Den opbyggelige historie om Pekkorino Sømand

Der var engang en dame der boede helt oppe i toppen af Finland, hvor det er allermest koldt og mørkt. Hun boede alene i et lille hus ude i en skov og det meste af hendes dag gik med at samle brænde og om sommeren også bær. Om aftenen sad hun og nørklede med sit strikketøj til hun faldt i en dyb, men ofte alt for kort søvn. Før hun igen måtte op og arbejde sig gennem endnu en stræbsom dag. Hun havde kun et lyspunkt i sit lille liv og det var hendes smukke dreng Pekkorino.

Da hun var ung havde hun brændende ønsket sig at slippe væk fra den lille by som hun boede, i men det var aldrig lykkedes. Det nærmeste hun var kommet var en sømand som hun mødte til en havnefest. Han kom fra Torino og resultatet af deres møde blev den lille søde dreng, med det lyse hår og de brune øjne, som siden havde været hendes eneste ven.
Når det kommer til sømanden var det en anderledes og mere sørgelig historie. Han forsvandt. Allerede næste morgen da kvinden kom ned på kajen for at hilse på ham – ikke uden et lønligt håb om hun kunne tage med – var skibet sejlet og sømanden var væk for altid. Han havde i hvert fald været væk siden.

Nogle måneder senere begyndte hun at vokse på maven og hun vidste godt at det nok ikke var fordi hun spiste for meget – hendes drøm om at slippe væk fra byen var nu vendt til at hun måtte blive for altid. I skam flyttede hun ud i den mørke og ensomme skov uden at fortælle det til nogen og der boede hun lige siden – og byen var kun noget hun hørte om via Pekkorino, som solgte hendes strikketøj på det ugentlige marked.

”Skrid din ludersøn, den plads tilhører mig”, sagde Fikka, byen og torvets mest frygtede knægt. Det var ham der bestemte – alene af den grund at han talte så grimt at andre blev kede af bare at lytte til det. Ham ville man ikke lægge sig ud med. ”Han giver ar på sjælen som aldrig heler”, sagde de gamle på bænken i hjørnet. Pekkorino måtte gå og finde sig en anden plads, sådan som det havde været lørdag efter lørdag de sidste fem år. Lige gyldigt hvor Pekkorino satte sig kom Fikka og skubbede ham væk. En gang havde Pekko forsøgt at svare igen – men det havde han ikke gjort siden. Han huskede kun alt for godt smerten der fulgte og stadig boede i hans bryst.

Pekko var så godt som ensom – han kendte kun sin mor og så de stjålne blikke som damerne i byen sendte ham. Det var ikke kun had men også noget andet, som han ikke kunne genkende, der boede i de blikke. Men han turde ikke tale til dem – endsige nærme sig dem. Sådan voksede Pekko op indtil han en lørdag kom hjem fra markedet og fandt sin mor liggende på gulvet. Hun var ganske døsig og nærmest væk da han spurgte om noget var galt.

”Jeg er ved at forlade denne jord min søn”, sagde hun mellem ganske små støn og hop med brystkassen. Han løftede hende med det der med tiden havde udviklet sig til stærke arme og bar hende ind i hendes seng. ”Du har bare arbejdet alt for hårdt for længe søde mor”, sagde Pekko med en forhåbning i stemmen. ”Nej, denne gang er det slut – jeg orker ikke mere. Jeg har orket længe på grund af dig, nu kan ikke engang min kærlighed til dig holde mig i live længere. Skammen har langsomt men sikkert slået mig i hjel”, svarede hans mor.

”Nej, du må ikke dø”, havde Pekkorino lyst til at sige – men han gjorde det ikke. Han ville ikke påføre sin mor skam over at dø. I stedet bed han tænderne sammen og sagde: ”Jeg tilgiver dig at du forlader mig alt for tidligt”. Moren smilede, trak sit vejr for sidste gang og åndede ud. En ensom vinter fulgte.

