140172

Jeg er født i 1972. Januar. Den fjortende. På den dag den gamle konge døde. Og Margrethe blev Dronning.

Og han var en rigtig sømandskonge.
Han var tatoveret. Og hed Frederik d. IX.
Og døde d. 14. januar 1972 om aftenen.
Og lidt efter blev jeg født.
Men jeg tror ikke på genfødsler.
Så det betyder ikke noget for mig.

Min far var udstationeret som soldat i marinen. Skulle affyre kanoner. Og min mor fødte mig alene. På Århus Fødeklinik. Dette er min historie. Og din. Og vores. Fortalt gennem det der fik mig og utallige andre igennem. Nogle gange, når det virkelig var vildt. Og de skændtes som sindssyge eller min alkoholiserede mor gik fuldstændig amok var det kun et par høretelefoner og en popsang, jeg kunne flygte i. Derfor er jeg her i dag. Faktisk rimelig normal. Med en afholdende mor og en far og min egen familie.

Og hvorfor nu fortælle brudstykker af min historie? Jeg aner det ikke. Men jeg er stadig nyskilt og forvirret. Noget må på plads. Hvad fanden der bragte mig herhen og hvordan jeg kommer videre. Ikke for at udstille eller forhåne. Men for at forstå. Så dette er min historie –og samtidig vores historie. Din og min.

Morten Sabroe skriver det i romanen ”Du som er i himlen”. Forfatteren kan ikke skrive uden at såre dem han elsker. Og som elsker ham. Og det hader jeg. Jeg håber modet ikke forlader mig. Jeg sidder alene og skriver. Med en tom flaske rødvin. Måske dette former min fremtid. Hvad tænker mine kunder, mine venner, min mor og min far? Foreløbig ved de intet om det. Og foreløbig ved du mere om disse ord end de mennesker, der har været mest involveret i det. På et tidspunkt opdager de det. Og reagerer.

Og hvad om de gør? For det var sådan det skete. Dette er kombinationen af hele mig. Den side jeg sælger til andre, den jeg viser andre og den jeg gemmer inderst inde. Kan den holde eller vil bukserne sprække? I don´t know. Men jeg er ved at finde ud af det.

Og hvad hvis de gør. Hvad hvis de bliver kede af det? Sårede? Ser sig selv i et andet lys, som ikke er blændende smukt? Og hvad hvis de forstår? Der er flere ? end der er svar.

Art of Noise: Paranoimia
Det sidste han så inden han gik ud var et skilt med teksten: Max Headroom. Og det første han svarede da han vågnede som cyberfigur var at hans navn var Max Headroom. Og han var en utilgængelig figur. Langt uden for min rækkevidde. Langt uden for min sfære. Der tilbage i 1986. Min verden var sidste år i folkeskole. Sidste år i den værste institution jeg kendte. Og sidste år sammen med de værste mennesker, jeg kunne forestille mig at være sammen med. Ikke nogen specifik. Bare de andre.

Meget er sket. Og meget er ikke sket. Billedet af fremtiden i 1986 var Max Headroom. En fremtid ødelagt af fjernsynsudsendelser og forråede mennesker, ødelagt af deres egen ligegyldighed overfor fællesskabet. Max Headroom var en fremtid, hvor det var forbudt at slukke for fjernsynet. Hvor man gav fjernsyn på bedste Giro 413 til dem der ikke havde et. Men den var også skabt af fjernsynet. Channel 4 i England kommisionerede Max. Og sendte ham. Og genoplivede ham i 2007 da digitaliseringen endelig skete.

Men mest er sket på min bane. Vores jagt på fælles egoisme har lært os at vi må tage hensyn til andre for at tage hensyn til os selv. Der er ikke noget kønt i det. Heller ikke i måden vi gør det på. Men der er trods alt en fremtid, som er kønnere end hvis politikere og tv skulle skabe den. Der er vores fremtid. Fælles fremtid, hvor der er masser af plads til egoisme, hvis vi masseindividualiserer os.

Her sidder jeg så med mine cder spredt på gulvet. Mit første besøg i denne fremtidsvision skabt af Philips og Sony sammen, i lang tid. Itunes er min primærafspiller nu. Men cdens premiere er gammel. Faktisk tilbage til 1981 –da de to konglomerater udsendte det der var verdens første cd-udgivelse. ABBAs album ”The Visitor”. Og maskinen der kunne afspille det. Verdenshistorien blev i vores tanker omskrevet til at cden skete i midtfirserne via Dire Straits, men det er en helt anden historie, som skete langt senere end den virkelige historie.

