Genfødsel

“Sometimes you´ve got to edit your dreams and find your spot behind the scenes”.

Brian Wilson har udgivet et nyt album siden da. Det sker ikke så ofte. Det siger lidt om tidsperspektivet. I august 2007 nævnte jeg for første gang på bloggen at min kone var blevet min ekskone. Men processen var længere end som så. Faktisk meget lang. Flere år. I dag er jeg ikke i stand til at vide om den startede den dag vi mødte hinanden. Eller om den begyndte senere. Det er heller ikke vigtigt – for hvad kan man lære af fortiden, hvis man ikke kan bruge sin nye viden i nutiden? Indsigten var ikke at blive kærlighedens Columbo og sammenstykke motiv og udførsel. Det var snarere at erkende at der ikke var flere år i det forhold og nu skulle det erstattes af noget nyt.

Og det er helt logisk. Men det var det så slet ikke alligevel. Slet ikke undervejs, hvor muligheden for at slippe og begynde en rejse selv var helt umuligt at kombinere med de ønsker og muligheder, som der fandtes i min hjerne på det tidspunkt. Muligheden for at blive skilt var der ikke. Den fandtes ikke. Skulle måske heller ikke findes hurtigt. Stille og roligt begyndte den at opstå midt i en malstrøm af modstand. Og til sidst var der kun den mulighed. Vi skulle hver vores vej og burde gå med god samvittighed. Vi havde ikke prøvet alt – men nok til at vide at der var ikke mere at komme efter.

Jeg kan stadig huske den første gang jeg så min ekskone – du ved, rigtig så, for jeg havde jo set hende før. Jeg tænkte at her var den mest fantastiske kvinde jeg nogensinde havde mødt. Dér må jeg sige at mavefornemmelsen havde ret. Hun er det mest fantastiske menneske jeg har mødt og jeg er lykkelig for de fleste dage af de ni år vi havde sammen. Jeg er lykkelig for at have lært og haft muligheden for at lære af hende – men allermest lykkelig for at have kunne vågne så mange morgener med hende. At have haft lov til at leve sammen med hende.

Jeg ved jeg kommer til at lyde nyfrelst og stadig våd i håret fra min dåb, men jeg er faktisk også ret glad for at blive skilt fra hende. Nu. Det tog, som sagt, en mental massage på godt halvandet år at komme dertil – og ingen siger jeg ikke føler det anderledes om to måneder. Men lige nu og den seneste måned er der sket noget. Efter ni år sammen med et andet menneske og 17 måneder uden, har jeg fundet mig selv igen – og er faktisk ret glad for gensynet.

“Sometimes when you want to hold on you´ve got to let go”. Tina Dickow.

Den anden dag sad vi, min ekskone og jeg, og tænkte højt. “Det ville være sjovt at kende fremtiden sammen med de ændringer, der er sket med os efter vi er blevet skilt – hvordan de havde udspillet sig, hvis vi var blevet sammen”, sagde jeg. Hun gav mig ret. Gad vide om disse nye mennesker, der den dag mødte hinanden for første gang ville have blevet forelsket, hvis ikke historien havde umuliggjort det. Men vi vidste begge at det ikke findes. Det er ligesom at sige det kunne være sjovt at prøve at leve i fortiden. Vi kunne ikke forene disse nye mennesker på den måde – kun hver for sig.

Vi har haft rig mulighed for at mødes i Statsforvaltningen. Overvældende rig mulighed. Jalousi, børn og ekspartnere er en eksplosiv cocktail, hvor der sjældent kommer en mental bombemarie og demonterer situationen, med mindre man holder hovedet kryogenisk ufølsomt. Vi har også mødtes i Statsforvaltningen, som man skal når man skal skilles. Ikke for at skændes – bare for at blive skilt.

Der sad vi så overfor statens udsendte, som linede en serie af jura op. Der er ikke meget Vegas-wedding over den danske model. Her vågner man stadig med tømmermænd efter festen, men aldrig sammen med en tilfældig. Det eneste mere rituelt kompliceret end at blive gift er at blive skilt. Men det er slet ikke forkert. Der skal noget jura til at matche kombinationen af den kristne og hedenske liturgi omkring et kirkebryllup. Her bliver man talt ved både ind- og udgang.

At tro man kan opløse de følelser, der går forud for et ja med praktiske processer og et officielt nej er dog stadig kun halvdelen af vejen. Og det er dét jeg har lært sammen med det soundtrack af sentimentalitet, selvondt og spiritus, der har været mine patetiske forsøg på at undslippe det uafvendelige. Nemlig at noget ville ske. Det ville ud – ingenting jeg gjorde kunne andet end udsætte dagen, hvor det skete. At skallen brast og der stod en lille og udtørret askebunke tilbage, som på en eller anden måde skulle blive til en fugl igen. Først da det skete kunne jeg børste støvet af og flyve igen.

Så hvis der skal være en lektie til mig selv så er den: giv slip når du er klar. Det kan ikke presses igennem. Men det vil lykkes. Når du slipper grebet om dine gamle drømmes længsler vil der åbne et væld af nye muligheder. Sjældent dem man troede man ønskede sig, men de er værd at gribe, for nye chancer er ikke en hyldevare.

Advertisements

2 responses to “Genfødsel

  1. Fremragende og rørende læsning, Patrick. Mange af tankerne genkender jeg fra mit eget liv, selvom min situation unægteligt er en anden. Specielt det sidste afsnit synes jeg rammer lige der, hvor man mærker det for alvor. Smukt at du kan og vil dele det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s