27. juni 2006

Jeg husker tydeligt 2. maj 1991. Det var egentligt bare en koncert med Pet Shop Boys. Men det var selvfølgelig ikke bare en koncert, det er det jo sjældent når man gider skrive om det 14 år senere. Det var en dybt iscenesat oplevelse, hvor musikken var en velproduceret undskyldning for en aften på kanten mellem det absurde og det ligetil. Det var også kulminationen på en plan der havde dannet sig mellem Lowe og Tennant, om at turnere med et show, der tog sit udgangspunkt i teatralske turneer som David Bowies ”Diamond Dogs” og Grace Jones ”One Man Show”. En plan de havde haft siden 1986, men som først blev realiseret i fem år senere.

Scenen var tømt for musikere, instrumenter og mikrofonstativer – og blev i den følgende halvanden time kun fyldt med et forunderligt teatralsk univers iscenesat af operainstruktøren David Alden og designet af David Fielding – begge engelske, kontroversielle og innovative. Begge berømte for deres arbejde på English National Opera i London. Men ikke kun derfor var dette en helt speciel aften i mit unge liv. Det var også første gang jeg skulle til en koncert med det band, som ramte mig lige i hjertet og fortalte mig dele af historien om mig selv.

Pet Shop Boys talte til mig. De ramte med deres, let gammelkloge og tørre beskrivelse af den engelsk opvækst i en blanding af regelret kostskole og et voksenliv i et stærkt klassedelt samfund præget af dekadent sædeforfald. Og så med deres kreativitet. Finurlige detaljer som i sangen ”It´s a sin”. Med den absurde nedtælling i starten – ”20 seconds and counting” – indskudt, bare fordi det lyder godt. Til den regnvåde Sohogadelyd i starten af ”West End Girls” over den tilbagelænede smårap:
”At night, the people come and go. They talk too fast, and walk too slow. Chasing time from hour to hour. I pour the drinks and crush the flowers”. Fra ”What have I done to deserve this”, der udover at genopfinde Dusty Springfield, også lykkes med at skabe en elektronisk og livstræt pastiche på et tresserlydbillede. Og senere med album efter album der konstant udforskede omgivelserne og ikke mindst fænomenet Pet Shop Boys. Altid i en spændstig kombination af stor selvironi og alvor.

Andægtigt, med hver en muskel i min krop spændt, stod jeg allerbagerst i salen og lyttede til de første toner af koncerten. Det loopede og metalliske ”everybody, e-e-everybody” fra ”This must be the place I waited years to leave” gik i en rytmisk rundgang, der siden har siddet som et musikalsk mantra, der er dukket op på de underligste tidspunkter. For mig var det fint at stå bagerst, jeg følte en smule crowd control dér, allerbagerst.

Der stod jeg trygt og godt på fin afstand, så jeg kunne beskue og betragte scenariet i sin helhed. Lade øjnene glide fra forscene til fans. Og der havde jeg nok stået den dag i dag – hvis ikke jeg havde mærket en bestemt, men venlig hånd blive placeret insisterende midt på min ryg. Den pressede lige præcis nok til at jeg mistede min selvkontrol og begyndte at gå hen mod hovedfeltet af publikum.Hånden tilhørte min gode ven, der var et par år ældre og havde været til mange koncerter (i hvert fald i forhold til mig). Hans tese var tilsyneladende at musik skulle man opleve, ikke overvære. Så jeg gled ind i midten, ledt af hans faste hånd. Og netop der, hvor selvkontrollen døde i henførelsen over showet, timingen og ikke mindst sangene, netop der oplevede jeg musikken. På en måde jeg aldrig havde oplevet den før, nemlig uden for mit hoved.

Jeg ser dvden en helt almindelig lørdag eftermiddag i Kvickly Extra. Den koster kr. 100,- og der står kun fire af dem. Jeg har netop været nede og få aflivet en syg ørkenrotte og nu skal jeg købe aftensmad til tre inden biksen lukker klokken 17. Min indkøbskurv er allerede godt fyldt af ferskvarer og grøntsager. Men også af en bog af Dalai Lama og Yann Martels ”Pi´s liv”. Af en eller anden grund falder tanken på de bunkevis af bøger der står med en klar hensigtserklæring derhjemme i forvejen. Men hvem kan overvinde den dejlige og pirrende fornemmelse af at have fundet noget fedt? Jeg vil ikke stille ”Pi´s liv” tilbage på hylden. Dalai Lama ryger retur og bliver erstattet af Performance på dvd. Jeg ser mig omkring. Hvem her er det jeg deler skæbnefællesskab med? Hvorfor står der 4 eksemplarer af Performance på en lørdagshylde i Kvickly Extra? Hvem har indkøbt dem og hvem har stillet dem op her? Midt mellem 6 flasker rødvin for kr. 200,- og tre pakker kød for en hund? Det giver ikke mening. Koblingen er for lang og strækker sig ud af led. Den er ikke mulig – ikke for mig.

Så jeg snupper dvden og løber mod udgangen, hvor jeg med øjne på stilke og ører i nakken betaler min regning og går mod bilen for at hjembringe mit nyindkøbte overflod af glemte minder. Senere samme aften sidder jeg mig den sidste af lidt for mange øller og ser en kavalkade af datidschokerende og udfordrende udførte plateauer. Det er et godt gensyn. Men noget er ændret – den melankoli de plejede at vække er væk. Dengang kunne jeg kun tvivle om livet ville lykkes. Ville jeg opleve kærligheden? Ville jeg knække meningsløsheden? Jeg har levet længe nok til at vide intet er givet fordi det er der når man falder i søvn, men jeg ved at jeg har oplevet kærligheden og det er mening nok. Om jeg så mister alt imorgen. Nu kan jeg lytte med bare en smule afstand og dermed få adgang til at dyrke den kreative klarhed, ikke fordi den udtrykker mine længsler, men som et billede på vores store fællesskab af ensomhed og tvivl.

Samtidigt med at Pet Shop Boys tog rundt i verden på deres Performance turné, skrev Neil Tennant ordene ”DJ Culture” i sin lommebog. Det var en observation. Nutiden var ikke længere selvoplevet, den blev baseret på samplinger af fortiden. George Bush emulerede tidligere tiders store krigsledere i sin nystartede golfkrig og pressen samplede tidligere tiders store forsider. Ligesom befolkningen gjorde det de skulle i tilfælde af krig. Tennant savnede reflektion, han oplevede det hele som reaktionært. Den observation blev til sangen ”DJ Culture”, der parafraserer den engelske og homoseksuelle forfatter Oscar Wilde efter han blev idømt 2 års straffearbejde, ”And I my lord, may I say nothing?”.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s