Hej Skat!

Der står i min avis (ja, fandme – den er trykt på papir og kan bruges til at starte Skt. Hans bål med) at Danskerne er de mest skatteplagede mennesker i verden. Selv vores de fodbolddumme svenskere er mindre skattetrykket end vi er. Og til hvilken nytte? Vi er stadig ulykkelige, småstressede janter fyldtmed hentestress og forældresvigt. Så skatten gør ingen forskel på vores velbefindende …eller gør den? Hvis der kom en repræsentant for Konservativ Ungdom ind ad døren nu for at fortælle mig at skatten skulle skæres ned fordi, der er for mange der nasser på samfundet, så ville jeg slå ham ned (eller lægge an på hende, hvis hun var lækker).

Jeg synes faktisk arbejdsfordelingen i vores samfund er i min favør. Herregud. Jeg har to børn, er selvstændig erhvervsdrivende. Skylder næsten en million væk og skal omsætte en pæn sjat kroner hver måned for at tingene hænger sammen.  Men alligevel. For jeg gider sgu ikke bytte. Faktisk synes jeg at på trods af at jeg skal aflevere cirka halvdelen af det jeg tjener hver måned, så er det mere end pengene værd. For man må jo sætte dem i relief med hvad jeg så slipper for.

Ja, jeg er stresset til tider og har meget at lave. Og tak gud for det. For leddiggang er roden til alt ondt. Det kan du læse i biblen – eller du kan sætte dig en eftermiddag på en bænk med pose bajere, som du kun har råd til på grund af flaskepengene fra formiddagens bajere og se hvor længe du holder til det liv. Jeg vil ikke bytte med en junkie eller en enlig mor til tre, der kun kan få livet til at hænge sammen på grund af invalidepension eller ekstra børnetilskud. Dér kan du nemlig snakke stress. Et liv uden penge er ikke så afslappet som et med. Men vigtigere: et liv uden muligheder for at ændre situationen er fandme nederen. Det job gider jeg ikke have. Så hellere være parkeringsvagt.

Derfor er arbejdsfordelingen i dette land helt ok med mig. Jeg skraber nogle penge sammen og sender halvdelen videre. Til gengæld slipper jeg for at bo på gaden eller i en etværelses lejlighed, hvor der ikke kommer andre end dem, der vil give mig dummebøder. For at være helt ærlig synes jeg faktisk at vi underbetaler vores fattige. Vi burde belønne dem for at påtage sig det ulidelige ansvar at være nederst i et samfund, der ikke gider dem og derfor betaler aflad via skatten.

Vi burde – sådan helt menneskeligt – tage et ansvar for de svageste. Vi burde give dem de forbandede fixerum, legalisere hash og sørge for at man ikke behøvede at gå til bunds fordi man går på røven i Danmark. Vi burde hente dem ind fra gaden og give dem noget varm mad. Vi burde gå svinehårdt efter de utallige bagmænd, som udelukkende lever – og lever fedt – på ryggen af de mest ressourcesvage danskere. Vi burde også holde op med – sådan helt generelt – at tro de kan forandre deres liv indefra. For det kan man ikke. Når man står i lort til halsen, handler det mest om at holde vejret. Men minimum bør vi træffe et valg mellem pest eller ansvarlighed. Enten betaler vi vores skat og lader dem sejle deres egen sø – og mister derved retten til at brokke os. Eller også betaler vi ikke så meget i skat, men tager så til gengæld et medansvar for de svageste i samfundets velbefindende.

Så basalt er det i mit Danmark: betal og hold kæft eller gør noget selv!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s