Hvorfor der er kø i Netto

Hendes ansigt blusser rødt og hun ringer igen og igen med klokken. To gange ringer den, hver gang, men ingen kommer. Kassekøen bliver længere og længere. Det er irriterede par med børn, gamle alkoholikere, der skal købe to stærke øl og unge og utålmodige mennesker, der venter. Hun undskylder og undskylder og undskylder. Til den ene efter den anden. Hun må hade at sidde der. Som eksponent for intet mindre end selve symbolet på vores todelte drøm om livet i Danmark. På den ene side vil vi ikke betale for noget for noget – med deraf følgende svin, der levende skal transporteres langt ned i Tyskland, tredieverdenslande i handelsøkonomiske jerngreb og en underbemandet Netto, midt i forældrenes hentestress. På den anden side vil vi gerne behandles, som de købekraftige og rige mennesker, som vi føler vi er.

Sandheden er at vi er vågnet efter et tiår, hvor himlen voksede ned på jorden og vores individuelle rigdom voksede over skyerne. Før det havde vi en mindre it-boble, som ikke rigtig påvirkede så mange mennesker og før det, et tiår af sammenlægninger, hvor big was beautiful, som resultatet af firsernes Gordon Gekko-tilyuplede “Greed is good”-filosofi, hvor økosystemet gerne måtte have hajer øverst i fødekæden, bare de var menneskelige. Det er en brat opvågning, hvor der er meget at lære. Himlen har ikke været grænsen – og pludselig er helvede på jord blevet en reel mulighed over natten. I lang tid virkede det, som om at intet havde en reel konsekvens – og de konsekvenser, der var, udspillede sig typisk for nogle andre og meget langt væk. Vores verdensbillede har udspillet sig i et vestligt verdenssnit, som ganske vist er vigtigt, men mest for os. Om russerne eller amerikanerne ville trykke på knappen og lade helvede løs var mere nærværende for os, end det var for udsultede afrikanere, der kunne få 1% i ulandshjælp, hvis de var heldige og “Do They Know It´s Christmas” når tørken blev for tør. De overvejede mest, hvor deres næste mundfuld nogenlunde rene vand skulle komme fra.

Men hjalp bidragene? Ikke meget. Længe har vi vidst at ulandshjælp primært fastholder ulande, som ulande og uden muligheder for andet end at bede om evig henstand med afdragene på deres tunge lån. Til gengæld har vi pakket vores egne landbrug ind i støtteprogrammer, der har sikret at de i en lang periode kunne overproducere og senere braklægge for pengenes skyld. Samtidig med at vi holdt alle ulandende ude af en reel chance på verdensmarkedet. I de seneste ti år har landmændene så fundet en ny guldåre. De har belånt deres jord, hos primært schweitziske banker, for at skaffe til dagen og grusvejen. En boble, der er ved at briste fordi jorden taber værdi og schweizerfrancen har tænkt sig at blive mere værd. I tusind lag har vi lagt systemer, der primært skal sikre os mod forandringer og låse verden ude. De systemer er nu ved at nå enden af deres formåen. I hastigt tempo mister de pusten.

Når der er kø i Netto er det fordi, der er to mennesker på arbejde i en hel Netto, hvor der står minimum tyve i køen. De tyve i køen står der fordi de ikke vil snydes. De vil handle så billigt, som de kan. Få så meget ud af deres kroner, som de kan. I købs-øjeblikket vil de skide på om de handler på bekostning af en kommende stress-sygdom bag kassen. De har allerede glemt, hvordan sporene fra deres indkøb trækker veksler hos dyrene, der lever under kummerlige vilkår, dopet fuld af præventiv penicillin og stoppet ind i lastvognstog på tyske motorveje, der hurtigt kaster tankerne hen på noget man har set på sort/hvid-film fra 2. Verdenskrig. Vi overvejer heller ikke voldsomt konsekvenserne af, at hyldetomater i januar, pr. automatik kræver varebetegnelsen “Spanske tomater” eller lignende, med de konsekvenser, som miljøet må trækkes med.

Alt dette, i en suppedas af børnearbejdere, lavtlønslande og tekniske handelshindringer, sikrer min borgerlige ret til at råbe af kassedamen i Netto, fordi den eneste anden medarbejder, forsøger at genfylde hylderne, så vi kan komme hen og stå i kø. Men er det virkelig en ret? Eller er det en uret? Den overliggende konsekvens af den såkaldte krise, vi er på vej igennem, er ikke at vi har levet for lånte penge, men snarere at vi forbruger på bekostning. Vi er ikke i nogen form for harmoni med hverken vores eget forbrug eller alt det, der omgiver det. Vi forbruger rask væk på bekostning af dyr, mennesker og miljøet – og ser det, som en grundlovssikret ret. Vi forbruger på bekostning af hinanden uden nåde og ser et samfund vokse ud over bæltestedet, hvor de fattigste bliver fede og de rigeste dør af stress.