Pekko forsøgte at strikke for at have noget at kunne sælge på torvet, men han kunne end ikke strikke en lige snor så han måtte opgive. Han overlevede foreløbigt på morens syltede bær og så kogte han en tynd suppe på rødder og grene som han samlede i skoven. Men han var klar over at inden den følgende sommer var ovre måtte han finde en måde at overleve den næste vinter på, der ikke indebar mors syltede bær – for der var kun en sølle krukke tilbage.

Foråret i Finland er som foråret alle andre steder – fyldt med liv og håb. Og også Pekko fik en smule glæde tilbage, hvem kan surmule når gøgen kukker og spurven slår smut over himlen? Men han gik ikke gennem en eneste dag uden nervøst at skæve til bladene på træerne, var de ved at falde af? Og til sidst kom det frygtede efterår. Der blev længere mellem bærrene i skoven og han havde ikke syltet et eneste for han vidste ikke hvordan man gjorde og kendte ingen der kune fortælle det. Han var blevet nødt til at spise dem så snart han havde plukket dem så de ikke rådnede. Nu stod han på kanten af den barske finske vinter i nord og anede ikke sine levende råd. ”Jeg må spare på maden”, tænkte han og skar sin dagsration af bær ned til et absolut minimum, men han så hurtigt på den forsvindene lille rest af bær – syltede som friske og vidste de ikke ville få ham gennem vinteren.

Inden længe begyndte han at mærke sulten som en gnavende fornemmelse, der trofast fulgte ham når han samlede brænde, når han forsøgte at strikke og måtte smide garnet væk, når han sad ved pejsen og frøs på trods af varmen. Hans krop var blevet spinkel og hans muskler færre.

Til sidst var han så afkræftet at han kun kunne ligge i moderens efterladte seng. Indenfor rækkevidde var det sidste glas af syltede bær og en ske. Der var en enkelt skefuld tilbage i glasset og enten skulle han dele den op så den varede nogle flere dage eller også skulle han tage sin sidste skefuld nu. Han vidste hvad det betød – han havde ikke kræfter til at gå nogen steder hen og han havde ikke mere mad. Den sidste rest af syltede bær var den sidste rest af liv – skulle han strække det så tyndt som han kunne og få det til at vare længere? Eller skulle han tage skefulden og mærke livet i sin fulde kraft bare en gang til?

Han valgte det sidste. Men for sent. Han havde sparet så meget på maden at hans muskler ganske var forsvundet og han kunne end ikke løfte skeen. Pekko tabte den sidste rest af bær på gulvet.Hvis han havde haft kræfter havde han grædt – nu stirrede han bare tomt ud i luften. Han mærkede kulden og mørket samle sig for at tage hans krop fra ham – han mærkede følelsesløsheden der spredte sig i alle hans lemmer. Han mærkede døden komme. ”Nu kan det da ikke være værre”, sagde han højt ud i luften. Og bedst som han sagde det gik døren op og ind kom den stærke og kolde vinterstorm og en skikkelse klædt i sort.

”Hvad er dit navn?”, spurgte skikkelsen højt og Pekko svarede så højt han kunne. ”Jeg hedder Pekkorino”. Skikkelsen løftede en klar og dundrende latter mod loftet. ”Selv døden ler af mig”,tænkte Pekko og det blev det sidste han tænkte.

Det rå træloft var en overraskelse for Pekko. Det kendte han ikke. Mon det var himlen der havde rå trælofter? Næppe. ”Jeg kommer aldrig i himlen – jeg er en ludersøn”, tænkte han ved sig selv. Han hørte en kvindestemme ved siden af sig. ”Han er vågen, hent Alfredo”, og dernæst trin der hastigt løb ned af trapper. Kvinden ved siden af sengen aede ham langsomt på kinden og kiggede på ham med det blik som han havde set i byen så ofte. ”Du er så smuk”, sagde hun på en måde der gjorde ham godt, men også lidt utryg.

