Mine danske sider: andres held er på bekostning af mig selv

“Good for you”. Man kan ofte høre englændere eller amerikanere sige netop den sætning, når de glæder sig på andres vegne. Uden at tænke nærmere over det adopterede jeg den også selv da jeg flyttede hjem efter at have boet i England. “Godt for dig”, sagde jeg – i en direkte oversat og ikke særlig pæn dansk version. Men den var sgu velment. Hurtigt opdagede jeg at det velmente kun var noget jeg opdagede. Modtageren kiggede nemlig på mig med en vantro distance. Det viste sig at man ikke bare kan oversætte “godt for dig”, for på dansk klistrer, der sig nemlig en formodning til sætningen, som ikke var knyttet på engelsk. Nemlig afstand. Faktisk ironi – eller endnu værre sarkasme. Men mest ironi. Mine meddanskere opfattede ikke “godt for dig”, som godt for dig. Snarere som “godt for dig – pøh!”.

Det må være noget i folkesjælen, du ved den dybt forankrede danske folkesjæl, som jeg så ofte er på jagt efter, der giver “godt for dig” en ironisk overtone, som altså ikke nødvendigvis findes, som et fællesmenneskeligt træk. Der er meget at være stolt af, som dansker. Vi har alverdens sikkerhed og rettigheder, som man bare ikke fucker med. Vi har skabt andelsbevægelsen og lever i et fornuftigt repræsentativt demokrati, hvor vi tolererer monarkiet, så længe de giver borgerne magten. Vi kan godt tåle at blive målt på, hvordan vi behandler de svageste i samfundet – for vi behandler dem i hvert fald bedre end nogen andre lande. Men der er ikke mange individuelle præstationer, som vi trækker frem på det internationale oversigtskort. Bevares, vi har Andersen, Ørsted og Kirk-Christiansen, men der er alligevel lidt langt til Morrison, Dylan og Elvis.

Måske er det denne overtro – denne mistænkelighed i opfattelsen af glæden på andres vegne, som er hele den symbolske kerne af vores homogene kultur. Her glæder vi os over de fælles fremskridt – ikke den enkeltes. Vi synger verset: andres held er på bekostning af mig selv. Derigennem kan vi dyrke at ingen bliver efterladt til sig selv, så længe de ikke efterlader os andre. På bedste jægersoldatbeskub kommer de, der kom med ind også ud igen. Om vi så skal slæbe dem over grænsen. Dermed ikke sagt at vi ikke må være dygtige til noget. Vi elsker en god læge når vi er syge. Vi kan godt lide den dygtige pilot og vi lægger gerne vores følelsesliv i hænderne på den regionale fodboldklub. Men hvis lægen hellere vil være på et privathospital end det, der tjener hele befolkningen så ryger noget af vores beundring. Det samme gælder hvis piloten hellere vil flyve privatjet og fodboldstjernen ikke gider landsholdet.

Her stiller man sine evner til rådighed for fællesskabet. Eller også er man kaffeklubbens yndlingskonversation. Jeg må tilstå at jo ældre jeg bliver – jo bedre kan jeg lide tanken. Jeg er nemlig forlængst begyndt at betvivle den gamle sandhed om, at hvis man ikke er glødende rød, som ung og knaldkonservativ som gammel, så er ens liv noget lort. Jeg tror faktisk det er stik modsat. Det er sgu de unge, der kan tåle at være så blå, som smølfer. De er stærke, har ingen fornemmelse af at tiden vandrer i 700 milestøvler og at man en dag opdager at man virkelig fødes alene, men også dør alene. Det kommer først senere – når man står og er nyskilt i regnvejr og venter på bussen en tirsdag eftermiddag i Munkebo. Og når det rammer, så er der ingen kære Gud, der hjælper. Der er kun Stauning eller kaos. Derfor følger det lille stik af ideologi, der er i mig, præcis den ramme, som jeg tror de fleste danskere mærker (men som de ikke nødvendigvis stemmer efter). Nemlig at vi starter som ultraliberale gavehoveder og ender som tandløse socialdemokrater, jo tættere vi kommer døden og jo mere vi får brug for andres hjælp.

Min danske kernesjæl har intet mod indvandrere og flygtning i mit land. Faktisk er min våde drøm om danmarks internationale karaktér, at vi udviklede vores land til at gøre for menneskrettigheder, hvad Schweitz har gjort for økonomi. Opsamlede alverdens indskud og tog sig af det. Jeg er næsten overbevist om det ville være den bedste investering i vores fællesskab. At vi krydsede det med nyt blod fra hele verden. Opfandt andelsbevægelsen 2.0, hvor hele verden var med. Og vi gjorde det ikke fordi vi havde besat deres land i århundreder og derfor pligtskyldte dem uddannelse og job – men fordi vi kan. Vi kan rumme det. Vi kan gøre det. Vi har de menneskelige og økonomiske ressourcer til at få det til at ske. Men det vil vi helst ikke – for vi er pissebange for at det går fra os selv. Det er næsten ironisk.

Ude i verden rapporteres det (som f.eks. i The Guardian) hvordan Norden og herunder Danmark, kommer lettere gennem krisen end de fleste andre vestlige lande. Primært på grund af vores sociale sikkerhedsnet. Når man bliver arbejdsløs i Danmark lander man ikke partout på bunden af samfundet uden tøj i en blindgyde. Og det afbøder det fælles fald. Man kan også få en uddannelse, uden at skulle betale ret meget selv – og det giver flere veluddannede og omstillingsparate danskere (af alle herkomster), som er klar til at nyt arbejdsmarked. Man kan også blive behandlet for sine sygdomme og komme tilbage til livet uden gæld.
Det er sgu det de andre misunder os. Og de ved godt, at vi betaler halvdelen af vores indkomst til fællesskassen – men selv dét, er der flere og flere internationale betragtere, der ikke er afskrækket af. For de kan se de fælles fordele.

De fordele må vi ikke miste oplevelsen af selv. For sandheden er jo at der er nok af alt her. Faktisk så meget at vi kan eksportere en pæn sjat af det udenlands og lade dem være med til at betale for vores velfærd. Måske er det bare endda muligt at begynde at eksportere den næste sjat Danmark, udover klassikerne Nordsøolie og Backbacon, nemlig det der omgiver alt vi tænker og gør. Vores fællesskab. Hvis vi altså ikke bliver bange for vores egen skygge og tror at det betyder mindre fællesskab til os selv. Det er måske endda den eneste måde vi kan få integreret os i resten af verden inden vi lukker os helt inde i vores ensomme folkesjæl, som har tjent os så godt så længe. Og så endelig kunne sige “godt for os… alle”.

2 responses to “Mine danske sider: andres held er på bekostning af mig selv

  1. Du får den lige her også – Cirkeline: “Måske _findes_ der virkelig flygtninge som har brug for hjælp?” (fremhævningen er min egen).

    Selve postet er topiorden og meget meget rigtigt.

    Hvis vi allesammen kunne tage os en infinitesimal smule sammen, kunne vi nå så langt. DK er efterhånden blevet så formummet & -mørket, at jeg ikke kan holde det ud; og alt det der handler kun om en ting – storsind – den vigtigste menneskelige egenskab overhovedet, uanset emne. Hvis man har bare en anelse udsyn/overblik/storsind/overskud/taget-sig-sammen forstår man godt, at dit “godt for dig” ikke er ironisk, iøvrigt ligesom når maden “da var meget god” suk.

    Godt arbejde

    Hæng løst

    S

  2. Det var dog et fantastisk godt og visionært indlæg – sagt uden antydning af ironi. Jeg stemmer for andelsbevægelsen 2.0!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s