Da Statsministeren kom forbi

Sminkedamen siger jeg skal kigge op i loftet og drypper omgående mine røde øjne. Hun smører mit ansigt ind i to forskellige slags foundation. Pudrer mig. Giver mig voks i håret og i mine øjenbryn. Dette er ikke virkelighed. Normalt har jeg æblekinder og ser lidt træt ud. Jeg låner hendes computer og godkender en kommentar på min blog fra Lars Løkke Rasmussen, hvori han siger tak for inspirationen og linker til dagens tale. Dette er virkelighed.

Dagen er startet med at min blog blev citeret fra talerstolen i åbningstalen på årets landsmøde for Venstre. Det er Statsministeren, der citerer mit blogindlæg. Tilsyneladende fordi, at når man googler “den danske drøm”, er det første svar mit blogindlæg med samme titel fra maj 2008. Det har Statsministeren gjort. Og nu sidder jeg i sminken i DR Byen og venter på at komme i Ugen Med Clement, sammen med en standupkomiker, en vejrpige og Danmarks klima- og energiminister, Connie Hedegaard. Sidstnævnte spørger venligt om jeg er vant til at være på tv, hvortil jeg ganske ærligt kan svare nej. Derefter beroliger hun mig og giver mig et par tips om, hvordan jeg gør mig bedst. “Glem at der er publikum og kameraer, kig på Clement og svar på det han spørger om. Det går meget hurtigere end du tror”, siger hun – stadig meget venligt og med fuld øjenkontakt.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer ned af trappen med følgespot og steadycam i ansigtet og da programmet er slut kan jeg intet huske af hvad jeg har sagt i interviewet, kun at jeg har været med – at jeg har haft mine femten minutters fame og at Warhol tilsyneladende havde ret. Det er først, da jeg timer senere er tilbage i Odense, at jeg opdager at de spillede Aerosmith “Walk this way”, da jeg gik ned af trappen – og at jeg faktisk fik formuleret flere sammenhængende sætninger, som svar på spørgsmål fra værten.

På en måde føler jeg mig lidt som et dyr fanget i forlygterne fra en tonstung lastbil, der kører meget hurtigere end mine reflekser kan hjælpe mig. På den anden side føler jeg en lille ligegyldighed overfor projektet, for det er ikke mit. Det jeg gerne vil sige, siger jeg her – og har sagt her. På min blog. Og her bliver det fundet – ikke i en ugentlig og fælles spotlight med minutknaphed, men når det er relevant for nogen. Som det altså viste sig at være relevant for Statsministeren, da han googlede den danske drøm fra et hotelværelse i Singapore.

I dag er verden anderledes. Jeg blev ikke citeret af nogen officiel person i morges. Jeg skal ikke på tv i aften. Jeg er ikke længere det første svar på Google, når man søger efter den danske drøm. Den plads har nyhedshistorierne om Statsministerens tale. Det er fint. Det kan godt være at jeg har opmærksomhedsrelapse lige nu, men der er ingen pointe i at forsøge at fastholde spotlightet. For jeg har ærlig talt ingen andre formål med fastholdelsen end at fodre mit ego. Jeg har ikke mere at byde på eller byde ind med lige nu. Og jeg trænger til ro. Ro til at tænke over det, som Statsministerens tale handlede om – og som mit oprindelige blogindlæg handlede om, nemlig den danske drøm. Hvad er det for et tankemæssigt fællesgods, der driver os til at sejle på tømmerflåden sammen og ikke gøre oprør og skubbe de andre ud over kanten, for at få maden for os selv?

Verdenshistorien har vist os, at vi danskere skal finde det store i det små. Vi har ikke uendelige kilometer af land eller en undergrund fyldt med utømmelige naturressourcer. Vi er ikke nok til at gå i krig, vi er ikke store nok til at være uindtagelige, vores økonomi er for lille til at betyde noget i en handelsblokade. Vi har det store i det små og det er vi specialister i. Vi har fået uendeligt meget mere ud af det vi har og det vi kan, end så mange større lande har fået ud af meget mere. Primært fordi vi har specialiseret os i at respektere individet uden at sætte fællesskabet over styr.

Den danske drøm er ikke at blive citeret af Statministeren og komme i Clement (forstå mig ret, jeg er dybt beæret over det første og synes det andet var sjovt), vores drøm er snarere at kunne være os, sammen og hver for sig. Vores fattige er rige i forhold til de fleste andre landes fattige, til gengæld er vores rige ikke superrige – ligesom vi ikke er en supermagt. Men de er dog rige og vi er dog en magt. Spændet i Danmark er ikke så stort. Vores bjerge er bakker og vores dale forsænkninger. Vores vinter er lunken og vores sommer kølig. Men vores hjerter – de sidder sgu på det rette sted. De banker for en historie om et af verdens ældste fællesskaber, hvor ingen skal tro de er noget, men der fandmegalemig heller ikke er nogen, der skal tro, at de ikke er.

Vores sværd er tveægget – for når vi bliver smålige med storheden går det galt. Så bliver det hurtigt uklædeligt at se en af verdens rigeste og sikreste nationer, sidde på sine værdier af frygt for at jeg ikke skal få nok. Sandheden er jo, at der er rigeligt til alle. Når fællesskabet bliver for småt, bliver det en spændetrøje, der ikke rigtig passer til vores danske temperament. Derfor er det også altid befriende at se den månedlige historie om danskeren, der lærer minoriteten at kende – og pludselig ikke ønsker den sendt hjem eller over kommunegrænsen. Dér blomstrer den danske folkesjæl og den danske drøm. At selvom vores fællesskab er småt, er vi ikke en ensrettet elite, men en gruppe af fællesskabsorienterede fritænkere, der sætter den enkeltes mulighed for at være med højest. Hvis man altså vel at mærke er kommet ind.