Som en lille tidsbrænder, mens man står i køen i Netto kunne det være sjovt at overveje et liv i mere harmoni med sig selv og andre. Ikke nødvendigvis, som afholdende veganermunk. Men måske i en form for pagt med tid og sted. Hvor tomater var på tilbud i sensommeren og kartofler om vinteren. Hvor ting kostede deres reelle værdi og hvor, der var råd til at have mere end to mennesker, på arbejde i Netto – fordi det gav mening. Mening på den modsatte måde af nu. Det er en stående joke, hvordan USSR ikke kunne brødføde deres eget folk. Hvordan vores effektive og kapitalistiske system, viste sig at være langt mere levedygtigt gennem en lang og kold krig mellem tankesæt. Men vi må ikke glemme at vores nuværende system, kun er i beta. Det har sejret – men ikke på sigt. For at opretholde vores nuværende købekraft kan det betale sig at bruge børnearbejdere til industriproduktion. For at give os superkræfter i tegnedrengen nedlægger vi lokal produktion og sender halvfabrikata frem og tilbage mellem lavtlønslande og os. For at sparke endnu mere liv i vores sure kroner, udgiftsoptimerer vi produktion og distribution i en grad, der kun kan give bagslag. Kan det virkelig betale sig? Sådan i en virkelig udregning, der ikke kun fokuserer på hvad en mobiltelefon koster – men hvad den virkelig koster? Næppe.

Sandheden er, at alt ikke er dyrt i dagens Danmark. Vi får mere for pengene end vi har gjort før, fordi vi er verdens rigeste gniere og nærigpinde, der ikke vil betale mere for en liter skummetmælk end kr. 4,50,-. Den enkelte danskers købeevne og -kraft er enorm. Den er vokset vildt på bare få generationer. Sandheden er at vi får to medarbejdere i en Netto og en helvedes ventetid, fordi vi forventer hele verden er til rådighed og på tilbud fra 07.00 til 22.00, alle dage. Sandheden er at vi forbruger på bekostning og det kan ikke blive ved. Vi slider dyrene, miljøet og hinanden op – fordi vi vil behandles som overmennesker, der har mere råd og ret end alle andre. Et sted at starte, er måske at holde kæft i køen i Netto – ligegyldig, hvor lang den er – og gentage mantraet “det er min nærighed, der bragte mig her” stille, for sig selv, indtil det stakkels kassesymbol på prisniveauet når til at scanne ens varer. For som det er nu, så opfører vi os fattigere, jo rigere vi bliver.

Advertisements

6 responses to “Hvorfor der er kø i Netto

  1. Det er sgu tæt på at være så korrekt, som det kan være! Og det er sjovt hvordan kundesegmentet i Netto opfører sig så “fattige”, mens ventetiden (og de generelt højere priser) i f.eks. Føtex og Bilka ikke lader til at være et problem.

  2. Michael V hansen

    Patrik for søren.
    Tror du der er en klub for sådan nogle som os ? Jeg har læst dit Essay – og må ganske enkelt indrømme at vi er nøjagtigt ens. De ting vi har været igennem, og der hvor vi står nu – de tanker vi gør os.
    Jeg tror det at man kommer videre efter sådan en omgang – gør at man “reconnecter” med sig selv, og med sin omverden, man tager andres problemer lidt tættere, fordi man opdager at man i virkeligheden er forbundet.
    Og få nu læst den Echart Tolle Bog 🙂 hvis altså ikke du allerede har læst den – det er muligvis den vildeste A-Ha oplevelse i mit liv!
    Pisse godt skrevet.
    Michael.

  3. Tak for den ubehagelige sandhed. Det er svært at være uenig.

  4. Uha uha, hvor er det interessant læsning. Tak til Martin Thorborg for tippet! Meningsfuldhed – også i Netto.

  5. Mathias Eilenberg

    Hej Patrick

    Virkelig spændende blog, rigtig godt formuleret og en virkelig spændende debat. Det er virkelig interessant, hvordan vi betaler en regulær underpris for vores varer, fordi folk andre steder i verden arbejder under kummerlige forhold til minimal løn, fordi vi simpelthen er så nærige. Vi er et af de folk i verden, der bruger færrest penge på mad (set relativt i forhold til indkomst), tror det er omkring 7 % i gennemsnit. Det er skandaløst! Men samfundet gør det muligt. Ansvarsafskrivelsen bliver jo meget nem, når alt sker langt væk. Man ville jo aldrig godtage de ting, der foregår, hvis fødevarerne kom fra gården ved siden af, hvor man kendte bonden og han stod direkte til anvar overfor kunden. Globalisering, tjah, det medfører sikkert nogle gode ting, men for hvem…?

  6. Pingback: Jacob Thorsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s