Singleminded singlefar

Jeg er ikke imponeret. Slet ikke. I en grad, der minder voldsomt om foragt lytter jeg mig gennem en gammel sketch med Jørgen Ryg. Fra dengang vi havde komikere i Danmark. Altså ikke stand up komikere, men bare komikere, der også kunne sidde ned mens de var sjove. Jørgen Rygs sketch er bare ikke morsom. Han er blevet enlig far og nu skal han afholde barnets fødselsdag. Undervejs afslører han at han ikke ved hvordan man betjener et eneste af husholdningens maskiner endsige ved hvordan man laver mad. Intentionerne er supergode. Halvfjerdserdanmark griner højt. Han er på herrens mark.

Humor handler om fællesskab. Ligegyldigt om man griner ad nogen så griner man altid med nogen. Det er en dyrisk og dybt lagret fællesskabsbyggende funktion, der i sin ene yderlighed skaber inderlighed og i sin anden er ensomme mobbeofre, alene i en skolegård. Men det kræver fællesskab at grine. Og jeg har ikke det mindste fællesskab med Jørgen Rygs ynkelige forsøg på farrollen. Tværtimod. De forventninger, der er til mig som “enlig far” er primært påført mig af mig selv – og ikke en påskuende hob, eller en primært kvindelig opdragelse, som den eneste KUer jeg kender, vil mene.

Men jeg står og kigger ind på en halvfjerdsermand, min fars generations aktive forældretid, og bemærker for første gang, hvor forskellige forventningerne til os er på tværs af tiden. Og hvor forskellige vores egne forventninger til os selv er. Mine unger har en supernærværende og allestedskompetent far, som bruger det meste af min vågne tid på at sikre og sørge for dem. Jeg gennemsyres af dårlig samvittighed, når jeg bliver nødt til at arbejde hjemme (det sker). Jeg hader at introducere dem til en ny kæreste, men omvendt er der grænser for, hvor længe man kan kende en person, uden ungerne kender dem (det er sket to gange). Jeg får det også skidt hvis jeg får dem passet i mine uger for at gå til en fest i Århus (det er sket en gang). Kort sagt, udgangsunktet i mit liv er mine børn. Endnu mere end de var da jeg var sammen med dem hver dag.

Rygs karakter kan ikke stege en ribbensteg og misforstår slagterens kommentar om den skal ridses. Revyens publikum griner lettet. Det er comic relief. Nogen siger tidens unævnelige højt og vi andre kan grine lettet. Nogen sagde det unævnelige. Men tiden er gået og nu er det ikke sjovt. Nu er det ynkeligt, for der er ikke mere “Tihi, onkel Anders” gemt i vitsen. Og hvad er så min tids unævnelige? Det skal jeg fortælle dig. At mine børn og jeg er et uindtageligt fort. Vi er vores egen helhed. Vi er hinanden nok. Vi har ikke brug for en eller anden kæreste, som sammen med hendes børn, heller ikke har brug for os. Det er oftere at mine børn sover i min seng end ikke. Jeg vil hellere se Slumdog Millionaire med min ældste datter end med min kæreste. I det hele taget har jeg det bedst når jeg fungerer på mig og mine børns præmisser.

Jeg har haft en del kærester siden jeg blev skilt. Langt de fleste af de kærester har selv børn. Og alt går fint i starten. Vi kan mødes og snakke. Vi kan sove sammen. Have sex. Være sammen med hinanden og hinandens børn. Glæde os og og lege med ungerne. Men så snart vi nærmer os det tidspunkt, hvor jeg skal give slip på en flig af opdragelsen af mine børn og overdrage den til en anden voksen – så stopper festen. Hvis ikke den er stoppet inden da, fordi jeg har bedt om en smule af opdragelsesretten af hendes børn. Da min far blev single var målet at etablere en ny familie med en ny kvinde. Mit mål er at etablere en ny hverdag med mine børn. Nichts weider. Han indgik en bunke kompromisser for at opfylde hans drøm, men jeg tror ikke han opdagede dem. Jeg opdager ikke at jeg indgår et eneste kompromis for at opfylde min, men jeg er sikker på jeg indgår tons af dem.

Alligevel tegner, der sig et mønster. Kæresterne og jeg er rigtig glade for hinanden. Om vi har fundet hinanden på nettet, via fælles venner eller bare tilfældigt, er ligegyldigt. Vi er vilde med hinanden. Har endelig fundet den virkelige livspartner. Hver gang. Det vil sige indtil vi involverer ungerne. For lige der dør det. På stedet. Der er ikke mere “for livet”. Ikke mere “denne gang er det rigtigt” og ikke mere “hvor er det fantastisk at vi har fundet hinanden”. Pludselig rammes man af indsigten; man kan ikke leve sammen uden at dele retten til at opdrage hinandens børn. Dér slutter det.

Står vi her med en ny livscyklus? Starte med kærester. Finde en steady partner, få et barn eller to. Opleve den grumme hverdag. Blive træt og skilt. Og derefter indgå i en livslang symbiose med dine børn, hvor der ikke er plads til andre voksne, i de voksnes liv. Børnene fylder ikke bare det hele. De er nok til man er tilfreds. Og heller ikke nok med det. De er mere end nok til at man er glad. Er det sundt? Har vi vendt verden om på de seneste 100 år? Min farmor blev sendt ud og tjene med kommentaren om at hun skulle opføre sig ordentligt på hendes plads, for hun kunne ikke komme tilbage til sine forældre nogensinde. Jeg er sikker på at begge mine døtre bliver sendt ud i verden (mindst ti år senere end min farmor, som røg afsted da hun blev konfirmeret), med beskeden om at de for helvede skal opføre sig præcis, som de har lyst til, for de kan altid komme tilbage. Far venter.

Mit liv er mine pigers liv. Her mener jeg ikke mine kærester. Jeg mener mine døtres liv. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg gøre alt for at få et lykkeligt parforhold til ungernes mor, så mine døtre kunne vokse op i en kernefamilie, med en far og en mor. Men det kan jeg ikke. Det næstbedste er at bruge mit liv på mine døtre. Og det kommer jeg til. Efter at have datet mig gennem en række ret fantastiske kvinder på min alder med børn, yngre kvinder med barn, ældre kvinder med mange børn og enkelte kvinder uden børn, er der kun en lære jeg kan tage med hjem. Mine børn og mig synes det er meget nemmere og meget sjovere at være alene sammen. Og det er jeg enig om. Det ligger der masser af vitser i – og de vil bare ikke være særlig sjove om 30 år.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s