Jeg er kunde hos Henrik

Jeg har lige skiftet bank. Fra det ene pengeinstitut til det andet. Og i den forbindelse fik jeg besøgt forskellige banker, bare for at se hvad markedet var. For til sidst at finde ud af, at for mig er størrelsen på renten knap så spændende, som kemien mellem bankrådgiveren og mig. Efter en del kiksede bankdates endte jeg hos Henrik. Og den bank han arbejder i selvfølgelig.

Henriks bank er del af en lille kæde på ni lokale filialer. Med et åbent og lyst lokale. Ingen kasser, men en cappucinomaskine. Hvor jeg laver mig en latte, en gang eller to, hver gang jeg er på besøg. Og en atmosfære, der er lysår fra stordrift – og et sprog der er åbent og ærligt. Jeg skal ikke kæmpe mig til rettigheder. Jeg får det jeg skal – og lidt til, uden at bede om det. Jeg får kort sagt reel rådgivning. Fordi det bedst kan betale sig i længden for Henrik, såvel som for mig.

Jeg mødte mange andre bankmænd og kvinder undervejs. Nogle der ikke kunne træffe beslutninger selv, men skulle spørge en computer, eller en overordnet. Og så kan man spørge sig selv hvorfor jeg ikke talte direkte med computeren eller den overordnede. Nogle der havde en plan klar da jeg kom ind ad døren. Om gebyrer, renter og opsparing. Den var bare ikke til mig. Den var til alle. For det var det fornuftige at gøre.

Og så fandt jeg Henrik. Som spurgte mig hvad det var jeg gerne ville. Og det svarede jeg så på, hvorefter Henrik fik det til at ske. Selvfølgelig er jeg kunde. Og dermed skal jeg lægge nogle penge. Men dybest set køber jeg en relation om min og min virksomheds økonomi og drift. En bedste bankven, der kan hjælpe mig til at træffe de rette økonomiske valg, tjene penge og dele en smule af overskuddet med Henrik. Ganske velfortjent. Og måske slipper jeg langt fra så billigt, som jeg ville gøre i en filialfri Internetbank. Men måske slipper jeg billigere i det lange løb fordi jeg får stærk rådgivning. Hvem ved.

På det seneste har jeg slåsset meget med business to business-kommunikation. Og min bankoplevelse har sat nogle af mine tanker i relief. For min voksende tanke omkring b-t-b har været det er noget vrøvl. Det findes ganske simpelt ikke. Der findes ikke virksomhed til virksomhed kommunikation. LIge så lidt som der findes virksomhed til forbruger kommunikation. En virksomhed kan ikke kommunikere. Mennesker kan. Og nogle mennesker kommunikerer så på vegne af virksomheder. Indtil nu helst i et følelseskoldt og fornuftspræget sprog, holdt i en upersonlig tone, hvor den reelle afsender nedtoner sin personlighed så meget som muligt. Den reelle afsender af kommunikationen skjuler sig. Men for hvis bedste? Jeg kan ikke have en relation med en virksomhed, men med de mennesker, der gør virksomheden. Vi kan grine, snakke, diskutere, tja – vi kan endda gå i skoven sammen, hvis vi vil. Altsammen ting, der er knap så sjove og noget mere ensomme hvis jeg skulle gøre det med den såkaldte juridiske person, et selskab er.

Altså – måske er det på tide at aflive den ansigtsløse b-t-b og b-t-c drøm om kommunikation og genindsætte menneskerne, som de relationsbærende. Lad os smage de ansatte, se deres personlighed i breve, høre dialekten i telefonen, aflive uniformeringen og få menneskerne i spil. Det er trods alt dem der gør en virksomhed – og den eneste relation der faktisk findes mellem kunde og virksomhed.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s