Buldrende kom en mand til syne i døren. ”Pekko!”, sagde han og bredte armene ud. ”Pekko, min søn”. Han greb Pekkos afkræftede krop og løftede den som han havde gjort det øjeblik Pekko var forsvundet ind i dødens søvn. Han havde løftet ham og båret ham de to kilometer ind til byen, gennem stormen, hvor han havde banket på en tilfældig dør og krævet mad og pleje af hans eneste søn. Den søn som han ikke anede eksisterede før netop den dag.

”Hvorfor grinede du af mig?”, spurgte Pekko, som havde genkendt skikkelsen som sin far. ”Fordi du talte i tåger. Jeg spurgte dig hvad dit navn var og du svarede navnet på en ost fra mit hjemland”. ”Jamen, jeg hedder Pekkorino, det døbte min mor mig”. Manden grinede igen højlydt. ”Den tåbelige kvinde”, manden kiggede på Pekko og så at han blev lidt ked af det, så han skyndte sig at tilføje: ”Hun var så smuk din mor. En kvinde man mærkede selv når man havde ryggen til”, og så smækkede han hånden hårdt i bordet igen og begyndte at forklare hele historien.

”Jeg mødte din mor til en tilfældig havnefest i denne tilfældige by – men jeg vidste jeg skulle afsted tidligt næste dag”. Han slog ud med armene. ”Dengang talte jeg jo kun italiensk og hun kun finsk, så jeg forsøgte at forklare at jeg ville mødes med hende tre måneder senere i havnen, når jeg igen vendte tilbage fra Torino. Men hun kom aldrig. Siden har jeg været her mange gange, men ikke set skyggen af hende”. Pekko kiggede på denne fremmede mand og pludselig så Pekko hvor han havde sine brune øjne fra. ”Hvordan fandt du så mig?”, spurgte han.

”Jeg havde besluttet at tage en sidste tur hertil og denne gang ville jeg lede endnu en gang og så skulle det være slut. Man må ikke hænge fast i livet”, sagde faren. ”Jamen, hvordan fandt du mig så?”, spurgte Pekko igen. ”Jamen, jeg spurgte og spurgte. Ligesom jeg altid har gjort. Men heller ikke denne gang var der nogen der svarede. Så jeg besluttede at drikke på enden af historien og derfor satte jeg mig på et værtshus. Der begyndte en af de vilde damer at tale om den unge mand med det lyse hår og de brune øjne fra torvet, de er vilde med dig kan du tro”. Pekko skuttede sig – han kunne ikke lide tanken om at kvinderne fra torvet var vilde med ham – han havde lige vænnet sig til de hadede ham. ”Og så kiggede hun på mig og sagde at knægten havde øjne som mig og inden længe havde jeg lagt to og to sammen”, fortalte Alfredo.

”Du kom vist lige i tide”, sagde Pekko og smilede til sin nyfundne far. ”Ja og nu skal du med ud og sejle. Et liv i skoven er ikke for en mand – en mand skal sejle fra havn til havn til han ikke kan mere”, sagde faren og slog endnu en gang hånden hårdt i bordet der rystede under det hårde slag. Pekko smilede og glædede sig, men blev så trist og sagde: ”Jeg savner min mor”. Faren smilede og sagde: ”Det gør jeg også – men bare rolig, jeg skaffer dig en ny mor i hver havn vi kommer til, og inden længe kan du skaffe dem selv”. Nu smilede Pekko for alvor.

Og sådan gik det at Pekkorino fra den finske skov blev sømand af guds nåde og da han stævnede ud fra havnen på sin fars skib stimlede alle kvinderne fra torvet sammen med sådan en kraft, at de af vanvare skubbede Fikka i vandet, bare for at vinke farvel til den smukke Pekkorino sømand.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s