28. maj 2006

Idéen med denne blog er, blandt andet, at give et tip eller to til mit yngre jeg. Ham der henslæbte sit liv i en evig undren over hvad der skete omkring ham, mens andre scorede de kvinder han var forelsket i eller stod på hans tæer til den ugentlige fodboldkamp, som han ikke så fordi han ikke gik.

Og et råd jeg sikkert kan give er at det ikke forandrer sig –men du forandrer dig. Pludselig en dag er du en motherfucker. Du er ikke 16 år og i tvivl. Du er 21 og på toppen af din evne på alle planer. Du ved hvad der virker og du er ham der scorer kvinderne fra de andre. Indtil du rammer næste bølge og du pludselig er i tvivl og de andre scorer point, damer og plet –indtil du pludselig rammer en bølge igen. Og sådan fortsætter det.

Nogen gange går det let –andre gange skal der tænkes mere over tingene. Nogen gange samler du dårlig karma sammen i bunkevis og andre gange betaler du din karmiske gæld med tunge skuldre og bøjet hoved. Nogen gange er det B.B. King og andre gange spiller countrypladen baglæns og hele lortet kommer retur med 45 omdrejninger i minuttet.

Nogen gange ønsker du dig det rigtige, men får det ikke. Andre gange får du det du ønsker dig, men hader det –og til tider får du som fortjent i tredie potens og det kan du glæde dig over. Nobody knows. Men det ændrer sig, hvis du ændrer dig –og derfor er ingen stilstand stabil –forhåbentlig. For hvad fanden er det lige værd at være i live hvis ikke du tager en smule forskud på glæderne og dermed fejl? Hvem er du, der skal gemme dig i intetheden resten af livet?

Så man ændrer sig –får mindre tunnelsyn og mere helhed. Det er den morgengave, der ligger på puden når man vågner den dag man ikke troede kunne komme. Nemlig dagen efter.

Bevares -der er ingen tvivl om at jeg regreerer til tider. Så kører jeg i min leasede firmabil og sætter mig i i cafeteriaet hos bageren i Kerteminde. Som den eneste kunde og ser ud af ruden, mens regnen siler. Lastbilerne ryster sig vej gennem den gamle fiskerby og jeg drikker verdens dårligste cappucino, med verdens lammeste skilte på væggen. ”Bak op efter dig”, ved stativet hvor det så er meningen at man skal sætte sin bakke efter at have drukket verdens dårligste cappucino. For at indikere at her rydder ingen op. Mor er ikke med på cafeteria. Ærlig talt: man skal ikke åbne et cafeteria hvis ikke man gider rydde op efter folk. Det er en del af gamet –en del af attraktionen. En del af dealen. At jeg drikker cappucinoen og andre rydder den op bagefter. Og jeg savner København og London –i bare et splitsekund. Jeg vil ses ned på af tjekkede mennesker, ikke provinsfolk for helvede. Men hvad betyder det egentligt, tænker jeg, om jeg sidder her eller der? Ikke en skid. Livet indhenter mig lige nådesløst på ondt men så sandelig også på godt –uden tanke på kilometertallet.

Og når jeg så er færdig med at regreere er det op på hesten –Ud På Flisen Karoline- og på med vanten, for uendelig desperation og umådelig selvondt hører en anden tid til. En tid hvor man ikke har mistet mennesker man virkelig holder af, oplevet smerten så stor at man ikke kan forestille sig at solen står op, efter at en af dem man slet ikke havde tænkt på kunne forsvinde faktisk skred i svinget og efterlod en underlig tom plet på det mentale verdenskort. Eller set ens venner blive sønderknust af oplevelser der er så tragiske at de burde være forbeholdt voksne. Eller selv fucket op i en grad, der ikke kan undskyldes –kun tilgives.

Derfra er der kun en vej –enten eller. Og hvis man vælger eller er der lidt længere til at få ondt i maven fordi hun synes man skal bare skal være venner.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s