Jagten

Du kender sikkert de øjeblikke i livet, hvor dit åndedræt går fra at være en temmelig livgivende og automatisk funktion, til at blive et alt for tydeligt tegn på din nervøsitet. Det var præcis det som Ken Jones oplevede mens han spændte hanen på sin riffel. Ken var mildest talt pisseirriteret over at have rejst og ventet i 22 døgn for at få øjeblikket ødelagt af sig selv. Det var ikke en bærer som knækkede en gren. Det var ikke den varme vind, der bar hans lugt over mod dyret -det var hans eget idiotiske åndedræt, der afslørede ham. Kort. alt for kort trak han vejret. Hans egen begejstrign havde taget ham -og nu reagerede skide lunger ved at snappe, kort og hårdt, efter vejret. “Satans menneskepis”, tænkte Ken.

Og her var øjeblikket. Alt i hans liv havde øjensynligt peget mod netop dette øjeblik. Eller i alle fald alt i de sidste 3 måneder. Skilsmissen. Panikken. Den nye bil og den lidt for hårdtpumpede nye model han købte sig til for hårdt forrentede og lånte Mastercard-penge. Den smålumre snak med rejsebureaupigen, der solgte billetten til Ghana. Indlogeringen. Hytten. Riflen. Ammunitionen. Jeepen. Turen. Og de lange nætter i et alt for stort telt.

Øjeblikket han havde længtes efter. Jagten, som for hans vedkommende bestod af at stå ud af en bil og gå ud til et anvist sted, som guiden markede med en tvedelt stang, hvor Ken skulle lægge sin riffel og skyde dyret, som var udpeget og uendeligt uvidende. Altså indtil Kens lunger begyndte at modarbejde ham på det groveste. “Satan og helvede”, tænkte Ken.

Og nu øjeblikket hvor han skulle skyde dyret. Det stod med røven til og spiste noget græs i en lysning mellem nogle træer. Han skulle ramme det i siden, forrest så hjertet ville stope så hurtigt som muligt. Men pludselig kunne han ikke huske hvorfor. Skilsmissen kom ikke hårdt eller kontant. Den udviklede sig, præcis som den slags gør, stille og roligt. ingen ville kunne pege på et øjeblik, hvor tilstanden blev mere skilsmisse end ægteskab. Det var en lang glidende bevægelse. Andre kvinder fremstod pludselig mere levende og sjove end Kens kone, som vel nærmest blev symbolet på alt skidt i livet fra forpligtelser til uendelig og almen tristesse. Ken tog sig sammen og sigtede, men riflen bevægede sig med hans stødvise og ukontrollerede åndedræt. “Helvede og patter”, tænkte han -og opdagede han havde sagt det højt.

Hvorfor helvede skulle det være så pissekompliceret? Det er jo bare at skyde det skide umælende dyr. Ligesom da han nedlagde Britt med sit guldkort. Med ét gik det op for Ken at det var netop jagten, som fuckede hans liv. Jagtens formål var jo at nedlægge byttet. Fjerne al modstand. Dræbe det. Kærlighedens formål var det modsatte -at fremelske liv. Ken sænkede sit gevær. “Pissedyre helvedestur”, tænkte han, mens han overvejede om pigen fra rejsebureauet havde en kæreste.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s