikke længere de rige bedsteborgeres, amerikanernes eller en brik i en kold krig. Nu er bjerget et sted der står og fortæller historien om sin historie til de der gider kigge ind og blive lidt bjergtaget over de 1142 meter.

Advertisements

One response to “Harzen

  1. Pingback: I didn´t see that one coming « Patrick Damsted

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s