At definere sig i bitterhed

Ved et lykketræf har jeg fået fingre i en bog skrevet af et reklamebureau. Det plejer ikke at være de mest spændende bøger, der findes på markedet. Men lige nøjagtig denne er en hyldest til fiaskoen, som den odenseanske bureau Cosmographic har udgivet. Gennem fjorten samtaler afdækker de 100 fiaskoer og der er bare stof til eftertanke.

Eftertanken, som jeg fik, gik gennem en serie af forskellige bidder af samtaler jeg har haft på det seneste. En fraskilt mand, der bittert sidder tilbage med fornemmelsen af at være blevet udskiftet af en yngre og bedre model (nej -ingen af dem er mig), en samtale om hvorfor vi har så svært ved at acceptere tilfældigheder og en del rutinemæssige samtaler om amerikanernes syn på fiasko, som er en langt mere accepteret del af et mere, af mange årsager, risikovilligt samfund.

Vi har ikke indbygget risikovillighed i samme grad i vores gamle, danske samfund, der i de senere århundreder primært har opfundet og perfektioneret en sjov kombi af andelsmodel og meget blød liberalisme. Det er jo rart nok at vide, at der er en bundlinie man skal gøre sig umage for at krydse, men det er også en underlig fornemmelse af diskrepans mellem hvor rige vi faktisk er og hvor rige vi faktisk føler os.

Hvis nogen har plads og rum til at fejle -og tage andre ind, så er det da os danskere men vi mener ikke at have råd til andre udefra kan få en del af kagen -og pladsen til forskellighed er miljøbestemt lille. Måske er det en af årsagerne til at vi er så hurtige til at føle bitterheden når vi oplever en fiasko. For der er jo ingen andre end os selv at give skylden. Ingen beder os om at være risikovillige og du kunne leve et nydeligt og dejligt midterbaneliv, hvis du holdt dig til jorden og klippede bærefjerene. Derfor er det let at definere sig selv gennem fiaskoen i bitterhed, fremfor glæde. “Tak for den lektion -nu vil jeg gøre det bedre fremover” bliver hurtigt til “Jeg burde ikke have satset fordi gevinsten ikke står mål med fejlens åg”.

Men hvis ingen gider fodre fiaskoen, hvor skal i morgen så komme fra? Midt mellem succes og fiasko, som jo er i top på følelsesskalaen, kan vi så fodre processen. Være i nuet -i stedet for at hylde både fiasko og succes, som begge primært er projicerede og fremskrevne følelser i det meste af vores liv. Gulerod og pisk. Men kan man det? Jeg tror det ikke. Selve erkendelsen opstår i fiaskoen og selve årsagen til at vandre findes i håbet om succes. Selve drømmen om selvudfoldelsen er en gemt historie om at ville og den kræver altså at noget sættes på spidsen og i spil. At udfoldelsen kan blive til en fiasko og dermed til en erkendelse er også selve benzinen, der driver den næste vækst -personligt såvel som livsmæssigt. Og uden start og slutpunkt er der jo ikke en værdig proces at leve i.

Man kan vælge at sige “ok, nu står jeg med en fiasko. Men kun fordi jeg gik efter en vækst -den vækst kan meget vel komme ud af denne fiasko, for fiaskoen kan være en del af processen for at opnå successen” -og dermed lære af fiaskoen. Om vi direkte skal hylde fiaskoen, well, what do I know? Men hvis vi fravælger at hylde nederlaget fravælger vi jo også muligheden for succes -og så er der jo kun en tom proces tilbage.

Dette indlæg er del af en serie om den danske drøm, der begyndte her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s