Kendetegn

Dan Turèll mente at danskerne ville have noget lir, som betaling for at gide læse. Det virker jo som om manden også havde ret i det. De sorte negle, som vistnok blev opfundet af en veninde, hjalp ham til en læserskare, der kunne frydes når han provokerede den lunkne samfundsgrød med glat isse og malede negle. Der er noget sært dragende over dem der skiller sig ud. Ikke kun fordi man kan huske dem -hvor mange forfattere læser du i dit liv og hvor mange kan du nævne navnet på lige nu? Men fordi de netop skiller sig ud og dermed risikerer de sig selv på en lidt påtrængende måde. De er sværere at overse. Sværere at ignorere. Sværere at glemme.

I virkeligheden kan man sige de risikerer langt mindre end de fleste af os. Vi satser simpelt på at de der lever skjult lever godt -og dermed forsvinder vi i mængden og sammen med os vore tanker. Som replikanten Roy Batty siger i sin dødscene i slutningen af Blade Runner: minder og tanker forsvinder som tårer i regnen, sammen med ham når han dør. Men på grund af et simpelt kendetegn har vi alle adgang til Turèlls tårer, tanker og minder. Stadigvæk.

Reklameindustrien har udnyttet det skånselsløst. Siden hunden, der lytter til His Masters Voice har produkter og services med et kendetegn stået i kø. Fra David Ogilvys opfindelse af manden med Hathaway skjorten, der bærer klap for øjet til …jeg kan faktisk ikke komme op med et dugfrisk eksempel. Det på trods af at der er skrevet (en ret god) bog om netop dette fænomen -at skille sig ud med et kendetegn. I forfatteren Seth Godins verden bliver det til tesen om at ønske sig at være en lilla ko.

Man kan også bruge manglen på kendetegn til at måle hvornår en branche er blevet vand-i-hanen-ligegyldig. F.eks. de danske politikere, der står i kø for ikke at skille sig ud. Hverken politisk eller menneskeligt. Det er jo lige før man savner Erhard Jakobsen. Og en ting er sikkert, hvis dit kendetegn ikke er stærkt nok til en revykunstner bare behøver kopiere det før nogen griner, tjah -så er det ikke dit kendetegn.

På en tv-messe så jeg engang et foredrag af Martin Bell, en af BBCs mest kendte krigsreportere -men allermest kendt som The Man In The White Suit. En mand, der gennem næsten 40 år kombinerede benhård og redelig journalistik med et meget stærkt kendetegn, uden at miste ansigt en eneste gang. Måske var det hans særlige og ærlige indgang til journalistikken, der var hans sande kendetegn -men han blev ikke kendt som The Honest Journalist. Han blev kendt for sit hvide jakkesæt. Og dermed kunne han blive kendt for sin journalistik.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s