I didn´t see that one coming

Der var engang man ikke kunne komme ind på et diskotek i gummisko -i dag er det svært at komme indenfor på et tjekket sted uden. Derfor har jeg lige fundet mine frem for at gå i byen. Apropos. Mens jeg boede i England besluttede flere pubber at det skulle være slut med at lukke mænd i jakkesæt ind, de lavede ganske simpelt for meget ballade. Ude var de mennesker, der havde taget den pæne uniform på -og var nu pludselig grimme drenge.

Mens jeg røg regnede jeg aldrig med at holde op. Og da jeg stoppede tænkte jeg at jeg aldrig ville begynde igen. Det gjorde jeg efter fem år. Da jeg sagde ja i kirken tænkte jeg ikke på at vi skulle sende skilsmissepapirene afsted inden vores tredie bryllupsdag. Da jeg startede denne blog regnede jeg ikke med de mest læste indlæg ville være om en tur jeg tog til Harzen med min mor og mormor eller mit indlæg om panikangst. Men det er det. Anytime.

Jeg havde ikke da jeg var dreng, drømt om at jeg en dag ville holde foredrag for virksomhedsledere mens jeg var klædt i overdelen af en Hummel-træningsdragt (og bukser, dog ikke Hummel). Da jeg var yngre regnede jeg ikke med at jeg skulle sove mindre jo ældre jeg blev -men heldigvis fik jeg børn. Og før jeg fik mine børn havde jeg end ikke ænset at der findes en kærlighed så meget voldsommere og dyb end den til ens kæreste, ens familie og en selv. Men det gør der. Og den er vild!

Da min første rigtige kæreste gik fra mig regnede jeg aldrig med at leve igen. Det gjorde jeg heller ikke da jeg gik fra min anden rigtige kæreste -og dog lever jeg i dag. Jeg regnede heller aldrig med at sætte pris på Bob Dylan, som andet end sangskriver og dog var koncerten med ham en af de største oplevelser jeg har haft som publikum.

Jeg havde slet ikke regnet med at jeg (i dag) ville smide alle mine gamle vinylplader i småt brændbart på lossepladsen (og da slet ikke i Munkebo på Fyn). Men det gjorde jeg. Efter de har været opmagasineret to gange og rejst med mig i mere end 20 år uden at være pakket ud eller savnet de sidste 15 år. Det gjorde ikke engang ondt. Ikke fordi de var fugtskadet -herregud, de kunne reddes hvis man virkelig ville. heller ikke fordi de var tyndslidt på grund af et evigt nåletryk på +3,5 på grund af de mange år på diskoteker og til fester. Men fordi de ganske simpelt ikke havde en værdi for mig længere.

Filias farvekridt er måske det eneste, der stadig holder sin originale indpakning -eller er pakningen blevet opdateret til endnu mere 50er retrolook?

Advertisements

6 responses to “I didn´t see that one coming

  1. Fabelagtig post, Patrick. Du formåede lige at skrive en selvbiografi på en enkelt side. Det er fa’me stærkt.

  2. Godt skrevet, dér.
    Der er mange af ens antagelser om egen fremtid, som man godt kunne skrue lidt ned for – det meste ender med enten at være naivt eller bare irrelevant når man kommer så vidt.

  3. Du er *så* rå!

  4. Rasmus -tak for det og tak for du skrev det.

    Dalager -du har så ret, det er sgu lige til at blive bekymret over hvor meget man kan bekymre sig for.

    Svend -lige over 🙂

  5. Filias 6 styks oliekridt holder den originale indpakning. Den er retro nok til ikke at behøve en opdatering. Eneste ændring er bunden som nu er blevet børne- og miljøvenlig.
    Hilsener
    Rikke fra Filia A/S

  6. Hej Rikke,
    Tak for info -og endnu mere tak for, at du skriver. Det pointerer vist bare at Filia er total cool 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s