Mennesket lever ikke af rationale alene

Hvem er den første historiske dansker du tænker på når jeg skriver bynavnet Odense? Mit gæt er H.C. Andersen. Fair nok. Han er verdensberømt og har haft en gedigen indflydelse på byens turisme og indbyggernes selvbillede. Han har haft en væsentlig indflydelse på Danmarks genkendelse i verden, vores turisme og vores nationale selvbillede. Uden mulig sammenligning beskrev han på sine 70 år de danske (og måske endda de menneskelige) grundtræk. Han digtede sine versioner af de fundamentale myter, som har fulgt mennesket siden den tidligste tid. Han forløste vores inderste i selvforståelse, som så mange mytefortællere og fortolkere havde gjort og gjorde efter ham. Han så os, forløste os, som digtere har gjort i al evighed, og derfor elsker vi ham.

Men han var også et irrationelt menneske, der vidst ikke var hverken nem eller nødvendigvis behagelig at være sammen med. Han var selvoptaget og selvcentreret. Svagelig og angst. I udtalt tvivl og samtidig insisterende på at lykkes. Når jeg til daglig går gennem Odense, som tilflytteren med det distancerede blik, ser jeg rester af H.C. Andersen alle vegne. Hans fødehus, stenen hans mor vaskede tøj på ved åen, hans statue ved SAS hotellet, der er opkaldt efter ham. Hans museum. Hans hus, hvor en amerikansk komiker en gang havde for skade at udnytte en photo-op. Hans papirklip, der er indkøbt for millionbeløb og gengivet/massekopieret over hele byen. Svaner, tinsoldater og flyvende kufferter i springvand. Han er overalt i Odense denne Andersen.

En dag lagde jeg mærke til en lille plakette, der er smidt op på siden af Magasins bygning. Inde i et hjørne og højt oppe, hvor man stort set ikke ser det. Plaketten fejrer finansmanden C.F. Tietgens fødested i Odense. C.F. Tietgen var foretagsom. En sand industrialist og handelsmand med sans for at tjene penge og udnytte de mulighed, han primært skaffede sig selv – på trods af sit umulige udgangspunkt som snedkersøn. Men han var mere end det. Tietgen var en af hovedarkitekterne bag private banker i Danmark. Han var væsentlig i etableringen af et udvidet dansk telegrafnet. Han lagde søkabler, der sikrede kommunikationen mellem Danmark og udlandet. Han havde stor indflydelse på at professionalisere jernbanedriften i landet. Han er den væsentligste årsag til at Esbjerg, der dengang havde godt 1500 indbyggere, i dag er landets fjerdestørste by med over 82.000 indbyggere. Primært på grund af etableringen af en storhavn, der kunne sørge for import og eksport. Tietgen er overalt omkring os. Uden ham ville der ikke være TDC, Tuborg, De Danske Spritfabrikker, De Danske Sukkerfabrikker eller en færdigbygget Marmorkirke i København, for den sags skyld.

Men Tietgen er ikke overalt i Odense og vores bevidsthed. Han har for nyligt fået opkaldt et industriområde, der ligger ude ved motorvejen efter sig. Derudover bærer den lokale handelsskole hans navn og så har han sin plakette i skammekrogen ved Magasin. Han er heller ikke den der trækker turisme til byen eller landet, selvom han skabte den første elektroniske kontakt mellem udlandet og Danmark. Hvorfor er denne rationelle figur ikke lige så stor i vores danske selvbillede, som Andersen?

Fordi mennesket ikke lever af rationale alene. Faktisk tværtimod. Ville vi nærmest føle at vi var i live, hvis vi blev tvunget på en skrap kur af logik og statistik. Næppe. Vi elsker det store metaforiske drama, der udspiller sig på et højere niveau end det basale. Vores hjerner bader i billeder og overførte lektier om livet. Vi kaster os uden dødsforagt i det frådende hav af værdiladede tillægsord og har en stærk forventning om en historie med meget mere bang-for-your-buck end en start, en midte og en slutning. Vi slubrer helten og antiheltens evige slag i os og dyrker fortællingen om lyset, der møder mørket – i os, i verden og i fantasien.

Så til helvede med telegraflinier og samhandel – det er bare døde bærebølger for fantastiske historier om folkeslag og deres evige møde. For kommunikationen mellem to elskende adskilt af geografi. Vi vil hellere høre om svaneungen, der overvinder sin egen og dermed de andres modstand, end den kyniske kalkule på hvorfor vi skal eksportere mere end vi importerer. Vi vil hellere røre vores hjerter end motionere vores hjerner.

Så med udgangspunkt i Odenses behandling af sine store bysønner, som billede på menneskets behov for en god historie, hvorfor insisterer vi på at fortælle uendelige rationelle og kedelige historier, der bevidst bryder med den dramaturgiske model til masserne? Fordi vi tror det er den eneste måde vi kan konstruere en reklame, så den lever op til systemet vi har bygget omkring reklamer. Den rationelle kommunikation er effektorienteret, målbar og rasende afsendervendt. Helten er foruddefineret og historien har kun en mulig slutning. Produktet skal sejre og overvinde forbrugerens modstand. Resultatet skal være endnu et komatisk indkøb i en prædefineret produktkategori med en brandpreference, der er lejret i det logiske, som kan måles i et automatiseret regneark.

Gad vide om der findes en anden vej? Mit gæt er at når vi har udryddet de triste envejsmedier, der bare snakker og nettet er færdig med at være en samtale, bliver vi klar til at lytte igen – til dem der gider gøre sig umage for at fortælle en historie, der ikke er intellektuel, men intelligent bruger vores medfødte præference for at forstå os selv med vores følelser.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s