At hytte sit eget skind er frygtelig menneskeligt, men meget lidt del af den danske drøm. For hvordan skal vi passe på hinanden, hvis vi kun passer på os selv? Jeg får en glidende fornemmelse af vi står i et vadested, mens jeg kører over den natbelyste Storebæltsbro. Det er tillokkende at skifte hest og ride ud i solnedgangen alene. Sørge for sig selv. Klare sine egne behov. Skyde skylden på Janteloven og give de andre fingeren. Men er det rigtigt? Og er det folkesjælen? Eller er vi, som der er sagt utallige gange, alle socialdemokrater i hjertet, som symbol på at vi faktisk har et fællesskab, hvor ingen er større end fællesskabet men fællesskabet aldrig er større end den enkelte? Jeg tror ikke en dansker kan forklares via hans eller hendes politiske standpunkt. Partipolitikken i Danmark har for få smagsvarianter på hylderne til at kunne være andet en færdigretter i den frysedisk, hvis udvalg stort set kun har tilpasset sig siden anden verdenskrig da vi købte huse og da vi fik biler. Den laveste fællesnævner kan aldrig blive andet end den ukrydrede og henkogte gryderet. Men en dansker kan forklares med retten til at have det godt med andre og sig selv. Og kan sagtens finde et politisk individ at sætte sin stemme ved, som repræsenterer netop det. Den ret er ikke hævdvunden og det er faktisk den der står i vadestedet.

Derfor er det så vigtigt at rette ind, fremfor at rette åen ud. De politiske beslutninger vi som folk træffer, skal ikke være af angst, men af vilje. Det skal sgu være fordi vi vil noget, det skal ikke være for at undgå noget. At være dansker er en holdsport, hvor der er plads til individer på holdet – men drømmen er fælles. Det gør det mere trangt på vinderpodiet, men nemmere at komme derop. Det gør også at vi er mange om at dele æren, til gengæld er den indenfor rækkevidde for flere. Det kan godt være vores verden er lidt mindre, men netop derfor er den så meget større. Derfor blev jeg glad da Statsministeren kom forbi.

Advertisements

11 responses to “Da Statsministeren kom forbi

  1. Hey du.
    Godt gået!!!

    Hilsen fra en som skøde skylden på Janteloven og gave de andre fingeren. HÆ!

  2. Hej Patrick

    As ever forstår du at sende bølgeskvulp af visdom rundt i det danske medielandskab. Stærkt gået – og endnu en god grund til at følge din velskrevne og altid overraskende blog.

    Keep it coming.

    KH
    Carsten

  3. Hej Dr. Patrick.
    Endnu engang, godt gået. Det er altid en fornøjelse at læse dine indsigter. Gennemtænkte uden at være gennemtyggede. Vi burde lave et firma sammen 😉

  4. De gamle vikinger startede globaliseringsprocessen. Vi er en del ef denne arv. Sådan er de danske gener. Endemålet er one-nation, one- world.
    En gammel sømand med 10 år på verdenshavene og 10 år som eksportmand.

  5. Hej Patrick – du var super god på tv. Jeg faldt lige over introen – og ved stadig ikke om jeg hørte galt, men er næsten sikker på at Clemt sagde noget i retning af ‘…og så skal vi snakke med Patrick Bay Damsted, som er Venstres nye chef-ideolog’ LOL – så blev jeg jo nødt til at se hans talkshow – selv om jeg altså må indrømme det er første gang jeg ser et helt interview med ham 🙂

  6. Kæmpe klap på skulderen 🙂

  7. Hej Patrick
    Fantastisk skrevet – enig, enig, enig – dog ikke med statsministeren. jeg skal vel også til at følge med på bloggen noget mere.
    mh Kim Carlsen

  8. Amter – Det må sgu være ok at vende ryggen til janteloven, når man er så dygtig, som dig!

    Carsten – Tusind tak, bliver jo helt overvældet og lidt brødflov 🙂

    Troels – Det lyder, som en super idé!

    Kurt – Kære far, tusind tak!

    Trine-Maria – Det ver nemlig lidt af en titel jeg fik der, det var dog lånte fjer 🙂

    Susanna – Mange tak – ægrger mig over at jeg gik glip af dig på NMD.

    Kim – Tak for det, håber alt er godt hos dig.

  9. Først bag ved og så foran kameraet…. mmmhhhh … og så helt ufrivilligt :o) Det klædte dig sgu gamle dreng, “walk this way” bar dig ned af den trappe som en sand BLOG-Konge og det var en fornøjelse at se dig danse igennem Clemens regngbyger af spøgsmål !! Glæder mig til at få forfatteren af “den danske Drøm” på havnen… ned blandt røvere, lommetyve og hårdtarbejdene medieslaver og sprede lidt klogskab og Damsted-hygge-stemning… Jeg giver sgu kaffe :o)

    Ses du gamle :o)

  10. Hej Patrick, du er spottet som eksperten fra Kcast. Nå ja, selvfølgelig er eksperten med i Clemens. Eller det viser sig ret tvetydigt, medieagtigt og som et morsomt indslag. Jeg synes det lykkes at udmelde budskabet trods Clements dagsorden. Men måtte lige have indslaget gentaget på harddiskerecordren, for overhovedet at forstå den rette sammenhæng, inklusiv introen med Lars Lykke Rasmussen. Ordet Chef-ideolog nåede dog at trænge ind. Vi hører vel nærmere…

  11. hey.

    Faldt lige over indlægget – godt skrevet. Jeg er inspireret til at få så mange som muligt med op på skamlens førsteplads.

    Håber vi snart ses.

    KH Jakob

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s