Østkyst Hustlers ”Står her Stadig”
”Alt for langt ned til himlen når jeg sætter mit mål”. En sætning, der efterlader en indbrænding, der kun overgås af den efterfølgende sætning. ”Den ene mands loft er den anden mands gulv”. Et af de første minder om min ekskone er hende i en julefirmavideo, hvor hun sammen med nogle kolleger genindspiller ”Står her Stadig”.
Jeg står her stadig. Og det gør hun også. Jeg forlod ikke hende. Hun forlod ikke mig. Vi forlod hinanden og forholdet. Som stadig står, som en tom skal af håb og drømme. Men hvilken vind skal blæse det omkuld? Det bliver ikke mig der skaber den vind.

Og julen står for døren. Og så går den gamle konkurrence i gang. Hvem har det egentlig værst.

Do They Know It´s Christmas?
”For Tonight, Thank God It´s Them And Not You”. Er en af de sætninger der har blæst sig kraftigst ind i mit sind. Det er Bono´s. Som Bono´s med ´ som i engelsk tegnsætning. For dette er ikke dansk eller engelsk. Dette er på et fællessprog, som vi alle forstår. Her må gøres noget. Verden har ikke fået det bedre mens jeg har været her. Tværtimod. Jeg ved mere end mine forældre vidste. Jeg ved mere om hvem der betaler mine regninger og hvem der betaler for mit liv. Uden et kontinent der beredvilligt har stillet sig til rådighed og velvilligt stillet sig til rådighed for vores udnyttelse bliver der aldrig sne i Afrika ved juletid –eller også gør der netop. For vores konstante ødelæggelse af vores fælles jordklode vil måske netop oversvømme deres tørre land med det vand, de så har ofte har hungret efter.

Og en genindspilning i 2004 har ikke ændret meget. Måske var dele af denne single netop skabt af børnearbejdere, der lider for at skabe mit velfærd. Og mit aflad. Hvem ved. Og min evige undskyldning vil være, at uden min bestilling på produkter vil jeg skrabe smørret af deres brød. Fjerne deres indtægt. Deres mulighed for et bedre liv. Men er det hele sandheden? Eller vælger jeg at trække stikket ud og se bort fra denne viden. Det gør jeg nok. Som de fleste af os. Det er ganske simpelt ikke muligt for nogen at købe at par sko eller et nyt tv til udsalgspris uden at nogen betaler regningen. Et eller andet sted. Helst langt herfra.

Men lad mig lige samle sammen et øjeblik. Når jeg om lidt trykker publish med hjertet i halsen, er der brug for at afsæt. Et der kan skrives på. Et der kan forklare hvorfor jeg slagter mine relationer, min verden og mine forældre.

Jeg blev som sagt født i 1972. I januar. Af forældre der elskede hinanden og den dag i dag elsker hinanden. Men mange ting trak dem langt væk fra hinanden. Ligger min loyalitet så hos dem og i fortielsen -eller ligger den i fortællingen. Jeg ved det ikke. Men lige nu satser jeg på fortællingen. For det er den vi bliver klogere af. Og det er den der har overlevet os alle i årtusinder.

Jeg kunne vælge at blive i de samme mentale klæder som jeg brændende ønskede i firserne. Ball. Simple Minds. Og Lacoste. Startet af den franske tennisstjerne René Lacoste, der havde væddet en krokodilleskindstaske på at vinde en kamp. Da han vandt blev hans tilnavn krokodillen –og dermed skabte han et varemærke, der har givet tilhør og tilstand hos mange forbrugere siden. Tænk, hvilken længsel efter krokodillen han har skabt hos utallige forbrugere, der har knyttet deres lykke til at eje noget med denne ligegyldige figur siden.

Beyond The Horizon, Bob Dylan
Sådan har jeg også ønsket –men sjældent fået netop denne figur der var så vigtig på Tjørnegårdsskolen i 8. klasse i 1986. Og hvor mærkeligt at netop denne figur ville betyde så meget for os. Om vi hørte til eller ej. Om vi var in eller yt. Men ikke længere. Vi er en i en tid hvor selv varemærkerne er blevet demokratiseret. Vi betaler gerne 50 kr. for skjorten og 450 kr. til reklamekampagnen, der skal markedsføre dens værdi. Men vi betaler med de penge der gør at en skjorte, rent faktisk kan produceres for 50 kr. Og deri ligger forskellen. Og selv en fjollet firser-synthesizer kan ikke ændre på dette. Ligegyldigt hvor mange gange vi genindspiller ”Do They Know It´s Christmas”.

Og her må jeg hente mit mod hos Sabroe. For ingen omeletter bliver skabt uden at smadre nogen æg. Og i dette tilfælde er æggene dyrebare og desværre uerstattelige. Men de skal smadres for at komme videre. For at blive klogere. For at adaptere de ændringer, der skal ske. I Darwins ånd.

Og sådan skaber man præcis den ånd man tænker er.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s