Forskellen på basalt og banalt

Forandringerne sker ikke i de grundlæggende behov, men i hvordan vi svarer dem. Fremtidsforskeren Naisbitt så lidt træt ud da han sagde det. Som om han havde sagt det rigtigt mange gange, men ingen rigtig havde forstået det endnu. Og det er også let at forveksle med andre mere nære og fatbare tendenser. Om jeg helt har fattet dybden i hans tanke, well jeg tror det ikke. Men lidt mening begynder det at give.

Tag nu det basale behov for at spise. I dag handler fattighjælp ikke om sult -men om forkert ernæring, hvilket er lige så slemt -men bare ikke nødvendigvis kan afhjælpes på samme måde, som før. Og i den anden ende af samme behov er der gået mode i at droppe mad. Alligevel tænker vi på at løse problemerne med hhv. flere penge og læger. Det er garanteret en del af løsningen -men der er ingen garanti for at man bliver ernæret korrekt fordi man har flere penge. Så ville de fleste danskere vist se anderledes ud. Og der er ingen garanti for at man begynder at spise fordi man ser en læge.

Det der gør det så svært er at vi formodentlig slet ikke kan tale om ernæring som et fælles emne -og vores tanker om at stikke folket noget anbefalelsesadfærd er ikke opskriften på hvordan vi bager kagen. Vi kan som konsekvens heller ikke snakke om hvordan vi løser fattighjælpen -for fejlernæring kan gå på tværs af økonomisk definerede målgrupper, ligesom spiseforstyrrelser løber frit mellem demografisk definerede målgrupper.

Men løse problemerne skal vi jo -og derfor må vi snuppe et nyt kig på hvordan vi anskuer de opgaver vores konstante udvikling kræver svar på. Og et af svarene er (som tidligere skrevet) at acceptere at fremtiden indeholder en helvedes bunke kompleksitet. Ja, det må gerne være svært. Og det kan vi være at vi ikke finder en nem løsning -eller en løsning der ligger indenfor det nu accepterede operationsfelt. Men hvis vi indskrænker os til at beskæftige os med de problemer, som vi kan forklare en bred gruppe af politikere (der efterhånden antager en offentlig gruppeintelligens på linie med de værste fodboldtilhængere) så kommer vi ikke langt.

Ok, så step 1 er at omfavne vores hidtil værste fjende, nemlig kompleksiteten. Hvad så?

Så handler det om at skaffe arbejdsro -at undgå emner bliver mediastyret eller politiseret. Lige nu stilles dagsordenen ofte af en hensynsløs cyklus, der delvis består af mediehustanken og spin. Det giver en evighedsfornemmelse af: “Hvad vil I gøre ved dette?” – “Vi vil allerede i folkeskolen sørge for at ….”.

Medier produceres på en benhårdt skema -både tidsmæssigt og når det gælder indholdet. Hvert enkelt medie skal gerne sætte dagsordenen dagligt. Politikere har lært på spinkursus at de skal på og at de skal sætte dagsordenen. Derfor den endeløse malstrøm af samfundsmæssige hovsaløsninger, der bare er tænkt til tv. Og knap så meget til verden. Bivirkningen af hovsa-ægteskabet mellem medier og politikere, er godt nok selvfødende med hhv. spørgsmål og svar -hvilket er godt for redaktørerne og kommunikationskonsulenterne -men måske knap så godt for troværdigheden i befolkningen. Og vi vil nok se en voksende skingerhed (bemærk hvordan jeg venligt beskriver dette i fremtid) i hvad man kan tillade sig at sige og skrive -på begge sider af dette selvfede fællesskab.

Så en naturlig følge af at favne kompleksiteten er arbejdsro -og dermed kommer vi til koncentrationen. For sidste naturlige følge af de nye krav er koncentration. Af ressourcer -menneskelige såvel som økonomiske, af hjerner og af kompetencer. Vi kan råbe og skrige og sætte os imod. Men vi kommer ikke langt med det. Vi kan forsinke processen nogle år men vi kan ikke undgå at ekspertvældet vokser. Men det huer os ikke.

Eksperter er jo dybest set bare mennesker, der ved rigtig meget om et specialiseret felt -men knap så meget om andet. Og hvad er der egentlig galt med det? Det skal jeg give mit bud på. Det kræver min tillid, dels til mig selv -for jeg skal kunne leve med at de ved mere end mig på dette felt, og min tillid til dem. De kan snyde mig hvis de vil, uden jeg har en snebolds chance i helvede for at opdage det.

Her genopstår et lidt gammeldags behov for respekt for faglighed. Som ganske vist er en besværlig størrelse, for vi er jo en slags totaleksperter alle sammen. Om ikke andet med nettet i ryggen. Og det er helt ok. Men lige så lidt som vi kan spørge en 8. årig om hvorfor det er sjovt at spille computerspil, lige så lidt kan vi forvente at eksperten kan omsætte en dyb indsigt i en bred løsning. Så bring on the experts, lad os lave lidt åndelig gruppesex og se hvilke idéer der bliver født.

Derefter må vi udvælge, forfine og til sidst forpligte os til at blive ved med at løse problemet. Og her er selve kernen af problemet nok gravet ned. For hvis forpligtelse er det at løse op for spiseforstyrrelser? Ministeren for velfærd? Ernæringsrådet? Modebranchen? Eller den stakkels folkeskole, som alle politikere bruger som kanin i hatten, når deres spinster har tømmermænd? Måske dem allesammen -i et godt demokratisk ekpertbaseret samarbejde med overordnet processtyring.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s