5. maj 2006

Det er så her historien starter. Den kunne være startet ved så mange andre indgange –men det gør den altså ikke. Jeg er ikke blogger. Ikke længere. Jeg har prøvet det …og opgivet det. I en erkendelse af at jeg allerede har gjort alt for meget i mit liv i en higen efter anerkendelse. Derfor er det slut –og bloggen kommer ikke tilbage for mig før end jeg kan styre mit ego og behov for et fyldt kommentarspor.

Jeg er altså ikke blogger –lige så lidt som Curtis Steigers er popsanger. Jeg er en ganske ordinær 34 årig mand, med to børn og en kone. En karriere som jeg sluttede da den skulle til at løfte sig over det almindelige og en ualmindelig stærk lyst til at skrive.

Denne gang uden at forsøge at gøre mig til –at redigere for meget i virkeligheden, og uden at love for meget. Dette er min dagbog, som den ser ud klokken 01.20 en torsdag nat. Udover mig er katten oppe. Den spiser larmende af tørkosten i madskålen. DAB-radioen spiller en uendelig række feel-blue-but-safe-hits. Og jeg skriver, selv om jeg burde sove. Som jeg altid har gjort det –i virkeligheden eller i tankerne. Enten eller.

I dobbeltsengen sover min kone sammen med min datter. Og i værelset ved siden af sover min kones datter, sammen med en overnattende skolekammerat.

Og der er du. Hvor er du? Hvornår er du? Et sted, på et tidspunkt læser du dette og ser et billede, som ingen af os kan vide om er rigtigt eller forkert. Et lille spor kan lede dig på rette vej –eller trække dig af sporet. Måske ser du virkelig virkeligheden –måske er du på vildspor i mørket.

Jeg kan fortælle dig at idéen til at begynde at skrive igen blev født sammen med min datter den 17. januar 2006 klokken 13.45 på Universitetshospitalet i Odense. På et kig ændrede mit liv sig drastisk. Jeg gik fra at være dreng til at være far. Til at være sådan en som der er rock-steady forventninger til. En far optræder på en bestemt måde –og kan stilles til ansvar. Sådan er det bare, og ligegyldigt hvor alvorligt jeg tager min opgave vil hun kunne stille spørgsmål ved om jeg gjorde det godt nok. Min indgangsvinkel er at jeg skal lære at være far og det er altså en del af hendes job som barn –at lære mig at være far. Og det er hun god til. Lissom min kones datter har været god til at lære mig at være den voksne.

Jeg har i lange perioder af mit liv troet at jeg en dag ville ramme en tilstand hvor alle svarene lå klar når spørgsmålene opstod. Nu ved jeg –fordi forældrerollen lissom er den ultimative svar-på-alt status, at den situation aldrig kommer til at opstå. Og derfor er denne dagbog skrevet ultimativt til mig selv, mens jeg voksede op. Jeg ville ikke have ønsket mig mit liv indtil nu anderledes på nogen måde. Tænk hvis ikke jeg havde haft den barndom og ungdom som jeg har haft, så havde jeg måske ikke mødt min kone og det ville jeg ikke være foruden. Så jeg er ikke ude på at lave en McFly og komme tilbage til fremtiden. Men jeg er interesseret i at snakke med ham der troede at der ville komme noget bedre på et tidspunkt og sikre mig at han forstår at for fremtiden gælder det om at leve i nuet …og derfor må jeg fortælle historien.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s