20. maj 2006

Elvis synger Always On My Mind. Det jeg virkelig gerne vil vide er om han er i gang med at bortforklare sig – i gang med at bede om godt vejr. Tigge om nåde. På den sædvanlig mandemåde, nemlig ved at iklæde sig bamsekostumet og være en sød, blød og behavet bjørn der har sine hårde muskler og grimme intentioner dækket af det rareste pels. Måske kravler den sammen og læner sig mod kvinden – udnytter hendes matriarkalske reaktion og åbner en vej gennem forsvaret. Det forsvar der er opbygget af hendes mange mødre i opdragelsen. Det forsvar der er hendes eneste sandhed og som hendes blødeste punkt. ”Mænd er nogen svin” – ”du skal aldrig stole på en mand” – eller som komikeren Chris Rock udtrykker det: ”En mands trofasthed er direkte forbundet med hans muligheder”.

Og alligevel kan man altid rykke ved denne sandhed. Altid kravle nedunder og angribe den indefra. Smadre den med god opførsel – præcis nok til at hun tror at nu er den der. Nu er det endelig bevist – hendes mange mødre vidste ikke besked. Der findes faktisk mænd, der ikke er svin, endsige dumme svin. Der findes bløde og dejlige krammemænd, som hun drømmer om at passe på. Men kun i aften, mens hun er fuld – for i morgen, så snart hun vågner, vil hun begynde at lave ham om så han passer.

Alle hans mange fædre i opdragelsen har fortalt ham det – igen og igen. Det eneste kvinder vil er at modellere dig, omskabe dig. Krænge dig om til en sommerhat de kan bære stolt på hovedet. Og der står kampen – mellem den stærke mand, der laver sig om for at få noget fisse og den bløde kvinde, der gør sig hård for at overleve skuffelsen længe nok til hun fanger ham ind så hun kan lave ham om.

Hvem er det dumme svin? Ingen. Men jeg kan ikke rigtig gennemskue – og det ville inderligt jeg gerne hvis bare jeg kunne, om han er ændret og dermed i gang med at indynde sig med reelt ment kærlighed -eller om han er uændret dumt svin og bare i gang med at få endnu en chance for at blive fanget af hende? Stemmen tager mig væk Men tvivlen bringer mig tilbage – hvem er han og hvem er hun? Hvor er de og hvad vil de? ”Jeg var der aldrig -men du var altid hos mig”. Vrøvl eller begyndelsen på en erkendelse? Starten på noget smukt – som vi forventer os meget af – eller slutningen på noget inficeret, der er klistret til i beskyldninger og adskillelsesangst. Den sædvanlige rutinerotation mellem start og begyndelse og lysten til ikke at blive klogere -men fastholde sin ret til evig dumhed og dårskab.

Hvor er jeg i dette forløb – jeg ved det ikke. Jeg sidder i en råddentstinkende kælder med fire flyttekasser med gamle plader og rydder ud. Dette er mit minde – mit alter over ungdom. Repræsentationen af alle mine gamle og ligegyldige, nu knuste drømme der dengang gav mening. Mit første møde med storheden, med lysten, med troen på det kunne ske, med magien, med mig selv og med ham som jeg blev til.

Mit første møde med livet skete da jeg var næsten klar og gennem syvtommer vinylsingler, som senere er blevet pakket sammen og stuvet ned i kælderen, ikke som en ekstern hukommelse men som en ekstern skam over hvor ironisk livet kan udfolde sig – med sin startende og blomstrende lyst, der langsomt kvæles i angst for at tage fejl. Og som pludselig –efter et vinterhi på utallige år- folder sig ud igen i en fandens ligegyldighed, hvor fejl har gudestatus.

Lyden er stadig min stærkeste følelsesstarter. Der er en evig genopstandelse i Sunday Bloody Sunday. Når trommerne starter er jeg stærkt fortørnet Nordirer og det vil jeg altid være. I præcis 4.33 til sangen er slut. Selvfølgelig live versionen. ”This song is not a rebel song, this song is “Sunday, Bloody Sunday””. En historieerektion som man man kan tage og føle på. En rejsning af folket og deres undertrykte, men kogende vrede. Og med god ret.

Men jeg er ikke mere sikker i min sag end jeg kan rystes. Min ven Jørn fortæller at han gik under pausen i en ABBA koncert. Det ville jeg aldrig have turdet – tænk hvis jeg gik glip af en historisk begivenhed. Selv om jeg hadede det ville jeg have hørt koncerten færdig. Jeg ville have hadet mig selv for at udvandre, selv hvis prisen var to timer i tomhedens helvede. ”Jeg kunne lige så godt høre pladen derhjemme”, siger han. ”Men du kunne da ikke ligesågodt have hørt den hjemme – der stod ABBA, der stod publikum, der stod aftenen på spil”, har jeg lyst til at sige, men jeg ved han har evig ret. De var tilfældigvis i København og afspillede en diktatorisk ABBA aften, komplet med pletfri lyd og køn koreografi. Måske havde ABBA ligefrem taget pusten fra dem der var ABBA. Og så kan man selvføgelig lige så godt høre pladen derhjemme, så er der er også plads til en drøm eller selvstændig tanke. Og der er plads til nosserne ved at gå hjem under en ABBA-koncert.

Men mine fejl har indtil nu altid været til min bagdel –måske fordi de har primært har været for at opnå noget og ikke flytte noget. Og derfor er de endnu ikke blevet til min fordel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s