Den lille historie

De er ude efter dig. De er skruppelløse og skyr ingen midler. I en tid, hvor der er ventetid på behandlinger, kan de få tid til at hjernescanne dine underbevidste reaktioner og mønstre. De kan uddanne sig for vores fælles midler i årevis og de bruger, hvad der næsten svarer til en ny Storebæltsbro, hvert år på at vinde en plads i den fælles bevidsthed. De bruger veltestede metoder kombineret med evig erfaringsopsamling – og de justerer hele tiden deres jagtform. Til tider jager de alene, til tider bruger de overraskelsestaktik, til tider jager de i buldrende flok. Men de jager. Og det er dig de jager.

Målet er at du skal tro på deres tro, købe deres produkter og støtte deres sag. Men vigtigere er det at du køber deres historie. Derfor har vi reklamefolk, marketingmennesker, spindoktorer, præster, bladchefer, tv-direktører og pressemedarbejdere, der hver dag forsøger at få flyttet bare en smule på din virkelighedsopfattelse. Hvis du er flyttet bare en centimeter i den ønskede retning når ugen er slut er fredagsbajeren velfortjent. Hvis ikke er pengene spildt.

Til tider kan det være svært at se hvor cirklen begynder og for vis skyld. Hvis en sportsmand gør det godt kan han tage en højere pris for reklamen på hans trøje og dermed fokusere mere på sin sport og dermed blive bedre og dermed tage en højere pris for reklamen på sin trøje. Når en tv-station udvikler et nyt program fokuserer de på en målgruppe af seere, der kan sælges til en annoncør, som betaler for kontakten så tv-stationen kan udvikle flere nye programmer. Når nødhjælpsorganisationer begynder at bogføre administrative udgifter i tilknytning til projekter, så det ser ud til at flere støttekroner går til nødlidende end til kontoradministration, så kan de vise sig mere succesfulde end de andre organisationer og dermed få flere støttekroner. Men træner sportsmanden for sportens eller trøjereklamens skyld? Udvikler tv-stationen programmer til en målgruppe for målgruppens skyld eller for annoncørernes skyld? Ændrer nødhjælpsorganisationen regnskabspraksis for at samle flere penge ind til de nødlidende eller for at vinde over de andre organisationer? Årsag og effekt er smeltet sammen i vores kultur og vi kan ikke definere, hvad der er hønen og ægget længere.

Er det skidt? Måske. Måske ikke. Det er i alle fald sådan det er og formodentligt bliver ved med at være længe endnu. Der findes ganske sikkert andre modeller for hvordan vi kunne sætte vores samfund op på. Men vi kan ikke ændre de bagvedliggende drivere for hvorfor reklame er en glimrende ven med stort set alle vores mentale aktiviteter. Vi elsker historien fordi den giver os en form for slutning, der giver et øjebliks fred. En fred vi ikke kan finde i vores almindelige liv, hvor det kun er søvnen og døden, der giver fred. Ellers er vi fanget i en evig strøm af udvikling, vi ofte ikke føler vi har meget kontrol over eller indflydelse på. Så idéen om det halve kongerige og et evigt lykkeligt liv tiltaler os. Myterne er de store fortællinger, reklamen den lille.

Når det lykkes at få os til at bide til bollen, når vi køber mentalt ind på den fortalte historie, er kommunikationen lykkes. Den er ikke overbragt, men snarere tilvejebragt og accepteret. Dermed kan den indgå i vores samlede livshandlinger. Men som den lille historie reklamen end er, ved vi jo godt at vi ikke bliver lykkelige af at vælge vores repræsentant i demokratiet, købe en bil eller støtte en sag. Vi er også erfarne og trækker på en base af oplevelser, som langsomt nedslider vores evne til at blive hysteriske tilhængere af de små historier. Fra vores første, naive forledelse begynder degraderingen af vores evne til at blive begejstrede over de små historier vi tilbydes.

Inden vi har forladt teenagetiden ved vi godt at vi det vi bliver tilbudt er et hurtigt fiks. Vi gejler ordene op og begynder at kalde indkøb for shopping for derigennem at indikere at det er en fuldgyldig aktivitet, der ikke bare er en gammel livsopretholdende nødvendighed eller en lille flugt fra hverdagen. Men erosionen sniger sig også ind her, når vores shopping bliver en del af hverdagen og begynder at miste sin eskapistiske effekt. Og så er vi også fanget. For så skal der skrues op for den lille historie så den bliver vedkommende igen.

Mon ikke resultatet er at de skal udvikle nye metoder, pudse de gemte erfaringer og bruge endnu flere penge på at jagte os? Formodentlig. Og så er vi fanget i endnu en catch 22; udvikler de nye kommunikationsformer og reklametoder fordi de har brug for at vinde os som forbrugere eller fordi vi konstant kræver en ny (lille) historie?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s